KULTUR // PORTRÆT – Hvis man voksede op i 1970’erne, var det først og sidst Gasolin’, der leverede soundtracket til ens tidlige ungdom. Men det var tegneren Peder Bundgaard, der skabte billedsiden – i technicolor og widescreen. Som han gjorde det med alt, hvad der kom fra Dan Turèlls hånd. Forlagsredaktør Hans Henrik Schwab arbejdede i årevis sammen med Bundgaard. Her tegner han et personligt portræt af “Mein Freund”, der fylder 75 i dag d. 18. marts.
For en hel generation står Peder som den ubestridt vigtigste danske tegner – eller håndtegner, som han selv ville sige. Det er der to gode grund til, og den ene handler om netop Gasolin’. Danmarks mest legendariske rockband ville under alle omstændigheder være gået over i rockhistorien, men Peder Bundgaards ikonografiske covers er helt sikkert en medvirkende grund til, at Gas fik ”Masser af succes”.
Det startede for alvor med det såkaldte Fedtmule-cover til Gas 2: Et cover, der med sin tegneserie-æstetik og logo-agtige kvalitet (et fritskrabet motiv på hvid baggrund) dannede skole – også for konkurrenten Shu-bi-dua – og leverede skytset til dansk rocks første merchandise-kampagne med plakater og klistermærker m.m.
Selv om Kim Larsen indledningsvis fastslog, at han ”ikke var crazy med den tegning”, endte coveret på hans egen legendariske Værsgo med at være en variation over netop Fedtmule-omslaget (ligesom Peder senere tegnede Larsen på forsiden af den lige så storsælgende personnummerplade). Peders grafiske arbejde for Gasolin’ kulminerede med det berømte, nærmest emblematiske vinge-logo på Gas 6, som for altid vil stå som gruppens genkendelige visuelle signatur.
Det var ikke uden grund, at Peder til slut kunne kalde sig manager of creative services på CBS Records and Tapes i Vanløse!
For atter andre kunne det være omslagene til Onkel Danny fortæller-serien. Onkel Danny-figuren – Turèlls autofiktive alter ego – er umulig at forestille sig uden Peders tegnede figur. Nu forlyder det sågar, at figuren genopstår i en ny kontekst og med helt ny streg – sanktioneret af Peder himself …
Den anden grund til Peders status handler, selvfølgelig, om Dan Turèll, der konsekvent omtalte Peder som ’mein Freund’ – den ven, der utrætteligt og kongenialt tegnede og designede hans utallige bogomslag. Turèlls ubrydelige loyalitet viste sig, da Borgens Forlag engang ved et uheld udsendte en af hans krimier, Mord på Malta, i en paperback med omslag af en anden grafiker end Peder – og endte med, efter ultimatum fra Turèll, at trække bogen tilbage og genudsende den med det ægte pulp fiction-omslag af ’den gode tegner’.
Politikens Henrik Palle er næppe den eneste, der som ung begyndte at læse Turèlls bøger – på grund af Peders pop art-omslag! I Palles tilfælde handlede det om det tegneseriealbum-lignende omslag til Vangede Billeder, for andre kunne det være det formidable LP-agtige gatefoldcover til Karma Cowboy. For atter andre kunne det være omslagene til Onkel Danny fortæller-serien.
Andet og mere end Gasolin’ og Onkel Danny
Onkel Danny-figuren – Turèlls autofiktive alter ego – er umulig at forestille sig uden Peders tegnede figur. Nu forlyder det sågar, at figuren genopstår i en ny kontekst og med helt ny streg – sanktioneret af Peder himself …
Det skal understreges, at Peder ikke sad fast i 70’erne, men også leverede omslag til nogle af firsernes banebrydende nye kunstnere som punkgruppen Sods og forfatteren Michael Strunge – og i øvrigt også designede omslaget til Café Borgen-serien med de berømte pink omslag, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger fik et fortjent efterliv.
Da Peder skulle tage det siden så berømte omslagsfoto til originaludgaven af Strunges Skrigerne – et street photography, hvor Strunge poserer med nogle af byens mest celebre punkere – fik han nede ad gaden øje på den gamle musiker Stig Møller, der glad nærmede sig. ”Åh nej,” tænkte Peder, ”hvad skal ’the kids’ mene om sådan to oldhippier som os?” Til Peders overraskelse viste det sig, at de unge punks elskede Stig Møller – lige så meget, som de holdt af Peder, som da også har vist sig at være langtidsholdbar og er blevet dyrket af nye generationer af musikere og skribenter.
Dennis Jürgensens populære ungdomsbøger har da også nydt godt af Peders streg.
En udgivelse, der blev markeret med en reception i Sofiekælderen, hvor Gasolin’ og entourage dukkede op til en Last Waltz. Senere fulgte bestseller-biografier om Kim Larsen (2002) – Larsen himself roste bogens ”fede humor” og kaldte det en ære at blive portrætteret af Peder i bogform
Senere har Peder markeret sig som bl.a. bladtegner i Ekstra Bladet og mangeårig leverandør af satiretegninger til Svikmøllen. En fin gennemgang af de forskellige sider af Peders virke som tegner og grafiker – pladecovers, bogillustrationer og bladtegninger – finder man i bogen med den signifikante titel Album (2005).
I dag maler og udstiller han efterspurgte portrætter af kulturelle koryfæer, ikke mindst store forfattere og musikere som Lou Reed, Bob Dylan og Jack Kerouac– for nu blot at nævne nogle få eksempler fra Peders popkulturelle panteon. Læg hertil de unge døde – fra Jimi Hendrix til Amy Winehouse – i Club 27, som Peder både har malet og beskrevet i bogen af samme navn.
Forfatteren
I 1993 indledte Peder en ny løbebane som forfatter. Det er egentlig kuriøst, at der skulle gå så mange år, inden Peder sprang ud som narrativ forfatter. Alle, der har mødt Peder, ved, at han er en storyteller af guds nåde – altid klar med en velturneret anekdote. Men mellem Peder og Turèll havde der været en fast uudtalt arbejdsdeling: den ene tegnede, og den anden skrev. ”Håndtegner, bliv ved din læst”, syntes devisen at være. Der er derfor en vis symbolik i, at Peders første større bog udkom i november 1993, blot en måned efter vennens død. Bogen – som jeg selv havde fornøjelsen at igangsætte og redigere – var betegnende nok historien om Gasolin’: Masser af succes (1993).
En udgivelse, der blev markeret med en reception i Sofiekælderen, hvor Gasolin’ og entourage dukkede op til en last waltz. Senere fulgte bestseller-biografier om Kim Larsen (2002) – Larsen himself roste bogens ”fede humor” og kaldte det en ære at blive portrætteret af Peder i bogform – og, naturligvis, Dan Turèll. Superdan (1995) er ikke bare en biografi om en forfatter, men historien om et venskab.
Tre unge himmelstormere med David Bowie-look – lyrikdebutanterne F.P.Jac, Henrik S. Holck og Michael Strunge – førte sig frem i et andet hjørne. Og i baggrunden bag en busk stod to kæmpestore mænd og forsøgte at skjule sig: Peder Bundgaard, der gjorde sig umage med at konversere en endnu mere utilpas og genert Dirch Passer
Bemærkelsesværdigt er det, at Peder som forfatter også har prøvet kræfter med krimi-genren. Det er blevet til en trilogi af krimier: Dødsens stille (2004), Tåge over Langebro (2007) og Sorte hest (2009). I de tre romaner, der symboliserer de tre kunstarter musik, litteratur og billedkunst, går Peder vel at mærke ikke i sin afdøde vens nedtrampede fodspor, men skaber sit helt eget crime noir-univers.
Ikke mindst den mellemste roman, med titlens lille intertekstuelle hilsen til åbningsnummeret på Gasolin’s eponyme debut-lp, er interessant ved at basere historien om en stor bladkoncerns storhed og fald på legenderne om Kong Arthur, ridderne af det runde bord og slottet Camelot – et andet af Peders mytiske interesseområder. Om denne skrev Jes Stein Pedersen i Politiken:
”Fuld af atmosfære … Det er i portrættet af forfatterens elskede København, tågeramt, kold og neonglimtende, at denne hyggeligt slentrende roman lever.”
Mennesket
Peders forfatterskab har – ud over biografierne og krimierne – spredt sig over et spektrum af genrer, der afspejler hans alsidige interessefelt: rejseguides (til Peders elskede storbyer), fotobøger, musikleksika, kogebøger, historiske værker og spirituelle publikationer.
Vi mangler måske kun en kattebog – og så en bog om hans livs Lise. Den sidste får vi helt sikkert aldrig. Hertil er Peder for genert og blufærdig. Vi kommer næppe tættere på privatpersonen Peder – ”en simpel mand fra landet”, som han har karakteriseret sig selv – end i hans fine, diskrete selvbiografi Vand under broen (2016), som da også er tilegnet Lise.
Jeg er ikke håndtegner som Peder, men hvis jeg alligevel med få streger skulle forsøge at tegne et fritskrabet portræt af Peder, kunne det se sådan ud: vidende og veltalende; beskeden og blufærdig; munter og melankolsk; talende og tavs: venlig – og vittig (med en ofte kulsort humor)
Sammen med hende og katten Arne har han ”sådan sét levet et stilfærdigt liv omkring Vesterbros Torv”, som Turèll engang skrev om, men i virkeligheden aldrig selv levede. Der var på det punkt stor forskel på de to gamle venner, selv om det paradoksalt nok var Peder, der i sin ungdom dyrkede tegneserier og rock’n’roll, mens den unge Dan bakkede roligt på sin pibe og lyttede til jazz.
Illustrativ (!) i den henseende er Borgens Forlags herostratisk berømte efterårsreception i 1978, hvor Dan Turèll i ét hjørne af Galleri Asbæks gård iført vampyrtænder og Dracula-kappe stod og passiarede med selveste Soya , mens tre unge himmelstormere med David Bowie-look – lyrikdebutanterne F.P.Jac, Henrik S. Holck og Michael Strunge – førte sig frem i et andet hjørne.
Og i baggrunden … i baggrunden bag en busk stod to kæmpestore mænd og forsøgte at skjule sig: Peder Bundgaard, der gjorde sig umage med at konversere en endnu mere utilpas og genert Dirch Passer!
Peder havde således lige illustreret Dirchs lille FiLOsofiKUM-bog og på forsiden sat en tilsyneladende enkel tegning, der ved nærmere eftersyn viser sig at indeholde en diskret ’mise en abyme’-effekt: Den bog, læseren holder i hånden, er den samme bog, som Dirch på forsiden holder i hånden osv.
Peder er hverken som person eller tegner helt så simpel, som det ved første øjekast kan se ud …
Jeg er ikke håndtegner som Peder, men hvis jeg alligevel med få streger skulle forsøge at tegne et fritskrabet portræt af Peder, kunne det se sådan ud: vidende og veltalende; beskeden og blufærdig; munter og melankolsk; talende og tavs: venlig – og vittig (med en ofte kulsort humor).
Sidst, men ikke mindst: dedikeret og disciplineret. Peder misser aldrig en deadline. I dag, den 18. marts, rammer han da også de 75 lige på dagen: Tillykke, Peder!
Topillustration: Fra omslaget til ‘Vand under broen’, Peder Bundgaard
Læs også: Fødselsdagsinvitation
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
