
Hvis der er noget, jeg har lært af at se Game of Thrones, så er det, at jeg ikke skal knytte mig alt for meget til personerne. De kan til hver en tid kradse af. Det skriver Dennis Larsen i denne kommentar til kultserien, hvis høje dødelighed spejler forandringstempoet i det moderne samfund.
Det er karakteristisk for tidens flydende sociale liv, at netop som man har lært en ny person at kende, så forsvinder han/hun igen, da vedkommende hurtigt skal videre. Det fører med sig, at jeg ikke gider at bruge den energi, det tager, at lære nye personer at kende. For hvorfor skulle jeg? Når jeg alligevel næste dag skal starte helt forfra?
Vi har kickstartet livet som del af et opgør med tidligere tiders dødssyge forherligelse af stilstand
Jeg har det på samme måde med persongalleriet i Game of Thrones, hvor figurer opstår og aflives så hurtigt, at chokket fra et tilfældigt dødsfald knap når at lægge sig, før jeg får det næste klemt ned i halsen. Jeg fanger derfor mig selv i gang på gang at længes efter et tempo, der er sat bare en anelse ned – og det selvom Game of Thrones er en af de bedste serier, jeg længe har set.
En kickstart i livet
På samme tid er jeg bestemt åben for, at der er noget at lære ved på den måde at blive suget ind i et univers, der flyder så meget.
Det ligger i forlængelse af, at vi i (hyper-)moderne tider har udviklet hang til højt tempo og store doser. Eksempelvis er vores hektiske storbyer under konstant forandring. Modebranchen spytter nye kollektioner ud i raketfart, alt imens de råder os til at smide vores gamle tøj ud. Vi ser sågar ’forandringsledelse’, hvis hovedrationale er konstant at ryste posen for på den måde at lære os at forgude alt, der er nyt (eller blot ser ud som om, det er det).
Vi har genlært verdens grundlæggende dynamik og kan forhåbentlig modnes moralsk som mennesker, der værdsætter stabilitet med udgangspunkt i, at alt flyder
Disse tendenser, tror jeg, er udtryk for, at vi har kickstartet livet som del af et opgør med tidligere tiders dødssyge forherligelse af stilstand. Her troede vi, at alt i virkeligheden stod stille, og at den smule dynamik, der var i samfundet (og vores psyke), var et onde, der skulle renses helt væk. Det gør vi trods alt ikke længere. Vi ved nu, hvad det er, vi har med at gøre, når alt flyder.
Og her er Game of Thrones-universets brutalitet faktisk er et ret godt eksempel på en gryende erkendelse af, at vi også børe lære at holde igen, da alt ellers falder helt fra hinanden.
Det godt være, at vi er nået et punkt, hvor det er blevet for meget af det gode. Men det er på en ny måde. Vi er startet på en frisk. Vi har genlært verdens grundlæggende dynamik og kan forhåbentlig modnes moralsk som mennesker, der værdsætter stabilitet med udgangspunkt i, at alt flyder.
Introduktion af brutalitet
Game of Thrones præsenterer os dertil for en væsentlig mere ærlig død, end den, der for eksempel dyrkes indenfor psykiatriens disciplineringsregime, hvor man – som led i en form for dødsfornægtelse – helt forsøger at ’forbyde’ eller eliminere sorg gennem pseudovidenskabelige diagnoser.
Det skal ikke forstås sådan, at jeg derfor mener, at Game of Thrones præsenterer os for en moden indstilling til død. Det må komme senere. Men det er, trods alt, et skridt i den rigtige retning i den forstand, at vi i det mindste konfronteres med, hvad det vil sige at fordøje sorg, idet efterlivet ikke længere findes. Serien går endda skridtet videre og viser os, hvordan en overgearet eller uhæmmet fordøjelse fremavler brutalitet. Og jeg tror, at vi skal lære at gennemskue, hvordan vores samfund i dag presser os alt for meget i denne retning under dække af bureaukrati, men også ’videnskab’ a la hjerneforskning, psykiatri, fagpsykologi mv.
For mig at se, klasker Game of Thrones det op i ansigtet på os, hvad det vil sige at leve i et ekstremt rivaliserende samfund, hvor det går så hurtigt, at der ikke engang er plads til sørge.
En vigtig scene
En af de vigtigste scener i Game of Thrones ift. ovenstående tema er øjeblikket, hvor Jaime Lannister (spillet af danske Nicolai Coster-Waldau) dræber sin fætter for at slippe ud af fængsel.
I scenen udstilles det, hvordan ’høje’ og ’lave’ mennesker fordøjer verden forskelligt. Jaime har en ilter fortæring af verden, hvor han udelukkende skaber og glemmer. Han har derfor svært ved at huske de små detaljer. Indtrykkene af verden kommer og går. De bliver ikke hængende.
Jaimes underdanige fætter, Alton Lannister, har derimod en væsentlig langsommere fordøjelse af verden. Han registrerer og glor pedantisk på verden, som var den leveret som et slutprodukt til ham.
Altons psyke er, kort sagt, vores gamle (platoniske) psykologi. Jaimes, vores nye. Bemærk her, hvordan Jamie ingen skrupler har ved at dræbe én af sine nære for at slippe ud: Han skal jo videre.
Derfor bliver spørgsmålet også, om vi bør vende tilbage til datidens komplet stagnerede psyke?
Her er Game of Thrones relativt tydelig. Den peger i retning af, at den slags mentalitet er nostalgi, idet præsten High Sparrow og hans slæng af udstødte livsfornægtere bliver bombet i stumper og stykker af den mest afstumpede aristokrat af dem alle: Cersei Lannister.
Der skal med andre ord noget andet til. Der skal tænkes nyt.
Foto: HBO, Game of Thrones.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.