Rejsebrev: Brokkerøven på All Inclusive med I-landsproblemer i hobetal

i Danmark/Liv & Mennesker af

Så er forårets familietur gennemført: 6 personer fordelt på 3 generationer tog af sted til sol, sommer, Gran Canaria på en all inclusive. En ferieform, hvor udgifterne holdes mere i ro end bidragssatserne hos Nykredit. Alt er betalt, så flyv trygt af sted, og sov, bad, drik og spis, hvad du vil. Her kommer vi! Og vi brokker os. Tit.

Og vi kom frem til hotellet. På billederne af de 2 lækre pools kan man ikke se de 1000 mennesker, der bor på hotellet, og som fylder godt op, mens de bader, drikker og spiser, hvad de vil. Fra morgen til aften er det som en tur gennem Cairo, selv om det mest er svensk, norsk, finsk og dansk, der tales. Mange, varme mennesker meget optaget af sig selv og dem de rejser ud med.
Solstolene står tæt i poolområdet, dækket til med håndklæder, badedyr og skoldede soldyrkere. Her ligger vi!

Bordene foran snackbaren er fyldt godt op. Her sidder vi!

Ved morgen-, frokost- og aftensmad står man klar ved indgangen til spisesalene, når de åbner, for at få de gode pladser, især ved vinduerne ud mod Atlanterhavet med solens ufattelig smukke tur ned i havet. Så der bliver hurtigt fyldt op.

Solnedgang i Atlanterhavet, set fra spisesalen.
Solnedgang i Atlanterhavet, set fra spisesalen

I spillehallen har de mellemstore børn deres kampe for at komme til maskinerne og poolbordet.

I poolen er der trangt, når stærke fædre kaster med deres yngel, og badedyr og svømmevinger puffer til én, mens man kommer svømmende forbi. Den opvarmede pool er i den grad underdimensioneret til de mange hotelgæster, men det fremgår selvfølgelig ikke af det lækre foto af det mennesketomme poolområde på hotellets hjemmeside.
Der kan man heller ikke overskue, hvordan hotellets værelser er skabt i 8-10 etager op af bjergsiden og værelsernes altaner bugter sig som bølger rundt om klipperne, de er bygget på. Niveauforskellene betyder trapper og rundgange, og heldigvis også elevatorer. Vi skulle med 2 forskellige elevatorer for at komme fra værelse til poolområde, og tilbage igen for at hente badedragten, der var glemt på værelset.

Men udsigten er fænomenal: Værsgod her er Atlanterhavet foran dine øjne. Men jo lavere værelserne ligger, jo mere forsvinder udsigten godt nok grundet et foranliggende hotel.
Dette er udfoldelsesmulighederne. Nå ja – plus tennis- og boldbane. Men en god gåtur går enten stejlt ned i byen til havnen eller stejlt opad med slutdestination i form af et restaurant-, bar- og værtshushelvede med indlagt Sparsupermarked. Vi er holdt op med at klappe, når flyet lander, men man kan komme tæt på fortidens grisefester her, hvor danske bands optræder, hvor der er reklamer på dansk for dansk mad og et ‘Dansk Bageri.’ Der var en duft af DF over hele området.
1. dag tog vi turen ned ad flere hundrede trappetrin til havnen, med klapvogn, og lidt senere op igen. Resten af ugen gik jeg som en gigtplaget olding med syreophobninger i underbenene. Ved nærmere eftertanke var det jeg havde haft brug for et skilt med påskriften: ‘Husk at strække ud’.

Næste gang fulgte vi den stejle snoede vej ned og op. God motion på en absolut doven ferie.

Drømmen om en grøn park at gå tur i opgiver man lynhurtigt. Gran Canaria er jo faktisk en vulkanø, og vand er en mangelvare.

Eftertanke

1 uges solferie i marts måned væk fra gråvejr, kulde, regnsjask, snotnæser og influenza er en fuldstændig surrealistisk oplevelse i foråret 2016.

Mens flygtninge stuves sammen i teltlejre og lynopførte barakker i selvsamme hjemlige gråvejr, kulde, regnsjask, snotnæser og influenza, tager vi af sted og søger netop de breddegrader, de er flygtet fra, på grund af krig – vi finder bare et sted lidt væk fra den. Det er tankevækkende, hvor mange boliger, startomkostninger, mad, transport og skolegang, man kunne finansiere med mine og andres ferieudgifter, mens mit liv kunne fortsætte som før.

Og hvis det faktum ikke er nok til at give dårlig smag i munden, ja så blev der vedtaget et kontanthjælpsloft forleden, som helt sikkert medfører, at ingen på kontanthjælp nogensinde får mulighed for at komme på ferie. Denne sparemanøvre giver cirka 15 kr. i overskud per dansker, siges det. Waw for en fed skattelettelse vi har udsigt til! Eller hvad man nu beslutter at bruge pengene til. Grotesk med grotesk på.

Pool med indlagt skrald

Tilbage til solen, der skinner det bedste den har lært hele året på Gran Canaria. Klimaet er vidunderligt, som på de bedste danske sommerdage, lunt og luftigt uden at være hedebølge. Derfor dejligt med en pool på 28 grader og en pool på 24 grader.

Jeg nægter at bade i pool, der er under 26 grader. I havvand lider jeg indtil jeg er kommet under, men ikke i pool. Sådan er jeg, og derfor mødet med mange børn, badedyr og buldrende teenagere i vand. Jamen der er børnepool! Indvender de velvillige. Absolut ja, men med koldere vand og 40 cm. dyb. Der kan voksne ikke svømme, og derfor gider børnene heller ikke være der.

Vores hvide bare tæer tramper rundt i deres kaffe-, sodavands- og pommes fritesrester. Der er masser af skraldespande, men det kræver unægtelig, at man gør den mindre indsats, det kræves at bruge dem.

Vi ankommer ved 4-tiden og lysten til at svømme i det skønne vand er stor, efter 12 timers rejse siden vi stod op kl 4 i 6 graders dansk morgenmørke. Her om eftermiddagen er der heldigvis ledige solstole, tydeligvis lige forladt af soltrætte turister. Deres brugte plastikglas, frugtrester, babybleer og andet skrald ligger tilbage som bevis på endnu en dag på hotellet, og vores hvide bare tæer tramper rundt i deres kaffe-, sodavands- og pommes fritesrester. Der er masser af skraldespande, men det kræver unægtelig, at man gør den mindre indsats, det kræves at bruge dem.

Det bliver til et hurtigt dyp, og man hører sig selv, som en anden Helle Thorning, sige til ungerne: Der er en god løsning i morgen.

Baren og all inclusive

På det her tidspunkt trænger man til en øl. Og det er der råd for, når man er på all inclusive. Man går simpelt hen op i baren og henter. Nu skriver jeg godt nok øl. Det er saftevandsøl, der er tale om, absolut umuligt at blive beruset af, men læskende i varmen og med den pilsnergule farve, kulsyre og skum på toppen. Under navnet Tropical. Skål.
Køber man en øl i byen har sådan en Tropical en noget mere gul farve og smager af væsentlig mere.

Så er baren åben!
Så er baren åben!

Eftersom klokken har passeret fem, kan man godt skrue op for promillerne. Det er dog kun mig, der har den slags protestantiske leveregler, hvad angår spiritus. Baren er åben ml 10-23. På hylderne ser man flasker med whisky, gin og vodka med mere i de mærker ,man kender. Men de flasker bliver ikke rørt, for det koster!

Jamen er vi ikke på all inclusive? Jo, det er vi, hvis vi accepterer princippet om, at kvalitet er noget vi betaler for, gratis er ikke helt så godt.
Der er fri adgang til Tequila Sunrise, Mojitos, gin&tonic, Daiquiri, Love on the beach, Pina Colada og hvad man ellers elsker fra cocktaillisten. Man kan drikke dem ad libitum, hvis man tager til takke med, at de er tynde som øllet og lavet af essensblandinger fra dunke i papkasser, forbundet med slanger til hældepistoler i baren. Habile bartendere ville græmme sig. Jeg er hellere fri, men medgiver, at i en snæver vending kan deres gin&tonic bruges.

Jamen er vi ikke på all inclusive? Jo, det er vi, hvis vi accepterer princippet om, at kvalitet er noget vi betaler for, gratis er ikke helt så godt.

Mange af gæsterne lå i fast rutefart hen til baren og tilbage til solstolen. Det er fast arbejde, når promillerne er så lave.
Imens bager solen med højt UV-index på kroppene, og man kan inddele gæsterne i sådan nogle som os på 1 uge, dem der er der i 2 uger og så de meget brune, der tager 3 eller flere uger af gangen.

Kaffe drikkes af plastikbægre!
Kaffe drikkes af plastikbægre!

Kaffe

I løbet af dagen er kaffe noget, der kan lyse op, og i spansk område kan man få god kaffe. Bare ikke på all inclusive. Også her gælder princippet om at gratis er en skuffelse og at lidt bedre kaffe koster. Espressomaskinen bagerst på billedet laver god kaffe, all inclusive kommer fra automaterne til venstre.

Her er der altid adgang til gratis kaffe, og der kan man vælge, hvad det skal være. Pulverdepoterne bag maskinens forside har det hele: cappucino, espresso, filter kaffe, kaffe med mælk og chokolade. Endda varm mælk til dem, der ikke kan få latte nok.
Jeg så for mange år siden en TV-udsendelse, hvor den svenske forsker Göran Gilberg vaskede en skjorte i det, vi kalder mælkepulver til kaffemaskiner og andet. Pletten på skjorten gik af! Siden har jeg holdt mig fra automaters pulvermælk.

På all inclusive er der ikke noget valg: Tryk på maskinen og der er serveret!

Jeg leder efter kopperne, får at vide, at jeg skal bruge platikkrusene. Altså dem, ungerne hælder oversukret ‘sodavand’ i? dem man hælder ‘øl’ i? Her begyndte jeg seriøst at drømme om, at ugen var omme. Har man én gang hældt varm te eller kaffe i sådan et tyndt plastikkrus, ved man, at de begynder at bule lidt indad for neden. De er slet ikke lavet til varme drikke, kun kolde. Plastikken reagerer på, at en kemisk proces går i gang, som opløser noget af plastikken. Vi drikken væsken, og hvem ved, hvad det gør ved os? Personalet havde aldrig hørt om, at det skulle være et problem. De gjorde bare som chefen har sagt.

Jeg opgav at tale om papbægre, der dels er lettere nedbrydelige, dels sundere for helbredet. Jeg var ved at besvime ved tanken om antallet af plastikbægre pr dag, når 1000 mennesker skal have en ‘øl’ til, ‘kaffe’, ‘te’, ‘sodavand’ og det dejlige iskolde vand, man heldigvis også kunne lokke ud af automaterne. For man tager jo bare et nyt plastikkrus.

Mad til børn i flere aldre

Maden fungerer upåklageligt. Der er masser at vælge imellem, det smager meget ens, men det er imponerende at se den ene fyldte tallerken efter den anden blive sat til livs. For hver dag spiste jeg mindre og mindre. Lysten manglede, eller måske var det de første dages begejstring, der efterhånden ændrede sig til det madindtag, jeg har til hverdag. Jeg tabte 2 kilo på en uge.

Maverne havde det godt, børnene fik det de kunne lide, og på den måde var det en perfekt ferie. Også for ham i min alder, der sagde til sin kone: ”Mor, hvad er det dér? Kan jeg lide det?”

For hver dag spiste jeg mindre og mindre. Lysten manglede, eller måske var det de første dages begejstring, der efterhånden ændrede sig til det madindtag, jeg har til hverdag. Jeg tabte 2 kilo på en uge.

I flyet på vejen ud kunne man købe skrabelodder! Jamen undskyld mig skrabelodder!

Men måske skulle vi have købt nogle, så kunne vi måske have været heldige og vundet  en pris med titlen: ‘hurtig bagageudlevering’. På udturen ventede vi over 1 time på bagagen, da vi kom hjem ventede hele flyet 2 timer på at bagagen kom op på båndet, mens det lød i højttalerne ‘Vi beklager forsinkelsen’ 2 timer er sgu ikke en forsinkelse, det er derimod dårlig planlægning. Der ikke falder i god jord hos trætte forældre med mange småbørn kl otte om aftenen.

Men der var godt gang i pølseboden, placeret strategisk ved bagagebåndet.

På det tidspunkt var det helt slut med all inclusive.

Foto øverst: Udsigten fra trappen med de mange hundrede trin ned til havnen i Puerto Rico. Alle foto taget af Monica Krog-Meyer


Kunne du lide, hvad du læste? Du er velkommen til at dele med dine venner, og du må meget gerne
like os på vores Facebookside også. Har du lyst til at betale for det, du har læst, så er min Mobile Pay 2854 6818 men det er helt frivilligt.
Hvis du trykker på mit navn øverst i artiklen kan du se, hvad jeg ellers har skrevet.
Husk du kan blive abonnent på Point of View International for 20 kr om måneden.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.