BÆREDYGTIGHED // KLUMME – Én af de værdier, min mor havde med sig ind i ægteskabet med min far og holdt fast ved hele sit liv, nemlig nøjsomhed. En nøjsomhed som måske nok var en følge af nød, men som jeg tror, vi kan lære af i dag.
Min mor blev født i 1927 som eneste barn af gårdmandsdatteren Stine og kommunisten Bernhard, så det må have været en ret kompliceret opgave at udvælge værdier at opbygge en familie på, når udgangspunkterne var så forskellige. Min bedstemor havde været kæreste med en russisk krigsfange og fået to børn med ham og fandt så senere sammen med min bedstefar, med hvem hun altså fik min mor. Der er nok ingen tvivl om, at der på den store gård med tre skorstene, som min bedstemors søster, Marie der aldrig blev gift eller fik børn, drev med succes efter farens tidlige død, har været en del grublerier omkring min bedstemors valg af partnere, men fred nu være med det, for den historie kommer der mere om i min første roman.
Denne klumme skal ikke handle om min mors slægt, men mere om én af de værdier, min mor havde med sig ind i ægteskabet med min far og holdt fast ved hele sit liv, nemlig nøjsomhed.
En nøjsomhed som måske nok var en følge af nød, men som jeg tror, vi kan lære af i dag, ikke mindst som middel til at imødegå klimaproblemet, men også som et oprør mod brug-og-smid-væk-kulturen eller altså – af nød.
Min mor var altid mål for latter og hån, når vi i familien var samlet til jul og fødselsdage. Hver gang hun fik en gave, blev gavebånd og papir gemt og nænsomt strøget og genbrugt til næste gang, der skulle pakkes en gave ind
Min mor var altid mål for latter og hån, når vi i familien var samlet til jul og fødselsdage. Hver gang hun fik en gave, blev gavebånd og papir gemt og nænsomt strøget og genbrugt til næste gang, der skulle pakkes en gave ind og foræres væk. Gaverne var altid genkendelige, idet det som oftest, ikke lykkedes hende at glatte alle folderne ud, men hun var ligeglad med, at vi gjorde grin med de, for os at se, grimme gaver. Hun nøjedes blot med at trække på skulderen af vores latter og bød kaffen og de hjemmebagte småkager rundt atter en gang.
Min mor smed også alt biologisk affald i en dynge i den ene ende af haven, og når dyngen havde nået en passende størrelse, og råddenskaben gjort sit, blev hele herligheden gravet ned som gødning for grøntsagerne i nyttehaven.
Jeg havde ikke den mindste forståelse for dette, for mig at se, svineri, når vi nu havde den kommunalt bevilgede skraldespand, som blev tømt en gang om ugen, lige udenfor døren. Der var også risikoen for, at rotter ville invadere matriklen. Hun kunne jo bare købe kunstgødning, og skåne sig selv for alt det, for mig at se, unødvendige arbejde, men min mor holdt fast i sin kompostering, indtil kræft og gift havde gjort det af med hende.
I dag, hvor det er 15 år siden, hun døde, kan jeg kun sende et ”undskyld” til det sted i mit hjerte, hvor minderne om hende ligger gemt i en fin og stor æske. Dem, min mor nok ville kalde ”de fine”, og jeg kalder ”eliten”, har taget de samme værdier til sig – og kalder dem nu for ”bæredygtighed”.
Foto: Barefootpictures.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
