
MUSIK // ANMELDELSE – Love Shop udsender sit 13. studiealbum. Bandet, der i dag primært består af Mika Vandborg, Mikkel Damgaard og Jens Unmack, skuffer POVs anmelder Henning Høeg, der savner musikalsk kant. “Efter flere gode tilløb, hvor banen kridtes op og idéen præsenteres, ender næsten samtlige ti sange (…) med at falde ned i et forudsigeligt synth-spor”, skriver han bl.a. i sin anmeldelse.
Det ku’ være så godt. Men nu er det bare okay. Der er masse af gode idéer og veldrejede tekster på Levende mænd i døde forhold. Men alligevel kommer Love Shops 13. studiealbum ikke rigtigt ud over rampen.
Det skyldes primært en alt for enkel og synth-domineret produktion, der i stedet for at skære ind til benet, får de ti ellers udmærkede nye sange til at flyde lidt ud i hinanden.
Det er bandets eneste originale medlem Jens Unmack, der sammen med sine musikalske legekammerater Mikkel Damgard på tangenter og Mika Vandborg på guitar har indspillet hovedvægten af det nye materiale i noget, der minder om COVID-isolation. Tekstmæssigt bliver der zoomet ind på den svære midalder, hvor børnene er fløjet fra reden, og kærligheden godt kan gå hen og blive lidt stiv i leddene.
Og til tider lyder Levende mænd i døde forhold ligefrem som et vellykket demobånd af den slags, kunstneren indspiller før besøget i det ‘rigtige’ studie
Det kunne have været et spændende projekt, hvor veldrejet Unmack-lyrik som ‘Jeg ved du ser os udefra, som dem der har det hele men ikke mere at nå’ bliver smækket helt op i snotten på lytteren.
Tidligere har både Unmack solo og Love Shop således vist vejen med grænsesøgende og spændende produktion, hvor sangenes budskab hjælpes på vej af friske idéer i både miks og instrumentalisering. Men sådan er det bestemt ikke denne gang.
Enkel og melankolsk indpakning
Efter blot et par uger, hvor ellers udmærkede sange som “The Troubles” og “På livet og på lykken og for os” nødtørftigt var blevet forsynet med lidt god guitar, masser af keyboard og nogle relativt enkle maskintrommer, besluttede trioen således, at det var nok.
Det enkle og melankolske budskab skulle således leveres i tilsvarende enkel og melankolsk indpakning. Men jeg synes ikke rigtigt, at det fungerer.
Efter flere gode tilløb, hvor banen kridtes op, og idéen præsenteres, ender næsten samtlige ti sange (ni, hvis man tæller den instrumentale startsang “X” fra) med at falde ned i et forudsigeligt synth-spor, der får én til at tro, at der ikke er sket ret meget på den danske pop-rock-scene siden TV-2’s “Fantatiske Toyota” og Klichés “Supertanker”.
Efter sange som “I nat bliver det sommer” og “Skandinavisk lyst” skylder hverken Unmack eller resten af Love Shop os noget som helst
Det rykker med andre ord ikke ret mange (centi-) meter. Og til tider lyder Levende mænd i døde forhold ligefrem som et vellykket demobånd af den slags, kunstneren indspiller før besøget i det ‘rigtige’ studie.
Ironisk nok har Jens Unmack tydeligvis en masser på hjertet. Selvom melodierne ikke hører til Love Shops bedste, holder de vand. Og vokalen, der leveres af den 57-årige far til to, er både spændstig og levende. Især i “Aldrig ender lykkeligt” finder Jens Unmack spændende stemmemæssige nuancer, der smukt understreger den på én gang stærke og sårbare tekst.
Både før og efter tabet af de to musikalske enere og Jens Unmacks nære samarbejdspartnere, Hilmar Hassig og Henrik Hall, har Loveshop været med til at forlænge traditionen, der i sin tid blev startet af både C.V. Jørgensen og Gasolin. Efter sange som “I nat bliver det sommer” og “Skandinavisk lyst” skylder hverken Unmack eller resten af Love Shop os noget som helst.
Men det ændrer ikke ved det lidt skuffende faktum, at Levende mænd i døde forhold ikke lever op til de høje forventninger. Råmaterialet er således godt. Men før de for alvor får chancen, udvisker den anonyme og lidt dovne produktion de nye sanges potentiale.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.