MRBEAST // ESSAY – Han er hverken politiker, skuespiller eller rockstjerne – men alligevel det mest sete menneske på jorden. MrBeast har gjort YouTube til en global scene, hvor han styrer vores opmærksomhed som en komponist. Historien om Jimmy Donaldson er samtidig fortællingen om, hvordan opmærksomhed er blevet den vigtigste valuta i den digitale tidsalder.
I flere år studerede MrBeast YouTube og internettets algoritmer. Nu er han verdens mest sete menneske på jorden. MrBeast er ikke bare verdens største youtuber – han er et studie i den digitale tidsalders vigtigste valuta: din opmærksomhed.
Hvis du er i 30’erne og uden børn, så ved du sandsynligvis ikke, hvem MrBeast er. James Stephen ”Jimmy” Donaldson, bedre kendt som MrBeast på YouTube, er den mest populære content creator nogensinde. Med 419 millioner abonnenter på sin YouTube-kanal har Donaldson flere følgere, end USA har indbyggere – og overgår popkulturelle ikoner som Kylie Jenner og Kim Kardashian.
Og det tiltrækker vores opmærksomhed. De ekstreme – nærmest eksistentielle – videoer får os til at klikke. Donaldson har fundet ud af, hvordan han kan få og fastholde vores opmærksomhed
Men MrBeast er faktisk endnu større. Han driver andre kanaler med mellem 30 og 50 millioner følgere, der beskæftiger sig med filantropi, gaming og reaktioner. Han har eftersynkroniseret sine kanaler, så man kan finde dem oversat til russisk, mandarin, hindi, spansk og arabisk. Forrige år lavede han en reality-tv-serie i samarbejde med Amazon Prime med 1.000 deltagere, som kunne vinde fem millioner dollars. Og han står også bag en burgerkæde og færdigpakkede måltider til børn.
Hans mest populære video genskaber den sydkoreanske serie Squid Game, der på nuværende tidspunkt har 857 millioner visninger – ligesom et kæmpe hit på Spotify. Til sammenligning kiggede 67 millioner med til Trump og Harris’ debat tilbage i 2024.
Med andre ord så er MrBeast muligvis det mest sete menneske på jorden.
Samtidig er der sjældent artikler om MrBeast blandt de etablerede medier. Da den sidste sæson af komedie-dramaet Succession udkom, var det her, der og alle vegne med forbløffende anmeldelser, analyser og portrætter. Til sæsonfinalen sad der 2,9 millioner mennesker og så med. Donaldsons seneste YouTube-video fik 45 millioner visninger på 24 timer.
Måske handler tavsheden om, at de penneførende millennials og Generation X’ere stadig ser YouTube som et hjørne af internettet – befolket af gamere og børn. Og ja, det er det også. Men Donaldson er mere end youtuber. Han er en digital institution, filantrop, forretningsmand – og en afspejling af, hvordan opmærksomhed er blevet en formativ kraft i politik og kultur.
MrBeasts vej til opmærksomhed
Så hvem er Jimmy Donaldson?
Donaldson er skilsmissebarn, opvokset med en enlig mor, der arbejdede i militæret for en beskeden løn. Morens militærkarriere betød mange flytninger, indtil de slog sig ned i Greenville i North Carolina.
Hjemme på sit drengeværelse i Greenville oprettede 12-årige Donaldson YouTube-kanalen “Mr Beast6000”. Som 13-årig udgav han sin første video, hvor han spiller Minecraft og afprøver en “Saw-trap”. Kvaliteten er dårlig, og det er svært at høre, hvad Donaldson siger med sin teenagestemme, der endnu ikke er gået i overgang.
I sine teenageår spillede Donaldson meget baseball, men blev som 15-årig ramt af Crohns sygdom. Sygdomsforløbet gjorde, at han tabte sig 20 kilo og droppede baseball. Herfra begyndte han for alvor at blive interesseret i YouTube.
Donaldson kunne ikke lide at gå i skole. Han studerede ikke rigtig og fik dårlige karakterer. Efter gymnasiet tvang hans mor ham til at gå på junior college. I stedet for at følge sin mors råd fik Donaldson hende til at tro, at han mødte op til timerne. Men i virkeligheden brugte han sin tid på at analysere YouTubes opmærksomhedsøkologi: fastholdelsesrater, thumbnails, titler og videokoncepter.
Som en digital mikrobiolog prøvede Donaldson at opfinde en kur for at gå viral på YouTube.
I mellemtiden havde Donaldsons mor regnet hans løgn ud, og omgærdet af skuffelse smed hun ham ud af huset.
Men Donaldson ligner ikke nogen rebel. Tværtimod ser han helt almindelig ud. Efter nogle få videoer får man hurtigt indtrykket af en sød, charmerende ung mand, der med sine næsten to meter gør, at han minder om en lidt kejtet, forvokset teenager. På Gen-Z-sprog vil han nok betegnes som ”en cute og goofy fyr”.
I 2017 fandt Donaldson kuren: en video, hvor han stirrede ind i sit dårlige videokamera og talte til 100.000. Udfordringen tog 40 timer, og han gik viral. På en måde kan man ikke lade være med at være imponeret over det dumme og obsessive i at tælle til så meget.
Efter videoen kan man se et tydeligt og systematisk skifte i Donaldsons YouTube-diskografi: han prøver at tælle til 200.000, ser den samme latterlige musikvideo 10 timer i træk, overrasker hjemløse, taxachauffører og pizzabude ved at give dem 10.000 dollars.
Og så eksploderer det. Donaldsons YouTube-kanal oversvømmes af millioner af visninger og abonnenter. Så bliver produktionskvaliteten bedre, pengene bliver større. 24-timers udfordringer foregår nu i måneder.
Donaldsons rejse er en påmindelse om det, som Suspekt altid har fortalt os: Det kan godt blive vildere!
Og det tiltrækker vores opmærksomhed. De ekstreme – nærmest eksistentielle – videoer får os til at klikke. Donaldson har fundet ud af, hvordan han kan få og fastholde vores opmærksomhed.
Opmærksomhedsøkonomiens komponist
Tilbage i 1971 beskrev den amerikanske økonom og psykolog Herbert Simon, at der i en informationsrig verden skabes en knaphed i menneskers opmærksomhed. Vores opmærksomhed er en knap ressource – der er jo kun så mange vågne timer på et døgn og derfor også en begrænsning for, hvad vi kan være opmærksomme på. Og når der er en overflod af information, må vi finde ud af, hvilken information vi vælger at bruge vores knappe opmærksomhed på at konsumere. Simons tanker banede vejen for det, der nu kaldes for opmærksomhedsøkonomien.
Af den grund eksisterer der en hobbesiansk konkurrence om vores opmærksomhed ude på den digitale slagmark. Instagram og TikToks hovedmission er at få dig til endeløst at doom-scrolle de samme 10-sekunders videoer af madopskrifter og katte. Google får dig til at føle dig som en digital Sisyfos med alt det sponsorerede indhold, som kommer som det første, når du søger på noget.
I opmærksomhedsøkonomien er opmærksomhed den valuta, som vi betaler med, når vi er online. ”Vores øjne er en vare,” skriver Gen Z-økonomen Kyla Scanlon på Substack.
Hvem er hurtigst? En gepard eller verdens hurtigste bil? Hvem forlader cirklen sidst og får 500.000 dollars? Og pludselig er 15 minutter gået
Donaldson er 27 år gammel, blot to år ældre end mig. Vi er børn af den digitale tidsalder, vokset op med opmærksomhedsøkonomien som horisont. Vi kender ikke til det prædigitale. I stedet er det digitale en naturlig forlængelse af den fysiske virkelighed.
Donaldsons digitale opvækst gør, at han kender til alle opmærksomhedsøkonomiens logikker. I et interview fortæller Donaldsons engelsklærer, hvordan Donaldson fremlagde foran sin klasse om YouTube-algoritmer, hvor han detaljeret udlagde, hvordan specifikke ord i titlen på ens video ville kunne skaffe flere visninger.
Donaldsons systematik fra klasseværelset er tydelig i hans videoer. Han starter som regel – med en energisk vokal – de første 10 sekunder med at forklare, hvad videoen handler om. Det betyder, at han gentager titlen på videoen. På den måde er scenen og forventningerne allerede sat. Herefter vises der hurtige videoklip af, hvad vi kan forvente at se de næste 15 minutter, en slags Gen Z-foreshadowing. Det fanger ens opmærksomhed, men skaber også en barnlig nysgerrighed: Hvem er hurtigst? En gepard eller verdens hurtigste bil? Hvem forlader cirklen sidst og får 500.000 dollars?
Og pludselig er 15 minutter gået.
Donaldson er en digital komponist, der dirigerer og styrer ens opmærksomhed.
Megafon-politik
Han står dog ikke alene som opmærksomhedsøkonomiens sejrsherre.
En anden er Donald Trump, der forstår, at det handler om opmærksomhed – især når man vil vinde et valg.
Normalt betragter man opmærksomhed som et middel i politik, hvorefter argumenterne og idéerne vil overtage og overbevise folket. Den forståelse rullede Jürgen Habermas ud i Borgerlig Offentlighed, hvor han skriver, at ”argumentets autoritet kunne hævde sig over for det sociale hierarki”. Det er altså argumentets styrke, der bestemmer dets anerkendelsesstørrelse – ikke ens status og klasse.
Sådan er det ikke længere.
Tænk på, hvor meget der er sket det første halve år i Trumps anden præsidentperiode: DOGE og Elon Musk, Grønland, Liberation Day, tvetydige toldtrusler, pressemødet med Zelenskyj, angrebet mod Iran – og man kunne blive ved.
Alt gik viralt på internettet, skabte memes og … opmærksomhed.
Da Trump annoncerede angrebet mod Iran, skete det på hans eget sociale medie Truth Social. Det var også på Truth Social, at Jim Himes, en prominent demokrat i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, hørte om angrebet.
Hvornår har en amerikansk præsident nogensinde annonceret et angreb mod et andet suverænt land på sit eget sociale medie?
Den amerikanske venstrefløj har også forstået opmærksomhedens magt. Den demokratiske socialist Zohran Mamdani vandt det demokratiske partis primærvalg om borgmesterposten i New York gennem en kreativ digital kampagne med fokus på massiv online tilstedeværelse – og slog partiets favorit, Andrew Cuomo, trods hans historiske 25 millioner dollars i støtte og opbakning fra Bill Clinton og Michael Bloomberg.
Donaldson, Trump og Mamdani vidner om, at vi lever i en opmærksomhedsoffentlighed, hvor opmærksomhed former kultur og politik. Opmærksomhed er ikke længere et middel, men et mål i sig selv. Formen kommer før indhold. Showet før argumentet. Memes før idéer. Personer før institutioner.
Megafon-politik er blevet normen. For hvad nytter det, hvis ingen kan høre dine stærke argumenter og store idéer?
Opmærksomhedens pris – og mulighed
Hvad betyder det for demokratiet, at vi lever i en opmærksomhedsoffentlighed?
For det første så har det opbyggelige og komplekse svære vilkår i en opmærksomhedsoffentlighed. I et accelereret samfund forventer folk hurtige politiske svar. Men demokratiet er langsomt. Ny lovgivning tager tid, debatterne er langvarige, udfordringerne analyseres i udvalg og kommissioner, de politiske institutioner sikrer holdbarhed i beslutninger. Gør opmærksomhedsoffentligheden, at vi stiller for store tidslige krav, som demokratiet ikke kan imødekomme?
Internettet har revolutioneret adgangen til offentligheden, som ikke længere er styret af den kulturelle og politiske elite
For det andet så er information ikke kun et middel til oplysning, men også et våben til massedistraktion. Hvad er der faktisk sket i Trumps første seks måneder? Alt og intet. Den tidligere Trump-rådgiver Steve Bannons strategi om at ”flood the zone” handler netop om at gøre det umuligt at fastholde et fælles nyhedsfokus: Alle er optagede, men aldrig af det samme. Det skaber ikke bare forvirring og udmattelse hos medierne, oppositionen og borgerne, men det ødelægger også offentlighedens kapacitet til kollektivt at sætte fokus på deres frustrationer og udfordringer. Måske er den største demokratiske udfordring ikke misinformation, men hvorvidt medierne har evnen til at skabe konstruktive opmærksomhedsfællesskaber.
Alligevel kan opmærksomhedsoffentligheden måske rumme et potentiale for forandring. Internettet har revolutioneret adgangen til offentligheden, som ikke længere er styret af den kulturelle og politiske elite. Det er ikke kun Trump, der rider på opmærksomhedsbølgen, men også Mamdani, minoritetsstemmer og klimaaktivister. På samme tid har Donaldson brugt profitten fra vores opmærksomhed til filantropiske projekter ved at plante 20 millioner træer, fjerne tonsvis af plastaffald fra strande og give 1.000 mennesker synet tilbage. Handler det snarere om, at vi simpelthen bare skal være bedre til at kanalisere vores opmærksomhed hen mod det progressive og forandringsskabende?
Men Donaldsons filantropi synes dog at være fanget i opmærksomhedens paradoks. Hans filantropi retter sig sjældent mod de strukturelle uretfærdigheder og årsager, der ligger bag de manglende træer, vand og syn. Hvis vi skal skabe strukturelle forandringer, kræver det organisering, mobilisering, en masse rugbrødsarbejde – men det lyder også som en kedelig YouTube-video. Når opmærksomhed bliver målet snarere end midlet, bliver forandringen overfladisk – og midlertidig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og