Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel

i Sport/Liv & Mennesker af
ESSAY – ’Jeg sidder i et nattog fra Hamborg til Basel og tænker på min morfar, der i mellemkrigstiden tog turen på cykel. Hele vejen fra Danmark til Schweiz for at lære at lave ost. Det lærte han, og han blev mejeribestyrer, og han blev gift og fik tre børn og rejste med hat’. Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel. Hvad er det dog for noget?

Jeg sidder i et nattog fra Hamborg til Basel og tænker på min morfar, der i mellemkrigstiden tog turen på cykel. Hele vejen fra Danmark til Schweiz, for at lære at lave ost. Det lærte han, og han blev mejeribestyrer, og han blev gift og fik tre børn og rejste med hat.

Selvfølgelig forstod han ikke sine sønner, der forblev ugifte og takkede nej til at overtage familievirksomheden. Eller sin datter, min mor, der fik klippet pandehår og blev skilt og så skilt igen.

Det var Aristofanes, digter og komiker, der skrev ordene, men det kunne også have været min morfar

Det er 2.500 år siden, den første klagesang over ”ungdommen nutildags” blev nedfældet. Dens manglende disciplin, dens hang til luksus: ”Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde.”

Det var Aristofanes, digter og komiker, der skrev ordene, men det kunne også have været min morfar.

Eller min far, der i sin tid som skoleleder så eleverne bliver stadig mere uregerlige og lærerne snart så følsomme, at de knap var i stand til at udføre deres arbejde og da slet ikke håndtere konflikter uden at gå omkuld.

Eller det kunne være mig om et par dage, når jeg har set tennis fra Allianz Cloud-arenaen i den vestlige del af Milano, hvor der afvikles NextGen Open og NextGen Finals, altså tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel.

Stazione Milano Centrale

Hvad er det dog for noget?

Det er, muligvis, tennissportens fremtid og, muligvis, et billede på al underholdnings fremtid, eller måske bare et billede på, hvordan fremtiden altid har set ud for folk midt i livet.

Sådan her ser det ud en tirsdag eftermiddag i november på gåturen fra Stazione Milano Centrale til vores hotel: Folk i slips spiser frokost med andre folk i slips under varmelamper i små aflukkede telte på fortovet, for det er for koldt til at sidde rigtig udendørs, men solen skinner, det er en flot dag.

Køen foran Ufficio Immigrazione er tre gange så lang som køen foran Duomo, byens enorme domkirke, verdens femtestørste, hvis tilblivelseshistorie overgår min fatteevne. Mest fordi den er så lang: Ærkebiskop Saluzzo satte gang i byggeriet i 1386, og så gik det ellers derudaf med skiftende bygherrer, arkitekter og ingeniører i helt vildt lang tid.

Rundt om hjørnet er der T-shirts til 370 euro i butiksvinduerne og cappuccino til 1,50 euro på hvert andet gadehjørne, drukket stående i baren, folk er oppe i et vist tempo her i det rige nord. Faktisk er Milano den rigeste ikke-hovedstad i Europa, kun overgået af Paris og London

Leonardo da Vinci var inde over i renæssancen, Napoleon Bonaparte sørgede for, at facaden blev gjort færdig i begyndelsen af 1800-tallet, den ene hersker omgjorde den forriges beslutninger, byggestile afløste hinanden, og i januar 1965 stod Duomo di Milano så endelig færdig, små 600 års visioner og viljer samlet i én bygning. Den er utrolig smuk og utrolig rodet.

Rundt om hjørnet er der T-shirts til 370 euro i butiksvinduerne og cappuccino til 1,50 euro på hvert andet gadehjørne, drukket stående i baren, folk er oppe i et vist tempo her i det rige nord. Faktisk er Milano den rigeste ikke-hovedstad i Europa, kun overgået af Paris og London.

Byen står i kø til at blive Europas nye finanscentrum, post-Brexit, ligesom de største modehuse længe har haft deres hovedsæde her, Armani, Versace, Valentino, Prada, listen er lang.

Verdensudstillingen var forbi for fire år siden, året efter blev Champions League-finalen spillet på San Siro, hjemsted for to af Europas mest vindende fodboldklubber, Inter og Milan, og i 2026 er byen vært for vinter-OL.

I det lys er NextGen-tennis en lille begivenhed. Den finder sted i PalaLido, en sportsarena fra de tidlige 60’ere, nyligt renoveret og i den forbindelse omdøbt til det knap så mundrette, men sponsorvenlige Allianz Cloud. Her er plads til lidt over 5.000 tilskuere i to lag tæt om banen, det er et intimt sted, hvor der som regel bliver spillet volleyball eller basket, men i den her uge altså tennis.

Der er et sted mellem 23 og 29 tilskuere til Holger Runes semifinale mod Nicolás Álvarez Varona fredag formiddag, og det er inklusiv Runes mor, Aneke, og hans træner, Lars Christensen, og en håndfuld førstehjælpsarbejdere i uniform og en rengøringsdame, der går og fejer under sæderne bag mig.

Med andre ord er her ikke rigtig nogen tilskuere, og det er fordi, det her ikke er den rigtige NextGen-turnering. Den finder sted i aften, kl. 19, når Australiens Alex de Minaur møder Frances Tiafoe fra USA.

Hvordan skal man tiltrække nye fans og seere, når de samme gamle gutter bliver ved at fylde det hele? Man vil have sine egne idoler, ikke bare overtage de gamle. Jeg snakker af erfaring.

Hvis du ikke følger nøje med i tennis, har du givetvis aldrig hørt om dem, men de tilhører verdenseliten. Minaur har vundet tre turneringer i år og ligger nummer 18 på ranglisten. Tiafoe er nummer 47, han var i kvartfinalen ved Australian Open tidligere på året, hvor han tabte til Rafael Nadal.

Og der har vi problemet for folk som Tiafoe og Minaur. De taber til Nadal og Federer og Djokovic. De taber til de allerbedste, og det er ikke kun et problem for dem, det er også et problem for professionel tennis som sådan.

For hvordan skal man tiltrække nye fans og seere, når de samme gamle gutter bliver ved at fylde det hele? Man vil have sine egne idoler, ikke bare overtage de gamle. Jeg snakker af erfaring.

4 oktober 4, 1994. Martina Hingis vinder sin første WTA kamp. Foto: Tennisworldusa.org

Min begejstring var enorm, dengang i 90’erne, da Martina Hingis kom frem. Hingis var vel det, man ville kalde et vidunderbarn. Hun begyndte at spille tennis som 2-årig, deltog i sin første turnering som 4-årig, og da hun var 12 stillede hun op mod alle verdens bedste juniorspillere ved French Open. Hun var en splint.

Det så helt skørt ud, sådan en 6. klasseelev mod toptrimmede 17-18-årige. Og hun slog dem alle sammen. Den yngste vinder nogensinde.

Første gang jeg så hende spille en hel kamp var i januar 1996 ved Australian Open. Nu spillede hun i de voksnes rækker. Selv var hun 15 år. Jeg var 16, jeg gik i 1. g. Martina Hingis var nået frem til kvartfinalen. Hun mødte Amanda Coetzer fra Sydafrika, og jeg kan huske, at jeg sad der foran fjernsynet og holdt med Hingis på en måde, som jeg aldrig havde holdt med nogen før.

For jeg spillede selv tennis, og jeg var en lille lort, der altid var oppe mod nogle kæmpestore fyre, der servede helvedes hårdt. Der løb jeg rundt og prøvede at klare mig med min spinkle krop, og der løb Hingis rundt og mere end klarede sig med sin spinkle krop, fordi hun var modig og klog og havde perfekt timing og det vildeste touch og en absurd mængde selvtillid, sådan at hun tilsyneladende var helt og aldeles ligeglad med, at hun var alt for lille til at være med. Jeg identificerede mig med Martina Hingis.

Hingis var min egen, jeg havde selv opdaget hende, fulgt hende, og jeg syntes, det var så fedt, at der endelig kom en fra vores rækker og vippede de gamle af pinden.

Jeg følte mig fuldkommen repræsenteret af hende. Og godt nok tabte hun den kamp til Coetzer, men året efter vandt hun hele turneringen, ja, hun vandt sgu nærmest alt i 1997 og nogle år frem, hun fik revanche over Coetzer ti gange, hun slog alle de gamle, Monica Seles og Jana Novotná, Arantxa Sánchez og Conchita Martinez, og hver gang føltes det også som en sejr for mig.

For Hingis var min egen, jeg havde selv opdaget hende, fulgt hende, og jeg syntes, det var så fedt, at der endelig kom en fra vores rækker og vippede de gamle af pinden.

Sådan skal det være, og sådan har det været: Da Björn Borg vandt French Open få dage efter sin 18-års fødselsdag. Da Boris Becker vandt Wimbledon som 17-årig. Pete Sampras i New York, lige fyldt 19, ligesom Rafael Nadal var, da han første gang vandt i Paris. Det er sådan fødekæden fungerer.

Så selvfølgelig er det en udfordring for ATP, organisationen bag professionel herretennis, at de tre øverste pladser på ranglisten er besat af Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic, nøjagtig som det var tilfældet for fem år siden. Og otte år siden. Og tolv år siden.

ATP ved godt, at tennis har et aldersproblem, så for nogle år siden fik præsidenten, Chris Kermode, den ide at lave en turnering forbeholdt yngre spillere. En sæsonfinale for årets otte bedste, der endnu ikke er fyldt 22 år.

NextGen Finals, hedder den, og spillerne er såkaldte ’NextGen Stars’, hvilket de bliver omtalt som i alt pressemateriale fra ATP i løbet af sæsonen, hvor kapløbet om at blive blandt de otte bedste finder sted.

Hvis Federer, Nadal og Djokovic svarer til 68’er-generationen med dens totale dominans i kulturlivet gennem årtier, så er Alex de Minaur, Miomir Kecmanovic og Alejandro Fokina den unge generation med udsigt til ulønnede praktikophold og historisk høj ungdomsarbejdsløshed

Den store forårsturnering i Rom har endda udnævnt et af sine større stadions til ”NextGen Arena” og plastret det til med gigantiske billeder af NextGen-stjernerne, som i stedet for at spille deres kampe ude på bane 7 – hvor de normalt ville blive placeret deres lave rangering taget i betragtning – spiller alle deres kampe på denne højprofilerede, tv-transmitterede bane med tusindvis af tilskuere, der er ivrige efter at se disse ’NextGen-stjerner’, de efterhånden har hørt så meget om eller i hvert fald fornemmer på al den meget palaver, at de burde have hørt om.

Det er branding af ungdommen, og det virker. De bliver stjerner og begynder i glimt at spille som stjerner:

Den første vinder af NextGen Finals i 2017, Syd Koreas Hyeon Chung, nummer 58 på ranglisten uden store bedrifter bag sig, tog sejren og selvtilliden fra Milano med sig til den næste grand slam-turnering, Australian Open, hvor han besejrede Novak Djokovic og som den første koreaner nogensinde spillede sig frem til semifinalen og op i top 20 på ranglisten.

Næste års vinder, Stefanos Tsitsipas, gjorde det samme, bortset fra at det var Roger Federer han slog på vej til semifinalen i Australien, og det var top 5 på ranglisten, han blev del af.

Man kan se sådan her på det: Hvis Federer, Nadal og Djokovic svarer til 68’er-generationen med dens totale dominans i kulturlivet gennem årtier, så er Alex de Minaur, Miomir Kecmanovic og Alejandro Fokina den unge generation med udsigt til ulønnede praktikophold og historisk høj ungdomsarbejdsløshed.

Disruption. Hvem gider overhovedet være vært på P1 mere? Lad bare Karen Secher og Tore Leifer lave radio til det grå guld, vi ses, der er podcastfestival på Bremen

De er nyuddannede journalister, der prøver at blive værter på P1, hvor de gamle sidder tungt på det hele. NextGen Finals er et forsøg på at hjælpe dem på vej. Et forsøg på at ruske op i den etablerede orden, ligesom YouTube gjorde ved fjernsynskanalerne og Uber gjorde ved taxakørsel.

Disruption. Hvem gider overhovedet være vært på P1 mere? Lad bare Karen Secher og Tore Leifer lave radio til det grå guld, vi ses, der er podcastfestival på Bremen.

Alder er afgørende her. Den gennemsnitlige tv-seer til en kamp på ATP-touren er 61 år gammel, og den stiger. Tallet var 51 ved årtusindskiftet. Sølle fire procent er under 18.

Det er selvfølgelig også fordi, apropos YouTube, unge mennesker ikke længere ser fjernsyn, men det er også fordi, de virkelig ikke gider se tennis. Kun golf og hestevæddeløb har ældre seere. Fodboldfans foran fjernsynet er i gennemsnit 20 år yngre.

Holger Rune gør klar. Foto: Anders Haahr Rasmussen

Holger Rune er 16 år og ser meget tennis, i lange stræk og i små bidder. Sammendrag, højdepunkter, hot shots på Instagram, træningsvideoer og slow motions af Federers forhånd.

Lige nu spiller han tennis til lyden af Black Box’ 30 år gamle eurodance-hit ”Ride on Time”, for her er der DJ på under kampene. Egentlig bryder han sig ikke om det – det er ”ligegyldigt”, som han kalder det, ”der er ingen grund til det”. Men det er der.

Tanken er, at musikken skal give publikum følelsen af at de gerne må snakke sammen, mens duellerne er i gang. Det skal være sjovere at være tennistilskuer, mere løssluppent, mindre formelt.

Nogen gange bliver det lige løssluppent nok. Som under lodtrækningen til den første udgave af turneringen i 2017, hvor spillerne skulle fordeles i to grupper, A eller B, ved en stort anlagt ceremoni sponsoreret og udtænkt af Red Bull.

Det foregik ved, at spillerne en efter en valgte en kvindelig model, som til lyden af ”Sweet Dreams Are Made of This” gik catwalk med dem frem af podiet, hvor de med stripper-lignende bevægelser afslørede et A eller B, som de have stående et sted på kroppen. Det blev ikke godt modtaget. Fordømmelsen var noget nær universel, undskyldningerne fra arrangørerne prompte.

Eksperimenterne med pointsystemet har vist sig anderledes holdbare.

Holger Rune åbner kampen mod Nicolás Álvarez Varona med to serveesser. Han sjusker to forhåndsflugtninger i nettet, og snart står den 40-40, så den næste duel er afgørende, fordi ved NextGen Open spilder man ikke tiden med fordel og lige og fordel igen.

Partierne skal ikke vindes med to overskydende point, det er 15-30-40-parti, uanset hvad, så Varona har breakbold her ved 40-40, og da Rune sender en forhånd ud over baglinjen, bliver han brudt.

”Det her er fremtiden,” siger hans mor, Aneke Rune.

De korte sæt, no ad-scoring, headset-coaching. Når Roger og Rafa er færdige med at spille, så er det her fremtiden

Vi sidder ved siden af hinanden og ser Holger Rune spille.

”De korte sæt, no ad-scoring, headset-coaching. Når Roger og Rafa er færdige med at spille, så er det her fremtiden.”

 

Hun er 49 år og har sat sit arbejdsliv på pause for at rejse verden rundt med sin søn og hans drøm om at blive professionel tennisspiller.

Det er dyrt. Adskillige hundrede tusinder kroner om året. Det her er en af de få turneringer, hvor alt er betalt: Fly, hotel, kost og transport rundt i Milano. Aneke Rune overværer alle kampe og de fleste træningspas. Kommenterer undervejs.

”Kom igen.”

”Det var en kvalificeret fejl.”

”Fokus,” siger hun og laver skyklapper med hænderne.

Aneke Rune har aldrig selv spillet tennis, hun er med sine egne ord ”frygtelig bange for bolde”.

Til gengæld tilbragte hun det meste af sin barndom på Det Kongelige Teaters Balletskole med skolegang, eftermiddagstræning og forestilling om aftenen, så hun ved hvad det vil sige at ”arbejde disciplineret med sin krop, sin sport”.

Tennis er ofte blevet beskrevet som en kombination af boksning og skak. Du har den rå, fysiske duel, hvor der bliver udvekslet det ene hårde slag efter det andet, indtil én ikke kan stå imod længere. Og du har det taktiske spil, hvor det gælder om at udmanøvrere din modstander, finde sprækker i hans defensiv, ændre strategi, hvis det ikke fungerer

Og hun ved, hvor hårdt det er at stå alene med det, hvor meget hun savnede opbakning fra sine forældre, så hvad end Holgers drøm er, støtter hun den.

Han er bagud 2-1, der er sidebytte. Aneke Rune gestikulerer med en vandflaske at han skal huske at drikke. Holger Rune sidder med headset på, bagud 2-1.

Han bruger de 90 sekunders pause i sidebyttet på at snakke med sin træner, Lars Christensen, der sidder, på en særligt udpeget plads tæt ved baglinjen, ligeledes med headset på, hvorigennem han kommer med gode råd til Rune. Serv ham mere på kroppen, kom længere frem i dine returneringer, den slags.

Tanken er at transmittere samtalen til tv-seerne, som på den måde kommer tættere på spillerne og får et indblik i samspillet med træneren, taktikken, de opmuntrende ord, et kig ind bag de ellers lukkede døre.

Indvendingen er, at det strider mod et af sportens grundelementer. Tennis er ofte blevet beskrevet som en kombination af boksning og skak. Du har den rå, fysiske duel, hvor der bliver udvekslet det ene hårde slag efter det andet, indtil én ikke kan stå imod længere. Og du har det taktiske spil, hvor det gælder om at udmanøvrere din modstander, finde sprækker i hans defensiv, ændre strategi hvis det ikke fungerer.

Udfordringen er, at du både skal have hovedet nede i mudderet og oppe i skyen på samme tid. Du skal både være i afsindig god fysisk form og tæve løs på din modstander i opskruet tempo, mens du analyserer spillets mønstre og foretager de nødvendige justeringer. Alene.

Du er alene på banen. Ingen sekundant, ingen gode råd. Hvis du ikke selv kan finde svar på de spørgsmål, modstanderen stiller dig, så taber du.

Mange af dem, der taber til Federer, Nadal og Djokovic fremhæver netop deres evne til at tilpasse sig. Selv når de har en dårlig dag, når de er bagud, når modstanderen har greb om kampen, så finder de en vej. Begynder at slice baghånden, sætte kick i førsteserven, spille forhånden højt og dybt, hele tiden evaluerende, analyserende, afsøgende. Lige så snart du tror du ved, hvad du er oppe mod, skifter de karakter.

Det er på tide at fremtidssikre sporten, få kørt deres afløsere i stilling.

Federer er, ikke overraskende, modstander af coaching under kampene. Så når Aneke Rune udskyder fremtiden til efter Federer og Nadal er færdige med at spille, er det også fordi, ATP er meget påpasselige med at dreje for meget på knapperne, mens deres gulddrenge stadig er aktive.

For det kan godt være, at gennemsnitsalderen for ATP-tourens seere stiger, men det gør det samlede seertal også. Godt en milliard mennesker følger med verden over, dobbelt så mange som for ti år siden. Størrelsen på præmiepengene er også fordoblet, og omsætningen er steget med over 60 procent siden 2012.

Det skyldes ikke mindst den verdensomspændende berømmelse, der er blevet Djokovic, Nadal og Federer til dels efter snart 15 års rivaliseringer i det ene mere episke finaleopgør efter det andet. Da ESPN i foråret offentliggjorde deres liste over klodens 20 mest berømte sportspersoner var de alle tre med.

Men de er også 32, 33 og 38 år gamle. Det er på tide at fremtidssikre sporten, få kørt deres afløsere i stilling.

Holger Rune har tabt første sæt 4-2 og server andet i gang. Der er elektronisk dansemusik i højttalerne, og jeg bryder mig ikke om det. Hvis så i det mindste de fyrede op for musikken, så den kunne spille sammen med spillet, påvirke det.

Jeg har prøvet at træne med ghettoblasteren på fuld drøn, det kan virkelig noget, sådan som basrytmerne går i fødderne på en og energien breder sig ud i slagene, det kan gøre tennis til endnu mere af en dans, end det er i forvejen.

Folk som de er flest har ikke fem timer til at se tennis. De unge har slet ikke. Indrømmet, jeg så sgu heller ikke hele kampen fra start til slut. De færreste ser en femsætskamp fra start til slut

Jeg kan huske at have læst om tennisspiller og jazzmusiker Torben Ulrichs træningsseancer med amerikanske Jeff Borowiak i 1970’erne, hvor de eksperimenterede med forskellige slags musik og belysninger (og et imponerende arsenal af både bløde og hårde stoffer, hash, øl, LSD, meskalin, kokain og psilocybinsvampe) for at undersøge, hvordan det påvirkede deres sanser, for at ”udforske spillet og bevægelserne”, som Ulrich formulerede det.

Det er der ikke noget af her. Musikken er monoton og ligger som et lydtapet, der ikke rigtig vil noget andet end at udfylde stilheden – som muzak i et indkøbscenter. Det forfladiger oplevelsen.

Torben Ulrich – YouTube.

Holger Rune har vundet andet sæt 4-0 og server, 40-40 i første parti af tredje sæt, breakbold til Varona, Rune angriber hans baghånd, går frem til nettet, vinder pointet og partiet, knytter næven, det var vigtigt. Men det er svært at mærke betydningen af sådan et øjeblik, når musikken spiller ufortrødent hen over det.

Måske svarer det til at se et godt drama i biografen, med hele følelsesregisteret i spil, forelskelse, bedrag og mord, men gennem hele filmen, både når han hænger ud over klippeskrænten, og når de endelig kysser hinanden, kører soundtracket i samme spor, samme tempo.

”Bring it back, sing it back”, synger Moloko, ”As she stands there, singing for money, ladadii ladi daa”, fortsætter Crystal Waters uden at fatte, at Holger Rune server for tredje sæt, foran 3-2, men Varona bryder sgu tilbage og tvinger det ud i en tiebreak.

Tennis er jo så totalt dramatisk. Det skyldes ikke mindst pointsystemet, som både er middelalderligt og genialt. Bogstavelig talt middelalderligt. Fra dengang tennis hed jeu de paume og primært blev spillet af munke i de franske klostre.

Da den moderne version brød frem i England i 1870’erne og den ledende sportsinstans, Marylebone Cricket Club, nedsatte en række komiteer, der skulle lave regler for afviklingen af tenniskampe, så det ud til, at den gamle tællemåde med 15-30-40, lige, fordel og breakbold, ville bliver erstattet af et mere enkelt, lineært fremskridende pointsystem, hvor hver duel giver et point, og så er det ellers først til 11 eller 21, færdig, bum.

Men nej, underkomiteen trodsede anbefalingerne og holdt fast i traditionerne, sådan at en tenniskamp i dag stadig består af begivenhedsløse stræk, hvor pointene synes at være knap så vigtige, indtil spillet falder ned i en lomme af betydning.

”A game of moments, hidden inside a game of runs,” som den amerikanske essayist Brian Phillips beskrev det efter sommerens Wimbledon-finale, hvor Novak Djokovic på noget nær ubegribelig vis besejrede Roger Federer.

Den der først vinder fire dueller, vinder partiet. Ingen dybe lommer af betydning, ingen huller i isen. Kampen glider fremad i et stabilt tempo, velegnet til programplanlægning og prime time-reklameblokke. Alle når deres middagsaftaler

Ubegribelig fordi Federer spillede bedre end Djokovic, slog de flotteste, mest spektakulære slag, han vandt flere partier end Djokovic, han vandt flere point end Djokovic, han servede flere esser, lavede færre dobbeltfejl, brød Djokovic over dobbelt så mange gange, som Djokovic brød ham, ja, faktisk havde Federer ikke så meget som en eneste breakbold imod sig i de første tre sæt, og alligevel tabte han to af dem og til sidst kampen 7-6 (5), 1-6, 7-6 (4), 4-6, 13-12 (3).

Problemet, vil nogen mene, var, at kampen varede fem timer.

Folk som de er flest, har ikke fem timer til at se tennis. De unge har slet ikke. Indrømmet, jeg så sgu heller ikke hele kampen fra start til slut. De færreste ser en femsætskamp fra start til slut.

Tag nu bare Andy Murray, skotten, der har spillet den ene mere udmarvende femsætskamp efter den anden og elsker det. Under forrige sommers Wimbledon var han skadet og derfor inviteret op i BBC’s kommentatorboks for at kommentere Rafael Nadals kamp mod Juan Martin del Potro.

Den tog 4 timer og 48 minutter, og det var, med Murrays ord, en fantastisk kamp, a brilliant match, men det var også, fortalte han, meget, meget lang tid at sidde og se på tennis. Murray havde aldrig prøvet det før. At sidde stille som tilskuer i fem timer. Det var ikke fedt. Han måtte aflyse et møde og gik glip af en middagsaftale.

”Det er ikke godt for tennis,” sagde han.

Og det er derfor, Holger Rune og Nicolás Álvarez Varona spiller tiebreak ved 3-3 og ikke ved 6-6, som det vanligvis er.

Sættene er halveret og partierne tager sjældent mere end fire minutter, eftersom der ikke skal vindes med to overskydende point. Den der først vinder fire dueller, vinder partiet. Ingen dybe lommer af betydning, ingen huller i isen. Kampen glider fremad i et stabilt tempo, velegnet til programplanlægning og prime time-reklameblokke. Alle når deres middagsaftaler.

Jeg forstår godt behovet. Men så ser jeg listen over de mest mindeværdige kampe i det her årti, offentliggjort på tennis.com, og de fem øverste er alle sammen femsætskampe, der i snit varede over fire en halv time, den længste af dem næsten seks.

Der har været nogle vilde slag og øjeblikke af enorm kreativitet og styrke, som er blevet delt på de sociale medier, men der har ikke været en reelt mindeværdig tenniskamp. Og hvordan skulle der også blive det, når det episke potentiale er pillet ud af pointsystemet? Dramaet er sat på formel

Next Gen-finalerne har eksisteret i tre år, og de får en hel del opmærksomhed, men jeg har ikke hørt nogen snakke om kampene. Det er ikke mit indtryk, at nogen af dem for alvor har skilt sig ud. De har for så vidt været spændende nok, niveauet har været højt, der har været nogle vilde slag og øjeblikke af enorm kreativitet og styrke, som er blevet delt på de sociale medier, men der har ikke været en reelt mindeværdig tenniskamp.

Og hvordan skulle der også blive det, når det episke potentiale er pillet ud af pointsystemet? Dramaet er sat på formel.

Som en krimi af Danielle Steel eller James Patterson, der udtænker plot og så ellers sætter sin lille hær af folk til at skrive bøgerne, alle ud fra samme principper, korte kapitler, masser af handling og et simpelt sprog, der er til at forstå, trygt og genkendeligt, man ved hvad man får og så alligevel ikke helt, for hvem har mon begået mordet den her gang, hvem vinder kampen, det er lidt spændende, men aldrig rigtig medrivende, for det ville kræve noget af den langsomme karakteropbygning og stemningsbeskrivelse, som gør det muligt at synke ned i oplevelsen, lade den sive ind, men som også altid løber den risiko at kede folk.

Aj, undskyld, det stak lige af for mig. Den bitre gamle mand i mig tog over. Ligesom min kollega Christian, der spurgte forleden:

”Hvad sker der lige for unge ekspedienter i bagerier, som blot klemmer om toppen af posen for at lukke den – hvilket ser grimt ud – i stedet for som tidligere at folde den pænt?”

Jeg har ikke lyst til at være sådan. Måske er det, fordi jeg er kørt herned i nattog.

Man bliver sgu så nostalgisk, når en lille, buttet konduktør i uformelig brun uniform kommer og banker på kl. 6.30 med rundstykker, smør og en kop te. Som jeg så drak, mens jeg kiggede ud ad ruden på tidløse landskaber i efterårsfarver, hen over Rhinen, gennem de schweiziske alper, hvor solen hænger lavt over bjergene, grønklædte med hvid dis og græssende får og milka-køer, små vandfald; og vi satte os ned i spisevognen, hvor folk sad og talte italiensk og spiste linguine og drak kold hvidvin kl. 11 om formiddagen.

Det føltes både gammeleuropæisk og analogt, sådan med billetter trykt på papir med vandmærke, klipset sammen med hæfteklamme og sendt til mig i en brun kuvert, som jeg fandt frem, da konduktøren kom med sit særlige konduktørstempel, inden han gik ud på perronen og fløjtede i sin fløjte og lukkede døren ved at dreje en kvart omgang på en slags møtrik med hjælp fra et værktøj, der ligner noget fra et topnøglesæt.

Sådan har folk rejst i over hundrede år, og sådan rejste min familie til Venedig i 1987 for at fejre min mormors 75-års fødselsdag, og jeg husker min morfar tilbringe det meste af turen stående ved vinduet med hat og stok og vist nok hovedet fuld af minder, fra dengang han tog turen på cykel med håb om at opbygge et osteimperium, som aldrig rigtig blev, hvad han drømte om.

Nu lægger vi sentimentaliteten til side og kigger så fordomsfrit som muligt på kampen mellem Alex de Minaur og Frances Tiafoe. For det er fandeme moderne.

Men først en lille forklaring:

Den turnering, Holger Rune spiller med i, er et uofficielt eksperiment arrangeret af Red Bull for unge spillere, der endnu ikke er slået igennem. Álvarez Varona ligger fx nummer 808 på ranglisten, og jeg har, ligesom det er tilfældet med resten af Runes modstandere, aldrig hørt om dem. De er, selv blandt tennisentusiaster, ukendte, og der er kun ganske få tilskuere til kampene, som bliver spillet om formiddagen, inden det rigtig går løs om aftenen ved den officielle NextGen-turnering.

Her står den ene semifinale mellem Minaur og Tiafoe, og der er fuldt skur:

Over 5.000 tilskuere på plads, eller ved at finde deres plads, mens blålige skær bevæger sig hen over dem, og små hvide, rektangulære spots lyser sidelinjerne op, så banen ser grafisk ud, og lydsystemet spiller en dance-version af ”I Heard it Through the Grapevine” for fuld smadder, tung bas, der overdøver det interview med Frances Tiafoe, der kører på jumbotronens fire skærme hængende fra midt i loftet.

Jeg kan huske at sidde på Rod Laver Arena i Melbourne og falde i staver over boldbørnenes arbejde, deres nøje indøvede bevægelser, samspillet mellem dem. Den lyslilla aftenhimmel over banen, min kollega der sad ved siden af mig og spiste en muffin

Det er næsten synd, at tilskuere ikke får hans historie med, for den er ret utrolig, sådan som hans mor, Alphina, deltog i det globale lotteri om et green card til USA i håb om at komme væk fra det borgerkrigshærgede Sierra Leone tilbage i 90’erne, og fandeme om ikke hun vandt, så hun flyttede med sin mand, Constant, ind hos nogle slægtninge i en 1-værelseslejlighed i Hyattsville i udkanten af Washington DC, hvor hun fik arbejdede som sygeplejerske.

Constant fik en tjans i et byggesjak, der var i gang med at etablere et elitecenter for unge tennisspillere, og da det stod færdigt, fik han tilbudt jobbet som pedel på stedet, hvilket indebar at åbne det tidligt om morgenen, lukke det om sent om aftenen, og alt forefaldende arbejde i løbet af dagen, så han typisk sov tre-fire timer om natten, og fordi Alphina ofte havde natarbejde blev det sådan, at deres to drenge, Frances og Franklin, i hverdagene sov med deres far på tenniscenterets lille pedelkontor.

Nogle gange, når der var ledige baner, smuttede de ned og slog lidt til boldene, og når de dyre træningstimer gik i gang, stod Frances ude bag hegnet og kiggede på, indtil banerne igen var tomme. Det var sådan et sted med en Bentley ved siden af en Jaguar ved siden af en Aston Martin ude på parkeringspladsen.

Frances Tiafoe. Foto: Wikimedia Commons

Prisen for et års træning lød på små 200.000 kroner, hvilket var cirka 50.000 kroner mere, end far Constant tjente om året som pedel, men den unge træner på stedet, en russisk immigrant ved navn Mikhail Kouznetsov, fik øje på Frances’ flair for spillet, så han begyndte at møde ind ved 5-6-tiden om morgenen for at træne drengen, inden dagens officielle program begyndte, og seks år senere fløj Frances Tiafoe verden rundt og vandt de største juniorturneringer.

I januar måned slog han verdens nummer 5, Kevin Anderson, på vej mod kvartfinalen ved Australian Open, hvor han tabte til Rafael Nadal, men alligevel gik hjem med en præmiecheck på små to millioner kroner.

Der er en tennishistorie til det 21. århundrede, migrationens tidsalder, den er så moderne, som den kan blive. Ligesom Tiafoes forhånd: Det løseste håndled og en forberedelse, der ligner intet andet, jeg nogensinde har set på en tennisbane med slagsiden af strengene væk fra bolden, indtil sidste øjeblik, hvor han så genererer et svirp eller vrid, der sender bolden af sted med ekstreme mængder topspin og hastigheder op mod 170 km/t. En hypermoderne teknik, gjort mulig af de futuristiske materialer ketsjere og strenge efterhånden bliver lavet af, og kun udøvet af spillere født i 90’erne og frem.

Det er fedt. Jeg kan godt lide det. Fornyelse kan være forfriskende, tiltrængt. Tag nu den totale mangel på linjedommere her på banen.

Hvor er det rigtigt. Boldene bliver dømt ude af et elektronisk system bestående af 10 små højopløsningskameraer placeret rundt om banen, hver forbundet til en computer, som sender optagelserne videre til en slags modercomputer, der analyserer hver eneste pixel, indtil bolden er identificeret og isoleret, og der genereres en firedimensionel simulation (rum plus tid) af dens færden gennem luften og træfpunkt på banen.

Selvfølgelig blev netdommeren ikke siddende, da der blev installeret sensorer til at registrere den mindste berøring. Selvfølgelig skal han ikke sidde der og komme med sit bedste bud, som spillerne så kan protestere mod, hvorefter elektronikken må afgøre sagen

Hawk-eye hedder systemet, og det kan regne ud, hvor bolden landede med 3,6 millimeters nøjagtighed, og den kan gøre det på et splitsekund, sådan at når Minaur nu server for første sæt, foran 3-2, og server lige lidt for langt, så bliver der råbt ”out!” med det samme, men ikke af en linjedommer. Lyden kommer fra en højttaler, serven er dømt ude af Hawk-eye; der er ikke et menneskeligt øje eller stemmebånd involveret.

Jeg er ellers ikke fan af alle de tiltag, der renser det offentlige rum for levende mennesker og erstatter dem med robotter. Jeg savner medarbejdere på biblioteket og i metroen og på hospitalerne.

Det kan godt være, at kameraer er mere pålidelige og driftsikre, men de gør mig hverken tryg eller glad. Jeg synes, det ser flot ud, når linjedommerne ankommer i procession til en tenniskamp med deres uniformer og indøvede positurer, når de læner sig forover og fæstner blikket mod linjen.

Men de er kun til pynt. Eller ligefrem gene. For det er allerede sådan og har været det i over ti år, at der på alle større tennisarenaer er installeret et hawk-eye-system, som spillerne kan appellere til, hvis de er utilfredse med en linjedommers kendelse.

Det var nødvendigt, da først tv-transmissionerne blev i stand til at gengive boldens mærke med tilstrækkelig nøjagtighed, for det går jo ikke at afgøre en Wimbledon-finale på en ukoncentreret linjedommers kendelse, som hele verden kan se er forkert.

Når en spiller har valgt at ‘challenge’ en dom, vises hawk-eye-systemets afgørelse på en skærm. Foto: How It Works

Det er ufedt at vinde sådan, uacceptabelt at tabe sådan, frustrerende at se på. Ja, så det fungerer sådan i tvivlstilfælde, at spilleren løfter en hånd i vejret og siger ”Challenge”, og så bliver boldens færden gennem luften afspillet i langsomt gengivet 3D-animation på storskærmen, mens alle spændt kigger med for at se, hvem der havde ret.

Når det så viser sig, at linjedommeren tog fejl, bolden var ikke ude, så må duellen spilles om. En duel som den bortdømte spiller måske var lige ved at vinde, inden linjedommeren afbrød spillet med sin fejlagtige kendelse.

Hvad skal det til for? Elektronikken har alligevel det sidste ord. Hawk-eye ved øjeblikkeligt, hvad der skete, og hawk-eye bestemmer. Hvorfor så skulle igennem alle de fornemmelser og vurderinger?

Linjedommere har mistet deres relevans, ligesom netdommere gjorde det i 1990’erne, da de blev erstattet af en sensor. Det føles som en menneskealder siden, men der sad faktisk en dommer med det ene formål at holde øje med, hvorvidt bolden strejfede netkanten, når spillerne servede. Vedkommende sad på en stol med blikket flugtende langs netkanten og fingeren hvilende uendelig blidt derpå.

Selvfølgelig blev netdommeren ikke siddende, da der blev installeret sensorer til at registrere den mindste berøring. Selvfølgelig skal han ikke sidde der og komme med sit bedste bud, som spillerne så kan protestere mod, hvorefter elektronikken må afgøre sagen.

Jeg troede så måske, banen ville se tom ud uden alle de dommere. Den ser mere enkel ud. De rene linjer, fokus på spillet. Det er fint for tennis, og det lærte jeg i Milano, fordi de prøver nye ting, og det er godt

Nej, bip siger det, og så er vi videre. Netdommere er forsvundet. Ingen savner dem. Ligesom linjedommere ikke vil blive savnet. De er allerede en anakronisme. Overflødige. Som medarbejdere ved samlebåndet blev overflødige, da maskinen selv kunne skrue låget på tandpastatuben.

Ud med dem. Videre, skaf dem et job, hvor der rent faktisk er brug for dem, hvor de gør nytte.

Jeg troede så måske, banen ville se tom ud uden alle de dommere. Den ser mere enkel ud. De rene linjer, fokus på spillet. Det er fint for tennis, og det lærte jeg i Milano, fordi de prøver nye ting, og det er godt.

Apropos netdommere, så har de jo helt afskaffet reglen om, at serven ikke må røre netkanten. Holger Runes første kamp mod italienske Enrico Dalla Valle begyndte faktisk med et dansk servees, der strejfede netkanten og derfor under normale omstændigheder ville skulle spilles om, og faktisk nåede dommeren også at dømme omserv, inden han kom i tanke om, at reglerne er anderledes her.

Det kræver tilvænning, også at kigge på. Undervejs i kampen mod Varona ramte spanierens serv netkanten og ændrede retning, sådan at Holger Rune måtte improvisere et slag bag om ryggen på sig selv, hvilket utrolig nok lykkedes, han fik bolden tilbage over nettet og vandt duellen.

Det var sjovt. Og ikke så meget anderledes end alle de gange bolden rammer netkanten midt i duellerne, hvilket der ikke er nogle regler for. Så hvorfor skal der være det i serven? Det er der ikke i badminton. Så vidt jeg forstår, gjaldt reglen heller ikke under de første Wimbledon-turneringer i 1870’erne. Ud med den.

Kan du se? Jeg er ikke nødvendigvis nostalgisk anlagt.

Alligevel kan jeg blive bekymret. Alex de Minaur har lige vundet første sæt 4-2 med et servees ned i T’et. ”Ace” blinker det på bandereklamerne med skiftende farve og grafik.

Sættet tog 18 minutter. Det føltes hurtigere. Der er ligesom ikke tid til at få vendt rundt på tingene. Jeg har ikke set et eneste sæt, hvor en spiller brød sig foran uden også at vinde sættet.

Jeg savner omskiftelighed, uforudsigelighed. Hvor er de partier, der ændrer sættets kurs? Hvor er de sæt, hvor en spiller høvler af sted, indtil momentum skifter, nerverne rammer, alt bliver anderledes? Hvor er dramaet?

Det er i indpakningen: Det er i belysningen, der efterlader tilskuerne i mørke og banen oplyst. Det er på storskærmene, der lige så snart et parti slutter, viser os Twitter-feeds og statistik og video-stories fra sociale medier.

Jeg kan huske at sidde på Rod Laver Arena i Melbourne og falde i staver over boldbørnenes arbejde, deres nøje indøvede bevægelser, samspillet mellem dem. Den lyslilla aftenhimmel over banen, min kollega der sad ved siden af mig og spiste en muffin. Halvanden minuts pause ved hvert sidebytte, hvor man måske sad og fordøjede det parti, der lige var blevet spillet. Tænkte et par tanker højt.

Det er helt centralt i den moderne begivenhedskultur. Det må ikke, aldrig nogensinde, være kedeligt

Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker i Palalido. Tove Lo synger We Could Be Heroes i Alessos version, projektørlamperne karter rundt, storskærmen viser billeder af Tiafoes ankomst til Milano, nej, ikke længere, nu er han ude og købe tøj med de andre spillere, nu bliver Minaur interviewet, nu slukker musikken, nu server Tiafoe, nu sker det på banen, nu sker det på skærmen, nu, nu, nu, en serie af øjeblikke, impulser, sanseindtryk, der hele tiden fortæller mig, hvor jeg skal orientere mig.

Det minder om en lommetyv, der støder ind i dig og undskylder, lægger hånden på din skulder, kigger dig i øjnene, siger noget morsomt, snakker hurtigt, distraherer dig på sytten forskellige måder, så du ikke lægger mærke til, at han lister pungen op af inderlommen, uret af dit håndled.

Eller måske et bedre billede: Gadegøglere. Dem på de store pladser, med de lange shows, som er nøje skruet sammen, så publikum hele tiden føler sig underholdt, fastholdt, ikke bare af forventningen om den store finale, men også af utallige små morsomheder, indstuderede fejl, udvekslinger med publikum, en lille tryllekunst, tre skarpe knive jongleret fra toppen af en ethjulet cykel, nu, nu, nu sker det, og det skal det også, for ellers går folk videre, byen har så meget at byde på, ferien er kort, hele tiden må det afvejes om ens tid kunne bruges bedre et andet sted.

Bedre forstået som: Mindre kedeligt.

Det er helt centralt i den moderne begivenhedskultur. Det må ikke, aldrig nogensinde, være kedeligt.

Ude foran Palalido, hvor de rygende samler sig i ly for regnen, har Peugeot en stand med deres nyeste e-208 udstillet under overskriften “Unboring the Future”. Bilen er udstyret med noget så ukedeligt som i-Cockpit 3D med 10-tommers skærm og AppleCarPlay.

Jeg kommer til at tænke på de senere års trafiksikkerhedskampagner: “Kør bil, når du kører bil.” Statistikkerne, der viser at en tredjedel af alle dødsulykker skyldes uopmærksomhed og Rådet for Større Trafiksikkerhed, der sammenligner distraheret kørsel med spritkørsel – ligeså farligt, lige så uacceptabelt.

Jeg husker engang, hvor biler først og fremmest skulle være sikre. De skulle holde, måske være flotte, jeg husker komfort som et vigtigt ord. Nu skal de være spændende. De skal være det modsatte af kedelige.

“Kedelig bliver aldrig en del af vores DNA,” siger Peugeots øverste chef.

Prøv at overveje, hvor bizart et udsagn det er. Og lidt paradoksalt, fordi de anmeldelser jeg kan finde af den elektriske 208, beskriver den som ”påfaldende normal”, den kører ”fuldstændig som en almindelig bil”, men det må tydeligvis ikke hedde sig.

Nej, Peugeot har udviklet en skærm, der opsamler lydbølger fra den larmende by og omdanner dem til energi, som oplader bilen og gør den i stand til at køre benzinløst, næsten lydløst gennem byen, hvilket igen er med til at gøre byen mindre kedelig. Unboring.

Måske findes der ingen større synd i det moderne samfund end at kede sig. Alle andre har det tydeligvis enormt sjovt, hele tiden er der fest og farverige måltider, sjove køreture og vilde oplevelser, gang i den.

Vi må ikke spise kedelig mad, ikke have kedelig sex, endelig ikke kede os på arbejdet, i restauranten eller i toget. Enhver situation – og i særdeleshed enhver begivenhed – skal konkurrere med den altid nærværende følelse af, at der måske er sjovere et andet sted, så hvorfor ikke være der.

Hvorfor være her, når her er kedeligt. Hvem misunder kedsomhed?

Det var anderledes vilkår, da jeg så mine første professionelle tenniskampe ved Copenhagen Open i KB Hallen i begyndelsen af 90’erne. Spillet havde ligesom monopol på min opmærksomhed. Der var ikke alle mulige andre underholdningsmuligheder i min lomme. Ikke alle mulige billeder af, hvad mine venner lavede lige nu.

Når kampene var kedelige, så kedede jeg mig. Sådan var det bare. Sådan er det ikke længere.

Arrangørerne er i hård konkurrence om at fastholde folks opmærksomhed. Give dem en følelse af at være konstant underholdt, et enklere pointsystem, et støt fremadskridende plot, spændende på en nem måde, ikke kræve noget af dem, ingen udfordringer, helst ingen modstand. Det er det modstandsløse, jeg opponerer mod. Helt fra morgenstunden.

Vigtigt?

Vi har indlogeret os på Hotel Milano Scala, opkaldt efter byens berømte opera, som ligger tre minutters gåtur væk.

Umiddelbart tager de referencen alvorligt: I en glasmontre i lobbyen står et spinet, et polygonalt formet instrument fra cembalofamilien, hvilket vil sige, at det er et lille klaver med de skæveste vinkler og små fjerspidser til at frembringe tonerne inde i en trækasse håndskåret efter venetiansk tradition. Det var the shit i 1600-tallet.

Lidt derfra, i en anden montre, ligger hvad der ligner førsteudgaven af noderne til Edvard Griegs Lyriske stykker, tredje hæfte, fra 1886, og Il matrimonio segreto, det hemmelige bryllup, en opera af Domenico Cimarosa, også kendt som den italienske Mozart. Morgenmadsbuffeten serveres under glasloft til lyden af harpespil. Sådan en i fuld størrelse, 40 strenge, og det er så her, kæden falder af. Fordi hun spiller Beatles. Og Damian Rice. Og jeg kan godt lide Beatles og jeg kan godt lide Damian Rice, og jeg kan for så vidt også godt lide lyden af harpespil, men de gør ikke hinanden noget godt.

Altså, interesserer det her sted sig for klassisk musik eller ej? Er det vigtigt eller mest noget at smykke sig med?

Det minder mig om Gheorghe Zamfir, der spiller filmmusik og Anne Linnet-hits på panfløjte. Det hele lyder ens. Et musiktapet. Ligegyldigt. Modstandsløst. Og det kan være fint nok, men hvad skal vi så med referencerne til La Scala og Grieg, de smukke gamle instrumenter?

Altså, interesserer det her sted sig for klassisk musik eller ej? Er det vigtigt eller mest noget at smykke sig med? Autenticitet uden indhold.

Har tennissporten gang i det samme? Stolt af sine traditioner, koryfæerne på første række, Rod Laver og Martina Navratilova ned og overrække trofæet, slægt skal følge slægters gang, mens vi langsomt udhuler selve spillet, reducerer det til ren æstetik, hurtig underholdning.

Kan du høre den gamle mand i mig?

Jeg kan mærke selvretfærdigheden blusse. Forargelsen.

Largo Isarco

Men så tog jeg på kunstmuseum. Det var lørdag, sidste dag i Milano, den første solskinsdag og ikke en, jeg længtes efter at tilbringe indendørs, men det var vi to om at bestemme, så okay, jeg gav det en chance.

Largo Isarco hedder stedet, et gigantisk udstillingskompleks, som Fondazione Prada åbnede for fire år siden i et gammelt destilleri op ad et tilgroet jernbaneområde i den sydøstlige del af byen. Det ser hypermoderne ud med de originale industribygninger ved siden af et fireetagers ”Haunted House” dækket af 24 karat guld og en cafe designet af Wes Anderson.

Jeg syntes, det lød frygtelig kedeligt og alt for metakunstnerisk: Flyt nogle museumsgenstande fra et sted til et andet, bland dem lidt sammen, og så har du en udstilling om, hvad en udstilling egentlig er

Vi er her for at se en udstilling af Wes Anderson. Den amerikanske filminstruktør (The Royal Tenenbaums, The Darjeeling Limited, Moonrise Kingdom, The Grand Budapest Hotel) har sammen med den libanesiske designer og illustrator Juman Malouf besøgt to af de helt store museer i Wien, det kunsthistoriske og det naturhistoriske.

De har gået rundt sammen med kuratorer fra alle mulige forskellige afdelinger – romersk-antik, palæontologisk, samlinger med mønter, meteoritter, musikinstrumenter, teaterkostymer, krigsmateriel, insekter, portrætmalerier – og udvalgt 538 genstande, som nu er udstillet i den såkaldte Podium-bygning her i Largo Isarco.

Jeg syntes, det lød frygtelig kedeligt og alt for metakunstnerisk: Flyt nogle museumsgenstande fra et sted til et andet, bland dem lidt sammen, og så har du en udstilling om, hvad en udstilling egentlig er, en snedig kommentar på kuratorens rolle, ”en udfordring af traditionelle museumsnormer”, som der står i programmet, ”en udforskning af bevæggrundene bag beslutningen om at skabe en samling, og måderne, hvorpå den har til huse, bliver præsenteret og oplevet” og så videre derudaf i floskelfyldt pamfletsprog.

Men altså, det var genialt. Måske den fedeste udstilling, jeg har set i flere år.

Forkælet

Jeg står og kigger på en montre fyldt med grønne ting:

Et cigaretetui fra Wiener Rennverein Club med lakeret overflade i en matgrøn, der minder om 1970’erne, men er fra 1932. Der er fire malakitter, et kobberholdigt mineral, der changerer i smaragdgrønne nuancer. Tre irgrønne Negauer-hjelme fra små 500 år før Kristus, udgravet i Slovenien, hvor de blev forsøgt skjult for den romerske hær. En skål af jadegrøn krysopras, sølvbelagt og fra Sydtyskland engang i 1600-tallet.

Jeg forsvinder helt ned i den enkelte ting: detaljerne, strukturen, historien, hvor smukke og unikke de er, og hvordan de allesammen er … ja, grønne. Det lyder banalt, men det giver mig en følelse af, at det hele hænger sammen, Europas historie, fuld af mennesker og mineraler, og ting til at lægge andre ting ned i eller tage på hovedet eller på fødderne.

Der står et par virkelig besynderlige sko, bredest ude ved tæerne som små svømmefødder, bare i grøn silkevelour syet med gylden tråd, fra en teaterkælder i 1880’ernes Wien. Der hænger et stort portræt af ærkehertuginde Maria Christina i grøn kjole. Det har intet med hinanden at gøre, og det har alt med hinanden at gøre.

Jeg forsvinder helt ned i den enkelte ting: detaljerne, strukturen, historien, hvor smukke og unikke de er, og hvordan de allesammen er … ja, grønne. Det lyder banalt, men det giver mig en følelse af, at det hele hænger sammen

Belysningen er dunkel og lækker, eksklusiv, inspireret af Ambras-paladset i Innsbruck, hvor det Habsburgske riges øverstbefalende, Ferdinand II’s samlinger var udstillet. Danske Kvadrat har stået for at beklæde vægge og vitriner med filt i jordlige farver af højeste kvalitet.

Det er et dejligt rum at være i. Jeg kigger på oldsager uden at føle, at jeg har lektier for. Jeg føler mig forkælet. Underholdt. Der står en lille leopard groft skåret ud i træ for hundrede år siden et sted i Cameroon, og den nidstirrer en krokodillefigur fra Papua Ny Guinea. Kun de to i montren, ansigt til ansigt. Det ser grotesk sjovt ud.

Det er fandeme et originalt blik, der har skabt de her sammenhænge. Se nu den her væg, hvor kun to malerier hænger. Peter Paul Rubens’ portræt fra 1601 af toårige Eleonora Gonzaga, kommende kejserinde, med små buttede barnefingre og et lettere tøvende eller i hvert fald bekymret blik, nedadvendt mod højre, nøjagtig som den papegøje, der er på billedet ved siden af, sammensat af ædelstene og skifer, samme røde og grønne farver som den lille kejserinde, samme blik i samme retning, samme sindstilstand, når jeg sgu sågar at tænke, fugl og barn, lige alene i verden, lige fortabt.

Jeg kunne forestille mig, at en kunsthistoriker eller en arkæolog ville korse sig over den her bastard af en udstilling. Alene titlen: Il sarcofago di Spitzmaus e altri tesori – spidsmusens kiste og andre skatte. På et museum skabt af en tøjdesigner.

Min morfar ville i hvert fald synes, det var noget frygtelig rod. Den usaglige sammenblanding af tider, kulturer, fagområder, verdensdele. Hvis du vil vide noget om det habsburgske monarki, unge mand, så nytter det sgu ikke noget af kigge på et portræt af den lille kejserinde og grine af, hvordan hun ligner en papegøje. Det er useriøst, overfladisk. Sikkert nok en sjov oplevelse, men uden dybere indhold, uden tyngde.

Men altså, jeg er ærlig talt ret ligeglad med det habsburgske monarki. Det er ikke noget, jeg må og skal vide noget om. Jeg vil gerne have en stærk oplevelse. Jeg vil gerne mærke ting. Blive begejstret.

Andre mennesker bliver det måske af at gå rundt på Naturhistorisches Museum i Wien og kigge på uendelige rækker af fossiler og udstoppede dyr. Eller se på kronologisk opstillede portrætmalerier af Frans, Ferdinand, Karl og hvad kejserne ellers hed dengang.

Det fungerer ikke for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er der for mange ting, måske føles det for pligtskyldigt. Jeg får følelsen af, at der er en indsigt, jeg burde opnå, og som jeg kunne opnå, hvis jeg anstrengte mig lidt mere, men jeg orker ikke. Det er for … ja, kedeligt.

Måske er jeg ikke et hak bedre selv. Måske er jeg så dybt nede i mit eget tennisnørderi, at jeg ikke kan se begejstringen for de nye formater.

Den er der ellers. Jeg ser den jo, som jeg sidder der i Palalido. Alex de Minaur vandt de to første sæt, 4-2, 4-1, men så vågnede Tiafoe og snuppede tredje 4-0, den forhånd dér, syge slag og et ”Come on!”-brøl som afslutning på sættet.

Publikum, der ellers var vågne nok i forvejen, spærrede øjnene op, for nu blev det rigtig spændende, sådan som hver af dem holdt serv i fjerde sæt, 1-0 til Minaur, 1-1, 2-1, 2-2, 3-2, Tiafoe skal serve for at tvinge sættet ud i en tiebreak, pausemusikken fader ned, de flakkende projektørlys falder til ro, der er ikke et sæde tomt, og godt nok er der en overrepræsentation af kollegalignende mænd mellem 40 og 60 år i skjorte under pullover af finere uld, men der er også mødre med deres døtre, fædre med sønner, knægtens venner, og de sidder ikke og second screener eller keder sig, nej, de har øjnene rettet mod banen, 30-30 nu i Tiafoes serv, 70 minutter spillet, og vi har været vidt omkring:

Et par tætte partier i begyndelsen, Tiafoe udspillet i halvandet sæt, inden han kom tilbage, mens Minaur forsvandt, og nu er de der begge, samtidig, helt fremme i slagene, oppe i ansigtet på hinanden, og det hele er foregået på den tid, det kan tage Djokovic og Nadal at spille en enkelt sæt.

Et par tætte partier i begyndelsen, Tiafoe udspillet i halvandet sæt, inden han kom tilbage, mens Minaur forsvandt, og nu er de der begge, samtidig, helt fremme i slagene, oppe i ansigtet på hinanden

Minaur og Tiafoe udveksler baghåndsslag på tværs af banen, rolige slag, transportslag, de venter på en åbning, og så gider Minaur ikke vente mere.

Han bøjer en smule mere i knæene, venter en brøkdel af et sekund med at slå til bolden, så den stryger op langs med linjen og helt ud på linjen, ikke noget hårdt slag – han guidede snarere bolden af sted end egentlig slog til den – men så komplet maskeret, at Tiafoe slet ikke når at tage et skridt, før hans arme falder opgivende ned langs med siden og publikum hæver deres i vejret og klapper.

Der er matchbold.

Tiafoe tyrer en serv ind på kroppen af Minaur. Med en refleks, som ser imponerende ud på tv og decideret overnaturlig ud fra sidelinjen, får han flyttet sig og ikke bare sat ketsjeren på bolden, men faktisk slået en forhånd dybt ned i Tiafoes baghåndsside.

Amerikaneren prøver at gøre plads til forhånden, men hans slag går i nettet.

Kampen er forbi. Tilskuerne er oppe af sædet. Tiafoe dasker Minaur kærligt på hovedet på vej ud af arenaen, inden han peger ud mod publikum, der kvitterer med højlydt hyldest. DJ’en sætter noget bastung dansemusik på, om et kvarter skal den anden semifinale i gang, Sinner mod Kecmanovic, det er fredag aften, og der er tennisfest i Milano.

Det er ikke, hvad jeg er vant til, og det er heller ikke, hvad jeg foretrækker. Jeg håber ikke, det er billedet på al underholdningsfremtid, men det kan noget. Og det er måske nok. Nogle gange har man bare lyst til en plade Marabou og en krimi.

Sukker og spænding. Det virker.

Gateway drug

Jeg nåede ikke at se finalerne i NextGen-turneringerne, hverken den som Holger Rune vandt eller den som Alex De Minaur tabte, nattoget til München havde afgang midt i det hele.

Nu er det søndag formiddag, og vi har lige krydset Donau på vej mod Frankfurt. Jeg sidder og læser om det habsburgske hus, som fandeme nærmest sad på hver anden kongetrone i Europa engang. Om lille Eleonora Gonzaga, der endte med at blive gift med sin gudfar, den 20 år ældre Ferdinand II, som hun også delte familieblod med, men det var helt normalt med fætter/kusine- og onkel/niece-ægteskaber hos habsburgerne, ja, faktisk spillede deres konsekvente indavl gennem 16 generationer en væsentlig rolle i deres endeligt.

Bare for at sige, at jeg tog mere end flotte grønne farver med mig fra den udstilling.

Den gjorde mig nysgerrig.

Og det kan vel tænkes, at NextGen-finalerne vækker en lignende interesse.  At de fungerer som et gateway drug til større fornøjelser, dybere glæder.

Mørk chokolade, stor litteratur, tennis i sin rene form. Så meget midaldrende mand må jeg stå ved at være:

Der findes større og mindre fornøjelser, og en af de store er og bliver at sidde i tavshed, så længe det nu må vare, uden flimrende storskærme og musik, bare en grøn plæne eller en rustrød grusbane og to mennesker, der slår en bold frem og tilbage, hver især, væk fra sig, i håb om, at den ikke kommer tilbage.


Topfoto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anders Haahr Rasmussen er født i 1979. Han er journalist hos Zetland, forfatter og tenniskommentator på Eurosport.
Han har skrevet bøgerne 'Én bold ad gangen', 'En fortælling om at være træt', kogebogsromanen 'Det var ikke planen at købe kålroer' og senest 'En fandens mand,' der blev opført som one man-show på Teater Grob og Mungo Park i efteråret. For nylig debuterede han i tidsskriftet Hvedekorn med fire tennisdigte.
Vært på programmet 'Manderegler' på DR P1 med Emma Holten.
Fast klummeskribent i Politiken.
Pressefoto fra Gyldendal.

Seneste artikler om Sport

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i