Susanne Cordes: Jeg går min angst i stykker

Susanne Cordes 29.03.2020

ESSAY // CORONALIV – “Jeg går ad de mørke, tomme villaveje. Jeg trækker vejret langsomt. Ånder ud i aftenmørket. Måske har jeg en virus, måske ånder jeg den ud, måske er jeg selv en virus. Måske er vi alle. Jeg vender om og går tilbage mod det trygge. De oplyste vinduer. Hjemmets aflukkede firkant.”

Jeg går ad de tomme villaveje. Jeg går, så mine fodsåler smælder mod de ensomme fortovsfliser. Himlen tindrer over mig. Jeg behøver ikke tænke på, om det er et fly eller en stjerne, der glimter i himmelrummet deroppe.

Jeg går i timen lige efter tusmørke. Her er virkelig ingen andre. Ikke en kat. Ikke en sjæl. Jeg er helt alene

Jeg har ikke se et fly på himlen i over en uge, selvom det netop er her, de ofte cirkulerer, når de ligger i kø til landing i Kastrup. Der er kun stjernerne og himlens hvælving. Himlen er stille som i fuldstændig tyst og stor og overvældende.

Jeg går i timen lige efter tusmørke. Her er virkelig ingen andre. Ikke en kat. Ikke en sjæl. Jeg er helt alene.

Jeg er gået fra mine børn, og på et primalt plan føles det helt forkert. Flokken burde være samlet hele tiden, når faren udefra lurer. Men de har det selvfølgelig godt og trygt i vores hus med deres far, og jeg er et moderne menneske. Jeg har et helt livs træning i at undertrykke mine primale impulser. Desuden kommer jeg også tilbage, når jeg er færdig med at gå.

Jeg går for at gå mit hjerte til ro. Tvinge det ind i mine skridts rytme, der er i et tempo, vi begge kan leve med, mit hjerte og jeg. Jeg går op til motorvejen, der skærer sig gennem forstæderne her som en stor flod, der har tabt sin lyd. Kun enkelte biler glider næsten lydløst under vejbroen.

Jeg veksler mellem at føle en eufori over, at naturen igen har fået plads i det øjeblik, vi mennesker har trukket os tilbage. Der er svaner og delfiner i Venedigs kanaler! Jeg har set et billede af det på internettet, som er mit eneste link til omverdenen i disse dage udover mine vandringer i aftenmørket. Og så angsten.

Jeg forstår ikke angsten, men hvem forstår angsten.

Jeg mødte den første gang i Netto dagen efter Mette Frederiksen havde sagt, at vi skulle blive derhjemme. Min plan var at købe hurtigt ind og skynde mig ud. Men jeg kom til at stoppe op i rækken med mel og konserves, og pludselig forlod min sjæl min krop.

Det var skingrende skørt. Fik jeg lyst til at grine? Nej, jeg fik lyst til at græde. Bare sådan en let, ordløs, meningsløs gråd helt for mig selv i min svævende tilstand over de ugentlige tilbud på tre poser kaffe og kunstigt nedfrosne rejer

Verden gled mig af hænde som en klamfugtig karklud og alt omkring mig blev uvirkeligt.

Det var skingrende skørt. Fik jeg lyst til at grine? Nej, jeg fik lyst til at græde. Bare sådan en let, ordløs, meningsløs gråd helt for mig selv i min svævende tilstand over de ugentlige tilbud på tre poser kaffe og kunstigt nedfrosne rejer.

Så jeg går for at gå, men jeg går også for at forankre mig selv hernede ved jorden.

Jeg går for at hamre mig selv på plads med hvert skridt, så jeg ikke svæver for meget væk. Også selvom jeg er ved at vænne mig til at forsvinde lidt af og til.

Jeg står foran Nettos spottilbud, og min sjæl forlader mig et øjeblik. Og det er ikke kun, fordi jeg konfronteres med kapitalismens plasticbras produceret på tvivlsomme vilkår på den anden side af kloden og transporteret hertil så prisvenligt, at omkostningerne for himlen og vandet og alt levende bliver svimlende.

Nej, ikke kun derfor.

Jeg er bange for alle de andre omkring mig og den virus, der cirkulerer mellem vores åndende, pulserende kroppe.

Kan de to ting sammenkædes? Utvivlsomt, men mine tanker kan ikke samle sig om løsningen. Nogen må tage over her.

Vi kan alle blive trætte, og det er bedst sådan. Jeg hænger min afmagt i entreen. Jeg er kun et menneske. Jeg går til ro, mens sammenbruddet fortsætter for sig selv uden for døren

Jeg ser bare fra mit ørt svævende synspunkt: når alt kommer til alt, når geden er barberet helt ind til skindet, og vi står over for det helt basale, at overleve, har vi brug for meget mindre, end vi tror.

Og slet ikke for en batteribrølende lama i sprød, pink plastic til den nette, skriggule sum af 15 kr.

Der er erfaringer at hente i vores nyfundne angst og afmagt. Hvis der er noget, vi ved som mennesker, er det, at der altid er erfaringer at hente. Hvis vi vil.

Jeg går ad de mørke, tomme villaveje. Jeg trækker vejret langsomt. Ånder ud i aftenmørket. Måske har jeg en virus, måske ånder jeg den ud, måske er jeg selv en virus. Måske er vi alle.

Jeg vender om og går tilbage mod det trygge.

De oplyste vinduer. Hjemmets aflukkede firkant.

Jeg har tøjlet det meste af mig selv, inden jeg går ind ad døren igen. Min sjæl har opgivet sin himmelflugt for i dag og er faldet tilbage ind i min krop.

Vi kan alle blive trætte, og det er bedst sådan.

Jeg hænger min afmagt i entreen.

Jeg er kun et menneske. Jeg går til ro, mens sammenbruddet fortsætter for sig selv uden for døren.

Topillustration: Stefano Corso, Flickr.

Susanne Cordes

Susanne Cordes, f. 1971, er cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og Université de Paris VII. Har siden 2006 arbejdet som freelancejournalist for en lang række danske (og ganske få udenlandske) medier. Susanne skriver primært om køn, krop, seksualitet, ligestilling og kvindeliv og spænder skrivemæssigt fra features, temaartikler og portrætter til ugebladsfiktion. Det centrale for Susanne er at kommunikere med primært kvinder alle steder i samfundet om de livsforhold og dilemmaer, vi deler. Susanne er pt. bla. fast biddragyder til Femina. Udover at skrive selv underviser Susanne i kreativ skrivning og i at skrive med sig selv som udgangspunkt. Susanne er mor til fire børn i alderen 4 - 21 år, og lever forstadslivet med sin kæreste, de tre af børnene, der stadig er hjemmeboende, og en gammel kat i et hus, der (muligvis) aldrig bliver færdigrenoveret. Susanne kan findes og kontaktes via hjemmesiden: www.susannecordes.dk Fotocredit: Camilla Stephan