Let it be

The Beatles’ ‘Let It Be’ 50 år: Hvad betyder det?

i Kulturhistorie/Musik af
MUSIK // ANALYSE – Man kan overhovedet ikke blive færdig med at rose Let It Be, The Beatles sidste album, der på en måde træder et skridt tilbage fra de konceptagtige album, der havde domineret og fremstår som et upåfaldende, men frygtindgydende dybt og bundløst solidt rockalbum. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum har lyttet til det i 50 år.

Man kan end ikke blive færdig med at rose titelsangen, som mange elsker at hade for sin enkelhed, endda for sin fromhed. Sangen indledes med en rolig pianofigur, der viser sig at være det samme som sangens vers, der består af to sådanne figurer. Paul McCartneys stemme høres lyst klingende og intenst fraserende. Teksten taler om et menneske i nød, der modtager hjælp:

When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom
Let it be

Anden halvdel af verset fortsætter med nye formuleringer af samme motiv. Vi har stadig ikke hørt andre instrumenter end klaveret. Omkvædet introducerer et kor. Vi hører nu, at der klinger et orgel i baggrunden. Klaver, orgel, kor. Det er sakralt, og den Mary, sangen taler om lyder som den katolske Guds Moder, Jomfru Maria, selvom McCartney som tekstforfatter senere har forklaret, at han ikke ser sangen som en salme.

Hvis der var objektive musikalske årsager til, at The Beatles brød sammen, så var det, at John Lennon var træt af præcis det træk, som gjorde, at gruppen blev spillet i alle frisørsaloner og på transistorradioen i alle landkøkkener: Paul McCartneys uforlignelige evne til at skrive popsange

Omkvædet udgøres af titlen, tilføjet nogle enkle ord: “Let it be, let it be … Whisper words of wisdom” eller senere i sangen: “Let it be … There will be an answer”. Men titlen Let It Be er tvetydig: Lad det ske, lad det være, lad det blive. Hvad betyder det? Lytteren kan selv lege med, om det er noget, der sker lige nu eller noget, der vil ske og måske er på vej til at ske. Det er magisk i sig selv.

Det er et hjerteslag

I 2. vers begynder taktslaget fra trommerne. Ikke inden verset som et bombastisk, tællende taktslag, men nogle stavelser inde i det som en rytmisk markering. Men hvad er det for en takt? Det er et hjerteslag. Det er et af mange eksempler på, hvordan The Beatles’ inspiration og kunnen er så stor, at tekstuniverset, der her tager de største menneskelige emner op, smelter sammen med kunstformens udtryksmåde, hvor rytmen, anslået som et hjerteslag er urbilledet på livet. Det er det, der definerer stor kunst: Overensstemmelse mellem form og indhold. Teksten i 2. vers udvider perspektivet fra den ene, søgende og sørgende til det fælles menneskelige:

And when the broken-hearted people
Living in the world agree
There will be an answer

I anden halvdel af verset hører vi, at også bassen er med, hele rytmegruppen med andre ord. Der kommer mere og mere til. Men lyt til den måde McCartney former fredsbudskabet: “Living in the world agree.” Han blødgør tonefaldet en anelse på ordene “living in the world” og det lyder, som om tonen bøjes lidt nedad. Fraseringen udtrykker håbet på en følsom og inderlig måde.

Harrisons guitarsolo

Når andet omkvæd går i gang, indikerer trommeslaget, at rockbandet nu er samlet. Og at det spiller rockmusik. Så følger der en overgang, en dobbelt gennemspilning af den klaveroptakt, som vi kender fra sangens indledning, 1. gang behersket, lavmælt, men 2. gang med stort orkester, ikke mindst med gæstemusikeren Billy Prestons brusende orgel, der leder op til et af 1960’ernes og de tidlige 1970’eres musikalske højdepunkter: George Harrisons mesterlige guitarsolo, der følger og udforsker versets melodi. I resten af sangen vil denne guitar jævnligt gentage eller udfolde brudstykker under sangen.

Jeg mener kun man kan sammenligne den med én guitarsolo i rock-kanonen, Robbie Robbertsons hymnisk hyldende gennemspilning af hele verset og omkvædet i Blowing In The Wind på Dylan og The Bands livealbum Before The Flood fra 1974. Der er i begge tilfælde tale om det, vi kender fra klassisk kompositionsmusik som variationsværker, altså en undersøgelse og uddybning af en melodis musikalske potentiale. Når det gøres så ærligt og dybfølt som i begge de to tilfælde, bliver der også tale om, at musikken bidrager til hele sangens livstydning, som teksten ekspliciterer.

Det tredje omkvæd er nu helt genneminstrumenteret, og vi har næsten glemt med hvilken enkelhed, det hele begyndte. Vi har glemt, at det enlige instrument, der symboliserede det ensomme menneske i nød, er blevet til det store fællesskab, hvor alle instrumenter bærer med, og sammen symboliserer forhåbningen fra teksten om at det menneskelige fællesskab vil rejse sig.

Mozart spidser øren

Men så kommer det tidløst geniale øjeblik, momentet, hvor selv Mozart spidser øren. Prøv at høre Ringo Starrs trommer under 3. vers om den skyede aften, “And when the night is cloudy …”. Det er ikke længere et hjerteslag, det er flere hjerteslag, mange hjerteslag og ekko af hjerteslag, som flyder sammen.

Når man tænker på, at hjerteslaget som nævnt er det mest grundlæggende tegn på liv, lyder ordene Let it be nu næsten som skabelsesordene i Det gamle Testamente: “Der blive lys.”

Hvor kommer sådan et rytme fra, rent teknisk set, rent kreativt betragtet? Det er ikke til at sige. Der findes ikke noget lignende nogen andre steder i rocktromme-historien. Og det er bestemt ikke første gang, Ringo Starr har slået til på den måde.

Der er en kritiker, der har gjort den iagttagelse, at man alene udfra trommestemmen altid kan afgøre, hvilken Beatles sang der er tale om. Han lægger ikke bare 4/4’s takt under sangen, som enhver anden trommeslager, han bidrager som til at udforme den substantielt. Ringo Starr er en groft undervurderet trommeslager.

Den største omvæltning

Med det næste, fjerde omkvæd er vi kommet i mål. Guitaren taler fortsat med, ligesom violinen i Benedictus i Beethovens Missa Solemnis, som jeg skrev om for nylig. Sangen fortsætter med gentagne omkvæd og med fuld tryk på alle tangenter. Og rinder ud med klaveret, som den begyndte.

Albummet udkom i disse dage for 50 år siden, og The Beatles havde på det tidspunkt været opløst i en måned. Året inden udkom Abbey Road, som bærer alle afslutningens tegn, og Let it Be var da også indspillet allerede før Abbey Road, men henlå uproduceret. Jeg kan tydeligt huske den dag, 8. maj for 50 år siden.

Jeg var lige fyldt 11, og min 10 år ældre bror var netop flyttet hjemmefra. Jeg havde fået et nyt værelse, ikke det morgenlyse børneværelse ved siden af mine forældres soveværelse, men min brors nordvendte værelse i den anden ende af lejligheden. Det var den største omvæltning, jeg havde oplevet i mit beskyttede liv på Frederiksbergdelen af Vesterbrogade:

Min bror flyttede hjemmefra, mit morgenlys forsvandt og blev til nordvendt skygge og The Beatles, som havde fulgt mig alle dage siden jeg fik singlen She Loves You på min fire års fødselsdag og albummet With The Beatles året efter – The Beatles var blevet opløst. Det varede mange år, før jeg forstod, hvad det var for et skyggetæppe, der sænkede sig over mig, på flere måder og med kort tids mellemrum.

Katharsis-effekten

Nå men, albummet havde man da. Og har haft. Og har. Jeg har ind imellem lyttet til guitarsoloen på Let it Be, inden jeg skulle til vanskelige aftaler eller møder. Det er ikke ofte, men det er dog sket nogle gange over de seneste tre-fire årtier.

Også andre sange havde i årene efter en næsten rensende effekt – katharsis taler man om i det klassiske græske drama, men det er Let It Be, der er blevet stående i den rolle for mig personligt, selvom det i dag er et helt andet nummer, jeg musikalsk sætter højest.

Jeg købte ikke det ordinære album til 39,95, men de luxe udgaven til 79,95 med den forvirrede, men flotte fotobog fra den spillefilm om indspilningen, som ledsagede albummet. Den, hvor Yoko Ono hele tiden sidder i baggrunden på gulvet.

Hvis der var objektive musikalske årsager til, at The Beatles brød sammen, så var det, at John Lennon var træt af præcis det træk, som gjorde, at gruppen blev spillet i alle frisørsaloner og på transistorradioen i alle landkøkkener: Paul McCartneys uforlignelige evne til at skrive popsange. Let It Be var et af dem, men det skulle blive værre endnu.

The Long and Winding Road er en sukkersød romantisk ballade, hvor Let it Be dog i det mindste er en sukkersød eksistentiel ballade. Hvis man skal være kritisk. Jeg har været stærkt tiltrukket af begge sangene siden deres udgivelse, og skal ikke forsøge at stille mig et andet sted i min forståelse af dem.

Umiddelbart ligger tekstuniverset på linje med den sentimentale tone i Yesterday fra The Beatles tidlige periode, men musikalsk set er sangen opbygget, mere som en rocksang. I indspilningsprocessen havde gruppen forestillet sig en enklere orkestrering, men i en slags afmagt lod medlemmerne en af tidens hotteste producere, Phil Spector, arbejde med albummet nogle måneder efter indspilningen, hvor det endnu ikke var blevet færdigt.

Spector pakker sangen ind i en vellyd, kun et 38-mand stort ensemble, bestående af symfoniorkestermusikere og kor kunne frembringe, og den sidder efter min opfattelse lige i skabet med sin orkestrale illustration af de følelser af længsel og opgøret med forladthedsfølelsen, som ligger som understrøm i teksten. Opgøret har samme poetiske anslag som Let It Be’s eksistentielle understrøm. Budskabet er, at man som menneske må lære, at vejen derhen også er en del af livet selv. Ikke kun målet tæller. Som der udtrykkes i det intenst følsomme B-stykke og overgangen til 3. vers:

Many times I’ve been alone
And many times I’ve cried
Anyway you’ll never know
The many ways I’ve tried
And still they lead me back
To the long winding road

Det er imidlertid en af de sange, McCartney ændrede mest på, da han lod albummet gen-mixe for godt 15 år siden og udsendte det i en ny version, Let It Be Naked, hvor et par af de snippets, de korte småsange, der står som overgange mellem nogle af numrene er fjernet og hvor Lennons Don’t Let Me down, der først kun stod på bagsiden af en single, er kommet med på albummet.

Lennon fortsætter så bombastisk omkvædet med det, der afslører hippie-bevægelsens dødsårsag

Lennon bidrager også selv i balladeafdelingen, med den sang, der i bakspejlet står måske stærkest på albummet Let It Be og formentlig oftere end andre sange opføres af andre i dag, nemlig Across The Universe. Den har en næsten ufattelig god, surrealistisk tekst, der samtidig er noget af det mest universelle, Lennon har skrevet. Det er den også intenderet som, ifølge titlen. Det begynder i ord og går senere over i følelser. Det er der en helt speciel sammenhæng i. Først ord:

Words are flowing out
Like endless rain into a paper cup
They slither while they pass
They slip away across the universe

Billedet med ordene, der flyder, siger noget lidt andet end den præ-sokratiske filosof Heraklits berømte ord om, alt alting forandrer sig, som det minder om. Det er et billede om altings enhed, der er hentet direkte fra den østlige spiritualitet, som The Beatles på flere måder lod sig inspirere af. I en sådan grad at man dengang så McCartneys katolske Let It Be-hymne som et modspil til Harrisons og Lennons karmasnak.

Ordene, der som regn og papir opsuges i universet, er et enestående altfavnende billede, der ikke desto mindre måske bedst kan beskrives i de antikke termer, som den ubevidste Heraklit-reference anslår. Ordene står ikke bare som ord, men som sprog. Sprog, der bliver suget op i universet, ligesom livgivende vand i et forgængeligt kar (“rain into a papercup”). Og ligesom menneskets krop er et forgængeligt kar.

Ordene i Lennons beskrivelse er derved som det antikke græske begreb Logos, et begreb for ånd eller bevidsthed, som vi kender fra Heraklits efterfølgere, Pythagoras og Platon. Verset fortsætter med en beskrivelse af hele følelsesregistret. Det begyndte med ord og går nu over i følelser:

Pools of sorrow, waves of joy
Are drifting through my opened mind
Possessing and caressing me

Sorg og glæde, det er det, ordene og ordenes ånd rummer. Ordene er ånd eller bevidsthed som abstrakt fænomen, følelserne så er det, der konkret rører os, livets indhold. Ordene eller ånden er rammen, følelserne indholdet. Det er klart den største og dybeste tekst, Lennon har skrevet, med In My Life (Rubber Soul) lige i hælene. En hel kosmologi omkring eksistensfilosofisk spiritualitet og følelse. Det er fuldstændigt konsekvent, at Lennon så lader en påkaldelse af en altomfattende ånd stå som omkvædet:

Jai Guru Deva, Om

Der er bare et problem, som viser et andet aspekt af, hvorfor The Beatles var på vej i opløsning. Det er det rytmisk, harmonisk og melodisk svageste omkvæd, Lennon nogensinde har lavet eller kom til at lave. Det er forfærdeligt. Gyseligt! Det tager enhver dynamik ud af teksten og hvad værre er, det yder på ingen måde ”Om”-påkaldelsen, den hellige hinduistiske bønnemeditation, den mindste retfærdighed. Det er, med andre ord, plat. Et sjældent tilfælde, hvor The Beatles ikke arbejder bundløst solidt, men uden dømmekraft

Lennon fortsætter så bombastisk i omkvædet med det, der afslører hippie-bevægelsens dødsårsag.

Hippiebevægelsen, der står for lydhørhed, kærlighed, åbenhed, afgår hurtigt ved døden, fordi den hurtigt bliver nøjagtig ligeså dogmatisk som det, den bekæmper:

Nothing’s gonna change my world
Nothing’s gonna change my world
Nothing’s gonna change my world
Nothing’s gonna change my world

Det lyder som noget, man kan gå ind for: Ingen skal ændre på min verden. Men når man hører efter, er det noget, Preben Møller Hansen, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard også kunne sige. Så er det ikke helt så sjovt længere.

De to næste vers i sangen er nøjagtig ligeså storslåede som eksistentiel tydning, som det første. Gangen i sangen er ikke helt fjernt fra The Long and Winding Road, en faldende akkordfølge, men Lennon udnytter den tonalt til et bredere spektrum, bl.a med indførelsen af en uventet mol-akkord mod slutningen af verset, der medvirker til igen at opnå den fuldendte balance mellem sangens tekstindhold og dens musikalske genre. Uden molakkorden ville det musikalske fundament under versets surrealistisk-kosmiske billeder have været ordinær.

For mig var det en periode i slutningen af teenageårene, altså små 10 år efter albummets udgivelse, den i særklasse mest vellykkede komposition på albummet. Lennon udnytter i øvrigt senere den faldende akkordfølge, der opstår af selve det at sidde med en akustisk western guitar og flytte fingrene med tonerækken, til uforglemmelig perfektion i en sang, der handler om næsten det samme: Mind Games, indlednings- og titelnummeret på albummet fra 1973.

Det var ikke Across The Universe, der stod øverst på radioernes spillelister, da albummet udkom, og heller ikke Let It Be, selvom den var meget populær. Det var Get Back, der blev landeplagen fra albummet. Jeg brød mig ikke meget om den dengang, men senere har jeg lært dens kvaliteter at kende. Den er en ret enkel rock’n’roll-præget sang. Men også Get Back har en tonal krølle. Den går i en anden toneart, end man tror:

A                  A7
Jojo was a man who thought he was a loner
D                       A
But he knew it wouldn't last.
A                     A7
Jojo left his home in Tucson, Arizona
D                   A
For some California grass.

Enhver, der kan klimpre lidt på guitar, kan se, at det er en bluesrundgang i A-dur. A og derefter A7 går behørigt over i kvarttonen, D som enhver popblues med respekt for sig selv vil gøre det. Men man venter forgæves efter den absolut nødvendige kvint, E-dur. E er så at sige rundgangens vendingspunkt. Det kommer bare ikke. Men i omkvædet, sker der noget interessant:

    A  A7      A   A7
Get back,  get back.
    D                        A     G  D
Get back to where you once belonged

Den lille G-akkord lyder på papiret som en septim (som vi har set brugt i udpræget grad i versets A7-akkord), idet A-durs septim jo netop er tonen G. Men G som akkord er det, der viser, at sangen snarere må siges at gå i D, eftersom G og A er henholdsvis kvint og kvart til D. Der findes mange af den slags eksperimenter med den klassiske rock’n’roll og bluesgang. Et lignende er Bob Dylans She Belongs to Me, der ændrer toneart på en tilsvarende måde.

McCartneys novelledigtning

Tematisk set ligger Get Back vel tættere på Rocky Racoon fra White Album (1968) end nogen andre af McCartneys sange, og den er også blevet til ikke længe efter. Men den lægger sig mere grundlæggende til McCartneys fortællinger om rigtige mennesker, de små tragikomiske noveller, han skriver i sangene i anden halvdel af 1960’erne. Det er et temmelig overset aspekt af hans bidrag til The Beatles, efter min opfattelse. Disse sange giver et tværsnit af befolkningen og kulturen i 1960’erne, der er rigt og nuanceret.

De begynder vel egentlig med Eleanor RigbyRevolver, og fortsætter bl.a. med When I’m Sixty Four og She’s Leaving HomeSgt. Pepper, men også andre sange har de fortællende elementer, herunder både Obla-di-Obla-da (White Album) og den magisk-realistiske Maxwells Silver Hammer (Abbey Road).

Man kan næsten sige, at den tydeligste forskel på Lennon og McCartneys sange i denne periode, er at Lennons handler om ham selv og McCartneys om andre end ham selv.

I stiv kuling

Sangen Don’t Le Me Down er blevet set som en pendant til Dylans I shall Be released, som er blandt de sange, musikerne legede med i studiet. Det ved vi bl.a. fra den ekstra CD, McCartney lod følge med udgivelsen af Let It Be-Naked, en slags samtale-CD med brudstykker af konversation og klimperi, som er opfanget af pladestudiets båndoptager under indspilningen. Men den står lige så tæt på et Lennon-nummer som Yes Blues og I’m So Tired fra White Album, der trods alt er indspillet så kort før, som henholdsvis fire og to måneder inden.

“The Rooftop Concert” (Wikimedia Commons)

Den er indspillet på toppen af pladeselskabet Apples hovedkvarter i det centrale London, hvor The Beatles gav en uformel koncert i stiv kuling. Det var den første koncert, siden man i 1966 havde opgivet koncertlivet, dels fordi publikum larmede så meget, at det ikke rigtig gav mening, dels fordi gruppen havde bevæget sig over i en retning, hvor man ikke kunne opføre ret mange af sangene live. Det er måske Let It Bes klareste særkende: Sangene kan alle sammen spilles tilfredsstillende live med en besætning på få instrumenter.

Blandt de øvrige sange på Let it Be står Lennons Dig A Pony:

I dig a pony
Well, you can celebrate anything you want

I do a road hog
Well, you can penetrate any place you go

Teksten handler efter min bedste overbevisning om afhængighed af sex (ikke mindst fortællingen omkring udtrykket penetrate trækker i den retning), og formentlig også af flere andre ting, på samme måde som Dylans New Pony, 7-8 år senere, selvom Dylan i mellemtiden var ved at blive omvendt til en republikansk kristendom, så det på det tidspunkt lød lidt anderledes:

Once I had a pony, her name was Lucifer
I had a pony, her name was Lucifer
She broke her leg and she needed shooting
I swear it hurt me more than it could ever have hurted her

Juristeriet mod slutningen

Harrison bidrager med to mindre lysende, lidt mere ordinære rocknumre, I Me Mine og For You Blue efter en perlerække af sande klassikere, While My Guitar Gently Weeps (White Album) og Something og Here Comes The Sun (Abbey Road), de to sidste dog indspillet efter sangene fra Let it Be. I Me Mine (Jeg Mig Mit) peger på en anden grund til at The Beatles (og min barndom) gik i opløsning, nemlig de evindelige kontraktlige tovtrækkerier, hvor man satter sig selv først – ikke blot blandt musikerne, men også blandt producerne.

Harrison var på dette tidspunkt i gang med sit monumentale hovedværk, tredobbeltalbummet All Things Must Pass, hvorfra i hvert fald titelsangen allerede forelå, som man kan høre af studiebåndene. Men den er valgt fra til dette album.

Albummet Let It Be står tilbage som et album, der tilsyneladende består af meget forskellige sange, i hvert fald når man kigger nærmere på dem, men som har en forunderlig enhedsmættet karakter. Det er nok mit personlige yndlingsbeatlesalbum, eller hvordan man skal sige det. I hvert fald det, jeg hører oftest.

Den sang, der – igen rent subjektivt set – for mig at se, er den stærkeste, er åbningsnummeret, Two Of Us. Det går for eftertiden for at være et McCartney-nummer, selvom Lennon i et interview med Playboy påstod, han havde skrevet den.

Det begynder med et af de guitar-jingleagtige riffs, der blev så populære på denne tid. Det lyder svært, men det er meget enkelt. Placer to fingre på 7. bånd på g- og e-strengen, slå dem skiftevis an, og så løft fingeren på e-strengen engang i mellem, så er den der.

Rytmen fra indledningsfiguren sætter sangens rytme i gang, men mod slutningen af verset falder endnu en akustisk guitar ind med en form for synkoperet modrytme, der giver verset sit helt specielle flydende præg.

B-stykket modulerer fra den ordinære G-dur, som sangen står i, til en overraskende F-dur eller egentlig d-mol, der giver sangen en tonalitet, der forstærker den blegnede, men milde stemning af en tid, der er forbi. Det er ikke en tid, der efterlader fortælleren i sangen med en følelse af fremmedhed, men tværtimod med en følelse af at være på vej hjem:

Two of us sending postcards
Writing letters
On my wall
You and me burning matches
Lifting latches
On our way back home

En sidste klassisk reference bliver der også plads til med brevene, de skriver på væggen, med andre ord, skriften på væggen, et billede, der som bekendt stammer fra en scene i den gammeltestamentlige Daniels Bog. Også McCartney undrer sig over, at det hele går op i juristerier:

Two of us wearing raincoats
Standing so low
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home

Sangen slutter med McCartney, der fløjter dens hovedmelodi og derved understreger det fortrøstningsfulde midt i alting: En der går i regnen og fløjter.

Jamen, altså, hvor smukt, hvor flot, hvor enkelt og almenmenneskeligt har det snart lov at være! Det er det Let It Be som album kan og gør igen og igen: Skaber en for rockmusikken usædvanlig tæt sammenhæng mellem tekst og ”orkestrering” og udførelse.

Og med tekster, der handler om mere varige ting end populærmusikkens normale, flygtige kærtegn.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER

Revolver – et af verdens bedste album fylder 50

Sgt. Pepper og det fremmede i det nære

Abbey Road 50 år efter


Foto: Albumcover, Wikimedia Commons

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie