Jakob Brønnum: Beethoven med Kristus i Getsemane Have

i Musik/Kultur af
KLASSISK MUSIK // #LvB 250 – Påskemusikken er normalt langfredagsmusik. Men Beethoven har skrevet et skærtorsdagsværk, fuld af lidelse, frygt og ensomhed. Jakob Brønnum skriver om det og Beethovens to øvrige, store korværker i den fjerde artikel i anledning af Beethovens 250 år. Og om en spændende, stjernespækket nyudgivelse, der netop er kommet.

1. del: Beethovens store korværker

Langfredagsmusikken som opføres i kirker og koncertsale til påske er normalt Bachs to store såkaldte passioner fra 1700-tallet med navn efter henholdsvis Matthæus– og Johannesevangeliet, hvis tekster de følger i en flere timer lang gennemspilning af Jesu lidelseshistorie. Den musik ligger solidt i den protestantiske tradition med bibelrecitationer, opbyggelige refleksioner i form af meditative solopassager og salmer vævet ind i hinanden.

En anden langfredagsmusik er de lidt mindre kendte Stabat Mater-kompositioner til et middelalderligt digt om Jomfru Maria under korset, hvor hendes søn lider en pinefuld død.

Mellem nadveren og arrestationen står et af verdenslitteraturens med åndeløse dramaer, nemlig scenen i Getsemane Have, hvor Jesus overmandes af dødsangst

Stabat Mater er latin og hentyder til de to første linjer ”Moderen stod …” Med Jomfru Maria i centrum er det typisk katolsk musik. Den tjekkiske komponist Dvoraks halvanden time lange Stabat Mater fra slutningen af 1800-tallet er blandt de mest forbløffende kompositioner i den symfoniske kormusik. Den estiske minimalist Arvo Pärt har skrevet et Stabat Mater, der blev uropført i 2008.

Men i påskefortællingen er der allerede inden langfredagslidelsen og -dramaet et dybt eksistentielt og psykologisk drama, nemlig skærtorsdagaften. Skærtorsdagens ”rolle” i den kristne kirkelige påskefortælling er som bekendt indstiftelsen af nadveren ved det sidste måltid, Jesus og hans disciple holder, inden han arresteres.

Men mellem nadveren og arrestationen står et af verdenslitteraturens mest åndeløse dramaer, nemlig scenen i Getsemane Have, hvor Jesus overmandes af dødsangst (og hans disciple falder i søvn).

Den fortælling har Beethoven skrevet et oratorium over, altså en form for kirkelig opera, Christus am Ölberge, Kristus på Oliebjerget (1802/1811). Der kan i lyset af den senere mellemøstlige historie være grund til at nævne, at der er tale om olivenolie, ikke stenolie.

Et humanistisk værk

Det er et, sammenlignet med f. eks Händels oratorium Messias fra 1700-tallet, meget kort værk på kun omkring 50 minutter, og det opfattes ikke som et kirkeligt værk som f. eks. de øvrige nævnte korværker, men mere som et humanistisk værk der sætter den menneskelige eksistens i forgrunden.

Som alle de store korværker har det fire sangsolister: Sopran, tenor, alt og bas. Det består af den samme blanding af vokalgenrer som oratorier i almindelighed, men har mindre plads til instrumentale passager end Beethovens to øvrige stort anlagte korværker.

Christus am Ölberge kan lige nu ses og høres i en opførelse med den engelske dirigent Simon Rattle og Berliner Philharmoniker fra begyndelsen af marts. (Klik på linket og se flere links i bunden af artiklen).

Den fandt sted få dage efter berlinernes tidligere chefdirigent havde opført værket med ”sit” nuværende orkester, London Symphony Orchestra. Forud for den opførelse fortæller han her om sin tilgang til værket:

Værket har opus nummer 85, og man lytter derfor efter forbindelser til musikken, der har tilsvarende opusnumre, dvs. mellem Symfoni nr. 6 og 7, omkring den store, 5. Klaverkoncert, Beethovens sidste værk i genren. Men det er faktisk blevet til 10 år tidligere og ligger mellem Symfoni nr. 2 og 3, mellem den 3. og 4. Klaverkoncert.

Mærkeligt nok høres det, som også Rattle taler om, sjældnere end så mange andre af Beethovens kompositioner. Det står i skyggen af andre af de mest spillede komponisters værker. Der er sikkert både praktiske årsager, værket kræver meget gode vokalsolister, og traditionsmæssige årsager; det er hverken eksplicit katolsk eller protestantisk. Mange vil også mene, det ikke passer så godt ind i kirken til påske som Bach og Händel. Og måske, at bibelfortællingen ikke er helt så kendt og betydningsfuld i sammenhængen.

Beethovens messer

Hvis der er noget værk, der står i skyggen af et andet, så er det Beethovens Messe i C-dur, opus 86. Den er det andet og ret beset mindste af Beethovens tre store kirkemusikalske værker. Man kan undre sig over, at Beethoven overhovedet har skrevet kirkemusik, eftersom han vitterlig ikke var kirkeligt troende, men det var så essentiel en del af kulturlivet på Beethovens tid, at det har tiltrukket sig hans kreative og karrieremæssige opmærksomhed.

En messe i musikalsk forstand består af de samme afsnit som en kirkelig, katolsk gudstjeneste: En påkaldelse (Kyrie), en lovprisning (Gloria), trosbekendelsen (Credo) og nogle satser frem mod nadverliturgien (Sanctus/Benedictus og Agnus Dei).

Jeg skal ikke her gå i detaljer med den, blot nævne at troskendelsen er den mystisk-kosmiske “Nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse”, ikke den apostolske trosbekendelse, som anvendes i danske kirker. Messens enkelte led kan også skimtes under den danske søndagsgudstjeneste, hvis man ved, hvad man skal kigge efter.

Beethovens Messe i C-dur opføres ikke så ofte som så mange andre kirkemusikværker, men  værket er rigtig tilfredsstillende på mange måder. For mig var messen i sin tid indgangen til den klassiske kirkemusik

Musikken er fantastisk smuk, hvis man kan få de latinske tekster til at give mening og fylde.

Beethovens Messe i C-dur opføres heller ikke så ofte som så mange andre kirkemusikværker, men  værket er rigtig tilfredsstillende på mange måder. For mig var messen i sin tid indgangen til den klassiske kirkemusik: Det er fuldt af både dragende passager, hvor vokalmusikken får et intenst modspil af den symfoniske musik og af rytmisk intense passager, der fører lytteren fremad. Det er lyst i tonen. Og det er forholdsvis kort, hvilket er en god indgang til denne fremmedartede verden, der rummer hele den europæiske kulturtradition i sit snirklede indre.

Beethovens Messe i C udkommer i disse dage i en indspilning på Naxos med Leif Segerstam og Turkus Philharmoniske Orkester, der er kendt af danske lyttere efter sine år som chefdirigent for Radiosymfonikerne. Han indspillede Christus am Ölberge med samme orkester i fjor. Men hvad står C-dur-messen i skyggen af?

Missa Solemnis

Beethovens C-dur-messe står i skyggen af hans majestætiske Missa Solemnis. Den står så til gengæld ikke i skyggen af noget som helst. Ved siden af Beethovens 9. Symfoni, med den tyske humanistisk-paradisiske hymne Ode til Glæden, der slutter værket i en ekstatisk korsats, og hans enlige politisk-humanistiske frihedsopera, Fidelio, er Missa Solemnis den humanistiske musikkulturs centrum. Mindst.

Også Missa Solemnis er opbygget som den traditionelle gudstjeneste. De to store mellemsatser Gloria og Credo er store, omfattende og overvældende. Jeg kender ingen, der ikke har syntes, de kan virke lige lovlig højstemte (Missa Solemnis betyder netop højstemt messe) de første gange, man arbejder sig igennem dem.

Hvem tilhører den stemme, hvis ansigt vi ikke kender, som måske slet ikke har noget ansigt, men hvis ånd gennemtrænger hele universet?

Men ydersatserne, det indledende Kyrie og de afsluttende Sanctus og Agnus Dei, er noget helt specielt, en lytteoplevelse, man ikke ville have været foruden. Selve værket er i usædvanlig grad præget af mangel på musikalske gentagelser, som ellers i de fleste tilfælde binder de store kirkeværker sammen. Det er én kæmpemæssig symfonisk korkomposition på lige knap halvanden time i de typiske opførelser. Og det går én vej, hele tiden, fremad og opad.

Kyriesatsen er som et lysfyldt livsområde, der opstår for øjnene af en i dyb glæde og hengivenhed med kor, orkester, solister. Sanctus-satsen har et afsnit, der ikke kan sammenlignes med noget andet i den vesteuropæiske musikhistorie, en helt specielt oplevelse af sammensmeltning af ånd og musik.

Manuskript fra Sanctus-satsen i Missa Solemnis. Wikimedia Commons

Teksten er, som vi også kender den fra den lutherske gudstjeneste, ”Velsignet være han, som kommet i Herrens navn”.

Det er en dybt ladet sætning med lange bibelske rødder. Inden ordene kommer en soloviolin i et usædvanligt langt og ophøjet, samtidig nærværende melodistykke. Et afsnit af nærmest overjordisk skønhed.

Når de fire solister så begynder at udforme den latinske tekst (Benedictus qui venit in nomine domine; ordret: velsignet (han) som kommer i navn Herrens), fortsætter soloviolinen og væver sig ind mellem dem.

Og den fortsætter i et melodisk forløb, der synes at udtømme åndedrættet, selvom det jo netop ikke er en menneskelig stemme, men en tonerække.

De fire stemmer, som har udgjort det fuldstændige, menneskelige spektrum, har fået følge af en femte stemme. Hvis stemme er det, der nu taler i kor med de menneskelige stemmer? Hvem tilhører den stemme, hvis ansigt vi ikke kender, som måske slet ikke har noget ansigt, men hvis ånd gennemtrænger hele universet?

2. del: Beethovens tripelkoncert med magisk besætning

I den stadige strøm af Beethoven-udgivelser i anledning af 250 året for hans fødsel, der kun marginalt synes at være blevet afbrudt af den pandemi, der kaster skygger over vores globale samfund, er en ekstraordinært spændende indspilning af Beethovens koncert for klaver, violin, cello og orkester under udgivelse lige nu.

Det er Daniel Barenboim, Anne-Sophie Mutter og den vel nok førende cellist i verden i dag, Yo-yo Ma – med Barenboims orkester West-East Diwan Orchestra, skabt i netop den humanistiske ånd, bestående af unge elitemusikere fra alle de mellemøstlige lande.

Beethovens Tripelkoncert har sat sig så store spor i kompositionshistoien, at knapt nogen har vovet at gøre ham forsøget efter

Barenboim har tidligere indspillet værket med Yo-yo Ma og Yitzhak Perlman, i 1995 i en ferm og temmelig up-beat udgave. Mutter og Ma har indspillet det i 1980’erne med Karajan og pianisten Mark Selzer i en dejlig, stram men næsten for fokuseret fortolkning. Nu kommer der så en opførelse med Barenboim, Mutter og Ma, førstnævnte både som dirigent og pianist.

Jeg vil ikke anmelde den endnu. Som jeg tidligere nævnte i en Beethoven-artikel (se link nedenfor), er Beethovens Tripelkoncert, som den kaldes, en af de mærkværdigste symfoniske kompositioner, der har sat sig så store spor i kompositionshistorien, at knapt nogen har vovet at gøre ham forsøget efter.

Historien om en genre

På Haydns og Mozarts tid havde man opfundet en genre, men kaldte “Sinfonia Concertante”, altså en symfoni med instrumentale solistelementer. Men Mozart gik all in i 1780’erne og skabte med sine klaverkoncerter og en klarinetkoncert en helt ny form for balance mellem symfoniorkestret og soloinstrumentet, som både var meget vovet, meget, meget flot og meget svært.

Beethoven har skrevet fem klaverkoncerter i begyndelsen af 1800-tallet, altså kompositioner for symfoniorkester og klaversolist, hvor han prøver, og også lykkedes med, at overgå Mozarts landvindinger.

Så siger han: Kan vi ikke udvide det lidt og gøre det for, ikke bare et klaver og en violin, men en hel klavertrio, altså tre stort set ligeværdige solister: klaver, violin og cello? Hvordan balancerer man de tre solister i forhold til hinanden og derefter solisterne i forhold til orkestret? Det er det, Beethovens Tripelkoncert arbejder med som kunstnerisk problematik.

Hvis det lykkes, må det være verdens mest perfekte stykke musik. Der er som nævnt ikke rigtig nogen, der alvorligt har gjort ham forsøget efter, i hvert fald ikke før højt op i det 20. århundrede, hvor visse af de kompositoriske forudsætninger havde ændret sig med det gamle dur-mol systems delvise sammenbrud.

Hvordan balancerer man de tre solister i forhold til hinanden og derefter solisterne i forhold til orkestret? Det er det, Beethovens Tripelkoncert arbejder med som kunstnerisk problematik

Brahms har i 1800-tallets sidste årtier senere lavet en ligeså tricky, ikke tripelkoncert, men dobbeltkoncert for violin og cello. Men ellers er der ikke noget med dette ambitionsniveau, der kommer det nær i musikhistorien.

Er det så verdens mest perfekte stykke musik? Ja, der er svært at sige, fordi fortolkningerne af det er så forskellige. Der er aldrig rigtig nogen udgave, hvor man kan sige: Ja, sådan skal den skæres! Nu ved jeg en gang for alle, hvordan forholdet mellem melodisk frasering rytmiske betoning skal være i Beethovens Tripelkoncert.

Mutter som spillemand

Selvfølgelig eksisterer kompositionerne indenfor den klassiske musik ikke udover deres nodeark og de mennesker, der virkeliggør dem med stor kunnen og indsigt, men der er alligevel traditioner, det gør, at vi ved nogenlunde, hvilket åndedrag, hvilke betoninger, hvilke stemninger, den og den opførelse vil have. Men det ved man simpelthen aldrig med Triplekoncerten.

Jeg har ikke hørt den i bund endnu og vil som nævnt ikke anmelde den her. Anne-Sophie Mutter har flere steder en næsten spillemandsagtig tone, som er helt uimodståelig. Jeg kan ikke huske, jeg har hørt hende så fri og utvungen før. Yo-yo Ma står, som jeg havde forventet meget stærkt i det samlede udtryk, fordi han fraserer så kontant og insisterende, mens Barenboim flere steder ligger lidt længere tilbage i helheden, end han gør på den forrige indspilning.

Instrumenterne er mixet frem i lydbilledet på en måde, der for tiden synes at vinde indpas, særligt i liveudgivelser som denne, hvor klangen af selve instrumentet er mere rå, mere pointeret, fremfor som tidligere, hvor det hele glattes lidt mere ud i lydbilledet.

Det virker som om, Yo-yo Ma er den samlende kraft blandt de tre solister i den ny indspilning og Barenboim hele tiden rækker ham den rolle. Om det skyldes, at Barenboim faktisk samtidig også dirigerer orkestret, eller at han forståeligt nok er fuldstændig lykkelig over at stå midt i det enorme værk i en så frisk og varm og stærk og nærmest munter tolkning. Eller begge dele. Det er ikke til sige. Ikke endnu, i hvert fald.

Den ligger på de store streamingtjenester, selvom den først kommer på cd om en måned.

Hør bagefter (eller inden) Karajans indspilning med den sovjetiske mestertrio, Sviatoslav Richter, David Oistrakh, Mstislav Rostropovich og Berliner Philharmonikerne fra 1969, og derefter Fricsays fra 1961 med Radio-Symphonie-Orchester Berlin og Géza Anda (klaver), Wolfgang Schneiderhan (violin), Pierre Fournier (cello). Og hør så den nye en gang til.


Fakta

Linket til Beethovens Christus am Ölberge med Simon Rattle og Berliner Philharmoniker (video)
Beethovens Messe i C kan høres til og med den 11. april i en opførelse på BBC Radio 3
Teksten til Christus am Ölberge (tysk)

De forrige artikler i serien om Beethoven i anledning af 250 året for hans fødsel:
1: Symfonierne: Mens vi venter på Beethoven, opdager vi at han er her allerede
2: Instrumentalkoncerterne: Beethovens Klaverkoncerter: Mirakler af tidløs, meditativ kvalitet
3: Strygekvartetterne: Nyindspilninger af Beethovens udødelige kvartetter

Beethoven: Christus am Ölberge op. 85 – Leif Segerstam, Turku Philharmonic Orchestra, Chorus Cathedralis Aboensis, Hanna-Leena Haapamäki (Soprano), Jussi Myllys (Tenor), Niklas Spångberg (Bass). Naxos 2019

Beethoven: Mass in C Major / Vestas Feuer / Meeresstille und Glückliche Fahrt (Chorus Cathedralis Aboensis, Turku Philharmonic, Segerstam). Naxos 2020

Beethoven: Concerto for Piano, Violin, Violoncello and Orchestra in C major op. 56 (Triple Concerto)
West-Eastern Divan Orchestra, Anne-Sophie Mutter (Violin), Yo-Yo Ma (Violoncello), Daniel Barenboim (Piano). DG 2020
Udkommer 27. april på cd og LP. Kan høres på streamingtjenesterne


Foto: Caravaggio – Christus am Ölberge (ca. 1605) – farvelagt af Mikey Angels efter sort/hvid foto. Billedet hang på Kaiser Friedrich Museum i Berlin, men gik tabt 1945. Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Musik