THE BEATLES // FILM – “Up Against It” er titlen på et manuskript, der var tiltænkt den tredje The Beatles-film efter musicalfilmene A Hard Day’s Night og Help! Men The Fab Four sagde nej tak til det kontroversielle manuskript, der bl.a. ville have præsenteret dem som feminister og mordere. Hans Henrik Schwab fortæller her den dramatiske historie om filmen, der – selvom den aldrig blev til noget – har levet videre i årene efter.
I filmbranchen taler man om easter eggs, og man må sige, at The Beatles har gemt lidt af et filmisk påskeæg i form af en tredje spillefilm, som ingen nogensinde har set på et lærred – men som faktisk eksisterer i bogform, som hørespil og som musical. Jeg har fundet dette påskeæg …
1. Akt: Forhistorien
I 1964 debuterede The Beatles som skuespillere i filmen A Hard Day’s Night, hvor John, Paul, George og Ringo spiller sig selv – eller måske snarere fremstiller de personaer, de som popstjerner havde skabt i deres eget billede. A Hard Day’s Night er med musikskribenterne Roy Carr & Tony Tylers ord “Beatlemanien i egen høje person”. Eller med instruktøren Richard Lesters ord: ”a fictionalised documentary on Beatles’ lives.” (I dag ville man måske sige autofiktion).
Året efter gik The Beatles et skridt videre i spillefilmen Help!, hvor de igen spiller sig selv, men denne gang indgår deres filmiske alter egoer eller ’avatarer’ i en fiktion med et narrativ. Igen med instruktør Lesters egne ord: ”a Pop Art fantasy”. Det er således Ringos fingerring, der er den rekvisit – eller McGuffin, som det hedder i filmsprog – der udløser handlingen og den hæsblæsende jagt, der fører beatlerne til både Bahamas og de østrigske alper. En film, hvis humor på mange måder foregriber Monty Python – og dermed Beatles-parodien The Rutles.
Med en tredje spillefilm skulle The Beatles tage skridtet fuldt ud og spille fiktive karakterer i et filmisk plot. Både Ringenes Herre og De tre musketerer (med Brigitte Bardot i den kvindelige hovedrolle) var under overvejelse som litterære forlæg for en tredje spillefilm.
Magien fra Ringenes Herre levede videre i troldmandsscenen fra Magical Mystery Tour, og musketereden ”En for alle, alle for en” fra De tre musketerer lever den dag i dag videre som forretningsgrundlag for beslutninger om nye Beatles-projekter, der således kræver enstemmighed mellem Paul, Ringo, Yoko Ono og Olivia Harrison.
Men ingen af disse filmiske ideer blev dog realiseret, og i stedet endte The Beatles og manager Brian Epstein med at hyre tidens hotteste unge britiske dramatiker, 33-årige Joe Orton, til at skrive et originalt screenplay til den planlagte tredje spillefilm. Læs evt. mere om Orton i denne biografi.
Både A Hard Day’s Night og Help! – “one was black and white, and one was coloured”, som Lennon siger under den berømte Hollywood Bowl-koncert – var blevet udsendt i romanform. I øvrigt udkom også begge soundtrack på lp i USA (ikke at forveksle med de officielle britiske albums).
Det er romaner, der er baseret på filmmanuskripterne: såkaldte novelizations og film tie-ins, og som derfor naturligt nok meget er båret af dialoger (og med stillfotos fra filmene). At de er baseret på de originale screenplays, som i øvrigt siden er blevet publiceret, gør til gengæld disse små romaner fra 1964 og 1965 interessante på anden vis, idet man dermed får indblik i scener, der IKKE kom med i filmen.
I 1967 var det imidlertid ikke enkeltscener, men et helt screenplay til en Beatles-film – nemlig Ortons fuldt færdiggjorte filmmanuskript med titlen Up Against It – der blev kasseret. Ortons oprindelige screenplay er i dag arkiveret og ikke offentligt tilgængeligt, men efter afvisningen i 1967 omskrev Orton manuskriptet, og den nye version udkom posthumt i bogform i 1979 med undertitlen ”A screenplay for The Beatles” – og blev i 1997 dramatiseret som et BBC-radiospil med bl.a. Blur-sangeren Damon Albarn og skuespilleren Leo McKern, som nogle vil huske fra Help!-filmen. Audioen kan findes på YouTube.
Faktisk var Ortons screenplay allerede i 80’erne blevet opført i en off-Broadway teaterudgave: En moderne musical, til hvilken Todd Rundgren både havde skrevet librettoen og komponeret musikken, der indbragte ham en Tony-nominering, og som i demo-form kan høres på en japansk cd fra 1997, som må være det mest ukendte soundtrack til en ’Beatles-film’ – og med endnu større sjældenhedsværdi end de nævnte to amerikanske soundtrack-albums. Rundgren har i øvrigt føjet et udråbstegn til Ortons originale titel: Up Against It! – ganske som Beatles havde gjort med Help! for at gøre titlen mere filmisk og dramatisk.
Up Against It er på overfladen et kærlighedsdrama, der indeholder mange af de romantiske klicheer: måneskin, balkoner, roser, nattergale og ugengældt kærlighed. Imidlertid dekonstruerer Orton den romantiske genre
Up Against It er virkelig ’The great lost play’: Her kan man tale om både Unfinished Music og Unfinished Dialogue, som to af Lennon & Onos senere albums hed. Sagt på en anden måde: Ortons screenplay til en Beatles-film i 60’erne endte som en bog i 70’erne, som en musical i 80’erne og som en audio i 90’erne.
Jeg har læst stykket i bogform, hørt Rundgrens ’musical score’, der ikke er specielt ’beatlesque’ og ifølge Rundgren selv da også mere inspireret af Brecht & Weill end af Lennon & McCartney, og jeg har også lyttet til radiospillet, som i sekvenser dog kan være svært at forstå pga. scouse-dialekten.
2. akt – Manuskriptet
Persongalleriet:
I Ortons oprindelige manuskript var ideen, at de fire beatler skulle fremstå som udspaltninger af en og samme personlighed, med Ortons egne ord i hans dagbog:
“Basically it is that there aren’t four young men. Just four aspects of one man. Sounds dreary, but as I thought about it I realised what wonderful opportunities it would give.”
Denne ide foregriber reelt The Who’s rockopera Quadrophenia (1973), hvor de fire Who-medlemmer personificerer fire sider af hovedpersonen. Quadrophenia er selvsagt en metafor for skizofreni, som da også er et centralt tema i Ortons screenplay til Up Against It, hvor personlighedsspaltningen primært udtrykker en splittelse mellem to kønsidentiteter (jf. bogomslaget).
I den omskrevne version 2.0 er der imidlertid ikke længere fire, men kun tre hovedpersoner, idet Georges og Ringos karakterer er smeltet sammen til én figur. De tre karakterer er: Ian McTurk (dvs. McCartney), Christopher Low (dvs. Lennon) – eller er det omvendt? – og Jack Ramsay (dvs. Harrison og Starr). Man bemærker, at navnene på de tre fiktive karakterer har et vist sammenfald med de virkelige navne.
Handling
Up Against It er på overfladen et kærlighedsdrama, der indeholder mange af de romantiske klicheer: måneskin, balkoner, roser, nattergale og ugengældt kærlighed. Imidlertid dekonstruerer Orton den romantiske genre, jf. følgende replik, der vender genren på hovedet:
”I must go! Love seems out of place in a garden in the moonlight.”
Filmen ender derfor som samfundssatire over ’the Establishment’: præster, politikere, politi og pengearistokrati – og som en farce med seksuelle over- og undertoner. Hør engang Ortons egen beskrivelse af The Beatles’ påtænkte roller:
”Drengene er blevet taget ’in flagrante’ (på fersk gerning), er blevet involveret i tvivlsom politisk aktivitet, har klædt sig som kvinder, begået mord, er blevet fængslet og har begået utroskab.”
Joe Orton viser sig her tydeligt som en dramatiker i slægt med britisk litteraturs enfant terrible: den ’engelske farces fader’, Oscar Wilde.
Joe Ortons filmiske farce handler i den grad om køn. I filmmanuskriptet er verdensbilledet imidlertid vendt på hovedet, idet det er kvinderne, der sidder på alle magtfulde poster – premierminister, politichef, ærkebiskop osv. – og udnytter mændene seksuelt. Både Low og McTurk må således finde sig i at være toy boys for magtfulde kvinder.
Det kan siges kort med denne replik af Ramsay-karakteren:
”The tide of history is with women. You can’t fight it. Their ideology is sounder.”
Derfor bruges ordet “woman” i replikker, hvor man ville forvente ordet ”man”. Da Low-figuren således beslutter sig for at melde sig til hæren, hedder det anerkendende fra en af de kvindelige ledere:
”Good. It’ll make a woman out of you.”
Pauls forklaring ligger helt i tråd med vore dages identitetspolitiske agenda, hvor man diskuterer, om heteroseksuelle skuespiller bør illudere homoseksuelle på det hvide lærred. Pauls forklaring er således plausibel – men forkert
I ’filmen’ udvikler mændenes anarkistiske revolte mod matriarkatet sig til en engelsk borgerkrig: En krig mellem kønnene, og hvor der er overløbere – marodører og kollaboratører – på begge sider. Der er masser af fraternisering – eller måske snarere maternisering. Dramaets centrale konflikt mellem kønnene skal dog ikke forstås konkret, men snarere som et symbol på splittelse – ikke mindst, men ikke udelukkende, i forhold til kønsidentitet. Ortons screenplay er med denne tematisering af køn (LGBT+) reelt lang forud for sin tid – det kunne næsten være skrevet i 2023.
Spoiler alert, hvis man vil læse skuespillet eller høre audioen: I filmens slutscene – en såkaldt ’interior’ – har beatlerne efter kønskrigen giftet sig med den samme kvinde, Miss Drumgoole, og om bryllupsnatten i hotellets brudesuite hedder det:
”The young men kiss her. There is a struggle. Miss Drumgoole squeals with delight and disappears under the coverlet with her husbands.”
Ja, her kan man da tale om A hard day’s (wedding) night.
Denne polyamorøse finale understreger Ortons tidstypiske budskab om fri kærlighed. Det er ikke tilfældigt, at stykket er skrevet samme år som The Beatles’ universelle kærlighedshymne ”All You Need Is Love”.
Så vidt Up Against It Version 2.0.
3. akt: Efterspillet
The Beatles afviste altså Ortons screenplay. Uden kommentarer. Der er derfor fremkommet mange, delvis modstridende, forklaringer på, hvorfor The Beatles valgte at rejicere dette filmmanuskript. Paul McCartney, der var mest entusiastisk omkring projektet og den eneste beatle, der mødt Orton, kommer i 1997 med denne forklaring til Barry Miles i selvbiografien Many Years From Now:
“The reason why we didn’t do Up Against It wasn’t because it was too far out or anything. We didn’t do it because it was gay. We weren’t gay and really that was all there was to it. It was quite simple, really. Brian was gay…and so he and the gay crowd could appreciate it. Now, it wasn’t that we were anti-gay – just that we, The Beatles, weren’t gay.”
Men ved ankomsten til Ortons London-hjem fandt chaufføren Orton og hans partner professionelt og privat, Kenneth Halliwell, døde. Halliwell havde myrdet Orton og derefter begået selvmord
Pauls forklaring ligger helt i tråd med vore dages identitetspolitiske agenda, hvor man diskuterer, om heteroseksuelle skuespiller må illudere homoseksuelle på det hvide lærred. Pauls forklaring er således plausibel – men forkert. Eller også husker Paul bare forkert 30 år efter: Beatles-figurerne er ikke homoseksuelle i Ortons manuskript. I hvert fald ikke i version 2.0 og har næppe heller været det i den oprindelige version, selv om – og det skal siges – netop Paul må formodes at have læst version 1.0. Helt udelukkes kan det således ikke, at Orton på dette punkt vedr. seksualitet har foretaget ændringer i forhold til ’urmanuskriptet’.
Ortons screenplay version 2.0 handler dog stadig i den grad om køn og den skizofrene splittelse mellem maskulin og feminin, også i det enkelte menneske (symboliseret ved den ovennævnte krig mellem kønnene). Kig engang på bogomslaget, der spiller på The Beatles’ stilskabende androgyne – i dag ville man sige: nonbinære – unisex-look. Senere skulle netop Paul tage trans-temaet op i sangen “Get Back”: ”Sweet Loretta Martin thought she was a woman/But she was another man”, ligesom Lennon omtrent samtidig om sig selv og Yoko synger: ”they look like two gurus in drag”.
I en enkelt scene i Ortons skuespil optræder Beatles-figurerne da også som drags, men homoseksuelle, endsige biseksuelle eller transkønnede, er karaktererne Low, McTurk og Ramsay altså ikke i dette stykke, der sætter kærlighedsopfattelser og kønsroller/identitet under debat. McCartneys udtalelse afslører måske mest af alt, at selv de bløde, progressive Beatles var styret af tidens heteronormative tankegang.
En anden forklaring på afvisningen kunne være en kontroversiel scene, hvor Beatles-figurerne myrder den britiske premierminister på en måde, der minder betænkeligt meget om attentatet på JFK. Men denne scene kunne vel skrives ud af manuskriptet, der jo var et bestillingsarbejde.
Forklaringen på afslaget er måske mere enkel: Beatlerne var og blev musikere og ikke professionelle skuespillere, der på method acting-vis kunne indleve sig i helt andre, fiktive karakterer – med Ortons egne ord: ”I don’t think any of The Beatles can act in any accepted sense” – så det blev et nej tak til Ortons dristige og krævende manuskript.
Til gengæld udviste – af alle folk – Richard Lester, instruktøren af både A Hard Days Night og Help! samt How I Won The War med Lennon, interesse for at filmatisere Ortons omskrevne manuskript.
Den 9. august 1967 sendte Lester derfor sin chauffør af sted for at hente Orton til et møde om filmen i – of all places – Twickenhams filmstudier, der var for The Beatles’ filmkarriere, hvad Abbey Road var for deres pladeindspilninger.
I episoden ”Homer’s Barbershop Quartet” fra 1993 spotter Harrison-figuren en vokalkvartet, der giver koncert på et tag, hvortil Harrison tørt kommenterer: ”Det dér er gjort før”
Men ved ankomsten til Ortons London-hjem fandt chaufføren Orton og hans partner professionelt og privat, Kenneth Halliwell, døde. Halliwell havde myrdet Orton og derefter begået selvmord. (Mordet var begået med en hammer, så det er svært ikke at spekulere over, om denne hændelse ubevidst har spillet ind i teksten til Pauls ”Maxwell’s Silver Hammer”).
Ved bisættelsen afspilledes Ortons yndlingsnummer med The Beatles, ”A Day in The Life”. En sang, der ironisk nok indeholder denne strofe, der næsten kunne være skrevet om Ortons filmmanuskript:
I saw a film today, oh boy
The English Army had just won the war
A crowd of people turned away
But I just had to look
Having read the book
Det definitive punktum
Bare 18 dage senere, 27. august, blev Brian Epstein fundet død i sin mors hjem, og med disse dødsfald blev der sat et definitivt punktum for historien om The Beatles’ tredje spillefilm.
14 dage efter Epsteins død, 11. september, påbegyndte The Beatles i stedet indspilningerne af tv-filmen The Magical Mystery Tour – en psykedelisk roadmovie med inspiration fra bl.a. Ken Kesey (og hvor militærscenen måske er inspireret af en tilsvarende scene i Ortons manuskript, mens Orton måske omvendt har været inspireret af krigsscenerne i Lesters How I Won the War). En ’plotløs’ film, der i modsætning til de to spillefilm ikke havde noget tilgrundliggende manuskript – og da heller ikke blev udsendt i romanform, men derimod som en fire-farvet tegneserie i den booklet, der fulgte med pladeudgivelsen.
Dette psykedeliske tegneserieunivers blev året efter forlænget ind i animationsfilmen Yellow Submarine (der i øvrigt for nogle år siden kom som en animeret e-bog) – en film, hvor Beatles som ’cartoon heroes’ fordriver ‘the blue meanies’ fra Pepperland. Denne gang var manuskriptet dog lagt i sikre hænder hos forfatteren Eric Segal, der et par år efter opnåede verdenssucces med filmen og bogen Love Story. (Nu vi taler animerede film, må vi ikke glemme den tegnefilmserie, der fra september 1965 kørte ugentligt på amerikansk morgen-tv, man aldrig blev vist på britisk tv. Serien er i dag et samleobjekt på pirat-dvd’er).
Faktisk havde George Harrison præcis 25 år efter Yellow Submarine en ’cameo appearance’ som netop en tegneseriefigur, han selv lagde stemme til, i den animerede tv-serie om The Simpsons (som i parentes bemærket har udgivet en cd med titlen ”The Yellow Album”). I episoden ”Homer’s Barbershop Quartet” fra 1993 spotter Harrison-figuren en vokalkvartet, der giver koncert på et tag, hvortil Harrison tørt kommenterer: ”Det dér er gjort før”.
Denne replik refererer selvsagt til The Beatles’ ’Rooftop Concert’ i Let It Be/Get Back – dokumentarfilmene, hvor The Beatles spiller sig selv og dermed i en vis forstand vender tilbage til personaerne i A Hard Days Night, dvs. en udvikling fra personaer til virkelige personer – og i bogform fra en screenwriters dialog i A Hard Days Night-romanen til transskription af virkelige samtaler i Get Back-bogudgivelsen.
Imellem disse yderpunkter ligger forsøgene på at give beatlerne dramatiske roller i Help!, The Magical Mystery Tour og Yellow Submarine.
Men det mest dramatiske (i begge af ordets betydninger) bud på at gestalte beatlerne som fiktionaliserede karakterer var dog Joe Ortons kasserede screenplay Up Against It.
Bemærk også
Det skal nævnes, at både John, Paul og Ringo har spillet mere eller mindre fiktive figurer baseret på dem selv i hhv. ovennævnte How I Won the War (1966), Give My Regards to Broad Street (1984) og tv-filmen Ognir Rats fra 1978 (jeg ser i denne sammenhæng bort fra Ringos ganske mange andre ’rigtige’ filmroller).
I sidstnævnte film har George i øvrigt igen en cameo-optræden, ligesom den skarpsindige seer samme år spotter ham i den førnævnte Beatles-’mockumentary’ om The Rutles – og året efter i Life of Brian, som han selv havde produceret. Det er åbenbart den type biroller (der er flere end de nævnte), der bekommer ’The Quiet One’ bedst. Til gengæld har Harrison spillet en stor ’rolle’ i britisk filmindustri: som producer i sig eget selskab Handmade Films, der står bag adskillige engelske filmproduktioner af høj kvalitet.
En film, der faktisk blev realiseret og bearbejdet mange år senere:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
