Abbey Road 50 år efter

af i Kulturhistorie/Musik

KULTURHISTORIE // ESSAY – The Beatles’ mesterværk, albummet Abbey Road, udkom 26. september for 50 år siden. Selvom der udkom endnu et album, som var nærmest færdigindspillet på dette tidspunkt, er det på Abbey Road, at The Beatles for sidste gang viser sin musikalske storhed på en måde, der ikke har sin lige. Jakob Brønnum har hørt albummet igennem. Dengang, ofte siden og nu igen.

Jeg husker, da det store indkøbscenter på Amager, Field’s, skulle indvies og man havde fået lavet en tv-reklame for det. Det var et af de første tidspunkter, hvor jeg forstod, at jeg selv, eller grundlæggende dele af min identitet, indgik i en kulturkløft af dybe dimensioner, hvad angår The Beatles betydning og musikalske substans. Det var i 2004.

Here come old flat top
He come groovin’ up slowly

Nogle smukke, unge og yngre og muligvis rige – men i hvert fald købedygtige –  mennesker danser rundt til en forfladiget coverversion af Beatles-nummeret, der åbner Abbey Road, Come Together. Wtf! tænkte jeg. De misser jo ikke alene den formiddable tromme- og basfigur, der indleder versene og den helt ekstraordinært innovative frasering, der får teksten til at minde om lyrikoplæsning fra Allen Ginsberg eller Jack Kerouac, tidens store hippie-poeter.

De forstår heller ikke, hvad teksten i omkvædet handler om, hvis de – som det virker – bare bruger sangen, fordi det er meningen at vi skal “komme alle sammen” og handle i Field’s:

Come together, right now
Over me

Det er naturligvis den seksuelle stilling og samværets helt særlige karakter i det øjeblik, der hentydes til i John Lennons tekst, og intet i den småborgerlige reklamevideo bærer antydninger i den retning, selvom sex jo ikke ligefrem er reklamebranchen fremmed som salgsteknisk middel.

Samtidig – hvis man skal være bare en lille smule perfid – mere end antyder den årsagen til The Beatles’ opløsning, som de, men ikke offentligheden, vidste var en realitet, da albummet udkom. Nemlig John Lennons fortryllelse, eller rettere besættelse af den japanske popkunstner Yoko Ono. Pop hentyder her til en delvis abstrakt-surrealistisk kunstretning i de sene 1960’ere, ikke til modsætningen til rockmusik.

En bid af Beatles-kagen

Men der er meget mere i Come Together end som så. John Lennons, efter min opfattelse, men langt fra alles, enestående vellykkede album Rock’n’roll (1975) er skabt på grund af en retssag omkring en linje i Come Together. Åbningslinjen lyder sådan her:

Here come old flat top
He come groovin’ up slowly

Chuck Berry’s You Can’t Catch Me har en linje, der lyder sådan her:

Here come a flat-top
he was movin’ up with me

Den amerikanske musikforretningsmand Morris Levy (1927-90) ejede ophavsretten til Chuck Berrys sang og lagde sag an. Han var selv kendt som den værste svindler og endte sit liv, kort inden han skulle afsone en dom for mafialignende aktiviteter.

I USA er ophavsret handelspolitik og ikke som i de fleste lande i Europa kulturpolitik, og man har ikke de samme muligheder for at påberåbe sig citatretten, som det ellers synes naturligt i denne sammenhæng, hvor man i højere grad kan se det som Lennons hyldest til et af sine største forbilleder end plagiat.

Retssagen har fra ”Mo” Levis side sikkert været et forsøg på at få en bid af kagen med Beatles-royalties, men Lennon fik et forlig igennem, der betød, at han skulle indspille nogle sange, som Levi ejede – nemlig en del af sangene på Rock’n’roll.

Pophistoriens største kærlighedssang

Umiddelbart derefter indtræffer, hvad man vist uden at fornærme nogen kan kalde ”Pophistoriens største kærlighedssang”, George Harrisons Something. Hvis man gør det, er man desuden ikke den første, for Frank Sinatra har gjort det før. Det er ikke den ret enkle tekst, der gør, at jeg er enig i prædikatet, selvom det er en pragtfuld tekst, hvor forelskelse beskrives som fornemmelse og sansning:

Something in the way she moves
Attracts me like no other lover

Lidt efter ser vi hendes Mona Lisa-agtige smil, der viser en form for sikkerhed, der findes i kærligheden:

Somewhere in her smile she knows
That I don’t need no other lover

Men er det selvsikkerhed, mere end sikkerhed overfor den andens følelser? Det musikalsk set, mægtige B-stykke, med den rent ud fantastiske kromatiske nedgang tilbage til verset, giver teksten en ny dimension. Et ordentligt B-stykke må give både tekstligt og musikalsk en ny dimension til sangens univers, og det gør det her. Musikken gør det med den overraskende modulation (toneartsskift) fra C-dur til A-dur. Teksten gør det ved at tolke forholdet på en ny måde og hendes smil som selvsikkerhed – fuldt i pagt med 1960’ernes gryende idé om kærlighedsforhold, hvor kærlighed ikke længere først og fremmest handler om at binde sig til hinanden, men om lyst:

You’re asking me will my love grow
I don’t know, I don’t know
You stick around, now it may show
I don’t know, I don’t know

Men det er som sagt ikke teksten, og heller ikke den komplet vidunderlige akkordfølge, typisk for George Harrison på det tidspunkt med While My Guitar Gently Weeps i bagagen fra White Album (1968), der gør sangen til den største kærlighedssang nogensinde.

Det er det enkle faktum, at der mig bekendt ikke findes andre sange, der er opført af The Beatles, Frank Sinatra, Elvis Presley og Bob Dylan. The Beatles og Elvis Presley har begge øvet på Dylans I Shall Be Released (1967), ved man fra senere offentliggjorte studiebånd, men længere kom det ikke.

Den socialrealistiske McCartney

Albummets tredje nummer fortsætter et i og for sig noget overset tekstforfatterskab, der udfoldede sig i slutnignen af The Beatles karriere og desværre mere eller mindre gik i sig selv, eller forvandledes til noget andet.

På de store Beatles-albums er der også hver gang et på overfladen ret tilsukret Paul McCartney-popnummer, som man egentlig altid har været irriteret over. Det stikker ud i forhold til de andre. Det gælder Michelle, Yesterday, When I’m Sixty Four, Obla-di-Obla-da og flere andre. Og det gælder også Maxwells Silver Hammer, det tredje nummer på A-siden på Abbey Road.

De handler om familier eller sociale forhold, der involverer flere personer og står som små romaner

Man forstår, at sangene findes der, fordi det sikrer The Beatles en cross-over udbredelse i hele populæremusikspektret fra rock til pop, men de er alligevel irriterende, blandt andet fordi de appellerer til musiklytteren på en helt anden måde, end den øvrige musik gør på de senere rockplader fra The Beatles.

Det er imidlertid lykkedes mig at tilgive dem (eller hvad det nu hedder) gennem de senere år, hvor jeg har forstået, at de senere McCartney-sange i denne genre tekstmæssigt er langt bedre end jeg før havde indset. De er portrætter af rigtige mennesker, socialrealistiske skildringer, der indledes med Eleanor Rigby (Revolver, 1966) som handler om en enkelt person. Sangene She’s Leaving Home (Sgt. Pepper, 1967), When I’m Sixty Four (Sgt. Pepper), Obla-di-Obla-da (White Album) og Maxwells Silver Hammer udvider perspektivet.

De handler om familier eller sociale forhold, der involverer flere personer og står som små romaner, den sidste om Maxwell med en magisk realistisk fortælleform. Historien handler tilsyneladende om en mytologisk Amor-type, der ikke skyder pile efter pigerne, men slår dem i hovedet med en magisk hammer, så de uheldigvis dør af det. Det er glimrende.

A-siden fortsætter med doo-wop-nummeret Oh Darling, muligvis inspireret af Frank Zappa, som har flere lignende numre på Freak Out (1967). Det var et sted, hvor Lennon og McCartney, der ikke havde skrevet sange sammen i flere år, skønt de stadig stod som ophavsmænd til de fleste Beatles-sange begge to, en sidste gang flød sammen rent musikalsk, eftersom nummeret har en karakter, hvor Lennon ligeså godt kunne have sunget det, hvad han også gav udtryk for. Det er en slags fælles udgangspunkt i den tidlige rock’n’roll-musik, der træder frem her, hvor de er på vej i meget forskellige retninger som kunstnere.

Derefter følger den børneagtigt syrede Octopus Garden, der er Ringo Starrs enlige vokaloptræden på albummet, noget i stil med Yellow Submarine (1966). Sådan bevidst lidt hyggeligt og fjollet. Det var den rolle Ringo Starr nu engang havde i Beatles hit-manualen. Jeg skal vende tilbage til ham senere.

Den aften albummet var udkommet

Jeg husker en ting mere, foruden kulturkløften omkring Field’s for 15 år siden. Jeg husker den aften, albummet var udkommet – for 50 år siden. Vi sad i familiens dagligstue på Vesterbrogade 177 og lyttede til det. The Beatles havde en sådan karakter, at familien ville samles om at høre et nyt album. Jeg var 10 år gammel.

Here Comes The Sun, George Harrisons tidstypiske hyldest til naturen og lyset, der åbner B-siden gjorde ved sin melodiøsitet et enormt indtryk. Alligevel har den også noget, som gør, at den ikke er popmusik på samme måde som McCartneys Maxwells Silver Hammer. Octopus Garden er heller ikke popmusik, selvom det lyder sådan. Genremæssigt er det ren rock, med de langsomme akkordskift og den countryrock-prægede akkordfølge.

Here Comes The Sun har noget, som præger en del af Harrisons guitararbejde på den tid, nemlig den lille vellykkede indlednings-doodle på – som regel – akustisk guitar, noget som også Crosby, Stills, Nash benytter sig af præcis samtidig. Prøv at lytte til Suite Judy Blue Eyes, der udkom samme måned, september 1969, og lyt til Harrisons guitararbejde på Here Comes The Sun. Der er en interessant lighed i den måde, de interesserer sig for, hvad instrumentet kan udtrykke, fremfor udelukkende, hvad der lyder godt og salgbart – selvom det de kommer frem til også gør det. Det er et tegn på, at rockmusikken er ved at udvikle sig til en kunstart.

Den abstrakte Beatles-musik

Et par af numrene var for abstrakte for mig. Et af dem var det andet nummer på B-siden, Because, som gav mig den samme fornemmelse som jeg fik, engang nogle år senere, da min far spillede Beethovens 4. symfoni for mig på plade. Symfonien har en langsom indledning, som blot synes at være toner, der rent abstrakt slynger sig mellem og følger efter hinanden, men jeg kunne ikke følge dem. Noget lignende oplevede jeg som 10-årig ved Because. Da Paul McCartney i slutningen af 1990’erne, i den første bølge af udgivelser af studietakes og demoer, i udsendte sangsporet til Because på The Beatles’ anthology 3, kunne man høre, hvor enestående dygtige de tre af beatlerne er til at synge flerstemmigt.

Der er ikke en node eller en frasering, der sidder forkert. Det er som at høre The Hilliard Ensemble synge renaissancemusik. Senere er det kommet frem, at Lennon skrev Because efter at have hørt Yoko Ono spille netop Beethovens sværmerisk smukke Måneskinssonate (Piano Sonate Nr. 14, Op. 27, No. 2) på klaver og af uransagelige grunde bedt hende spille den baglæns. Jeg tror på det af ovennævnte grunde. Fornemmelsen er der.

Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at britiske musikere trækker inspiration fra klassisk musik ind i disse år. Lederen af Procol Harum, Gary Brooker, trækker akkordfølger og melodistumper fra J. S. Bach i sit mesterlige, surrealistiske hit A Whiter Shade Of Pale (1967), særligt fra Bachs tredje Orkester Suite (BWV 1068), den såkaldte ”Air on the G string”. Prog-rockgruppen Yes spiller decideret Brahms på albummet Fragile (1971), i Can and Brahms, et nummer som Rick Wakeman, der lavede arrangementet fra 3. sats af Brahms 4. symfoni, senere har betegnet som ”forfærdeligt”, hvad man kun kan være enig i.

And in the end …

Men ingen, heller ikke en dreng på 10 år, går upåvirket fra mødet med Abbey Roads afsluttende, musikhistoriske monument, det 16 minutter lange medley The End. Det følger efter Because og afslutter B-siden, og som sagt uden at vi vidste det, på den mest gloriøse vis også The Beatles’ karriere.

I dag kan man ikke umiddelbart se, at det at lade otte, ret korte sange følge efter hinanden skulle være noget særligt. Tre-fire år efter indspillede Pink Floyd The Dark Side Of The Moon i de selv samme studielokaler i London, nemlig Abbey Road som Beatles-albummet er opkaldt efter. Dark Side er en stor, symfonisk helhed, også tekstmæssigt og den har kun marginalt påvirket mig mindre gennem årene.

Men i 1969 er The Beatles frontløber rent genremæssigt, ikke mindst frontløber væk fra den spændetrøje, rockmusikken havde været underlagt frem til blot et par år tidligere, hvor ingen numre var længere end tre minutter, fordi der altid et eller andet sted var en pladeselskabsledelse, der krævede at alting i teorien havde potentiale og kvalitet til at blive spillet i musikradioernes popflade.

Vuggevisen Golden Slumbers bruger, ligesom Cry, Baby, CryWhite Album tekster fra den engelske 1700-tals litteraturhistorie

Et af numrene i medley’et, You Never Give Me Your Money, synes at alludere til den stigende grad af ævl og kævl, som The Beatles var underlagt, ikke mindst i forbindelse med deres firma Apple Records. Eftersætningen til titlen lyder som bekendt ”You only give me your funny papers,” altså juridiske skrivelser.

Næste sekvens, Sun King af John Lennon, er en langsom ballade med surrealistiske vrøvletekster, der atter har de tre Beatles-uforlignelige sangharmonier, også meget tidstypisk hippieagtig i titlens naturdyrkelse. Der følger derefter nogle korte sekvenser, ufærdige eller meget korte sange, skrevet af enten Lennon eller McCartney, Mean Mr. Mustard, Polythene Pam og She Came In Through The Bathroom Window – om en fan, der gjorde netop det hos Paul McCartney – inden den afsluttende, finaleagtige kulmination.

Vuggevisen Golden Slumbers, der følger efter, bruger, ligesom Cry, Baby, CryWhite Album tekster fra den engelske 1700-tals litteraturhistorie, her digteren Thomas Dekker. Carry That Weight griber melodisk og tekstmæssigt delvis tilbage til medleyets første nummer, You Never Give Me Your Money, så det musikalsk derved bindes sammen til en genkendelig helhed. Der følger et instrumentalafsnit, hvor de tre beatles-guitarister deler små sekvenser af guitarsolo mellem sig, inden Ringo Starrs første trommesolo nogensinde, lægger op til de mindeværdige ord, i afsnittet The End:

And in the end, the love you take is equal to the love you make

Med al den slutningsmarkering, er det vanskeligt ikke også at høre Carry That Weight som en stolt klage over den musikhistoriske – og ikke mindst ungdomskultmæssige – vægt, som The Beatles for evigt må bære – og som John Lennon angiveligt døde af 10 år senere:

Boy, you gotta carry that weight
Carry that weight a long time
Boy, you gonna carry that weight
Carry that weight a long time

Et symfonisk forløb

Det er muligt at høre medley’et som et symfonisk forløb, der følger opbygningen af den klassisk-romantiske wienersymfoni. Med en indledende sats, der slår værkets temaer an, en efterfølgende langsom sats (Sun King) og en tredje sats, der anvender mere hektiske rytmer (de tre korte numre), som scherzoen i den klassiske symfoni – og en fjerde sats, finalesatsen, der delvis opsamler værkets tidligere anslåede temaer.

Det er naturligvis ikke bevidst fra Beatles eller produceren George Martins side, vi har i hvert fald ikke noget vidnesbyrd om det – skønt George Martin er klassisk uddannet. Men samtidig med at The Beatles og Pink Floyd havde deres gang i Abbey Road studierne indspillede musikere som Daniels Barenboim, Pinchas Zuckerman og Jacqueline du Pré klassisk musik, der i ligeså høj grad er blevet stående som skelsættende indspilninger i disse studier. Den store musik lå i luften.

Ringo Starr som trommeslager er et kapitel for sig. På den tid opfattede jeg ham som en lidt ueffen trommeslager, sikkert også fordi han gennem de sange, han blev tildelt på albummene, skulle være den lille sjove type, hvad der har skygget for forståelsen af dybden i hans musikerskab. Hører man imidlertid hans arbejde igennem i dag, opdager man, at han absolut intet lader de øvrige efter.

Der er en, der har sagt, at man alene på trommesporet vil kunne høre, hvilken Beatles-sang, der er tale om. Det skyldes, at han aldrig vælger de ortodokse løsninger som de ordinære fire-fjerdedelstakters rytmer indbyder til i populærmusikken, men arbejder mere illustrativt som trommeslager. Ofte i et tæt samarbejde med McCartneys bas – Let it Be og While My Guitar Gently Weeps, fra henholdsvis albummet af samme navn (1970) og White Album er nogle af de mest åbenlyse eksempler på, at de fungerer mere som en rytmegruppe i klassisk musikalsk forstand (som i barokmusikken), end som en takttæller i populærmusikalsk sammenhæng.

Alting må gå videre

Jeg nævnte ikke de afsluttende nummer på A-siden, I want you (She’s so heavy). Det er som om The Beatles på Abbey Road lyser ind i fremtiden på adskillige områder, rent musikhistorisk. Medley’et på B-siden leder frem mod Progrocken og Genesis og delvis Pink Floyd og de mange, mange andre bands i genren, inkl. f. eks. Barclay James Harvest.

I Want You (She’s so Heavy) er et mere end 7.30 langt nummer med en monumental instrumental guitarsekvens, der leder direkte frem mod den heavy-rock, som de engelske bands Deep Purple og Uriah Heep, kastede sig ud i kort efter Abbey Road. Deep Purple efter to-tre ubestemmelige poprock albums. Det blev 1970’ernes nye, store rockmusikgenre, som fødte en lang række bands. Teksten er skrevet af Lennon, atter om sin tiltrækning af Yoko Ono. Det slutter brat, Lennon bad om at få det skåret lige der. Det skete 20. august 1969, sidste gang The Beatles var samlet i pladestudiet

For Beatles selv, leder også det frem mod opløsningen. I samme studietid, som Harrison indspillede guitsarsolo-arbejdet på nummeret – et dybt og langvarigt, tungt groove – indspillede han, hvad der blev titelnummeret til hans første soloalbum, det tredobbelte All Things Must Pass (1970), der også indeholder My Sweet Lord. Selvom All Things Must Pass er en buddistisk sandhed, der ligger tæt op af hans indisk-religiøse, men overvejende hinduistiske inspiration, er det nok også en replik til The Beatles selv.

Jeg indrømmer, at Abbey Road nogengange, genremæssigt kan gå i opløsning for mig. Med alle de forskellige musikalske indflydelsesområder, den afspejler. Men så husker jeg, at det er The Beatles. Og at hvis der er en ting, man siger om The Beatles, så er det at musikalsk er det altid mere end i orden, det er godt på fagligt højt niveau, og at det er musikken, der holder sammen på det, ikke image, ikke stil, ikke hitpotentiale, ikke fornyelse, men musik.

Året efter udkom det afsluttende album, Let it Be, som allerede delvis var indspillet på dette tidspunkt og som blev færdiggjort, uden at de fire musikere var samlet. Det vender vi tilbage til.


Foto: Udsnit af omslaget på Abbey Rad – der viser vejen Abbey Road

Læs også Jakob Brønnums artikel om Revolver 50 år og artiklen om Sgt. Pepper 50 år efter 

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie

Mit Berlin i 30 billeder

REJSEBREV // BILLEDRPORTAGE – “Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret