Lockdown: Alt det kaotiske samvær, jeg ikke vidste, jeg savnede

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
CORONAKRISE // ESSAY – Den usædvanlige situation med børn og voksne hjemme er kommet med en svag lettelse over noget genvundet, også når ungerne ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen. På trods af, at vi hele tiden balancerer på kanten af kaos herhjemme, så er grundfølelsen god, som om noget er faldet i hak.

”Jeg håber, det her bliver ved lang tid endnu!” Citat: Min datter på syv. Ikke pandemien, selvsagt. Men at være hjemme med sine søskende og forældre hver dag, det koncept kunne man godt sælge til hende. Og egentlig også til mig.

Selvfølgelig er det op ad bakke at skulle nå en almindelig arbejdsdag synkront med hjemmeskoling af tre børn, vi stresser lidt indimellem, og jeg vinder helt sikkert ingen undervisningspriser for mine forsøg på at forklare forskellen på lige og ulige tal eller brugen af fugebogstaver i flerleddede komposita.

Men vi er trods alt to forældre, der kan arbejde på skift og lidt på tværs, børnene er rimelig samarbejdsvillige i forhold til skolearbejdet, og når de ikke er, slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive familiens nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose chips og en iPad i tinktur-skravering). Min store dreng på elleve savner lidt sine venner; mine tvillingepiger er mest bekymrede for, om deres otteårsfødselsdag i juni er i fare. Ingen af dem savner hverdagen, alt i alt går det fint.

For skal man finde noget positivt ved hele den nuværende situation, så er det, at vi herhjemme pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har mere tid til noget som helst, for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal stadig laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store friskoleudtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag to.

Men vi slipper for stressede morgener og pressede eftermiddage, vi slipper for at bruge tid på transport og madpakkesmøring; og ikke mindst slipper jeg for den rædselsfulde opgave at skulle skubbe et barn, der netop har grædt af manglende overskud, forlæns ind i en kaotisk 1. klasse, inden jeg selv sprinter videre til arbejde. I stedet har vi tid. Sammen.

Lettelsen over noget genvundet

Og her bør der nok indskydes en disclaimer: Jeg prøver absolut IKKE at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud.

For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde børn i institutionsalderen. Jeg kan udmærket huske, hvordan det var at varetage tre børn under fem år, og skulle jeg arbejde samtidig, ville scenariet selvklart passe bedre ind på The Overlook Hotel end vores lejlighed på Nørrebro. For det andet driver mine børn mig stadig til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Og vice versa, er jeg sikker på.

Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, vi er alle ved at få kuller ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis, fordi jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvali-tid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få lyttet, leget, kæmmet, læst de forbandede 20 minutter hver dag.

Sidst på eftermiddagen ringede min datter til mig fra sin fars telefon: hun ville bare høre, hvornår jeg kom hjem, og så fortælle, at hun savnede mig. Det var et hundrede procent gengældt

Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt.

Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for Det Afslappede Moderskab herhjemme). På trods af, at vi hele tiden balancerer på kanten af kaos herhjemme, så er grundfølelsen god, som om noget er faldet i hak.

Den eneste åbenlyse konklusion er, at jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og at den tid, vi har sammen, er presset af det, der ligger udenom og lurer: sengetider, mødetider, deadlines. Desværre.

Men så længe skolen kræver, de sidder på deres plads klokken otte hver morgen, min chef ikke vil acceptere, jeg arbejder hjemme fem dage om ugen, og jeg samtidig ikke har nogen planer om at opgive vores nuværende tilværelse for at hjemmeskole i et nedlagt landbrug på Lolland, ja, så er det bare sådan, det er. Og det kan man så både forbande og begræde, men i stedet prøver jeg at nyde den tid, vi har sammen lige nu.

En tid, hvor ikke alle mine handlinger i tidsrummet 7-8 og 16-20 skal vejes på en pædagogisk guldvægt og findes for lette; en tid, hvor mine børn har adgang til mig hele dagen, og jeg til dem. Også når vi engang i midten af næste uge har drevet hinanden komplet til vanvid.

Og apropos vanvid måtte jeg i går efterlade mand og børn derhjemme og tage ind på kontoret for at få noget, der mindede om en sammenhængende arbejdsdag. Sidst på eftermiddagen ringede min datter til mig fra sin fars telefon: hun ville bare høre, hvornår jeg kom hjem, og så fortælle, at hun savnede mig. Det var et hundrede procent gengældt.


Foto: Pxhere.

Læs også: Forbrugsforeningen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker