REJSEBREV // KØLN – Vi sagde det nærmest samstemmende til hinanden, min kæreste og jeg. Endda flere gange på de to dage og tre aftener vi havde i Køln: Det er sjovt, som Køln slet ikke minder om andre tyske byer. I sommervarmen er byens tone mere sydlandsk, gående mod lidt Bruxelles-agtig.
Vi boede i det hyggelige Belgisches-Viertel med Brüsseler Platz som centrum for caféhygge, brunch og partystemning om aftenen ved den lokale kiosk.
På selve pladsen ligger cafeen Hallmackenreuther, der i avisen Welt er kaldt Tysklands fineste café. Artiklen afslører, at cafeen om dagen i 1990’erne var hjemsted for den daglige macchiato, om aftenen forvandlede den sig til byens progressive samlingspunkt “hvor alt kunne ske.”
Man kan ikke påstå, at Køln er en smuk by, dertil er arret efter anden verdenskrig stadig for tydeligt. De allierede bombede op mod 90 procent af centrum, og da vesttysk byplanlægning i 1970’erne bestod af gågade på gågade på gågade, så fremstår bymidten ganske charmeforladt.
Et kludetæppe af arkitektur, hvor alle årtier efter anden verdenskrig er repræsenteret. Alle byggegenrer og materialevalg mødes. Modernisme møder 50’er-flisebelagte bygninger, der møder glas og beton.
Tæt på Dom er et lille område af små gader og gamle huse bevaret ned mod Rhinen, men netop her har byen udviklet sin egen udgave af Aalborgs Jomfru Ane Gade med masser af barer og steder med fastfood.
Kunstens synlighed
Det kan næsten virke, som om de tyske efterkrigspolitikere på et tidspunkt – i modsætning til de danske – har tænkt: hvis vi skal genrejse dette land, så må vi give den fuld fart på kunst og kultur.
Som de flere andre tyske storbyer blomstrer scenekunsten især i form af teater og opera. Byens Philharmonie er hjemsted for to symfoniorkestre: WDRs Radiosymfoniorkester og Gürzenich-Orchester. Og så har Køln et hav af museer med det store Museum Ludwig som det absolutte flagskib.
Museet, der er nabo til Kölner Dom og hovedbanegården, har en af de mest spændende europæiske samlinger med moderne kunst fra cirka 1850 til nu.
Her findes den største Pop-art samling i Europa, verdens tredje største Picasso-samling og ikke mindst en stor samling af de tyske ekspressionister som Ernst Ludwig Kirchner og Gabriele Münter, som var forbudt under anden verdenskrig.
Ligesom nyere tyske kunstnere som Gerhard Richter er repræsenteret. På Museum Ludwig får man repeteret sin kunstviden på en tur rundt i det (indenfor) smukke museum. Det er virkelig et besøg værd.
Det grønne Køln
Når man skifter mellem at slentre og køre på byens udlejningscykler, så opdager man hurtigt, at der nærmest går en park i en halvcirkel rundt om byen. Her spilles bold, laves fælles gymnastik, drikkes øl, soles og grilles. Og så cykles der.
I det hele taget er der mange hyggelige pladser og små parker i Köln. Der spilles boules, læses avis på bænke og drikkes Kölsch ved parkernes serveringssteder. På Rathenau-Platz er det beboerne fra de omkringliggende ejendomme, som står for cafeen. Søndag eftermiddag har de tilmed arrangeret en lille jazzkoncert med tre unge musikere.
På den anden side af parken, som deler byen sammen med den store ringvej, er gentrificeringen igang. Ikke så voldsomt som i andre byer, men bydelene Ehrenfeld og Nippes er listet som byens næste områder for smarte cafeer, fashion, ung kultur, design og miljørigtig bæredygtighed.
Som i så mange andre europæiske storbyer, hvor områder bliver gentrificeret, så er det de gamle arbejderkvarterer, der forvandles. I dag bor der primært ældre tyskere, indvandrere og studerende. Kölns BZ- og punkbevægelse, der havde sin rod i Ehrenfeld, er for længst fortrængt i bybilledet.
Søndag er der et fint og meget tysk loppemarked på Wilhelmsplatz i Nippes. Vi købte gaven til det næste bryllup, vi skal til på pladsen (så godt syntes vi, loppemarkedet var.)
Vi havde tre aftner og to dage i Köln. Dertil to dage, hvor vi cyklede 100 kilometer langs Rhinen gennem den tidligere regeringsby, Bonn, med overnatning i den gamle og smukke by Linz am Rhein for at slutte i byen Kublinz, hvor (Vater) Rhinen og (Mutter) Mosel mødes. Derfra med tog retur til Køln.
Kölsch slår mikrobryggerier
Med tre aftener fik vi både smagt gode vine fra de lokale vinmarker langs Rhinen og drukket en del Kölsch.
Kölsch er den lokale øl, som oftest serveres i cylinderformede glas med plads til 20 cl – såkaldte ”stangen”. Den lidt overgærede øl er brygget gennem århundreder, men i 1986 blev den såkaldte Kölsch-konvention tiltrådt af byens brygmestre. Den betyder, at kun øl brygget indenfor Kølns volde må kaldes Kölsch.
Der er masser af traditioner forbundet med Kölsch, en af dem er, at tjeneren bliver ved med at komme med nye leveringer, indtil man har ”lukket sit glas” ved at lægge en ølbrik ovenpå glasset.
Larsen og Køln
Inden jeg kom til Køln, kendte jeg Kölner Dom, som jeg havde besøgt med mine forældre som teenager. Og så vidste jeg, at fodboldklubben 1. FC Köln var der, danske Preben Larsen begyndte karrieren. Senere blev Larsen til Elkjær og mange Kölsch er drukket i Rhinbyen siden.
De seneste år er det blevet mere og mere populært at skifte rejserne til de europæiske hovedstæder ud med ture til landenes anden og tredjestørste byer. Paris bliver erstattet af Lyon og Marseilles. Madrid og Barcelona med Valencia og Sevilla. London med Manchester og Liverpool o.s.v.
Hvis man vil fortsætte det mønster i Tyskland, så er nabolandets fjerdestørste by (1 million indbyggere) i delstaten Nordrhein-Westfalen absolut et besøg værd. For hvad Köln ikke har i arkitektonisk skønhed, har den i charme, kunst og Kölsch.
Alle fotos: Ole Blegvad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
