BØGER // ANMELDELSE – Journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen deler i Skrivemaskinen ud af egne erfaringer om, hvordan man får succes med sin kreative skrivning. Som læser er det dog ikke let at holde styr på de mange råd og advarsler, skriver Isabella Miehe-Renard. Havde skarp redigering også været i forfatterens fokus, ville bogen nok være mere overbevisende.
Det er faktisk sjældent, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg bryder mig om en bog efter to nysgerrige nærlæsninger. Finder jeg indirekte svaret på bogens første flap, når jeg genlæser den korte præsentation af forfatteren? I hvert fald virker det lidt prætentiøst på mig, at Anders Haahr Rasmussen med vilje og med det samme kaldes “en mærkelig forfatter”. Så er vi advaret eller ægget.
Det er en bog om at skrive. Det interesserer mig i den grad, selv om jeg ikke – hvilket til dels nævnes som skribentens inspiration – er en kvinde, der bruger sin overskydende fritid på at brodere vægstore broderier, male akvareller, spille tennis på hobbyplan eller I kan fortsætte listen selv.
Faktisk er bogens måske største pointe, at det at besidde skabertrang alt i alt er trangen til: “Forbindelse. Forståelse. Samhørighed.” Er der mon nogen, der ikke længes efter det? Det gør selv vores nye konge, Frederik 10. i sit nye valgsprog.
Nogle store kunstnere kan måske skrive bedre, som der står, “endda mere kreativt” ved at skrive al inspiration ned i hast. Igen via blindskrift (?)
Min nysgerrighed blev vakt forleden, da det næsten spritnye forlag, Zetland Bøger, som så dagens lys for knapt et år siden, har en særlig vision/koncept. Netmagasinets læsere skal selv vurdere et par bogkapitler, derefter crowdfunde til de nye udgivelser på forhånd. Til gengæld inddrages de i skriveprocessen behind the scenes og kan bidrage med kommentarer under manuskriptets tilblivelse. Ca 6-700 har skrevet thumbs up og ergo forudbestilt Skrivemaskinen.
Om jeg selv ville have meldt mig, ved jeg ikke. På en måde vil jeg egentlig ikke inddrages i andres ufærdige værker. Langt hellere blot opleve resultatet. Udgivelsen er bestemt ikke ligegyldig eller spild af tid at læse. Det siges jo, “at alle går rundt med en roman i maven”.
Anders Haahr Rasmussen, mærkelig eller ej, skriver selv godt og sikkert, nærmest selvsikkert. Han vil åbenlyst gerne dele ud af sine erfaringer. I en personlig tone som i at give-noget-af-sig-selv. Ikke at han skylder os det, men det har sandsynligvis inspireret ham.
Blindskrift – hemmeligheden bag kreativ skrivning?
Skrivemaskinen er hurtigt læst. Undervejs fandt jeg projektet ret trættende. Hvis man ikke har en baby-roman i maven, hvad kan bogen så udklække?
Den begynder i stil med en undervisningsbog. Eller en selvhjælpsbog for kreative mennesker der brænder inde med stort udtryksbehov.
Der er mange, rigtigt mange, gentagne råd og gentagne anbefalinger. F.eks. om kunsten at kunne skrive blindtskrift. Noget manden bag Skrivemaskinen selv fandt glæden ved på en ungdomsskole i slut-80’erne på sin mors skoleinspektørkontor. Jeg prøvede gennem de mange sider at fatte vigtigheden, men må give lidt fortabt. Nogle store kunstnere kan måske skrive bedre, som der står, “endda mere kreativt” ved at skrive al inspiration ned i hast. Igen via blindskrift (?).
Der er masser af god research, mange af citaterne fra andre forfattere og undervisere er relevante
Begrundelsen om blindskrift lyder fra Haahr Rasmussen (flere gange), at man ikke kan være til stede i tanker og teksten, hvis tastaturet stjæler ens opmærksomhed. Ikke virkelig rocket science i mine øjne. Men okay, begyndere kan starte her, og det er ikke hånligt ment fra min side. Men hvem mon bogen er til?
Der advares nogle få sider længere henne, pludseligt og ret konkret, mod ideen om James Joyce-lignende stream of consciousness. Nu hellere frihed og mere selvkontrol. Et okay råd da.
Men senere i bogens lister om “what not to do” skal vi allesammen, nærmest helt modsætningsfyldt, glemme hans advarsel og hellere dyrke vores allerførste draft, som man i skrivekunsten vanligt betegner ord og meninger, der netop som de første ord rammer papiret. Altså at dyrke det helt nøgne, rå manus.
Her må jeg indskyde, at jeg personligt kender utallige dygtige og veletablerede forfattere og digtere, der efter første manus-aflevering til forlaget må omskrive og omskrive. Igen og igen. På eget initiativ samt de garvede redaktørers. Om de har brugt blindskrift eller ej i de sene nattetimer.
Selvfølgelig findes der et iboende dilemma i blot at skrive løs uden at fokusere på, hvad udkommet bliver. Følelsen af at sidde med en meget løs ide, der så at sige materialiserer sig selv. Det genkender jeg af egen erfaring. F.eks. da jeg som journalist skrev damebladsklummer hele 11 år i træk – til tider uden at ane, hvilken pointe jeg ville ende med. Måske var de faste læsere lidt ligeglade med min egen proces ved tastaturet, det får jeg jo aldrig opklaret.
Work in Progress
Alle ordene på bogens sider “knopskød og forgrenede sig” i Anders Haahr Rasmussen selv, fortæller han. Vi får det især at vide, fordi han har valgt at beskrive projektet i form af “”Work in Progress”.
Der er masser af god research, mange af citaterne fra andre forfattere og undervisere er relevante. Jeg faldt især for dette af Vladimir Nabokov: “Målet er ikke at skrive en roman, men at slippe af med den!”. Både journalister og skønlitterære forfattere sammenligner tit det at aflevere sin tekst og senere udkomme med den som det at “barsle”. Så må babyen bare ud. Klare sig selv. Nu må andre tage imod. En ret smuk metafor, har jeg tit tænkt.
Skrivemaskinen virker til tider krukket, andre steder alligevel ydmyg
Anders Haahr Rasmussen understreger i øvrigt, at han aldrig læser anmeldelser af sine egne bøger. Det tvivler jeg altid lidt på. Udsagn som dette. Hvorfor mon ikke tjekke af ren nysgerrighed? Men hvis det er tilfældet, er det lidt bizart at vælge en udgivelsesproces, hvor en masse af Zetlands helt fremmede “førstelæsere” undervejs skal give deres besyv med.
Suzanne Brøgger citeres et sted om at skrive dagligt og ikke kunne lade være: “Det er sådan en form for vejrtrækning”. DET tror jeg på.
Det samme oplever bogens forfatter her. Flere steder pointerer han netop, hvor frustreret og nærmest vred han bliver i de perioder, hvor han ikke har tid til at skrive. I sit kapitel om motivation bryder han pludselig bogens stil med begrundelsen: “Det her kapitel VIL skrives fragmenteret”, kan han mærke. Fint nok at han mærker efter, det håber jeg da, at kreativitet oftest er baseret på. Vi læser jo ikke her om en ansat på en Tulip-fabrik, der masseproducerer bacon.
For mange redaktører eller ingen?
Skrivemaskinen virker til tider krukket, andre steder alligevel ydmyg. Den vil vist gerne kommunikere bredt. Velskrevet er også et vigtigt plus i denne sammenhæng. Alligevel mærker jeg som sagt udmattelse i læsningen, selvom bogen ikke er specielt lang.
Så i Zetlands ånd og deres forlags koncept-vision stillede også jeg undervejs spørgsmålet: ”Hvad skal vi med denne lærebog?” Trods dens fine ambition. Motivet er nok ikke at ramme de danske bestsellerlister. Det gør den næppe. Den handler absolut om fænomenet skrivekunst, om fælderne eller de gode tips.
Men, ja, nu mærker jeg indeni, for at bruge forfatterens eget udtryk, at det irriterende og ærgerlige ved netop Skrivemaskinen simpelthen er, at bogen er så ufokuseret. Det er fint nok at skrive løs uden at have en plan, men jeg gad godt, at det færdige resultat, inden det går i trykken, tyder på valg og tilrettelæggelse.
Men redigering, som sagt, er næsten lige så stor og vigtig en fødselshjælper for eksperimenter, der skal lykkes eller fuldendes
Jeg hæftede mig f.eks. ved, at Anders Haahr Rasmussen om udgivelsen selv skriver: “Min vision er utydelig for mig” (s. 159).
Der burde en redaktør måske allerede have grebet ind. Givet ham ret og guidet. Det giver i mine øjne ikke så meget – helt løsrevet i øvrigt – at skulle læse om hans fem faste livsrutiner i syv år om at sove, drikke masser af varmt vand og lave strækøvelser osv., inden han selv kan gå i skrive-mode. Eller at høre om hvilke farver filtpenne, der får ham til at skrive dystert eller i en let tone. Eller detaljer om hvilken størrelse, notesbøgerne bør have.
Ofte byder Anders Haahr Rasmussen på ret nagelfaste råd for straks efter at undskylde dem. Alt kan være yderst individuelt, hedder det i linjen efter. Jeg blev i hvert fald forvirret mange steder.
Anders Haahr Rasmussen mestrer ordet
Faktisk er det sidste kapitel, “Penge”, måske overraskende det bedste, indblikket i enhver kunstners evige dilemma om at skulle skrive bredt og kommercielt eller nøgternt fokusere på sin egen personlige skabertrang.
F.eks. skriver han selv: “Jeg kan ikke, vil ikke skrive for penge. Men jeg vil gerne have penge for det, jeg skriver.” Og derefter i slutteksten: “De skide salgstal, de kan rende mig. Giv mig læsere, giv mig legekammerater, giv mig liv.” Præcis de steder, hvor han giver los og glemmer rollen som underviser, dukker digteren op. Spontant.
Jeg vil gerne være læser (helst ikke medlæser i processen) til næste bogprojekt fra Anders Haahr Rasmussen. Han mestrer ofte det med ord. Ikke mindst oplevet i hans tidligere digte, tennis- biografier og gode podcasts om maskulinitet. Men redigering, som sagt, er næsten lige så stor og vigtig en fødselshjælper for eksperimenter, der skal lykkes eller fuldendes. I barselssengen. Ja, det er mit råd som læser, selvom jeg ikke har en Do-It-Yourself bog på vej.
Måske kommer det bedste råd i Skrivemaskinen faktisk fra Toni Morrison, der fortjent modtog Nobelprisen i litteratur for snart 30 år siden:
“Hvis det at skrive er at tænke og opdage og udvælge orden og mening, så er det også følelsen af vidunder og ærefrygt, mystik og magi”. Hele skrivekunstens Maggi-terning udtrykt i to sætninger.
Læs også Isabella Miehe-Renards anmeldelse af Naja Marie Aidts roman, Øvelser i mørke, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
