Illnesses like the flu (influenza) and colds are caused by viruses that infect the nose, throat, and lungs. The flu and colds usually spread from person to person when an infected person coughs or sneezes.
How to Help Stop the Spread of Germs
Take care to:
- Cover your mouth and nose when you sneeze or cough
- Clean your hands often
- Avoid touching your eyes, nose or mouth
- Stay home when you are sick and check with a health care provider when needed
- Practice other good health habits.
CORONAKRISE // NOVELLE – Jeg er langt inde i læsningen af endnu en nyhedsartikel om coronaens fremfærd, da det ringer på døren. Jeg bliver så forskrækket, at jeg får inhaleret en spytklat. Jeg hoster og hoster, mens jeg lægger iPad’en på sofabordet, rejser mig fra lænestolen og går ud i entreen. Jeg kigger ud af dørspionen, og der er helt tomt i opgangen, hele vejen rundt. Det må være nogen, der laver sjov, ringer på og løber ned.
Jeg går væk fra døren, men dørklokken ringer igen. Jeg kigger ud en gang til, og der er stadig ikke nogen at se. Men jeg kan høre noget pusle ved den nederste del af døren. Forvirret tænker jeg over, om Tiger skulle være gået den vej ud, men en kat kan da ikke ringe på døren. Forsigtigt åbner jeg og bander lydløst over, at jeg ikke har fået skruet den sikkerhedskæde på, som jeg har købt. Typisk mig, når det gælder noget praktisk. Problemer til hjernen løser jeg straks, men sådan noget til hænderne, det er ikke lige mig.
På min dørmåtte står et barn. Det er vist overboens pige, jeg tror nok, hun er et par år gammel. Jeg kan ikke lide børn. Slet ikke her, tæt på. Men det er pigen ligeglad med. Hun tager sutten ud af munden, siger “hej”, sætter sutten på plads igen og skubber til mine ben. Jeg flytter mig baglæns, endnu mere forvirret, og hun går lige ind i lejligheden. Hun går bare ind! Det bekræfter den smule, jeg ved om børn, de er uopdragne.
“Hej, du, hvad laver du?” spørger jeg, mens jeg går efter hende.
Hun holder fast i vægge og karme og døren undervejs ind i stuen.
”Du må ikke gå derind,” siger jeg, og jeg kan godt høre, at min stemme ikke lyder, som når andre taler til børn. Hun hører heller ikke efter.
Børn kan godt smitte, selv om de sjældent bliver syge. Det har jeg læst. Jeg begynder at tænke intenst på rengøringsmidler. Hvad desinficerer bedst?
Inde i stuen tager hun fat i lædersofaens armlæn og ryglæn, der engang var lysebrune, men nu er unævnelige grå nuancer. Hun går hele vejen rundt, mens hun bliver ved at holde fast i sofaen. Hun har garanteret klistrede hænder, og jeg begynder at tænke over, hvilke rengøringsmidler sofaen kan tåle.
Nu tager hun sutten ud af munden igen og begynder at synge en eller anden sang, jeg ikke kender, og jeg forstår heller ikke hendes ord. Hun har ikke helt lært at tale. Hun synger og går rundt i stuen og holder fast i mine ting med den ene hånd, mens den anden hånd dutter sutten på alt, hvad hun møder på sin vej. Min store fingerphilodendron, væggen, sofaryggen, min smukke bonsai på eget bord, lænestolen (min yndlingsplads!), næsten alle bøgerne i reolen på den hylde der er i hendes højde, spisebordets ben.
Et tankelyn jager ned igennem min hjerne.
Corona! Her. I mit hjem!
Børn kan godt smitte, selv om de sjældent bliver syge. Det har jeg læst. Jeg begynder at tænke intenst på rengøringsmidler. Hvad desinficerer bedst? En skrap Rodalon-blanding? Eller hvad med klorin? Nej, husholdningssprit! Det må være det bedste. Sådan som de skriver om håndsprit, så må det være godt at spritte alt det af, som hun har rørt ved. Og den der klamme sut! Jeg skutter mig ved tanken om sutten, den er helt sikkert sjasket til af hendes spyt.
Jeg føler mig stadig lammet, da pigen pludselig vender front mod mig, og sutten i hendes hånd kommer gående lige hen imod mig. Hun skubber mig nemt til side og går forbi mig ud i køkkenet. Hun når at åbne to køkkenlåger, før jeg når derud. Hendes opførsel gør mig så befippet, at jeg reagerer utroligt langsomt. Hun kigger glad op på mig, da jeg står over for hende igen. Hendes smil giver mig en smule mod igen.
”Hvor bor du? Ovenpå?” spørger jeg hende.
”Nam-nam. Mam,” siger hun.
Jeg forstår ikke sådan noget pludre-børnesprog.
”Du skal ikke være her, du skal hjem,” siger jeg og forsøger at være fast i stemmen, men det er jeg ikke god til. Jeg kan selv høre, at den bæver.
”Prrr, prr,” siger hun og laver en stor spytboble, der brister.
Addrk, tænker jeg. Hendes spyt.
“Atjuhh!” lyder det fra hende, og en sky af snot står ud omkring hende. Små dråber rammer mig i ansigtet, og resten spredes over alt omkring hende og mig.
Corona på mig! Corona i hele mit køkken!
Jeg ser straks mig selv ligge på intensiv med en respirator til at trække vejret for mig. Uden bevidsthed. Nøgen. Med brysterne nedad. Mon der er plads til dem i madrassen? Jeg hader at ligge på maven, hvor brysterne bliver mast flade.
Jeg ser respiratoren blive slukket. Min krop bliver klædt på og lagt i en kiste. I et kapel. Jeg behøver ikke nogen præst. Gad vide om nogen vil komme til bisættelsen? Der er ikke særlig mange, der ville komme under normale omstændigheder. Min mor, ja. Men hun kan jo ikke komme fra det plejehjem og forstår heller ikke så meget. Min søster, tjah. Vi har ikke talt sammen i en del år. Er det 14 år? Vi har ikke mere at tale om. Hun blev altid så nemt fornærmet. Måske ville min chef komme? Men nok ikke andre fra arbejdet. Det bliver ikke noget problem at holde antallet af deltagere nede.
Jeg kan høre en mærkelig klagende lyd, og det går op for mig, at det er mig selv, der står og siger en pivende, jamrelyd. Jeg kan vist alligevel godt lide livet.
“Alice? Alice” lyder det ude fra entreen. Jeg må have glemt at lukke døren.
“Alice, er du gået herind?” lyder det derude fra.
Pigen, der nok hedder Alice, smiler stort. Hun skubber mig igen til side og går ud i entreen. Jeg træder ud af min egen bisættelse og følger efter. I døråbningen står overboen, som breder armene ud, og pigen lader sig tage op af kvinden. Det må være hendes mor.
“Undskyld. Hun er meget egenrådig,” siger hun, mens hun sætter pigen, der helt sikkert er Alice, ned igen.
“Hun nøs,” er det eneste, jeg kan finde på at sige.
“Nå, ja, hun har været forkølet hele vinteren, det er børn jo. Jeg tror ikke, det er corona,” svarer overboen med et smil, der virker upassende i den alvorlige situation.
“Kan du vinke?”, siger hun til Alice, og så går de.
På trappeafsatsen vender Alice sig om, tager sutten ud, og siger højt og tydeligt: “Corona! Mig corona!”
“Sssh, Alice. Det må du ikke sige,” siger moren, tager pigen på armen og skynder sig op ad trappen.
‘Snot’ er den anden i en serie noveller om Corinnas liv under coronakrisen.
LÆS DE ØVRIGE NOVELLER AF HANNE DAGMAR RAABERG HER
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
