Revolver – et af verdens bedste album fylder 50

i Featured/Kultur af

Revolver, The Beatles’ første modne mesterværk udkom 5. august 1966. Det er begyndelsen til rocken, som vi kender den i dag. Det er samfunds- og magtkritik med bid. Det er en katedral af musik.

Man plejer at tale om sommeren 1967 som tidspunktet, da den helt store forvandling skete i ungdomskulturen med Summer of Love, en bevægelse og et fænomen, der fandt sted i San Francisco kvarteret Haight-Ashbury, hvor Jefferson Airplane og Grateful Dead, Jimi Hendrix, The Byrds, Janis Joplin og The Who, lagde underlægningsmusikken til hippiekulturens første, kortlivede manifestationer.

Og vi taler om 68’erne, og ved godt, hvad vi mener, og nogle gange er udtrykket ovenikøbet ment som et skældsord, men måske glemmer vi, at det egentlig hentyder til et studenteroprør i Paris, omkring Sorbonne-universitetet, som blev et led i en omfattende nedbrydning af gamle, patriarkalske magtstrukturer, der stadig prægede samfundet. En lemfældighed i magtudøvelsen på mange niveauer. Blandt læger, professorer, kontorchefer, skolelærere og almindelige skrankepaver. På Århus Universitet blev et konkret resultat af protesterne, at studenterne nu også måtte bruge elevatorerne!

Det kan måske i dag være svært ved at forestille sig, hvor stor en betydning The Beatles og hele den øvrige populærkultur havde på den tid. Popmusikken var modeskabende på en helt anden måde, end både før og siden.

Men i 1966 var der godt nok også gang i den. Nedenunder alt det politiske – USA’s 200.000 soldater i Vietnam, de 2600 politiske fanger som Vesttyskland fik løsladt og udvekslet fra Østtyskland og det afrikanske kontinents gradvise frigørelse fra kolonimagterne og militærkup i Syrien – og ved siden af alt det spektakulære, såsom ubemandede måneraketter og rumvandringer som forberedelse til månelandingen tre år efter – dér bevægede ungdomskulturen sig i helt nye baner.

Freak Out! Foto fra Wikipedia, copyright, "The Verve".
Freak Out!
Foto fra Wikipedia, copyright, “The Verve”.

16. maj 1966 udsendte Bob Dylan populærmusikkens første dobbeltalbum, ”Blonde on Blonde” og færdiggjorde en trilogi af albums på under to år, der fuldstændig vendte op og ned på ungdommens syn på sig selv, med sine surrealistiske, magtkritiske og frigørende tekster. Han slog Frank Zappa med et par uger. Sidstnævntes ”Freak Out!” giver måske det egentlige startskud til ungdomsoprøret, totalt satirisk og fuldstændigt respektløs i enhver henseende og aldeles fremragende rockmusik.

Revolver: Det første modne mesterværk

5. august 1966, altså for 50 år siden, udsendte The Beatles så ”Revolver”, gruppens første modne mesterværk. Året inden kom ”Rubber Soul”, der indeholdt Lennon-sangen In My Life, som man plejer at kalde den første popsang, der ikke handlede om teenagekærlighed, selvom det ikke er helt rigtigt. Nu skriver The Beatles hele tiden om alt muligt andet, og musikken er helt anderledes end noget, man havde kendt i popbranchen.

Det ser ellers ret upåfaldende ud, når man løber ned over listen over albummets 14 sange. Kun et enkelt nummer tikker ind på 3:00, resten ligger under. Af det kan man lære, at gruppen stadig først og fremmest lavede musik for radioens musikprogrammer og hitlister, hvor sangene ikke måtte overskride de tre minutter, en norm som Melodi Grand Prix jo stort set stadig overholder.

Men tag ikke fejl af det. Revolver er en collage af lyde og tekster, der med de enkle midler, man havde i den mekaniske indspilningsteknik og inden synthesizeren var opfundet, skaber en både helstøbt og klanglig ualmindeligt farverig palet.

Listmania: Revolver tager medaljer

Revolver er placeret som nr. tre på den autoritative liste over de 500 bedste album i historien, som musiktidsskriftet Rolling Stone har udarbejdet ved hjælp af en kompliceret afstemning blandt branchefolk og et stort revisionsfirma. Grunden til, at det ikke ligger på andenpladsen kan måske findes i, at The Beach Boys få uger inden Revolver kom med deres “Pet Sounds”, et album, der anses for det første koncept-album. The Beatles Sgt. Pepper-album fra 1967 er nummer et.

Men det engelske rocktidsskrift NME har Revolver som nr. to på sin liste over alle tiders bedste albums – The Smiths ”The Queen is Dead” (1986) er nummer et. En af de to-tre bedste rockkritikere i de senere årtier, Colin Larkin, har Revolver på førstepladsen i sin bog om de 1000 bedste album fra hele musikhistorien.

 

Det kan være svært at forestille sig, hvor stor en betydning The Beatles og hele den øvrige populærkultur, men altså først og fremmest Elvis og The Beatles, havde på den tid. Popmusikken var modeskabende på en helt anden måde, end både før og siden. Hvis man får mulighed for at høre en gammel radioavis, hvor oplæseren meddeler, at en af beatlerne er blevet gift, inden de øvrige internationale nyheder fra hverdagen under Den kolde krig, kommer man på sporet. Enhver ny frisure eller overfrakke, The Beatles havde fundet, kom på avisernes forsider i de hektiske år fra 1964-65 og nogle få år frem.

Revolver: Noget hermetisk, alkymistisk

Revolver er stadig et dirrende, foruroligende mesterværk, hvad man opdager, når man får hørt det i sin helhed, og vel at mærke gør sig selv den tjeneste at huske, at det er komponeret med en A-side og en B-side og ikke som en CD, og der derfor er to bølgebevægelser i det – fra det 1. til det 7. nummer på hver af de to sider. Selv har jeg langt om længe udviklet en forkærlighed for B-siden, efter at jeg engang i 1. eller 2. klasse netop på den tid, da albummet var nyt, lå syg og en hel formiddag hørte A-siden, fordi vi havde sådan en grammofon, der kunne spille pladen forfra, når den var færdig.

Det er i øvrigt ikke noget, jeg kan anbefale, at høre halvdelen af Beatles vildt surrealistiske album 30 gange i træk med 39.5 i feber når man er syv år gammel.

Selvom Revolver har den position i rockhistorien, det har, er det ikke ligefrem det, man hører hver dag i radioen. Albummet har en næsten hermetisk karakter, altså i klassisk betydning noget alkymistisk, noget tillukket, som man skal yde en bestemt form for nysgerrighed for at få til at lukke sig op.

Afslutningsnumrene på de to sider, She Said She Said og Tomorrow Never Knows er så surrealistiske, for ikke at sige syrede i deres tekster og klange, at de et øjeblik kan synes forældede, samtidig med at man finder yndefulde, ømme kærlighedsballader som Here, There and Everywhere og den mere rockede I Want To Tell You.

Det andet, man bemærker, når man løber ned over titlerne, er, foruden numrenes korte varighed, at der ikke er en fornemmelse af en kaskade af hitliste topnumre, sådan som man er forvænt med, når man hører nogle af de senere årtiers udgivelser af Beatles-sange, “The Beatles: 1” og “1962-1966: The Red Album” og “1967-1970: The Blue Album”.

Eleanor Rigby: Hymne til en hjemløs

Først står Eleanor Rigby og Yellow Submarine frem som titler, der straks spiller for det indre øre – i øvrigt de to, der i omvendt rækkefølge udgjorde albummets eneste single – The Beatles lavede andre sange direkte til singlebrug i den periode.

Den fine Eleanor Rigby med sit strygerensemble har mange gange været hørt som underlægningsmusik I tv-programmer og kunstneriske sammenhæng, og Jerry Lieber, der var medforfatter til et dusin Elvis-klassikere, bl.a. Hound Dog, anså den for den bedste popsang, der er skrevet. Der er bare en detalje: The Beatles spiller overhovedet ikke på den. De synger, med deres enorme talent for vokale finesser, men al musik leveres af klassiske strygere.

127px-EleanorRigbyStatue
Statue af “Eleanor Rigby” i Liverpool, skabt af sangeren Tommy Steele i 1981. Wikimedia Commons

Eleanor Rigbys strygere viser, hvad Paul McCartney interesserede sig for på den tid, nemlig den traditionelle kompositionsmusik, samtidig med, at George Harrison undersøgte den indiske sitars muligheder og John Lennon undersøgte LSD’ens og læste Den tibetanske Dødebog, som Ian MacDonalds så malende beskriver det i sin oversigt over Beatles indspilninger.

Eleanor Rigby rummer et brud med popmusikkens konventioner, der sender den langt ind i det almengyldige, kunstneriske felt: Teksten handler om et menneske, der er død, ensom og uden at nogen deltog i begravelsen.

På dette og det næste album, Sgt. Pepper, undersøger Paul McCartney igen og igen andre dimensioner af tilværelsen, end det unge parforholds komplikationer og fascinationer, som ellers er dominerende i popmusikkens tekstunivers. Sgt. Pepper har When I’m Sixty Four, den smukke ballade om livets skønhed i en moden alder og She’s Leaving Home, der fortæller historien om en pige, der forlader sit barndomshjem uden et ord og efterlader forældrene uforstående.

For No One – en dybsindig, moden ballade

Senere på Revolver står det, som er blevet kaldt hans mest fuldendte komposition, For No One, hvor McCartney selv er den eneste Beatle, der spiller, bortset fra trommeslageren Ringo Starr, og som foruden bas og tangentinstrumenter har en klassisk musiker på valdhorn.

For No One er en dybsindig, moden ballade om et parforholds opløsning. ”Tårer, der ikke blev grædt for nogen” (dvs. ‘For No One’) og et ubevægeligt ansigt, som poetisk fortæller historien om hende, der forlader sin mand, ikke fordi hun havde fundet en anden, men fordi hun havde opdaget, at hun aldrig havde elsket ham.

Taxman – Opråb mod bureaukratiet

Der kan være en saglig grund til, at Eleanor Rigby står som albummets andet nummer, udover at den måde, man ligesom falder ind i sangen efter det potente åbningsnummer, gør det oplagt. Det ville være pinligt, hvis George Harrisons Taxman, der står først på albummet, stod for alene, tekstmæssigt set. Det kalder på en umiddelbar modvægt, som det får i Eleanor Rigby.

Taxman gør nemlig opmærksom på, hvor meget de, der tjener mest i England på dette tidspunkt, herunder The Beatles, betaler i skat. Det viste sig at være op til 95 procent af den sidst tjente krone. Året forinden havde gruppens medlemmer fået en orden af dronningen for at generere så mange eksportindtægter, men det opvejer tydeligvis ikke følelsen af det tunge skattetryk. Det er derfor trods alt passende, at albummets næste sang handler om mennesker, der virkelig har behov for hjælp og opmærksomhed.

Yellow Submarine: Kendt af ethvert barn

Selv i dag kender ethvert barn Yellow Submarine, der er titelnummeret til en tegnefilm og sikkert kun er med på albummet, fordi Ringo ellers ikke havde noget nummer, hvor han sang solo. For det passer ikke for godt ind i helheden, musikalsk set. Desværre har det nogle gange været sådan, at det er dét Beatles-nummer, unge stifter bekendtskab med i musiktimerne i underskolen. Ringo Starr havde en bestemt rolle i kvartettens mytologi af personligheder, der også skulle passes og passes ind i helheden på en pladeudgivelse, han var gruppens klovn og den hyggelige, sjove Yellow Submarine passer strålende til det. Man overser derfor nogle gange, at han er en dybt original trommeslager. Fra denne tid og fremefter kan man genkende sangene på et Beatles-album ved at høre trommesporet alene.

Skal det partout være noget konfliktfrit for børnene at synge i sangtimerne, kunne man ønske sig, at man i stedet valgte Good Day Sunshine, der åbner B-siden eller det næste, And Your Bird Can Sing, der begge har en lysende, decideret lysspredende karakter, hvor The Beatles gør det bedste af popmusikkens konventioner og skaber hyldest til det lyse og lette i livet, uden at være overfladisk, småborgerligt, materialistisk eller plat.

Dr. Robert: Der lægges an til samfundskritik

Andre sange lagde måske endnu mere grundlæggende spor ud. Dr. Robert, der står midt på B-siden, handler om en amerikansk læge, som gjorde sine patienter til misbrugere ved at blande noget i medicinen. Den lægger sig til et mærkværdigt tidsbillede. Samtidig udsendte Stones nummeret Mothers Little Helper, der sarkastisk, men umiskendeligt samfundskritisk, handler om tidens stigende brug af beroligende midler til hjemmegående husmødre, beredvilligt udskrevet af familielægen, og Dylan har i sit store civilisationsportræt Desolation RowHighway 61 Revisited fra sidst på året inden, et helt vers om en læge, der er kommet ud i noget snavs, Dr. Filth.

Og så er det hele pludselig et tidsbillede af tiden lige inden alle forstod, at læger og andre af samfundets offentlige ansatte i ledende eller betydningsfulde roller måtte underlægges mere gennemgribende kontrolsystemer – alt det, der i dag er gået for vidt, så man kan finde mennesker i det offentlige, der synes, at de rapporterer mere end de arbejder.

Tomorrow Never Knows: Begyndelsen til enden

Albummets sidste nummer Tomorrow Never Knows varer kun de der lige knap tre minutter, men det føles meget længere. Foruden rockbesætningen, er der sitar og diverse eksperimenter med at køre båndet bagfra eller i et andet tempo.

Det er den slags, der fik musikere over hele linjen, fra Creedence Clearwater Revival til Moody Blues til at drage et hørbart lettelsens suk ved meddelelsen om, at Beatles var opløst

Tomorrow Never Knows er et Lennon-nummer, der leder frem mod hans symfoniske pop- og rock eksperimenter, der afslutter albummet efter, Sgt. Peppers A Day In A Life, hvor tre-minutters grænsen bastant udslettes, for aldrig igen at vende tilbage i denne type af musik.

Det er den slags, der fik musikere over hele linjen, fra Creedence Clearwater Revival til Moody Blues til at drage et rockhistorisk hørbart lettelsens suk ved meddelelsen om, at Beatles var opløst. Nu skulle de ikke længere ved hver eneste album – og man udsendte to om året dengang – bryde deres egne grænser mærkbart, for ikke at virke gammeldags, umoderne, fjerne – i forhold til Beatles.

Albummet, fra Taxman og Eleanor Rigby til Tomorrow Never Knows er også begyndelsen til rockmusikkens første kreative storhedsperiode op igennem 1970’erne, men også begyndelsen til enden for The Beatles.

De holdt op med at turnere ved denne tid, både fordi publikums- og mediepresset var for voldsomt og fordi de var kommet et sted hen musikalsk, hvor de ikke kunne reproducere sig selv på scenen. Og det var begyndelsen til enden, fordi medlemmerne var gået i forskellige retninger musikalsk, og Lennon/McCartney-signaturen under sangene er en fiktion, det er altid en af dem, der har skrevet den. Og det var begyndelsen til enden, fordi Lennon den 9. november 1966, få måneder efter albummet udkom, mødte Yoko Ono.

Der kan være læsere af dette fødselsdagsportræt, der ikke har det hele stående krystalklart for sig. Folk som undrer sig over, hvorfor vi stadig skal læse om og høre The Beatles. Det er ikke fordi Abbey Road, White Album og Sgt. Pepper er rockmusik med en fantasi og en variation, der knapt er lavet siden eller grundet den sjælsåbnende klassiker Let It Be eller pga. George Harrisons uforglemmelige guitarsolo i samme – eller det helt ustyrligt geniale trommespil i sangen. Eller fordi John Lennon (1940-80) er en ikonisk skikkelse på størrelse med Marilyn Monroe eller fordi George Harrison (1943-2001) i 1971 opfandt Live Aid.

Det er fordi The Beatles kan mere end de andre. Som en musikhistoriker skriver: “The Beatles’ music is incredibly rich. Their melodic shapes, contrapuntal relationships, harmonic functions, rhythmic articulations, formal designs, timbral colors, and textures draw from many different tonal languages and appear in countless recombinations to bring individual tonal meanings to their poetry.”

Beskrivelsen med harmonier, rytmer, tonale former og farver og musikkens tekstur (vævning) anvender alle musikvidenskabens grundbegreber og kan med enhver ret ses som en forskningsmæssig grundighed og ikke bare et velformuleret synes-godt-om.

Her, inde mellem alt det andet står Revolver, som en trædesten ind til en katedral, man næsten overser, fordi den er slidt glat af den megen brug og måske ser lidt mindre ud end de andre. NME kalder det ikke alkymi eller katedral, tidsskriftet går et skridt videre og bruger et endnu mere grundlæggende livsbillede om Revolver. De mener, albummet er ”klart det bedste rockalbum fra den tidlige tid, en musikkens livskilde, som vi stadig drikker af:

Far and away the best album of rock’s Phase One, virtually every one of these 35 minutes brought a fresh revelation, featuring more stylistic and cultural innovation in its first ten minutes than most other bands achieve in their lifespan. Slacker pop, psychedelia, new wave, dance: ‘Revolver’ is the fountainhead, and we’re still drinking deep.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Featured

data

Alt er data

DATA // NY BOG – “Algoritmer og koder træffer i stigende grad