INTERVIEW – “Jeg har mødt mange ildsjæle i socialforsorgen, som er velfærdsstatens helte, men der er også en indbygget fejlstruktur i systemet, som helt konkret ikke kan kommunikere, overdrage, overskue borgerens position. Klienterne er svære cases, som ikke altid selv vælger systemet til, det er klienter, som måske faktisk ikke kan nås. Det er f.eks. ret svært at erkende, at man ikke kan passe på sine egne børn, og hvad skal et grundlæggende bureaukratisk system gøre?” Morten Pape fortæller om sin velfærdstragedie ‘Guds bedste børn’ og om litteraturen som samfundskritik til Cathrine Rygaard Rasch.
Morten Pape har allerede hilst høfligt på min kat, orienteret sig i min lille entre, og sagt yes! til kaffe, men nej tak til en croissant, inden der er gået to minutter; energiniveauet er så intenst som en ghettoplansdiskussion.
Engagementet i samfundet ligeså viser det sig ret hurtigt. Men jeg vidste det nu godt. Forfatteren og manuskriptforfatteren, der debuterede i 2015 med den meget omtalte Planen, stikker igen en kritisk-empatisk pind i den tue, der er Underdanmark.
Papes anden roman Guds bedste børn udkom 23. august og tager udgangspunkt i en faktisk mordsag fra 2008, hvor det unge avisbud Deniz Uzun blev myrdet brutalt og umiddelbart umotiveret af tre unge drenge på Amager.
Fiktion og virkelighed blander sig i en strøm af tilværelsesbeskrivelser, der rummer både offerets og gerningsmændenes baggrundshistorier, og vigtigst af alt rejser spørgsmål om velfærdsstatens mørke hjørner. Det er vigtigt, det er velskrevet, og det er ret voldsomt.
Vi har opbygget politiske systemer, hvis politikere ikke må blive klogere; det er utroværdigt at blive klogere, det er utroværdigt at sadle om, for det betyder i denne optik, at man kommer til at svigte sine vælgere, som tror, at man repræsenterer en statisk holdning til det ene og det andet
– Hvad er det litteraturen skal? Hvad er dit projekt? Dine tekster foregår i Danmark nu, men bringer os tilbage til det moderne gennembrud (1871- ca. 1900, red.), hvor litteraturen skulle sætte problemer under debat. Du griber ind i noget, der gør ondt, dine tekster er voldsom læsning – romanen Guds bedste børn gør både samfundsmæssigt og menneskeligt ondt, hvorfor?
“Jeg har ikke nogen overordnet dagsorden, jeg bryder mig ikke om meget styret kunst, der egentlig er i familie med propaganda. Men… Jeg er godt klar over, at de tematikker, jeg præsenterer, de sår, jeg stikker min saltede finger ind i, godt kan gøre ondt og skabe en debat, der rækker ud over det rent litterære,” svarer han og uddyber:
“Litteraturen er måske den mest eminente form for kunst ift. at kunne ramme det bundt af selvmodsigende nerver, som mennesket også er gjort af, og jeg vil gerne ramme. Mit projekt er at være den stemme, der råber dig ind i hovedet, lige når du tror, at du skal falde roligt i søvn!”
– Hvis vi dvæler lidt ved det moderne gennembrud, er Bille Augusts filmatisering af Pontoppidans Lykke-Per på manges læber lige nu. Per kan aldrig gøre sig fri af arv og barndomsmiljø, er det også det, du har villet skildre med de utroligt låste figurer i Guds bedste børn? At barndommen stækker og smadrer og forbander?
“Det er min klare overbevisning, at vi i dag har alt for store ambitioner og forventninger på vegne af alle mennesker fra alle samfundslag om, at vi alle kan blive det, vi alle vil være, og så kan vi alle betale topskat, så vi kan være nyttige, gode borgere og forbrugere. Dette er en logik, der kun kan komme fra folk, der er født med en sølvske i røven og har fået en hestesko til alt gennem hele livet.”
“Den frie vilje er ikke bare død, den har aldrig nogensinde eksisteret, bare spørg neurovidenskaben, der allerede har kortlagt, hvordan vi er produkter af alle de impulser og stimuli, eller manglen på samme, som vi møder i vores naturlige fællesskaber, hvis kerne er familien, herefter skole og andre institutioner og miljøer”.
,,Tag dig sammen” er det mest idiotiske politiske dogme i dagens politik. Det er det værste, man kan sige til et andet menneske
“I de miljøer, jeg beskæftiger mig med, er der tale om en modborgerskabsfortælling, nogle andre idealer – forkvaklede macho-idealer – og fattigdom. Helt ærligt vil fattige mennesker skide på den frie vilje, de har slet ikke ressourcer eller økonomi til at beskæftige sig med den. Alternativ jobsøgning og geografisk mobilitet er ikke en mulighed, de har ikke råd til det,” påpeger han og fortæller, at hans roman skal forstås som en “en velfærdstragedie. De miljøer, jeg beskriver er dysfunktionelle helt ind i familien. Hvordan skal man forvente, at unge mennesker, der vokser op i mistrivsel nogensinde skal få noget, der bare nærmer sig en samfundsånd og et medborgerskab?”, spørger han og siger med eftertryk:
“,,Tag dig sammen” er det mest idiotiske politiske dogme i dagens politik. Det er det værste, man kan sige til et andet menneske”.
– Du beskriver en række mennesker, der er fanget i et miljø, som er et fængsel sig selv, hvis ramme er utrolig lille, og hvis bevægelsesfrihed er snæver. Er din dom over systemet disse menneskers låste position?
“Det er ikke en decideret systemkritik. Jeg har mødt mange ildsjæle i socialforsorgen, som er velfærdsstatens helte, men der er også en indbygget fejl-struktur i systemet, som helt konkret ikke kan kommunikere, overdrage, overskue borgerens position. Klienterne er svære cases, som ikke altid selv vælger systemet til, det er klienter, som måske faktisk ikke kan nås. Det er f.eks. ret svært at erkende, at man ikke kan passe på sine egne børn, og hvad skal et grundlæggende bureaukratisk system gøre?”
– Noget af det fine ved Guds bedste børn er, at du udviser sympati for dine figurer, også voldsmændene?
“Det er rigtigt. Jeg ville gerne lege med læserens sympati og empati Jeg vil ikke undskylde mord eller romantisere det drab, der blev begået i virkeligheden. Hadet lyser ud af gerningsmændene, men det forbliver ikke entydigt, at de er syndere eller repræsentanter for ,,det onde”. De er børn.”
– Men hvem skulle have passet på de børn, systemet kunne ikke, og deri ligger der vel en kritik?
“Jeg synes, at alle børn er deres forældres ansvar. Hvem ellers,” spørger han indledningsvis, retorisk, og fortsætter:
“Men hvis vi erkender, at mennesker også kan være svage af forskellige årsager, som kan være ret legitime, er der brug for et stærkere system”.
“Vi havde engang en samfundskontrakt i Danmark, vel i efterkrigstiden, hvor vi ikke lod hverken de allerrigeste eller allerfattigste stikke helt af, det fungerede som en elastik; en god social kontrakt, hvor vi var enige om, at det var vigtigt, at vi havde et lige samfund med forskelligheder”.
“Den kontrakt er de sidste 10 år endegyldigt opløst. Nogle af de mest brugte politiske pointer i dag er ,,Tag dig sammen”, og ,,Skal skattepengene virkeligt gå til det?” og begge pointer er jo følelsespointer.”
Det er vigtigt for mig at råbe dig ind i øret, dig, der tror, at alt er H.C. Andersen og fuglefløjt, at Danmark ikke er bedre end noget andet dårligt samfund, når det sker … Tabere er dem, der har givet op, mennesker er dem, der kæmper hver dag
“Vi sætter dog stadig vores lid til at systemet ikke taber nogen. Men det sker. Kombinationen af inkompetente forældre og et system, der ikke helt fungerer, er en dødsensfarlig cocktail, i min roman bogstaveligt talt dødsensfarlig”.
“Det er vigtigt for mig at råbe dig ind i øret, dig, der tror, at alt er H.C. Andersen og fuglefløjt, at Danmark ikke er bedre end noget andet dårligt samfund, når det sker”.
“Vi tror, at alt er fint, så når vi møder fattig-Carina, dovne-Robert eller folk fra programmerne Luksusfælden, bliver vi så forargede, fordi det ikke passer ind i vores narrativ om velfærdsstaten, et narrativ, der siger, at så længe, der er lige muligheder for alle, så er alle, der ikke har grebet den mulighed nogle usle tabere, der ikke fortjener noget som helst. Tabere er dem, der har givet op, mennesker er dem, der kæmper hver dag”.
– Modtagelsen af din nye roman er overvejende positiv …
“Jeg har været så glad for modtagelsen, særligt fra de anmeldere, der tydeligt har været grundige. En af hovedårsagerne til mine premierenerver var, at jeg ikke ved, om litteraturkritikken tager mig seriøst”.
“Jeg er ikke særligt opsøgende i det litterære miljø, jeg har ikke så mange forfattervenner, og jeg deltager ikke i folkemødet eller i andre ,,aktiviteter for den kreative klasse”, så jeg aner faktisk ikke, hvordan folk ser mig, eller om de respekterer mig, men anmeldelserne har vist, at der er en stor respekt for mit arbejde, og det er jeg glad for”.
Jeg har ikke behov for ligefrem at blive elsket, men jeg har behov for at blive taget alvorligt, fordi jeg selv tager mit arbejde meget, meget alvorligt. Jeg håber, at det jeg skriver, kan noget mere end bare at underholde, at det kan tale ind i tiden og få folk til at reflektere
– Men hvordan vil du egentlig gerne ses?
“Jeg er nok lidt svær at placere. Det, jeg skriver, er hverken knaldromaner eller popcornsfiktion, det er sandsynligvis heller ikke litteratur, der ville vinde store akademipriser,” erkender han og forklarer videre:
“Disse poler er en typisk rubriceringsvej, men jeg passer ikke ind i de kategorier. Forfattere som mig, Thomas Korsgaard og Jacob Ejersbo i sin tid har skabt værker, som er mere end bare fin snabelsko-litteratur, man kan sidde og nyde ovre i hjørnet, men noget, som faktisk også har en social kontekst og er en social stemme”.
“Det er mere end bare tekst, mere end bare sprog. Jeg har ikke behov for ligefrem at blive elsket, men jeg har behov for at blive taget alvorligt, fordi jeg selv tager mit arbejde meget, meget alvorligt. Jeg håber, at det jeg skriver, kan noget mere end bare at underholde, at det kan tale ind i tiden og få folk til at reflektere”.
– Det har du bevist allerede med Planen. Du tager fat i nogle samfundsting, der gør ondt. Du siger, at du gerne vil gøre en forskel, så kan vi tale lidt mere om litteraturens funktion? – Debatten om Planen var heftig, du blev taget til indtægt for pointer hos snart sagt alle politiske partier, lidt som det også skete for Yahya Hassan, hvordan er det?
“Jeg tager det som en kæmpe politisk og litterær kompliment, at alle fløje, og dermed ingen fløje, kan se mening i teksten. Hvis den kun var blevet spændt for højrefløjens eller venstrefløjens vogn, ville det have været et problem,” indleder han og eksempliciferer:
“Hvis man kun håndplukkede dele og anvendte dem i sin politiske agenda, ville man afsløre sig selv som en utrolig dårlig læser. Marie Krarup er en ufattelig dårlig læser, når hun kan læse Planen og kun udvælge pointer, der passer til hendes egen dagsorden. Men det er måske ikke så meget Marie Krarups skyld, som det er et politisk problem. I hele verden!”.
“Vi har opbygget politiske systemer, hvis politikere ikke må blive klogere; det er utroværdigt at blive klogere, det er utroværdigt at sadle om, for det betyder i denne optik, at man kommer til at svigte sine vælgere, som tror, at man repræsenterer en statisk holdning til det ene og det andet. Nye erkendelser er ikke specielt velkomne. Bare se på dem, der skifter parti: De fremstår som utroværdige. Og det er en skam”.
“På den anden side kan jeg tilføje, at højrefløjen konsekvent er gode til at tilpasse deres egen dagsorden til ting, der kan understøtte, at den ene eller den anden gruppe nu skal smides ud af DK, at grænserne skal lukkes, etc.”
“Venstrefløjen var glade for Planen, men også umiddelbart mere rådvilde”:
“For to år siden var jeg i Tanzania for at researche til DRs Liberty-serie. På hotellet mødte jeg en yngre dansk mand, der åbenbart var medlem af Socialdemokratiet i Danmark, og som helt benovet fortalte mig, at Planen til Socialdemokratiets sommergruppemøde dette år havde været øverst på dagsordenen og noget, der mindede om pensum”.
“,,Det var satans”, tænkte jeg, og holdt op med at tænke mere over det.”
Jeg har det ambivalent med f.eks. at høre, at Planen muligvis har haft indflydelse på integrationspolitikken. På den ene side synes jeg, at det er hylende morsomt og absurd, på den anden side er det uhyggeligt, fordi det er ude af mine hænder
“Efter et par måneder omformulerede Mette Frederiksen hele partiets integrationspolitik. Journalisten Iben Maria Zeuthen ringede efter et interview med mig senere til Socialdemokratiet for at tjekke op på Tanzania-anekdoten, og ifølge journalistens kilder havde tre højtstående medlemmer i Socialdemokratiets folketingsgruppe læst romanen, men understregede, at politik ikke blev baseret på skønlitteratur, men at det ikke kunne udelukkes, at Planen havde haft en effekt”.
– Litteraturen bevæger sig her over i den reelle politiske verden, hvilket er ret specielt og næsten Pontoppidansk. Dit private politiske ståsted anser jeg som en privatsag, men du kan godt være lidt svær at placere? Har du et konkret politisk projekt med dine tekster?
“Jeg har det ambivalent med f.eks. at høre, at Planen muligvis har haft indflydelse på integrationspolitikken. På den ene side synes jeg, at det er hylende morsomt og absurd, på den anden side er det uhyggeligt, fordi det er ude af mine hænder, jeg kan f.eks. ikke hive Mette Frederiksen på skolebænken og korrigere dette og hint i hendes mulige opfattelse af min tekst.”
“Helt overordnet set er jeg dog glad for at have sat et aftryk i verden, men jeg skriver ikke manifester”.
Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Planen er hans debutroman og for den vandt han BogForums Debutantpris 2015. Morten Pape er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. Han har deltaget i Den Europæiske Debutantfestival i Kiel; den internationale bogfestival i Budapest; og har været episodeforfatter på DRs dramaserie Liberty.
Morten Pape: Guds bedste børn
Politikens Forlag
23 .august 2018
448 sider
300,- kr.
Top: Les Kamer, Politikens forlag
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
