BØGER // ANMELDELSE – Der er ikke noget, der fascinerer – og skriger på at blive forløst – som en historie om storhed og fald. I ’Skaberen, Taberen, Frelseren?’ ruller to skarpe politiske kommentatorer og rådgivere historien om Dansk Folkeparti ud. Hvad skete der med Dansk Folkeparti? er det ledende spørgsmål. Historien er velfortalt og bogen velskrevet, men der er blinde vinkler i analysen, og der mangler gennemsigtighed i processen.
Søndag 3. juni 2018 sidder fire mænd i et lille konferencerum på Hotel Munkebjerg udenfor Vejle. Der er mad, øl og vand på bordet. Den ene mand læner sig ind over bordet.
”Kan vi løse det her?” spørger han.
Manden, han spørger, svarer:
”Det ved jeg ikke.”
Det er daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der spørger. Og det er (både nuværende og daværende) formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, der svarer. Omkring bordet sidder også daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende folkeparti-pressechef Søren Søndergaard.
De fire er samlet på hotellet for at se, om det borgerlige samarbejde – særligt samarbejdet mellem regeringspartiet Venstre og det på dét tidspunkt største borgerlige parti, Dansk Folkeparti – kan komme tilbage på skinner.
Hvorfor var samarbejdet i den borgerlige blok som at overvære en gennemsnitlig aftensmadssituation i en hyper-dysfunktionel familie, hvor familiens lidt for bedrevidende storebror, Dansk Folkeparti, og den uartige og evigt konflikt- og grænsesøgende lillebror, Liberal Alliance, konstant generer og udleverer hinanden
Tre år tidligere – i 2015 – kunne Thulesen Dahl lade sig hylde som folketingsvalgets absolut og med flere længder største sejrherre. I valgkampen havde Dansk Folkeparti blæst hen over landet og suget hele 741.746 stemmer til sig. 21,1 procent og 37 mandater. Thulesen Dahl, der i 2012 havde overtaget formandsposten efter stifter Pia Kjærsgaard, blev national topscorer med 57.371 stemmer – mere end 20.000 flere end den mand, der skulle komme ud på den anden side af valget som statsminister, Lars Løkke Rasmussen.
Hvorfor sad man så alligevel dér – i et konferencerum på Hotel Munkebjerg – og talte med statsministeren og forsvarsministeren om, hvorvidt det kunne løses? Hvad var der sket med Dansk Folkeparti – og den succes, man netop havde oplevet?
Hvorfor var samarbejdet i den borgerlige blok som at overvære en gennemsnitlig aftensmadssituation i en hyper-dysfunktionel familie, hvor familiens lidt for bedrevidende storebror, Dansk Folkeparti, og den uartige og evigt konflikt- og grænsesøgende lillebror, Liberal Alliance, konstant generer og udleverer hinanden overfor det pressede familieoverhoved, Venstre-statsminister Løkke Rasmussen, der bare gerne vil have, at alle kommer overens. Det ville gøre hans liv så meget lettere.
Skarpt formidlet
Dramaet i Munkebjerg foldes medrivende ud i bogen ’Skaberen, Taberen, Frelseren?’, som udkom på Gads Forlag i midten af februar. Værket beskriver, indkredser og analyserer de begivenheder og forløb, der skal besvare to styrende spørgsmål:
Hvordan kunne det et meget langt stykke hen ad vejen gå så godt for Dansk Folkeparti?
Og hvorfor gik det pludseligt så galt?
Bogen er skrevet af to personer med et indgående kendskab til dansk politik – begge med en fortid helt ind i partiernes prustende maskinrum: Søs Marie Serup, der i dag blandt andet fungerer som politisk rådgiver og som politisk kommentator på TV2 News, og Mikkel Faurholdt, der er lobbyist og politisk rådgiver.
De ved, hvad de taler om, og de skriver godt. Der er flere scener som den på Munkebjerg Hotel i bogen, og det giver den et levende og medrivende forløb. Ja, faktisk kunne der godt have været meget mere fra den skuffe i den faglitterære formidlingsværktøjskasse.
Storheden førte til hovmod, der førte til en tilbagelænethed, der førte til især ét katastrofalt strategisk valg; sofaflirten med Socialdemokratiet
Bogen er på 282 sider, men der kunne faktisk godt være skruet op for sidetallet, hvis det havde betydet, at man havde fået mange flere politiske mellemregninger med. Enkelte steder tages et forhåndskendskab til dansk politik og til den moderne politiske historie (siden 1995) for givet.
Det er lidt synd, for det bliver en kende uforløst og lidt forhastet. Lidt for meget ’videre, videre, videre’ i forfatternes bestræbelser på at holde sig på sporet: fortællingen om Dansk Folkepartis første 25 år. Dét er så til gengæld en historie, der kunne bære overskriften ’vildere, vildere, vildere’.
Snæver analyseramme
Bogen er en lang analyse af partihistorien, men med den øjeblikkelige situation i klart fokus og som det altoverskyggende pejlemærke. Det er som med fortællingen om Titanic. Dette flotte, majestætiske skib, der stævner ud – og vi er imponeret over fart, form og fremtræden, men vi ved godt, at lige om lidt dukker et isbjerg ud af mørket, katastrofen indtræffer, skibet går ned.
Vi ved godt, at alt det, vi læser om Dansk Folkepartis fødsel ud af Fremskridtspartiets ruiner og på trods af parnassets manglende tro (og spirende latterliggørelse), alt det, vi læser om den voldsomme magt, som partiet fik under VKO-samarbejdet (eller VOK-samarbejdet, som Pia Kjærsgaard konsekvent kaldte det), og alt det, vi læser om den gigantiske succes i 2015, kun leder ét sted hen: kollaps, deroute, intern strid, styrtdykkende meningsmålinger og en formand, der tilsyneladende lever på lånt tid.
Dramaturgien er velkendt – og skriger på at blive forløst. Der er ret beset ikke noget, der fascinerer som en historie om storhed og (for)fald. Derfor er man også grebet af fortællingen om Dansk Folkeparti, og man bliver revet med, mens Serup og Faurholdt spæner hen over årene og siderne i bogen.
Deres fortælling om forfald bærer i høj grad et element af fatalisme med sig. Når vi nu kender den nuværende situation, ja så kunne det næsten ikke gå anderledes. Storheden førte til hovmod, der førte til en tilbagelænethed, der førte til især ét katastrofalt strategisk valg: sofaflirten med Socialdemokratiet.
Det er den, der for Serup og Faurholdt står tilbage som den enkeltstående begivenhed og beslutning, der førte til Folkepartiets deroute. Dét er den store motor i forfaldshistorien, men et par hjælpemotorer bidrager i den grad også til de voldsomme udfordringer, som ikke bare Dansk Folkeparti men den borgerlige blok i sin helhed har stået overfor de sidste tre-fire år.
Dét, Socialdemokratiet vinder, er dét, som Dansk Folkeparti taber. Men kan det være hele sandheden?
Serup og Faurholdt nævner det betændte samarbejde (eller rettere: mangel på samarbejde) mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og så fremkomsten af først (og især) Nye Borgerlige og siden Stram Kurs. Deres tilstedeværelse var en voldsom blokering af den indvandringskritiske vej, som Dansk Folkeparti i et kvart århundrede havde kørt ad. Og Liberal Alliances evige drillerier markante vejsidebomber langs ruten.
Analysen giver mening og holder for så vidt også vand, men den er også så snæver, at den låser for andre fortolkninger og netop bliver fatalistisk. Serup og Faurholdt kalder det et nulsumsspil, som Dansk Folkeparti ender med at tabe. Dét, Socialdemokratiet vinder, er dét, som Dansk Folkeparti taber. Men kan det være hele sandheden?
Det var et sats, ja, da Thulesen Dahl først satte sig i sofaen med Mette Frederiksen og lod sig interviewe til Fagbladet og siden trådte ind på scenen i Cirkusbygningen sammen hende for at diskutere politik foran en sal fyldt med 3F’ere. Men hvad nu hvis satset var lykkedes? Kan man bebrejde ham for at prøve det?
Argumentet i bogen er, at de blev lokket i en fælde. De havde ikke selv foretaget analyser med omvendt fortegn; de troede ikke rigtig på analyser og troede mere på den veltunede seismograf, som Pia Kjærsgaard havde været i årevis
Samarbejdet med statsminister Løkke Rasmussen, der pludselig blev en frelst midtersøgende politiker, havde – som mødet i Vejle tydeliggjorde – været træls igennem en længere periode. Og det parlamentariske landskab så markant anderledes ud, end dengang Dansk Folkeparti var det absolut vigtigste støtteparti for VK-regeringen under Fogh Rasmussen.
Ja, støtteparti dækker det vel ikke engang. Det var mere end det. Det var et regeringsparti udenfor regeringen.
Serup og Faurholdt redegør fremragende for det imponerende strategiske researcharbejde, som Socialdemokratiet udførte efter at have tabt regeringsmagten i 2015. De ville forstå, hvem DF-vælgerne var for at lokke så mange af dem til(bage til) S igen. Alt dette opdagede DF-toppen og -sekretariatet tydeligvis ikke.
Argumentet i bogen er, at de blev lokket i en fælde. De havde ikke selv foretaget analyser med omvendt fortegn. De troede ikke rigtig på analyser og troede mere på den veltunede seismograf, som Pia Kjærsgaard havde været i årevis. Men seismografen var enten gået i stykker, eller også blev der ikke lyttet til den af en Thulesen Dahl, så tydeligvis ramt af en selvtilfredshed og en tyrkertro på partiets muligheder, at han – og hans nærmeste – fejlede i at se fælden og selv markere sig dér, hvor det nyttede.
Det har muligvis, nej sandsynligvis, også blændet, at man blæste det politiske Danmark omkuld ved det gule valg i 2015. I denne snævre analyse kommer DF-toppen, særligt Thulesen Dahl, til at se mere strategisk blind ud, end tilfældet formentlig er.
Derouten og kollapset beskrives smertefuldt præcist af Serup og Faurholdt, der også formår at sætte de to (kommende) partirivaler fint op imod hinanden; Messerschmidt versus Thulesen Dahl. Det er mellem dem, slaget skal stå
Man kan også argumentere for, at han tog en chance i en situation, hvor det man plejede at gøre, ikke rigtigt virkede. Tilbage står imidlertid – om man tror på analysen eller ej – at Dansk Folkeparti efter at have kysset stjernerne i 2015 er styrtet voldsomt mod jorden.
Derouten og kollapset beskrives smertefuldt præcist af Serup og Faurholdt, der også formår at sætte de to (kommende) partirivaler fint op imod hinanden; Messerschmidt versus Thulesen Dahl. Det er mellem dem, slaget skal stå. I bogen er det frelseren mod taberen (der – helt paradoksalt – jo også har været partiets historisk store vinder).
Skaberen er naturligvis Pia Kjærsgaard – og ’skaberen’ kan meget vel også forstås i nutid. Hun har tilsyneladende mistet tilliden til sin selvudnævnte formand og er stadig i en position, hvor hun kan (og sikkert er godt i gang med at) skabe den næste formand.
Den manglende gennemsigtighed
Serup og Faurholdt har talt med mange, har læst meget og bygget markant videre på deres egne opfattelser, forståelser og analyser. De er to stærke kort, der har forløst fortællingen rigtigt fint, men for nærværende anmelder skæmmer det, at resear
chprocessen er så uigennemsigtig.
Jeg er fuldt ud klar over, at langt de fleste samtaler har været foretaget i fortrolighed og med garanteret anonymitet. Det er vejen til afdækningen af de inderste strategiske beslutninger og forløbet af dybt lukkede møder. Men jeg savner en skarpere og bedre dokumentation for analysen, og jeg savner, at der bliver peget på, hvor jeg kan blive klogere og – i bedste fald – trykprøve nogle af argumenterne i bogen.
Meget apropos fremstår bogen uden indeks og uden litteratur- og kildeliste. Det er synd for en skarpt skrevet, velformidlet og central analyse af det måske vigtigste parti siden 1995.
’Skaberen, Taberen, Frelseren? – Historien om Dansk Folkeparti’
Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup
Antal sider: 282
Pris: 249,95 kr.
Udgiver: Gads Forlag
LÆS ALLE SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARDS ARTIKLER HER
Topfoto og indsatte billeder er taget af Klaus Holsting.
Omslag: Forlaget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
