Taxamandens klumme: En hyldest til de rå læger

Jesper Grunwald 10.05.2021

LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamanden er kommet i den alder, hvor det er svært at finde en læge, hvis hun skal leve op til hans vigtigste krav (ja, du læste rigtigt – han har altid foretrukket kvindelige læger). Jesper Grunwald går efter en læge på hans egen alder, for han har det bedst med, at ”helbredskonsulenten” har et solidt erfaringsgrundlag i sit håndværk, og at de nogenlunde deler livserfaring og sprog. Men nu kommer problemet: Alle lægerne på hans egen alder er ved at blive indhentet af pensionsalderen.

Kirsten hedder min læge. Jeg har haft hende i snart 25 år. En jernlady i sin bedste alder – min egen – og på vej til at stoppe. Hun har været den helt rigtige læge for en patient som undertegnede, der nok ikke er helt fri for den latente hypokondri hos mænd, der normalt betegner sig selv som nogle fandens karle.

Jeg kører stadig taxi trods min egen pensionering, og når man betragter forholdet arbejdstid/aflønning er det indlysende, at der ikke alene er tale om sygelig trang til penge. Jeg nyder bare friheden, meningsfuldheden i at have en arbejdsrolle i livet. Måske illusionen om at holde alderdommen fra livet.

Men jeg er ikke i samme træningstilstand som før. Og nu holder jeg her på den forkerte side af en vejspærring. Kunden er en ældre kvinde, let foroverbøjet og med en lidt besværet gang. Jeg ruller vinduet ned og undskylder min fejltagelse. Hvis hun vil vente blot et par minutter, finder jeg en smutvej til den anden side af spærringen.

Den er helt gak med ryggen for tiden, og hun ved, hvad der skal til. Den ældre kvinde er pensioneret læge og klarer “ærterne” selv

“Nej, nej”, siger hun og sender mig et blik, som er indiskutabelt.

Ikke decideret irritabel men en udpræget no bullshit-kvinde.

Hun signalerer med hånden, at jeg skal vende kareten og blot køre frem foran den 100 meter lange, rød-hvide afspærring af vejarbejdet.

Jeg er fremme ved hullet i afspærringen før hende og står klar med åben dør og et par undskyldninger, som hun tydeligvis ikke gider høre. Hun ignorerer dem og beder om at blive kørt til et apotek i det centrale København. Den er helt gak med ryggen for tiden, og hun ved, hvad der skal til. Den ældre kvinde er pensioneret læge og klarer ”ærterne” selv.

Stemningen ligner mine konsultationer hos min egen praktiserende læge. Ikke autoritær, ikke decideret striks – men der er ingen tvivl om, at det er hende med kjolen, der har bukserne på.

Da jeg for nogle år siden fik den besked, at mit blodtryk var for højt, og at jeg skulle medicineres for det – ja, jeg må nok indrømme, at der var en snert af den nærdødsoplevelse, som min elskede håner mig for, hvis ikke helbredet er helt, som det skal være.

Det er er ret betryggende at have en læge, der arbejder benhårdt på at holde én i live

Jeg vidste godt, jeg vejer over gennemsnittet, og at min familie er disponeret for forhøjet blodtryk. Men alligevel. Var der ikke andre veje end de to små piller, der stadig er min daglige dosis? Jeg havde aldrig haft symptomer.

Kirsten kiggede på mig. Mit ansigt var på ingen måde rødligt med præg af blodtrykket – snarere blegt efter den dom, hun lige havde givet mig: på piller i al evighed, amen!

Kirsten strøg høflighedsfraserne og gik lige til den buttede patient:

“Slap nu af, mand. Du skal ikke dø lige nu! Men du slipper for den skæbne, der ramte mange mænd i din alder, inden man lærte at tage det sunde blodtryk alvorligt. Nu bliver det nok ikke dig, der falder død om, fordi du spiller fodbold med børnebørnene på græsplænen”.

Det er den der kontante stil, der fik mig til at beholde hende som læge, selv om jeg flyttede ud af kommunen. Det er er ret betryggende at have en læge, der arbejder benhårdt på at holde én i live.

Hvis der er tale om noget akut, kan jeg jo bare indlægge mig selv på et af sygehusene

Den ældre kvinde, min kunde i taxien, er pensioneret med et speciale, hun udelukkende har brugt som sygehuslæge. Jeg fortæller hende om min doktor (sådan lærte jeg at sige det som barn), som trækker pensionskortet senere på året. Og mine overvejelser om, hvad jeg så gør.

“Det problem kender jeg godt, siger hun. Den er jo helt galt med antallet af praktiserende læger. Der er simpelthen ikke nogen ledige her, hvor vi bor”.

Og så fortæller hun mig noget, som jeg ikke anede, kunne lade sig gøre. Hun er i sygesikringsgruppe 2, hvor man selv vælger, hvor man vil behandles, og om nødvendigt frekventerer man flere læger. Hun har valgt, at hendes egen læge er – hende selv! Hun konsulterer – sig selv. Udskriver selv sin egen medicin. For selv om hun er pensionist og i 70’erne, har hun stadig sin autorisation.

Min nysgerrighed tager over.

Og hvad fanden – jeg havde smidt 15 kilo, siden vi så hinanden sidst. Jeg var utilsløret stolt. Så vejede hun mig og sagde, at jeg endnu havde en opgave i projektet

“Jeg har hørt flere læger sige, at de ikke bryder sig om at skulle diagnosticere f.eks. deres børn eller ægtefæller”. En kunde fortalte for nogle år siden, hvor voldsomt det havde været at holde modet oppe på en kræftsyg kone. Hun ville leve længere. Han vidste, hvor galt det stod til. Kan man virkelig være sin egen omsorgsperson?

“Det kan være svært”, siger den pensionerede læge. “Men jeg har ingen børn og er enlig. Og jeg har endnu ikke fundet den læge, jeg ønsker mig. Hvis der er tale om noget akut, kan jeg jo bare indlægge mig selv på et af sygehusene. Måske er det ikke den bedste løsning at være sin egen læge. Men det er dog radikalt bedre end at have én, der ikke findes, eller én, der giver en sludder for en sladder”.

Hun er skarp som min egen doktor Kirsten.
Rationel.
Svesken på disken!

Som da jeg ret stolt fremviste min krop ved det årlige tjek for et par år siden. Måske ikke gladiatoragtig. Der var mindre flæsk. Men nogle dele af overkroppen var stadig ramt af tyngdekraften. Og hvad fanden – jeg havde smidt 15 kilo, siden vi så hinanden sidst. Jeg var utilsløret stolt. Så vejede hun mig og sagde, at jeg endnu havde en opgave i projektet med den faldende vægtkurve – med følgende salut:

“Ja, jeg har selv sagt til min mand, at hvis ikke hans vægt bliver ved med at være tocifret, så er det skilsmissegrund!”

OK, jeg forstod budskabet.

Dygtige læger er hverken til fedme eller selvfedme. De taler lige ud af posen.

LÆS FLERE TEKSTER AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER

Topillustration og foto: OpenClipart-Vectors og congerdesign, Pixabay

Jesper Grunwald

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112