
LITTERATUR – Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgardedigtning i flere omgange omkring de to verdenskrige i forrige århundrede. I Danmark reagerede en af tidens største modernister, Ivan Malinowski, straks på udgivelsen af Hans-Jørgens Nielsens berømte haiku-antologi, samt konkretismen og systemdigtningen, ved i 1965 at skrive og udgive en hel samling af kortdigte, poetomatic.
Haikus korte rytme som et åndedrag, digtformens synæstetiske blanding af tekst, musik og billedkunst, dens anvendelse af bruddet/pausen (kireji) i rytmen og indholdet og dens sideordnede sammenstilling af usymbolske, forskellige virkelighedsbilleder til en helhed inspirerede den moderne vestlige lyriks avantgarde. Det førte til nyudvikling af så forskellige digteriske avantgarde strømninger som imagisme, surrealisme og ultraismo omkring 1. verdenskrig samt konkretismen og beat-digtningen efter 2. verdenskrig.
I Danmark blev haiku introduceret af multikunstneren og tennisstjernen Torben Ulrich sammen med Jørgen Gustava Brandt i tidsskriftet Bazar fra 1958 – og derefter af Hans-Jørgen Nielsen med gendigtningen af japanske haiku i Hvedekorn-samlingen Haiku fra 1963. De første danske haiku blev skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F.eks.:
Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?
Derefter inspirerede haiku både efterkrigsmodernister som Jørgen Sonne og Ivan Malinovski, konkretister som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen og mange andre danske digtere. Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, kom årstidsmarkøren (kigo) og andre klassiske formelle krav til at blive uforståelige og overflødige.
I poetomatic skrev Ivan Malinovski nielsenske haikudigte, som satte spørgsmålstegn ved den zenbuddhistiske og jegopløsende tradition i haiku
Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner af, hvad et haikudigt er. Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10-årsjubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne meget brede definition på haiku:”Vi mener, at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.” [1]
Jeg lægger derfor i denne og andre artikler om dansk modernisme og haiku ikke megen vægt på den klassiske haikus mere formalistiske poetikkrav som 5-7-5 stavelser, årstidsord, nutid og bandlysning af jeget og Gud.
I stedet har jeg fokus på haikudigtets overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye betydninger tilbage og frem i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted, samt subjekt og objekt. Og på hvordan dette særlige kireji greb bruges vidt forskelligt og dybt integreret i de enkelte digteres personlige lyriske udtryk. Her spiller den sideordnede sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring denne drejning også en stor rolle.
Malinovskis spørgsmålstegn
I poetomatic skrev Ivan Malinovski nielsenske haikudigte [2] som satte spørgsmålstegn ved den zenbuddhistiske og jegopløsende tradition i haiku. Han går samtidig et langt stykke af vejen i opgøret med essenstankegangen, hvor alt er symboler på et ikke umiddelbart tilgængeligt bagvedliggende indhold.
Ivan Malinovski videreudvikler disse nielsenske haikudigte til moderne sprog- og civilisationskritiske kortdigte. I et afsnit af poetomatic genoptrykker han Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af et Buson-haiku på venstresiden og skriver sit eget kommenterende haikudigt på højresiden:
De to haikudigte har tilsyneladende et fælles tema i bevægelsens fastlåsning, en overrumplende stilstand, som kunne ligne en zenbuddhistisk satori-oplevelse. I Buson-digtet giver templets klokke og sommerfuglen indtryk af lyd og flagrende bevægelse, der samtidig opbygger en spænding mellem modsætningerne rungende tyngde og stille lethed. I digtets sidste tre ord gives det den omvending, drejning (kireji), der forvandler hele digtet til en lydløs harmonisk balance, der sammensmelter modsætningerne i en sommerfugl, der sidder i ro på klokken, der lige nu er ubevægelig. Denne lydløse harmoniske balance kan dog afbrydes hvert øjeblik, da bevægelsen og lyden kan bryde ud igen, når og hvor som helst i digtet.
Hans digtning svinger mellem og bearbejder dialektisk på baggrund af den sproglige afsløring og gennemlevning af modsætningerne og deres iboende dynamik
Også Malinovskis haiku fastlåser til sidst en bevægelse i en overrumplende stilstand. Men mens Busons digt gør det på baggrund af dagligdags rolige bevægelser (klokkeklang og sommerfugleflagren) skaber Malinovskis overrumplende vending, drejning (kireji) et anspændt tilbageholdt åndedrag, som forøger spændingen i den pludseligt opståede katastrofale brand til et ubærligt øjebliks bristepunkt i den ustabile lydløse stilstand, hvor ingen fugle letter.
Her er den lydløse stilstand både til stede og samtidig ikke til stede i det nanosekund af et øjeblik, som slet ikke er en harmoni, men et sprogligt chok, der både er kaos selv og et ophold i kaos, der peger frem mod den politiske omvæltning af kaos. Her er det ikke en satori-oplevelse, der er på spil, men derimod Malinovskis sproglige chokeffekt, der åbner hans egne kunstneriske og eksistentielle temaer i forfatterskabet.
Den skrøbelige og svært opnåede balance mellem de modsætninger, som hans digtning svinger mellem og bearbejder dialektisk på baggrund af den sproglige afsløring og gennemlevning af modsætningerne og deres iboende dynamik: håbløshed og håb, det destruktive og konstruktive, tomhed og åbenhed samt kaos og meningsfuld dialektisk ophævelse af samme i fødslen af en ny socialistisk samfundsorden.
Man får inte vissla
Sprogkritikken og afsløringen af falske modsætninger fremtræder også i indledningen af poetomatic, der, sammen med digtsuiten i afslutningen af samlingen, sætter den ramme op, der samtidig sætter den vestlige tolkning af zenbuddhismen og attituderelativismen i relief.
poetomatics indledning, som danner første del af den samfundskritiske ramme, sætter digtsamlingens øvrige gennemspilning af temaer (som jeget og omverden, sprogets rolle, det kosmiske alt, metafysikken og den konkrete sansede virkelighed) i relief. I klar polemisk opposition til konkretisme, attituderelativisme og zenbuddhisme. poetomatic indledes med et sarkastisk citat af et forbud mod livsglæde fra kapitalismens institution par excellence, banken:
man får inte vissla i allmäna sparbanken
Ifølge Ivans datter Nina Malinovski er det taget fra en dagligdags situation: Ivans bror, Kuno Malinovski, står i en kø i Allmäna Sparbanken i Sverige et sted for at veksle penge. Han hvisler (i mangel af bedre ord. Han hverken fløjter eller nynner. Han hvisler en melodi ud gennem tænderne).
Den umådeligt retskafne svenske bankmand læner sig over skranken mod Kuno og siger venligt, men bestemt:”Man får inte vissla i Allmäna Sparbanken”.
Kuno fortæller det efterfølgende til Ivan, der her bruger det ironisk som eksempel på den autoritære tåbelighed i kapitalismens forsøg på at dræbe al livsglæde.
Efter denne indledning følger en ædende sarkastisk beskrivelse af livet i denne muddergrøft, hvor alle æder alle og forbruger alt på den frie kapitalistiske konkurrences bud (man får uvilkårligt en masse af Hans Scherfigs farlige junglebilleder på sin indre nethinde):
leben
af spiselige spisere
ædte og mætte i samme låste rum
blandt venner kaldet
livet
*
nu har du fået rygsøjle
nu har du fået lunger
nu har du fået tv
kom så
Nu må du have gnasked og forbrugt nok i det leben, som kaldes livet, så kan du godt komme videre og op på dupperne. Det er egentlig ikke haiku. Men ordspillet på leben og livet i første digt fremkalder med sin verfremdung en drejning, som afslører livet som falsk liberalistisk tummel af ædte og mætte. Og som så i slutningen af det andet står og dirrer tvetydigt. Er det danse eller gøre vores pligt vi skal, eller hvad? Læg mærke til, at der leges med et af konkretismens virkemidler, ordbilledet. Her ligner opsætningen af de to digte en snurretop, mens de næste to digte i optakten af poetomatic ligner et bombenedslag, samtidig med at de giver svaret på opfordringen:
født i klammer
falken i luften
hajen i havet
mennesket
ikke endeligt
til dette
*
den svage
overfalder
den stærke
Digtet den svage/overfalder/den stærke er kulminationen på indledningen. Malinovski benytter her en Brechtsk verfremdungs effekt til at afsløre klicheer og overfladiske alment kendte kendsgerninger i magtens sprog.
I stedet for magtsprogets nærmest mytologiske vedtagne sandheder i mundheld som ”den kloge narrer den mindre kloge” og ”den stærke dominerer den svage” får Malinovski her med en fremadskridende verfremdung fra digtets 2. linje til og med den 3. linjes afsluttende sproglige chok (en langstrakt kireji) gennemlevet og ophævet de falske modsætninger i den vedtagne sandhed og kliche. I stedet for magtens uundgåelige succes i vor hverdags virkelighed, som den er udmøntet af Darwinismen og Liberalismen, fremhæver dette modsprog den undertryktes og svages oprør mod den undertrykkende magt som en dynamisk uundgåelig, mere ’naturlig’ og reel mulighed. Det er det, Kom så siger vi skal.
Men hvordan? Herefter gennembearbejder poetomatic kapitalismens modsætningsfyldte liv i forskellige forløb, der ofte udforsker to betydninger af samme sag, f.eks. tomhed – åbenhed, nulpunkter for jeget og omverdenen, den sproglige kommunikation og kunsten, samt kosmos som alt og intet. De ender ofte i fastlåste samfundshårdknuder, som i disse kontraster mellem liv og død, der ender i en nærmest faldpåhalen komisk strofe:
livet er ikke til
eller poesien
eller kærligheden
over det hele
og allerede nu
én stor renlig død
*
men rødhalsens varme æg
overlevede
pompeiji frisco dresden hiroshima
forbryderiske lille mor: nægter blindt at tro
tillidens dage er talt
*
garderobemærket i frakkelommen
frakken i garderoben
det er verdenssituationen
Det sidste er samtidig en afstandtagende ironisk kommentar til de to Gandhi-citater, som står et par strofer før ovenstående og provokerende paradoksalt binder målet og midlet uløseligt sammen, samtidig med det udfordrer den oplyste vestlige logik og dens opfattelse af et kronologisk fremadskridende forløb og den entydige sammenhæng mellem årsag og virkning:
i
der er et mål men ingen vej
hvad vi kalder vej
er tøven
ii
der er ingen vej til fred
fred er vejen
Som et balancepunkt mellem disse paradokser og de to modsatrettede erkendelses- og opfattelsesretninger i digtene, optræder naturbeskrivelser, hvor udgangspunktet hverken er identifikation med omverdenen eller med det sansende subjekt. De to modsatte retninger kommer til udtryk i ét digterjeg, der åbner sig og lader de ydre naturlige påvirkninger overtage selvet, og et andet, der søger kosmos, og hvis selv udvides til at omfatte og opgå i alt(et). F.eks. i det nielsenske haiku, der standser forsøgene på at ophæve modsætningerne og nå målet med vanlige logiske midler og fastslår, at du er forsøget og bevægelsen:
glem vejen og billedet af vejen
træd ikke over tærsklen
stands ved trappens fod
du er
vejen tærsklen trappen
Samtidigheden i forskellige opfattelser
Digtsamlingen poetomatics ydre tilrettelæggelse gennemtrænges også af denne sprængning af sædvanlig årsag/virkning, empiri og kronologisk fremadskridende forløb. Samlingen er upagineret og inviterer derfor til spring og samtidig læsning af forskellige dele af bogen.
Det forstærker indtrykket af at paradokserne, og modsætningerne, findes samtidig og ikke i et kronologisk forløb. Der er heller ikke nogen tematisk forløbssammenhæng mellem de enkelte digte, sådan at et digt viderefører eller forudsætter et andet. De enkelte digte opleves som samtidige indbyrdes uafhængige nedslag af i nuet fuldgyldige øjebliksoplevelser på forskellige, skønt tit beslægtede, livsområder, som er anbragt uden noget ordnende princip.
Denne samtidighed i forskellige opfattelser, tilstande og udviklinger kunne forlede en til at tro, at bogen fører mod en zenbuddhistisk verdensopfattelse, hvor man er et med verden, og der intet er bagved verden, som den er. Men det er hverken digtenes eller Malinovskis opfattelse, når man læser rammens indledning og afslutning sammen med hele den mellemliggende udforskning af kapitalismens modsætningsfyldte liv og erkendelsen af det.
Til sidst formuleres i afslutningen den eneste reelle mulighed for at ophæve det modsætningsfyldte liv: Vi kan ikke begynde i den ene ende og bevæge os fremad. Vi må gøre oprør samtidig over alt og leve uden at finde os til rette. Vi må være i bevægelse men roligt målrettede. ”Sangfugle i alle lande/ forener eder”. Vi må forenes med alverden og udslette det individualistiske jeg:
begynd
som lynet
på én gang
overalt
*
steder at elske
steder at drømme og spise og sove
og forlade i morgen
men boliger
*
uden blivende sted
som høstens rolige rejsende løv
det er godt
*
et med alverden
jeglikvidation
poetomatic
Så er poesien virksom af sig selv i det nye jeg, som skaber sin identitetet ved at hænge sammen med verden i åbninger mod alle sider, og derved gradvist fylder ingenting med betydning og afmystificerer vor verden ved at være det ingenting bag bjergene, blomsterne og sangen, som med sin resonans, modsat verfremdung, slår over i sin dialektiske meningsbærende modsætning, fysisk nærværende og forpligtende skønhed og fylde.
der er
ingenting
bag bjergene
bag blomsterne og sangen
*
med et
som en fløjte
glæden
Og så slår dette opgør med den modsætningsfyldte kapitalismes forbud mod fløjten og liv i sin abstrakte stendøde helligdom, banken, fra poetomatics indledning over i livsglædens frie ubundne fløjten.
Det modernistiske digt er panisk
Afslutningen er også samlingens poetik, hvor opgøret og jeglikvidationen på én gang overalt samtidig udfolder et nyt jeg og åbner mod alle sider, så hele samlingen bliver et eksemplarisk, panisk digt, som Ivan Malinovski selv karakteriserer det i Operation: ”Det modernistiske digt er panisk. Det benytter sig ikke af projektioner. Ud fra den erfaring at alting er samtidig til stede overalt, åbner det sig samtidig til alle sider.” [3]
Malinovskis poetik likviderer jeget for at skabe et nyt i et fælleskab åbnet mod en ny verden
Den sprængte moderne verden er et vilkår for sproget og os som, når den behandles sprogkritisk overfor klicheers falske eviggyldige sandheder og ved at vende modsætninger på hovedet, åbner op for et jeg i et fællesskab og en virkelighed modsat kapitalismen.
Sproget er både et medium for ”ordgasme talende tomrum i stilhedens tonefjeld”, en barriere af undertrykkende falske klicheer, men det er også en skabende formidler mellem jeg og omverdenen. Denne dobbelthed af bundethed og frihed, erfaringen af konflikt og åbning mod alting, tyngde og lethed, mørke og lys formuleres både i forhold til det enkelte ord og i forhold til digterens og digtets funktion:
mit ord af bly
mit ord så let om hjertet
Og digteren som skaber lys af mørket, selv når digtet drejer sig om mørkets væsen, der omgiver og undertvinger ham:
tænker tungt over mørkets væsen
mens mine sorte vinduer
lyser milevidt i natten
Selvom denne poetik tilsyneladende ligesom japanske haiku og Nielsens fortolkning af samme udelukker subjektet, der kun optræder i form af den sansede omverden, så likviderer Malinovskis poetik kun jeget for at skabe et nyt i et fælleskab åbnet mod en ny verden.
Hvor haikudigte oftest forsøger at opnå ny opfattelse af øjeblikket i en balance, der etablerer et sluttet mikrokosmos, der sprænger Malinovski sin verdensorden til øjeblikke af mulige nye udgangspunkter for en anden.
Det sker hovedsageligt ved hans sprogkritiske brug af glidende verfremdung eller resonans/farvning og paradoksets chok som sine haikudigtes overrumplende vending, drejning (kireji), der skaber den dialektiske modsætning.
Noter:
[1] Blade i Vinden, Forlaget Ravnerock, 2011, s. 8.
[2] Hans Jørgen Nielsen gendigtede de japanske haikumestre og deres mindre kendte samtidige ud fra tyske, engelske og franske oversættelser. Det var gendigtninger og ikke oversættelser. Det medførte bl.a. at han bevidst negligerede en del af den hidtidige formelle tradition for syntaks og regler for oversættelse af klassiske japanske haiku. I stedet fandt han det “formålstjenligt at udnytte moderne poesis erfaringer m.h.t. brugen af såkaldt ’sprængt’ syntaks. En sådan rammer vistnok også nærmere ind på den lakonisk-intense sproglige struktur, digtene ifølge flere kilder oprindeligt besidder.” Han ser også bort fra det, han opfatter som regler – at et haiku skal bestå af i alt 17 stavelser, og at disse skal være fordelt på 3 linjer med 5-7-5 stavelser.
[3] Ivan Malinovski, De tomme Sokler, s. 26
Foto:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her