ESSAYSERIE – “Jeg savner omskiftelighed, uforudsigelighed. Hvor er de partier, der ændrer sættets kurs? Hvor er de sæt, hvor en spiller høvler af sted, indtil momentum skifter, nerverne rammer, alt bliver anderledes? Hvor er dramaet?” Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel. Hvad er det dog for noget? Følg med i et longread i seks kapitler hen over vinterferien.
Nu lægger vi sentimentaliteten til side og kigger så fordomsfrit som muligt på kampen mellem Alex de Minaur og Frances Tiafoe. For det er fandeme moderne.
Men først en lille forklaring:
Den turnering, Holger Rune spiller med i, er et uofficielt eksperiment arrangeret af Red Bull for unge spillere, der endnu ikke er slået igennem. Álvarez Varona ligger fx nummer 808 på ranglisten, og jeg har, ligesom det er tilfældet med resten af Runes modstandere, aldrig hørt om dem. De er, selv blandt tennisentusiaster, ukendte, og der er kun ganske få tilskuere til kampene, som bliver spillet om formiddagen, inden det rigtig går løs om aftenen ved den officielle NextGen-turnering.
Her står den ene semifinale mellem Minaur og Tiafoe, og der er fuldt skur:
Over 5.000 tilskuere på plads, eller ved at finde deres plads, mens blålige skær bevæger sig hen over dem, og små hvide, rektangulære spots lyser sidelinjerne op, så banen ser grafisk ud, og lydsystemet spiller en dance-version af ”I Heard it Through the Grapevine” for fuld smadder, tung bas, der overdøver det interview med Frances Tiafoe, der kører på jumbotronens fire skærme hængende fra midt i loftet.
Jeg kan huske at sidde på Rod Laver Arena i Melbourne og falde i staver over boldbørnenes arbejde, deres nøje indøvede bevægelser, samspillet mellem dem. Den lyslilla aftenhimmel over banen, min kollega der sad ved siden af mig og spiste en muffin
Det er næsten synd, at tilskuere ikke får hans historie med, for den er ret utrolig, sådan som hans mor, Alphina, deltog i det globale lotteri om et green card til USA i håb om at komme væk fra det borgerkrigshærgede Sierra Leone tilbage i 90’erne, og fandeme om ikke hun vandt, så hun flyttede med sin mand, Constant, ind hos nogle slægtninge i en 1-værelseslejlighed i Hyattsville i udkanten af Washington DC, hvor hun fik arbejdede som sygeplejerske.
Constant fik en tjans i et byggesjak, der var i gang med at etablere et elitecenter for unge tennisspillere, og da det stod færdigt, fik han tilbudt jobbet som pedel på stedet, hvilket indebar at åbne det tidligt om morgenen, lukke det om sent om aftenen, og alt forefaldende arbejde i løbet af dagen, så han typisk sov tre-fire timer om natten, og fordi Alphina ofte havde natarbejde blev det sådan, at deres to drenge, Frances og Franklin, i hverdagene sov med deres far på tenniscenterets lille pedelkontor.
Nogle gange, når der var ledige baner, smuttede de ned og slog lidt til boldene, og når de dyre træningstimer gik i gang, stod Frances ude bag hegnet og kiggede på, indtil banerne igen var tomme. Det var sådan et sted med en Bentley ved siden af en Jaguar ved siden af en Aston Martin ude på parkeringspladsen.
Prisen for et års træning lød på små 200.000 kroner, hvilket var cirka 50.000 kroner mere, end far Constant tjente om året som pedel, men den unge træner på stedet, en russisk immigrant ved navn Mikhail Kouznetsov, fik øje på Frances’ flair for spillet, så han begyndte at møde ind ved 5-6-tiden om morgenen for at træne drengen, inden dagens officielle program begyndte, og seks år senere fløj Frances Tiafoe verden rundt og vandt de største juniorturneringer.
I januar måned slog han verdens nummer 5, Kevin Anderson, på vej mod kvartfinalen ved Australian Open, hvor han tabte til Rafael Nadal, men alligevel gik hjem med en præmiecheck på små to millioner kroner.
Der er en tennishistorie til det 21. århundrede, migrationens tidsalder, den er så moderne, som den kan blive. Ligesom Tiafoes forhånd: Det løseste håndled og en forberedelse, der ligner intet andet, jeg nogensinde har set på en tennisbane med slagsiden af strengene væk fra bolden, indtil sidste øjeblik, hvor han så genererer et svirp eller vrid, der sender bolden af sted med ekstreme mængder topspin og hastigheder op mod 170 km/t. En hypermoderne teknik, gjort mulig af de futuristiske materialer ketsjere og strenge efterhånden bliver lavet af, og kun udøvet af spillere født i 90’erne og frem.
Det er fedt. Jeg kan godt lide det. Fornyelse kan være forfriskende, tiltrængt. Tag nu den totale mangel på linjedommere her på banen.
Hvor er det rigtigt. Boldene bliver dømt ude af et elektronisk system bestående af 10 små højopløsningskameraer placeret rundt om banen, hver forbundet til en computer, som sender optagelserne videre til en slags modercomputer, der analyserer hver eneste pixel, indtil bolden er identificeret og isoleret, og der genereres en firedimensionel simulation (rum plus tid) af dens færden gennem luften og træfpunkt på banen.
Selvfølgelig blev netdommeren ikke siddende, da der blev installeret sensorer til at registrere den mindste berøring. Selvfølgelig skal han ikke sidde der og komme med sit bedste bud, som spillerne så kan protestere mod, hvorefter elektronikken må afgøre sagen
Hawk-eye hedder systemet, og det kan regne ud, hvor bolden landede med 3,6 millimeters nøjagtighed, og den kan gøre det på et splitsekund, sådan at når Minaur nu server for første sæt, foran 3-2, og server lige lidt for langt, så bliver der råbt ”out!” med det samme, men ikke af en linjedommer. Lyden kommer fra en højttaler, serven er dømt ude af Hawk-eye; der er ikke et menneskeligt øje eller stemmebånd involveret.
Jeg er ellers ikke fan af alle de tiltag, der renser det offentlige rum for levende mennesker og erstatter dem med robotter. Jeg savner medarbejdere på biblioteket og i metroen og på hospitalerne.
Det kan godt være, at kameraer er mere pålidelige og driftsikre, men de gør mig hverken tryg eller glad. Jeg synes, det ser flot ud, når linjedommerne ankommer i procession til en tenniskamp med deres uniformer og indøvede positurer, når de læner sig forover og fæstner blikket mod linjen.
Men de er kun til pynt. Eller ligefrem gene. For det er allerede sådan og har været det i over ti år, at der på alle større tennisarenaer er installeret et hawk-eye-system, som spillerne kan appellere til, hvis de er utilfredse med en linjedommers kendelse.
Det var nødvendigt, da først tv-transmissionerne blev i stand til at gengive boldens mærke med tilstrækkelig nøjagtighed, for det går jo ikke at afgøre en Wimbledon-finale på en ukoncentreret linjedommers kendelse, som hele verden kan se er forkert.
Det er ufedt at vinde sådan, uacceptabelt at tabe sådan, frustrerende at se på. Ja, så det fungerer sådan i tvivlstilfælde, at spilleren løfter en hånd i vejret og siger ”Challenge”, og så bliver boldens færden gennem luften afspillet i langsomt gengivet 3D-animation på storskærmen, mens alle spændt kigger med for at se, hvem der havde ret.
Når det så viser sig, at linjedommeren tog fejl, bolden var ikke ude, så må duellen spilles om. En duel som den bortdømte spiller måske var lige ved at vinde, inden linjedommeren afbrød spillet med sin fejlagtige kendelse.
Hvad skal det til for? Elektronikken har alligevel det sidste ord. Hawk-eye ved øjeblikkeligt, hvad der skete, og hawk-eye bestemmer. Hvorfor så skulle igennem alle de fornemmelser og vurderinger?
Linjedommere har mistet deres relevans, ligesom netdommere gjorde det i 1990’erne, da de blev erstattet af en sensor. Det føles som en menneskealder siden, men der sad faktisk en dommer med det ene formål at holde øje med, hvorvidt bolden strejfede netkanten, når spillerne servede. Vedkommende sad på en stol med blikket flugtende langs netkanten og fingeren hvilende uendelig blidt derpå.
Selvfølgelig blev netdommeren ikke siddende, da der blev installeret sensorer til at registrere den mindste berøring. Selvfølgelig skal han ikke sidde der og komme med sit bedste bud, som spillerne så kan protestere mod, hvorefter elektronikken må afgøre sagen.
Jeg troede så måske, banen ville se tom ud uden alle de dommere. Den ser mere enkel ud. De rene linjer, fokus på spillet. Det er fint for tennis, og det lærte jeg i Milano, fordi de prøver nye ting, og det er godt
Nej, bip siger det, og så er vi videre. Netdommere er forsvundet. Ingen savner dem. Ligesom linjedommere ikke vil blive savnet. De er allerede en anakronisme. Overflødige. Som medarbejdere ved samlebåndet blev overflødige, da maskinen selv kunne skrue låget på tandpastatuben.
Ud med dem. Videre, skaf dem et job, hvor der rent faktisk er brug for dem, hvor de gør nytte.
Jeg troede så måske, banen ville se tom ud uden alle de dommere. Den ser mere enkel ud. De rene linjer, fokus på spillet. Det er fint for tennis, og det lærte jeg i Milano, fordi de prøver nye ting, og det er godt.
Apropos netdommere, så har de jo helt afskaffet reglen om, at serven ikke må røre netkanten. Holger Runes første kamp mod italienske Enrico Dalla Valle begyndte faktisk med et dansk servees, der strejfede netkanten og derfor under normale omstændigheder ville skulle spilles om, og faktisk nåede dommeren også at dømme omserv, inden han kom i tanke om, at reglerne er anderledes her.
Det kræver tilvænning, også at kigge på. Undervejs i kampen mod Varona ramte spanierens serv netkanten og ændrede retning, sådan at Holger Rune måtte improvisere et slag bag om ryggen på sig selv, hvilket utrolig nok lykkedes, han fik bolden tilbage over nettet og vandt duellen.
Det var sjovt. Og ikke så meget anderledes end alle de gange bolden rammer netkanten midt i duellerne, hvilket der ikke er nogle regler for. Så hvorfor skal der være det i serven? Det er der ikke i badminton. Så vidt jeg forstår, gjaldt reglen heller ikke under de første Wimbledon-turneringer i 1870’erne. Ud med den.
Kan du se? Jeg er ikke nødvendigvis nostalgisk anlagt.
Alligevel kan jeg blive bekymret. Alex de Minaur har lige vundet første sæt 4-2 med et servees ned i T’et. ”Ace” blinker det på bandereklamerne med skiftende farve og grafik.
Sættet tog 18 minutter. Det føltes hurtigere. Der er ligesom ikke tid til at få vendt rundt på tingene. Jeg har ikke set et eneste sæt, hvor en spiller brød sig foran uden også at vinde sættet.
Jeg savner omskiftelighed, uforudsigelighed. Hvor er de partier, der ændrer sættets kurs? Hvor er de sæt, hvor en spiller høvler af sted, indtil momentum skifter, nerverne rammer, alt bliver anderledes? Hvor er dramaet?
Det er i indpakningen: Det er i belysningen, der efterlader tilskuerne i mørke og banen oplyst. Det er på storskærmene, der lige så snart et parti slutter, viser os Twitter-feeds og statistik og video-stories fra sociale medier.
Jeg kan huske at sidde på Rod Laver Arena i Melbourne og falde i staver over boldbørnenes arbejde, deres nøje indøvede bevægelser, samspillet mellem dem. Den lyslilla aftenhimmel over banen, min kollega der sad ved siden af mig og spiste en muffin. Halvanden minuts pause ved hvert sidebytte, hvor man måske sad og fordøjede det parti, der lige var blevet spillet. Tænkte et par tanker højt.
Det er helt centralt i den moderne begivenhedskultur. Det må ikke, aldrig nogensinde, være kedeligt
Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker i Palalido. Tove Lo synger We Could Be Heroes i Alessos version, projektørlamperne karter rundt, storskærmen viser billeder af Tiafoes ankomst til Milano, nej, ikke længere, nu er han ude og købe tøj med de andre spillere, nu bliver Minaur interviewet, nu slukker musikken, nu server Tiafoe, nu sker det på banen, nu sker det på skærmen, nu, nu, nu, en serie af øjeblikke, impulser, sanseindtryk, der hele tiden fortæller mig, hvor jeg skal orientere mig.
Det minder om en lommetyv, der støder ind i dig og undskylder, lægger hånden på din skulder, kigger dig i øjnene, siger noget morsomt, snakker hurtigt, distraherer dig på sytten forskellige måder, så du ikke lægger mærke til, at han lister pungen op af inderlommen, uret af dit håndled.
Eller måske et bedre billede: Gadegøglere. Dem på de store pladser, med de lange shows, som er nøje skruet sammen, så publikum hele tiden føler sig underholdt, fastholdt, ikke bare af forventningen om den store finale, men også af utallige små morsomheder, indstuderede fejl, udvekslinger med publikum, en lille tryllekunst, tre skarpe knive jongleret fra toppen af en ethjulet cykel, nu, nu, nu sker det, og det skal det også, for ellers går folk videre, byen har så meget at byde på, ferien er kort, hele tiden må det afvejes om ens tid kunne bruges bedre et andet sted.
Bedre forstået som: Mindre kedeligt.
Det er helt centralt i den moderne begivenhedskultur. Det må ikke, aldrig nogensinde, være kedeligt.
SERIE: Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel
Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel. Hvad er det dog for noget? Følg med i et long read i seks kapitler hen over vinterferien.
Topfoto: Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
