MUHAMMED-TEGNINGER, MODSVAR // DEBAT – “Når han [Jakob Skovgaard-Petersen, red.] ikke vil vide af den dødstrussel, som hænger over hovedet på undervisere som Charlotte og hendes ligesindede og skræmmer dem til at udøve selvcensur, optræder han usolidarisk,” skriver Eva Gregersen i dette modsvar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
POV bragte 4. marts teksten til mit oplæg ved en høring på Christiansborg. I oplægget forklarede jeg, under hvilke omstændigheder det er farligt at undervise i Muhammedtegninger. Desuden kritiserede jeg islamforskerne Jakob Skovgaard-Petersen og Tim Jensen for deres manglende solidaritet med de af deres kollegaer, der underviser på den farlige måde, og som derfor nu risikerer at blive slået ihjel.
Jeg sagde blandt andet, at Skovgaard-Petersen udviser en vilje til blindhed over for alvoren af den dødstrussel, som disse kollegaer nu har hængende over hovedet.
23. marts bragte POV et svar fra Skovgaard-Petersen. I det svar giver han – godt pakket ind i en hel masse udenomssnak – en ny demonstration af netop den usolidariske virkelighedsfornægtelse, som jeg har kritiseret ham for. Dermed sætter han to streger under validiteten af min kritik.
Skovgaard-Petersen har nærmest intet at sige til indholdet af mit oplæg. I stedet gør han det til et spørgsmål om, hvem der har inviteret mig til at tale på Christiansborg, og hvad jeg tidligere har fremsat af udtalelser i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen. Med andre ord forsøger professoren at affeje min kritik, ikke ved at tilbagevise substansen, men ved at flytte fokus over på konteksten og afsenderen og i det hele taget alt, hvad der kan hvirvle støv op og forhindre folk i at stille skarpt på professorens svigt.
Virkelighedsfornægtelsen
Skovgaard-Petersen bruger næsten ingen plads på at forholde sig til den case om en underviser på Københavns Professionshøjskole, som var central for mit oplæg. Han indleder sit afsnit om casen med denne nonchalant affærdigende sætning:
”Jeg kender ikke Charlotte eller hendes sag i nogen detaljer.”
Det er ubegribeligt, at han kan få sig selv til at skrive det.
Til at begynde med burde Skovgaard-Petersen have orienteret sig i Charlottes sag, længe inden han valgte at skrive en kronik om Muhammedtegninger i undervisningen. Politiken bragte et grundigt interview med Charlotte på avisens forside 30. oktober 2020.
DR bragte massiv dækning af hendes sag 10. maj 2021 både i P1 Morgen og i TV Avisen og på dr.dk. Sagen har været et fast indslag i debatten om emnet lige siden. Når man er professor i islamiske studier og gerne vil byde ind i denne debat, er der ingen undskyldning for ikke at have sat sig ind i Charlottes sag.
Men hvad der endegyldigt underminerer Skovgaard-Petersens påstand om, at han ikke kender Charlottes sag i nogen detaljer, er, at jeg gennemgik Charlottes sag i detaljer i mit oplæg – altså det selvsamme oplæg, som Skovgaard-Petersen skal forestille at svare på!
Selv når man fanger Skovgaard-Petersens opmærksomhed og insisterer på at konfrontere ham med kendsgerningerne i Charlottes sag, sådan som jeg har gjort, vælger han altså at lukke øjnene og stikke to fingre i ørerne. Professoren ønsker simpelthen ikke at forholde sig til kendsgerningerne i Charlottes sag. Det regner jeg hermed for bevist.
Relativisering
Skovgaard-Petersen færdiggør sit afsnit om Charlottes case sådan her:
”Da jeg blev spurgt om truslerne mod hende i radioen, sagde jeg, at det var meget, meget ubehageligt, og at hun selvfølgelig skulle melde det til politiet. Der kommer mange trusler på de sociale medier, og det er i sig selv en af de væsentligste trusler mod den demokratiske samtale.”
Dette er en himmelråbende relativisering, som afdramatiserer Charlottes sag så kraftigt, at det tangerer misinformation. Det var præcis denne tendens til at tale alvoren i Charlottes sag ned, som provokerede mig til at gå ud med min kritik af Skovgaard-Petersen i første omgang.
For trusselsbilledet mod Charlotte var noget særligt. Hendes sag kan ikke sammenlignes med de sager, hvor en eller anden klaptorsk skriver noget truende til en meningsdanner. Den slags trusler er forkastelige og skal straffes, men der er lykkeligvis så langt fra tanke til handling, at de almindeligvis må betegnes som tomme.
Det anderledes alarmerende ved Charlottes sag, som Skovgaard-Petersen vælger ikke at forholde sig til, er, hvordan trusselsbilledet mod hende udviklede sig til at blive dødsensfarligt takket være snesevis af danske og udenlandske muslimer, som piskede en stemning op mod hende på baggrund af, hvad de opfattede som hendes krænkelse af islam. Og det skete vel at mærke dagen efter, at en tilsvarende stemning, som muslimer havde pisket op mod den franske lærer Samuel Paty, var kulmineret med hans henrettelse på åben gade.
Det er nemt nok for ham at sige. Det er nemlig ikke hans liv, der er i fare
Skovgaard-Petersen opfordrer Charlotte til at melde truslerne til politiet, men han ignorerer, hvordan trusselsbilledet mod hende blev vurderet til at være så alvorligt, at politiet rådede hende til at slette sit Facebook-opslag og holde lav profil i den offentlige debat, og at PET efterfølgende gav hende rådgivning og en fast kontaktperson.
Faktum er, at Charlottes Facebook-opslag bragte hende i overhængende fare. Skovgaard-Petersen har en kollega på en københavnsk undervisningsanstalt, der var et mulehår fra at havne på Islamisk Stat og al-Qaedas dødslister, fordi hun slog et slag for den sekulære oplysning. Hvis ikke hun havde slettet sit Facebook-opslag og opgivet enhver intention om nogensinde at vise Muhammedtegninger i sin undervisning, kan det meget vel tænkes, at Charlotte ville være død nu.
Men den alvor trænger ikke ind til Skovgaard-Petersen.
Det er her værd at nævne, at Charlottes sag ikke er den eneste hændelse i Europa, der stadfæster voldsmandens nye veto mod visning af Muhammedtegninger i undervisningen. Der var en sag i England, hvor en religionslærer måtte flygte under jorden af frygt for at lide samme skæbne som Paty. Og en tysk delstat har advaret skoleledere om, at visning af Muhammedtegninger i undervisningen kan føre til voldshandlinger mod den ansvarlige.
Voldsmandens veto – som længe har omfattet islamkrænkende satire – er altså nu udvidet til også at omfatte islamkrænkende undervisning. Implikationerne for selvcensuren ved de europæiske katedre er selvindlysende for enhver, der forholder sig til kendsgerningerne.
Mere virkelighedsfornægtelse
Skovgaard-Petersen skriver yderligere:
”Det mystificerende begreb om ”voldsmandens veto” leder ind i en skyggeboksning mod en fjende, som måske er der, måske ikke, men i hvert fald får os til at sælge ud.”
Igen er det ubegribeligt, at han kan få sig selv til at skrive det.
I PET’s terrorvurderingsrapport fra 2021 står der:
”Militante islamister udgør fortsat den væsentligste terrortrussel mod Danmark, og CTA vurderer, at denne trussel er i niveauet alvorlig. […]
I 2020 har hændelser i Danmark og udlandet, der er blevet opfattet som krænkelser af islam, vist, at krænkelsessager fortsat har et betydeligt potentiale som drivkraft for militante islamister. […]
De mest sandsynlige mål for et militant islamistisk terrorangreb i Danmark er symbolmål eller ubeskyttede civile mål, såsom et offentligt befærdet sted. Symbolmål omfatter bl.a. personer, institutioner og begivenheder, der kan opfattes som islamkrænkende.”
Der er ikke nogen tvivl: Fjenden er her. Risikoen for terror er alvorlig. Og et af de mest sandsynlige terrormål er ”personer […] der kan opfattes som islamkrænkende”. Såsom Skovgaard-Petersens kollega Charlotte.
Det er fakta. Men dem ser det ud, som om professoren er resistent over for.
Udvælgelsen af symbolmål
Han fortsætter med en frejdig formaning til alle om at ryste frygten af sig:
”Det er netop ved at gøre, som man ville have gjort alligevel, at man for alvor neutraliserer terror.”
Det er nemt nok for ham at sige. Det er nemlig ikke hans liv, der er i fare.
Skovgaard-Petersen bruger sin egen case til at sandsynliggøre, at man som underviser sagtens kan anvende Kurt Westergaards tegning i sin formidling uden at modtage trusler. Men faren ved at gøre det er ikke den samme for ham som for Charlotte og hendes ligesindede. Skovgaard-Petersen vil aldrig nogensinde blive udvalgt som symbolmål.
For som jeg argumenterede for i mit oplæg, er det ufarligt at undervise i Muhammedtegninger, hvis bare man samtidig sørger for at formidle det budskab, at det var forkert at lave dem. Som empirisk belæg for den tese bragte jeg nogle relevante og illustrative citater fra herboende praktiserende muslimer. De citater ignorerer professoren imidlertid fuldstændig.
Hans eneste kommentar til min tese er følgende:
”Særlig synes det at ærgre hende, at [Tim Jensen og jeg] tilmed meddeler, at vi ikke har modtaget nogen trusler. Det skyldes ikke måden, vi underviser – og det gør vi højst forskelligt – men at risikoen nok er meget lille. Vi ved det jo ikke.”
Skovgaard-Petersen afviser altså blankt min tese, men uden at gøre noget forsøg på at tilbagevise min argumentation. Han nøjes med at indskyde, at han og Tim Jensen underviser ”højst forskelligt”. Det virker som et udslag af de små forskelles narcissisme. Det afgørende spørgsmål er: Formidler Skovgaard-Petersen det budskab, at det var forkert at lave Muhammedtegningerne?
Jeg har ikke overværet Skovgaard-Petersens undervisning, men jeg har læst det relevante kapitel af hans bog Muslimernes Muhammad, som han inddrager som evidens for, at frygten for at vise Muhammedtegninger er blæst for højt op. På side 360 står der (min kursivering):
“[I 2006 blev jeg] interviewet i egyptiske medier og bedt om at deltage i debatter. Her søgte jeg at udtrykke forståelse for folks bestyrtelse over tegningerne og sagde, at jeg personligt ikke sympatiserede med dem. Samtidig forklarede jeg, at avisen havde holdt sig inden for dansk lov og publiceringstradition, som indbefattede religionskritik.”
Når han forkaster voldsmandens veto som et ”mystificerende begreb” og opfordrer os til at agere, som om der ingen særlig risiko er forbundet med at krænke islam, gør han offentligheden dummere
På side 374-375 uddyber han sit standpunkt. Først understreger han, at aviser må bringe de illustrationer, de vil, inden for lovens og presseetikkens rammer. Dernæst skriver han:
”Omvendt er det i mine øjne ikke synderligt fortjenstfuldt at håne noget, som er centralt for andre menneskers tro og identitet, men som man ikke selv føler noget for eller måske overhovedet har sat sig videre ind i. Når man ikke har nogen anfægtelser, er det selvfølgelig ulideligt let at gøre det. Men det har en pris. Hvis man krænker og håner noget, som andre holder kært, skal man ikke forvente taknemmelighed. Det forværrer forholdet mellem befolkningsgrupper, lokalt og globalt. Og påstande om, at det på en eller anden måde skulle være til muslimernes eget bedste, virker fortænkte og patroniserende; religioner reformeres ikke af deres fjender, men af deres tilhængere.”
Nok konstaterer han altså, at det var lovligt for Jyllands-Posten at bringe tegningerne, men han formidler samtidig implicit det budskab, som jeg har argumenteret for freder ham, nemlig at det i hans optik var forkert af Jyllands-Posten at gøre det.
Kontrasten mellem Skovgaard-Petersens evidente antipati mod og Charlottes lige så evidente sympati for Jyllands-Postens intention med publiceringen af Muhammedtegningerne er umiskendelig. Og derfor er det hende og ikke ham, der er kuet til tavshed i den offentlige debat og har fast kontaktperson hos PET.
Skovgaard-Petersens svigt
Skovgaard-Petersen er selvfølgelig i sin gode ret til at mene om Muhammedtegningerne, hvad han vil, og til at undervise i dem på den måde, han vil. Ligesom det er fuldkommen legitimt, at han er modstander af at gøre tegningerne til en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen.
Men så længe han fornægter virkeligheden, fortjener han kritik.
Når han ikke vil vide af den dødstrussel, som hænger over hovedet på undervisere som Charlotte og hendes ligesindede og skræmmer dem til at udøve selvcensur, optræder han usolidarisk.
Derfor er Skovgaard-Petersen værd at kritisere, hvis man kerer sig om det sekulære liberale demokratis beståen
Når han forkaster voldsmandens veto som et ”mystificerende begreb” og opfordrer os til at agere, som om der ingen særlig risiko er forbundet med at krænke islam, gør han offentligheden dummere snarere end klogere på genstanden for hans eget forskningsfelt.
Og når han bruger sin autoritet til at tale problemet ned i stedet for at bidrage med egne løsningsforslag, bidrager han aktivt til at bane vejen for den voldsunderstøttede fremmarch af en førmoderne totalitær ideologi i Europa i det 21. århundrede.
Derfor er Skovgaard-Petersen værd at kritisere, hvis man kerer sig om det sekulære liberale demokratis beståen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
