
IKONOKLASME // KOMMENTAR – Foreløbig er der sendt et klart signal om, at man ikke ustraffet kan lege provokationskunstner og ødelægge danske museumsgenstande, skriver journalist og kunstteoretiker Christian Tangø i denne kommentar til domsafsigelsen i sagen om Ibi-pippi og Asger Jorn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tirsdag eftermiddag kunne Vestre Landsret endeligt afsige dom i ankesagen mod Ibi-pippi Orup Hedegaard.
De fleste medier fokuserer på, at straffen blev nedsat i forhold til byrettens dom på 1 år og seks måneder. Men det mest interessante ved landsrettens dom er måske begrundelsen for den ubetingede fængelsstraf på et år: Landsretten lagde vægt på, at der var tale om et veltilrettelagt angreb på værket af Asger Jorn, og at den tiltalte havde kontaktet adskillige medier forud for hærværket.
Forsvareren havde ellers procederet for betinget straf eller samfundstjeneste ved at opliste en lang række af hærværksdomme, hvor straffen tilsyneladende var mildere.
Der var intet kunstnerisk at finde i handlingen på trods af Ibi-pippis forklaringer om, at “Jorn også havde ødelagt en anden kunstners maleri
Det er specielt det forhold, at Ibi-pippi “iscenesatte sig selv som kunstner”, der ligger bag den ubetingede fængselsstraf, understregede retsformanden ved dommens forkyndelse.
Det er svært at tolke dommen og retsformandens afsluttende udtalelse som andet end rettens ord for, at der intet kunstnerisk var at finde i handlingen på trods af Ibi-pippis forklaringer om, at “Jorn også havde ødelagt en anden kunstners maleri”.
Den centrale forskel er naturligvis, at Jorn ikke ødelagde anerkendt kulturarv på et museum, men tværtimod “reddede” et maleri fra undergangen på et loppemarked.
Anklageren havde ingen nærgående afhøring eller procedure. I stedet lod hun stort set Ibi-pippi og de faktuelle forhold tale for sig selv.

Optaget med venlig tilladelse fra Vestre Landsret. Foto: Christian Tangø
Et angreb på fælles kulturarv
En af de garvede retsreportere undrede sig – som også denne skribent – over en stort set fraværende procedure fra anklageren. Selv spørgsmålet om et angreb på vores fælles kulturarv forblev stort set upåtalt.
Det kan yderligere undre, at retssagen fra starten af i byretten ikke var ført som en sag om ødelæggelse af mindesmærker eller kulturarv, der er omtalt i en speciel paragraf i lovgivningen.
Det var, ifølge et svar fra anklageren, byrettens valg, og dermed havde anklagemyndigheden ikke mulighed for at udvide denne oprindelige tiltale.
Forsvarer Mette Grith Stage oplyste i pausen til mig, at Ibi-pippi ville have nægtet sig skyldig i en specifik anklage om angreb på kulturarv.
Sagen er principiel, fordi der ikke tidligere er faldet nogen domme i sammenlignelige sager. Stage opremsede i sit forsvar et utal af domme for forskellige typer af hærværk, men ingen af dem havde karakter af at være foretaget netop på et museum og netop rettet imod et anerkendt kunstværk.

I sin vidneforklaring gentog Ibi-pippi flere gange, at “jeg er ked af, at værket havde lidt overlast”, og at det ikke var hensigten, at maleriet skulle blive skadet i så stort omfang.
Men samtidig har Ibi-pippi flere gange i pressen udtalt, at “jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det, for jeg synes, at værket er vigtigt”.
I Viborg tilføjede Ibi-pippi med lav stemme, men måske lidt påtaget “for jeg elsker kunst”.
Udtalelsen i retten tirsdag står i skarp modsætning til udtalelser i podcasten Pilestræde. Her siger Ibi-pippi, at intet kunstværk ville blive skånet, og at der ingen grænser er for, hvilket værk der kunne øves hærværk imod, hvis den tanke skulle falde Ibi-pippi ind.
Iscenesættelse som kunstner
Det tankevækkende er de specielle forhold, som dommen hviler på, nemlig at sagen er behandlet som en hærværkssag, men også at det ser ud til at være en skærpende omstændighed, at hærværket udføres med hidkaldelse af pressen og med “iscenesættelse som kunstner”. For i den eneste anden sammenlignelige sag i Danmark er der nemlig endnu ikke faldet dom.
Det juridiske spørgsmål er, om man vil lægge vægt på det symbolske i bustesagen og understrege, at hærværk imod dansk kulturarv under enhver form straffes hårdt
Det er sagen imod Katrine Dirckinck-Holmfeld, der stjal en buste fra Kunstakademiets festsal og sænkede den i Københavns Havn.
Hvis det alene er spørgsmålet om skadens omfang ved hærværk eller kunstnerens “iscenesættelse”, der tæller, kan man forvente en betydeligt mildere straf. Katrine Dirckinck-Holmfeld har således hverken tilkaldt pressen i samme selveiscenesættende omfang som Ibi-pippi, men heller ikke forøvet en særlig stor materiel skade: Erstatningssummen for den destruerede buste er således kun ca. 50.000 kroner imod de knap to millioner kroner, som Ibi-pippi nu er dømt til at betale i erstatning for skaderne på Jorn-maleriet.
Det juridiske spørgsmål er således, om man vil lægge vægt på det symbolske i bustesagen og understrege, at hærværk imod dansk kulturarv under enhver form straffes hårdt.
Foreløbig er der med dommen tirsdag sendt et klart signal om, at man ikke ustraffet kan lege provokationskunstner og ødelægge danske museumsgenstande.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.