KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Ved at kaste regionen ud i kaos, et israelsk samfund i psykologisk og åndelig choktilstand, dybt traumatiseret og fyldt med angst og frygt, et palæstinensisk samfund totalt i ruiner, en irrelevant palæstinensisk ledelse begravet i egen korruption, en Abraham-aftale sendt i respirator, et arabisk samfund på randen af eksplosion, og arabiske ledere, der er taget med bukserne nede, har Iran nu vist omverdenen, hvad landet mener med hævn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har i Vesten haft en tendens til at tro, at Irans stilhed skyldes Israels yderst avancerede teknologier og overlegenhed. Mange militære analytikere og journalister har i en venstrehåndsbevægelse afskrevet Irans handlemuligheder. Hvad vil iranerne gøre, spurgte de. Hvad kan iranerne gøre? Vil de angribe igen? Og deres svar var, at så får de bank.
Sådan en tankegang er en letsindig ideologi, der gør en blind for virkeligheden. En sådan ideologi ønskede Iran netop at plante i sindene hos israelske og vestlige politikere og militære ledere. Som en meget følelsesladet person kunne Benjamin Netanyahu psykologisk set være det bedste potentielle offer for en sådan psykologisk krigsførelse.
Denne tankegang om egen overlegenhed var præcis det, Iran ønskede at skabe hos dem, og det lykkedes. De ventede bevidst, indtil den israelske regering var blevet vugget i søvn, overbevist om egen overlegenhed.
Strategisk dybde
Iran står bag Hamas’ brutale angreb på Israel. Det er en manifestation af den bemærkelsesværdige dygtighed, der er indlejret i den iranske politiske og militærstrategiske tænkning og gennemført af et embedsapparat, der er udstyret med skarpsindighed og sofistikation. Det udviser en overordentlig kynisme forankret i en rationalistisk tradition, der strækker sig over 2600 års imperie-styring i området fra Indien til Centralasien, Kaukasus og Vestasien.
Iran udnyttede denne tankegang og søgte at plante en ideologi baseret på Israels overlegenhed, der underminerede Israels forståelse af det hurtigt skiftende strategiske landskab
Iranerne kender de forskellige etniske gruppers mentalitet, traditioner, politiske kulturer og svagheder. En tidligere leder af de amerikanske tropper i Afghanistan siger, at han ikke er overrasket over den iranske tænkemåde. Ifølge ham har iranernes paradigmer for rationalitet og planlægning ikke kun de nærmeste år i sigte (som man har for vane i USA og Europa); deres planlægning strækker sig over de næste 30, 40 år, endda 100 år og generationer. Og de lader sig aldrig forstyrre til at vige tilbage fra deres oprindelige plan, uanset hvor ofte man prøver at provokere dem.
Ehud Olmert, en tidligere israelsk premierminister, er enig i denne opfattelse og anerkender Irans intellektuelle dygtighed, raffinement og styrke. Som en del af dækningen af situationen på den britiske tv-station Channel 4 tidligere på ugen sagde han: “Iran er klogt, sofistikeret og stærkt, og hvis vi (Israel, red.) ikke er arrogante, kan vi være lige så kloge, stærke og sofistikerede som dem, eller endda mere.”
Gennem tiden har jeg forsøgt at argumentere for, at Irans tilsyneladende tilbageholdte reaktioner på israelske angreb eller landets symbolske svar på drabet på dets øverste general, Qasem Soleimani, i januar 2020 er tegn på et dybere strategisk engagement.
Denne strategiske dybde, eksemplificeret i Irans forhold til Saudi-Arabien, involverer handlinger, der rækker langt ud over øjeblikket. Iran benyttede sig af Houthi-oprørerne til en raffineret anvendelse af droner til at angribe Saudi-Arabiens teknologisk avancerede og amerikansk-sikrede olieforarbejdningsanlæg.
Dette træk satte saudierne i panik og tvang dem til at søge forsoning med Iran og forsøge at afslutte deres langvarige og vaklende konflikt i Yemen. Panikken og angsten var så dominerende hos saudierne, at de redefinerede deres nationale sikkerhedspolitik og begyndte at distancere sig fra Vesten og især fra USA som garanten for landets sikkerhed.
En højtstående Hamas-talsmand har udtalt sig om angrebet, at dette var under planlægning siden 2020
Irans politik i Syrien var baseret på en anden strategi. Foruden realiseringen af Den Grønne Linje fra Iran gennem Irak til Syrien, hvor de iranske generaler kunne stå ved Israels grænser og kigge ind i Israel, lagde Iran en plan for de uundgåelige konfrontationer med Israel i Syrien.
Konfronteret med hyppige israelske angreb på iranske baser og med personale i Syrien reagerede iranske strateger med kryptiske udtalelser, der kun antydede deres kapacitet og et bevidst valg om at vente på timing for en afgørende og tung gengældelse: “Vi har kapaciteten, og vi er tættere på dig (Israel), end du kan forestille dig, og vi vælger at slå til, når vi finder tiden rigtig. Vores svar vil være afgørende og tungt.”
Disse beskeder var ikke isolerede udtryk, men integrerede komponenter af en større strategi, forankret i den gamle persiske visdom om den vestasiatiske psyke, især den arabiske mentalitet.
Hurtigt skiftende strategisk landskab
Det arabiske sprog, kendt for sin kreativitet, bliver ofte anvendt med styrke af arabiske ledere for at intimidere deres modparter. Retorikken er som bekendt oppustet blandt de arabiske ledere. Israel har været i krig med mange arabiske lande, og landets historiske viden er baseret på den arabiske mentalitet. Dette gav det persiske Iran en afgørende psykologisk fordel.
Ved at skabe en illusion, der afspejler traditionel arabisk adfærd og mentalitet, forsøgte Iran at afværge frygten i Israel og skabe en israelsk illusion om Irans svaghed og tro på, at Iran blot poserede, men var uden reel magt.
Imidlertid forblev et kritisk spørgsmål aldrig stillet eller besvaret – hvorfor var flertallet af medlemmerne af Revolutionsgarden på baserne i Syrien fra Afghanistan og andre lande, og hvorfor skjulte Iran dem ikke mere effektivt?
Ingen overvejede den mulighed, at disse mennesker kort sagt kunne være de undværlige midler til andre mål. Hvad skulle disse mål i så fald være? Vestens afhængighed af avanceret teknologi har de seneste år ført til en falsk følelse af overlegenhed og sikkerhed, og Iran udnyttede denne tankegang og søgte at plante en ideologi baseret på Israels overlegenhed, der underminerede Israels forståelse af det hurtigt skiftende strategiske landskab.
Gennem tiden er Iran i den israelske højrefløjsregering blevet fremstillet som en papirtiger og intet mere. Scenariet var nu således: Naive Israel ramte lette mål i Syrien og var tilfreds med sine resultater, teknologi og overlegenhed, og alt imens indsamlede Iran dyb viden om Israel, observerede nøje og lærte om Israels evner, begrænsninger, tankegang og reaktionsmønstre. Som i et skakparti beregnede Iran sandsynlige træk fra Israels side samt påvirkede strategisk og manipulerede med landets opmærksomhed.
Nu havde Iran overhånd i spillet og begyndte at bevæge Israel i den retning, Iran ønskede. Se på Israels kort. Iran kunne nu fra syd (Gaza), fra Vestbredden, fra nord (den sydlige Libanon-front) og fra den syriske front lege med Israel. Iran kunne således skabe spændinger mod nord, så israelerne ville koncentrere deres opmærksomhed mod nord, og hvis spændingerne kom fra den syriske front, så ville de fokusere der, osv.
Men under alle omstændigheder var den grundlæggende forudsætning for planen hele tiden, at Israel til enhver tid skulle føle sig så sikker, at landet ville være blind for den rigtige fare.
Angrebet er så gennemført, at det uden tvivl vil blive et case study på militære universiteter fremover
I modsætning til mange analytikeres simple analyse var Iran aldrig misfornøjet med Abraham-aftalerne, for denne aftale begyndte at give den israelske regering en følelse af eufori over, at dens politik i Vestasien var ved at lykkes. Håbet og glæden ved forsoning bærer en naturlig psykologisk tilbøjelighed med sig til at forestille sig en lysere fremtid og at lade beredskabsniveauet sænke sig. Abraham-aftalerne skabte derfor den ideelle politiske stemning for Iran til at handle i.
Israels svage missilforsvarssystem
Et af de vigtigste aspekter ved enhver militær aktion er planlægningen af perioden og de forudgående træk. Der skal være en periode med stilhed og relativ ro. De seneste år har Iran forberedt en plan for et hårdt angreb.
En højtstående Hamas-talsmand har udtalt sig om angrebet, at dette var under planlægning siden 2020, og selvom omkring 1000 Hamas-krigere skulle deltage i angrebet, kendte kun de færreste i Hamas’ ledelse noget til sagen. De 1000 deltagere troede, at deres øvelser drejede sig om at forberede mulige operationer i fremtiden. De mere end antydede, at de fik hjælp af Iran.
Flere nyhedsmedier har offentliggjort filmklip, der viser Hamas-krigere under træning med paragliding, angreb og gidseltagninger iscenesat i en model af en kibbutz, de havde bygget i Gaza, samt gennemførelse af droneangreb.
Svaghederne ved Israels missilforsvarssystem havde iranske eksperter ganske nøje udregnet, og de havde leveret de nødvendige militære materialer og know-how til at bringe dem i dysfunktion. De uddannede Hamas’ operative ledelse til at placere missilerne på de rette strategiske steder og at affyre dem i det antal og i de tidsintervaller, der ville sætte missilforsvarssystemet ud af drift. Planen var nu klar.
Det gjaldt om at holde forholdet mellem Gaza og Israel i ro. Det har i et vist omfang været tilfældet i de seneste par år. Israel åbnede sine porte for mere arbejdskraft fra Gaza, og alt gik tilsyneladende efter den israelske regerings ønsker.
Næsten samtlige israelske højrefløjspolitikere i regeringskoalitionen troede, at Gaza havde mistet sin modstandskraft og endelig var under kontrol. Nu kunne man i regeringen koncentrere sig om de nye bosættelser på Vestbredden, og kræfterne skulle derfor investeres i at kunne håndtere de forventede oprør fra de palæstinensiske områder på Vestbredden.
Den iranske hævn
Det, Iran skulle gøre, var derfor at opmuntre Islamisk Jihad til at skabe uro på Vestbredden for at få den selvtilfredse israelske regering til at rette al sin opmærksomhed derhen. De messianske bosættere i den israelske regering gjorde det endnu lettere for Iran ved at fokusere på Vestbredden. Et udslag af denne messianske gruppe i regeringen var den skæbnesvangre beslutning om at flytte vigtige militære divisioner fra Gaza til Vestbredden.
Med centrale militære divisioner flyttet fra Gaza til Vestbredden var scenen sat for det nøje koordinerede, forfinede og sofistikerede angreb, som Hamas lancerede på flere fronter. Ifølge den internationale presse gav ledelsen i Irans Revolutionsgarde på et møde i Beirut i sidste uge grønt lys for, at Hamas skulle starte angrebet.
Dette angreb har en sådan grad af sofistikation og kræver overordentlig meget koordinering, langvarig planlægning og vigtige militære informationer, alt sammen langt uden for rækkevidde for en organisation som Hamas. Alt dette tyder på involvering af erfarne militære strateger og betydelige organisatoriske ressourcer. Angrebet er så gennemført, at det uden tvivl vil blive et case study på militære universiteter fremover.
Oldingen i Teheran har det fornøjeligt i disse dage. Lad os arbejde sammen for at gøre det til sidste gang, han er fornøjet
Ved at kaste regionen ud i kaos, et israelsk samfund i psykologisk og åndelig choktilstand og dybt traumatiseret, fyldt med angst og frygt, et palæstinensisk samfund totalt i ruiner, en irrelevant palæstinensisk ledelse begravet i egen korruption, en Abraham-aftale sendt i respirator, et arabisk samfund på randen af eksplosion, og arabiske ledere, der er taget med bukserne nede, har Iran nu vist omverdenen, hvad landet mener med hævn.
Netanyahu har ret i sin udtalelse om, at efter dette angreb vil Mellemøsten se meget anderledes ud. Jeg er desværre bange for, at fremtiden ikke vil være i Netanyahus billede, men i Irans billede, og den gamle persiske drøm om på ny at dominere Vestasien er allerede ved at være en realitet. Turen vil også snart komme til andre områder i Centralasien og Kaukasus.
Lad os gøre en ting klar. Iran glemmer aldrig et regnskab, om der så går årtier. Landet arbejder sig møjsommeligt hen imod at gøre regnskabet op på det rette tidspunkt. At håndtere Iran kræver derfor en nuanceret tilgang, intellektuel kapacitet, dyb viden, snilde og færdigheder til at navigere i kompleksiteterne i det geopolitiske landskab. Sammenlignet med det, der opfattes som nutidens politikeres beklagelige tendens til at mestre ignorancens kunst, er vi så havnet med begge ben midt i problemets kerne.
Oldingen i Teheran har det fornøjeligt i disse dage. Lad os arbejde sammen for at gøre det til sidste gang, han er fornøjet.
Det kan sagtens være, at den skeptiske læser betragter disse overvejelser som de rene spekulationer og overvurderinger. Meget muligt, men jeg vil derfor stille min skeptiske læser et simpelt, endda banalt spørgsmål: På trods af 42 års heftige sanktioner, afkobling fra den vestlige verdens økonomi og stempling som en pariastat, vil du være elskværdig at vise mig et eneste sted, en eneste international sammenhæng, en eneste strategisk plan, hvor Iran har tabt i de seneste 42 år? Et eneste eksempel vil være nok, skal du vide.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her