Rejsebrev: Køln er charme, kunst og masser af Kölsch

af i Kultur/Rejse

REJSEBREV // KØLN – Vi sagde det nærmest samstemmende til hinanden, min kæreste og jeg. Endda flere gange på de to dage og tre aftener vi havde i Køln: Det er sjovt, som Køln slet ikke minder om andre tyske byer. I sommervarmen er byens tone mere sydlandsk, gående mod lidt Bruxelles-agtig. 

Vi boede i det hyggelige Belgisches-Viertel med Brüsseler Platz som centrum for caféhygge, brunch og partystemning om aftenen ved den lokale kiosk.

På selve pladsen ligger cafeen Hallmackenreuther, der i avisen Welt er kaldt Tysklands fineste café. Artiklen afslører, at cafeen om dagen i 1990’erne var hjemsted for den daglige macchiato, om aftenen forvandlede den sig til byens progressive samlingspunkt “hvor alt kunne ske.”

Køln, cafeen “Hallmackenreuther”.

Man kan ikke påstå, at Køln er en smuk by, dertil er arret efter anden verdenskrig stadig for tydeligt. De allierede bombede op mod 90 procent af centrum, og da vesttysk byplanlægning i 1970’erne bestod af gågade på gågade på gågade, så fremstår bymidten ganske charmeforladt.

Et kludetæppe af arkitektur, hvor alle årtier efter anden verdenskrig er repræsenteret. Alle byggegenrer og materialevalg mødes. Modernisme møder 50’er-flisebelagte bygninger, der møder glas og beton.

Køln, moderne byggeri langs Rhinen i baggrunden ses Kölner Dom.

Tæt på Dom er et lille område af små gader og gamle huse bevaret ned mod Rhinen, men netop her har byen udviklet sin egen udgave af Aalborgs Jomfru Ane Gade med masser af barer og steder med fastfood.

Kunstens synlighed

Det kan næsten virke, som om de tyske efterkrigspolitikere på et tidspunkt – i modsætning til de danske – har tænkt: hvis vi skal genrejse dette land, så må vi give den fuld fart på kunst og kultur.

Som de flere andre tyske storbyer blomstrer scenekunsten især i form af teater og opera. Byens Philharmonie er hjemsted for to symfoniorkestre: WDRs Radiosymfoniorkester og Gürzenich-Orchester. Og så har Køln et hav af museer med det store Museum Ludwig som det absolutte flagskib.

Museet, der er nabo til Kölner Dom og hovedbanegården, har en af de mest spændende europæiske samlinger med moderne kunst fra cirka 1850 til nu.

Køln, smukke rum og linjer på det store Museum Ludwig.

Her findes den største Pop-art samling i Europa, verdens tredje største Pi­cas­so-samling og ikke mindst en stor samling af de tyske ekspressionister som Ernst Lud­wig Kirch­n­er og Gabriele Münter, som var forbudt under anden verdenskrig.

Ligesom nyere tyske kunstnere som Gerhard Richter er repræsenteret. På Museum Ludwig får man repeteret sin kunstviden på en tur rundt i det (indenfor) smukke museum. Det er virkelig et besøg værd.

Det grønne Køln

Når man skifter mellem at slentre og køre på byens udlejningscykler, så opdager man hurtigt, at der nærmest går en park i en halvcirkel rundt om byen. Her spilles bold, laves fælles gymnastik, drikkes øl, soles og grilles. Og så cykles der.

Køln, loppemarked på Wilhelmsplatz i Nippes.

I det hele taget er der mange hyggelige pladser og små parker i Köln. Der spilles boules, læses avis på bænke og drikkes Kölsch ved parkernes serveringssteder. På Rathenau-Platz er det beboerne fra de omkringliggende ejendomme, som står for cafeen. Søndag eftermiddag har de tilmed arrangeret en lille jazzkoncert med tre unge musikere.

På den anden side af parken, som deler byen sammen med den store ringvej, er gentrificeringen igang. Ikke så voldsomt som i andre byer, men bydelene Ehrenfeld og Nippes er listet som byens næste områder for smarte cafeer, fashion, ung kultur, design og miljørigtig bæredygtighed.

Som i så mange andre europæiske storbyer, hvor områder bliver gentrificeret, så er det de gamle arbejderkvarterer, der forvandles. I dag bor der primært ældre tyskere, indvandrere og studerende. Kölns BZ- og punkbevægelse, der havde sin rod i Ehrenfeld, er for længst fortrængt i bybilledet.

Søndag er der et fint og meget tysk loppemarked på Wilhelmsplatz i Nippes. Vi købte gaven til det næste bryllup, vi skal til på pladsen (så godt syntes vi, loppemarkedet var.)

Vi havde tre aftner og to dage i Köln. Dertil to dage, hvor vi cyklede 100 kilometer langs Rhinen gennem den tidligere regeringsby, Bonn, med overnatning i den gamle og smukke by Linz am Rhein for at slutte i byen Kublinz, hvor (Vater) Rhinen og (Mutter) Mosel mødes. Derfra med tog retur til Køln.

Kölsch slår mikrobryggerier

Med tre aftener fik vi både smagt gode vine fra de lokale vinmarker langs Rhinen og drukket en del Kölsch.

Køln, ikke flere Kölsch.

Kölsch er den lokale øl, som oftest serveres i cylinderformede glas med plads til 20 cl – såkaldte ”stangen”. Den lidt overgærede øl er brygget gennem århundreder, men i 1986 blev den såkaldte Kölsch-konvention tiltrådt af byens brygmestre. Den betyder, at kun øl brygget indenfor Kølns volde må kaldes Kölsch.

Der er masser af traditioner forbundet med Kölsch, en af dem er, at tjeneren bliver ved med at komme med nye leveringer, indtil man  har ”lukket sit glas” ved at lægge en ølbrik ovenpå glasset.

Larsen og Køln

Inden jeg kom til Køln, kendte jeg Kölner Dom, som jeg havde besøgt med mine forældre som teenager. Og så vidste jeg, at fodboldklubben 1. FC Köln var der, danske Preben Larsen begyndte karrieren. Senere blev Larsen til Elkjær og mange Kölsch er drukket i Rhinbyen siden.

De seneste år er det blevet mere og mere populært at skifte rejserne til de europæiske hovedstæder ud med ture til landenes anden og tredjestørste byer. Paris bliver erstattet af Lyon og Marseilles. Madrid og Barcelona med Valencia og Sevilla. London med Manchester og Liverpool o.s.v.

Hvis man vil fortsætte det mønster i Tyskland, så er nabolandets fjerdestørste by (1 million indbyggere) i delstaten Nordrhein-Westfalen absolut et besøg værd. For hvad Köln ikke har i arkitektonisk skønhed, har den i charme, kunst og Kölsch.

Køln, bydelen Ehrenfeld.

Alle fotos: Ole Blegvad.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur