Abdallah Tahers danserevolution i Amman

af i Mellemøsten/Musik

JORDAN // REJSEBREV – Før var der ingen steder at danse i Amman. Det besluttede Abdallah Taher sig for at ændre. Efter ti år med fester i isbutikker og hotelværelser efter mørkets frembrud – og en kamp for at gøre op med fordomme i et traditionsbundet samfund – ser nætterne i Amman nu helt anderledes ud.

Det er torsdag aften i Amman, og byen er gået på weekend indtil søndag, hvor den travle hverdag igen begynder. Jeg har besluttet mig for at tage i byen i det hippe kvarter, Weibdeh. Jeg har i årevis været med til at arrangere koncerter i min hjemby, Skive, hvor jeg også har danset mange nætter tynde på de lokale natklubber. I Skive kommune bor der omkring 50.000, hvilket virker som et lille tal i forhold til den tusind gange større by, hvor jeg nu skal udforske nattelivet.

Café de Paris står der på et spinkelt og oplyst skilt. Resten af bygningen er helt mørkelagt med sorte gardiner, men en gang imellem lyser farvede blink op i vinduet. Stedet er normalt en hyggelig café og restaurant, hvor man kan få sig en god kop kaffe eller en billig frokost. I aften er møblerne og kaffekopperne trukket væk, så der er plads til to store højtalere og en DJ-pult.

“Du finder et sted, hvor der er plads nok, og så holder du festen”

Stemningen er høj inde på dansegulvet, hvor tunge rytmer bliver blandet med traditionel, arabisk musik. Unge jordanere står og danser foran højttalerne, mens lys i forskellige farver afslører deres ansigter.

Jeg møder Abdallah Taher på en café i selvsamme Weibdeh, kvarteret, der giver Amman en mere moderne karakter. Abdallah er iklædt en simpel t-shirt, jeans og et par store høretelefoner. Han er 33 år og har boet i USA, Canada og Egypten, inden han for 10 år siden flyttede tilbage til Jordan, hvor han arbejder som konsulent i kunstbranchen. I dag er han kommet for at fortælle mig om den anden del af sit liv, hvor han i årevis har arbejdet for at give festerne og den elektroniske musik fremgang i sin hjemby.

Jeg har fundet ham på Facebook i min søgen efter personer, der kan fortælle mig mere om nattelivet i Amman. Det var bekendte fra den alternative musikscene i Skive, der ledte mig hen til det lille musikkollektiv, Recordat, der nu i nogle år har forsøgt at promovere DJs og musikproducere i Mellemøsten. De anbefalede mig derefter, at jeg skulle forsøge at kontakte Abdallah Taher.

“Vi plejede at finde et sted, der havde plads nok til os, og var fleksible nok til at lade os sætte en fest op. Vi satte sorte, tykke gardiner op, der kunne absorbere lyden og dermed ikke larme. Det var steder som isbutikker, restauranter og hotelværelser, der i mange år gjorde det muligt for os at kunne holde festerne. Det er først inden for de seneste år, at der er begyndt at komme reelle natklubber. Dengang var det ret simpelt; du finder et sted, hvor der er plads nok, og så holder du festen”.

Stigma

Abdallah Taher har allerede bekræftet min oplevelse på Café de Paris, og historierne om de tidlige dage med fester og koncerter i Amman bringer minder om dagene i Skive, hvor det var nemmere at arrangere en koncert på værelset i mit barndomshjem end at skulle overtale kommunen til at bruge penge på noget kultur.

Det er tydeligt, at Abdallah Taher er et kendt navn blandt Ammans unge. Allerede da han træder ind på cafeen, opdages han af seks unge, der alle skal hen og hilse på ham. Abdallah Taher tager imod dem med håndtegn og smil, inden han forsætter hen mod mit bord i cafeen.

Vi starter med at snakke lidt om vejret, og Taher spørger ind til, hvor i Danmark, jeg kommer fra. Så skifter udtrykket i hans øjne. Det er tydeligt, at der er mere end bare at få en god fest på spil, når man åbner klubber og spillesteder i Amman.

“Der er et mønster, hvor klubber åbner og det går godt, men ender med at lukke efter et stykke tid”

“At få licens til at drive en natklub, er et kæmpe problem her i Amman, fordi der er et stigma overfor ordet. Den har fået en negativ konnotation, hvor folk tænker på mænd, der drikker sig fulde og er sammen med prostituerede”.

Så folk møder bare ikke op?

“Nej. Der er altid noget. Enten kommer der støjklager, eller ejeren bliver grådig og beder om flere penge. Der er et mønster, hvor klubber åbner, og det går godt, men ender med at lukke efter et stykke tid”.

De gode aftener i Amman

Abdallah Taher taler med en rolig stemme, mens han fortæller om musikscenen i Amman.

“Alle folk kender hinanden, men scenen er stadig lille, og det er folk i små grupper og lommer, der gør deres egne ting. Det, der er vigtigt at huske på om scenen i Amman, er, at folk altid har haft lysten til at feste i Jordan, de har bare aldrig haft rammerne for det. Amman er desuden også det mest tilgængelige land i Mellemøsten, så folk kan mødes i musikken her”.

Abdallah Taher er ikke bitter over situationen. Musikken har altid stået ham meget nær, og specielt følelsen af at være en del af et fælleskab, har tiltrukket ham meget.

Når der er 4575 kilometer mellem to lande, kan der oftest være meget store forskelle mellem den musik, man lytter til. Alligevel kan en alternativ musikscene gør en stor verden til lille

“Jeg elskede det. Den følelse af fællesskabet, hvor det rykker grænser for en. Jeg kunne godt lide den måde hvorpå den ændrede ved visse tankegange og filosofier. Følelsen af fællesskabet mindede mig også om min egen baggrund i Amman, hvor man er der for sin familie, nabo og venner. Ligesom min familie altid vil være første prioritet for mig, vil musikken også altid have en speciel plads i mit hjerte”.

Jeg husker nemt musikscenen i min egen by, hvor jeg spillede mine følelser helt ud i forskellige punkbands. Håret var stort, tøjet var hullet og slidt. Vores musikscene rummede alle disse genrer, men alligevel kunne vi allesammen mødes det samme sted og være en del af det samme fællesskab.

Lyset i Abdallah Tahers øjne, når han taler om sine oplevelser med musikken, er det samme, som jeg havde dengang, og han fortæller passioneret om en speciel episode, hvor han mærkede musikken gav ham liv.

“Første gang jeg spillede på en klub, der hedder Zorba, var det ikke en travl aften. Stedet havde fint med besøgende, men der var ikke mange. Jeg spillede bare de sange, jeg selv godt kunne lide at spille, heriblandt House, Techno og Electro. Folk dansede og havde det bare generelt godt – og så har jeg det også godt. Sådan er der mange aftener, der er i Amman; du går ind på en klub, danser og har en god aften”.

Giv noget videre

Tilbage på Café de Paris er stemningen stadig høj. Folk står og danser, som om natten aldrig ender. Flere vestlige popsange brager ud af højtalerne, mens jeg køber mig min tredje øl. Når man køber drinks i baren, springer de to bartendere straks en i øjnene. Solbrune arme stikker ud af et par sorte tanktops, der fint komplementerer deres friske hanekamme. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at jeg stod på en klub i Danmark.

Når der er 4575 kilometer mellem to lande, kan der oftest være meget store forskelle mellem den musik, man lytter til. Alligevel kan en alternativ musikscene gør en stor verden til lille. Det snakker Taher og jeg om, mens vi tænder hver vores cigaret.

Abdallah Taher har booket den danske gruppe Regelbau fra Århus, som jeg har været til koncert med to gange – og som er relativt ukendte i Danmark. Til min store overraskelse ved Abdallah Taher mere om gruppen, end jeg gør, og en nørdet snak kommer straks på banen. Jeg tager en slurk af min kaffe. Den er blevet kold, og er et tegn på, at samtalen måske også er ved at være færdig. Abdallah Taher afslutter med en hjerteblød kommentar om glæden ved musikken i Amman.

“Det er det med at kunne give noget videre til folk, der gør det for mig. Jeg har fordybet mig i Ammans musikscene i mange år nu, hvilket giver stor inspiration til alt, jeg laver. Jeg ser også en generel udvikling i Amman, hvor flere nyder musikken og involverer sig i projekterne”.


Foto: Privat og Abdallah Taher

Emil Snebang Poulsen er nuværende elev på Vallekilde Højskole, hvor han studerer journalistik. Han er tidligere formand for ungdomshuset, Drivhuset, i Skive. Her var han meget aktiv i kulturdebatten, og havde en dagsorden om, at få et alternativt kulturliv fremmet.

Emil interesserer sig for alverdens musik, kunst og mode, og har desuden en spirende lyst til at skrive om det.

Seneste artikler om Mellemøsten