SIKKERHEDSPOLITIK // KOMMENTAR – Sikkerhedspolitisk står vi i usikre tider. De historiske plader forskyder sig, og vi ved ikke, hvornår eller hvordan de sætter sig. Men vi må værne om frihed, demokrati og international retsorden, skriver Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den kolde krig fyldte meget i min bevidsthed som barn og ung. Jeg var hunderæd for atomkrig, og da Berlinmuren faldt, sprang jeg på det første og bedste tog til Berlin for at opleve og mærke den forandring af verden på nærmeste hold.
Som så mange andre troede og håbede jeg på, at verden derfra ville bevæge sig i en mere fredelig og sameksisterende retning. At mistillid, fjendskab og tilsyneladende uoverstigelige ideologiske barrierer med tiden ville afløses af tillid, fremskridt, venskab og samhandel.
Det skete faktisk også – et stykke hen ad vejen. Mange af de tidligere Warszawapagtlande er siden blevet handelspartnere, EU-medlemmer og sågar Nato-medlemmer. De danske relationer til de baltiske lande, til Polen og til det nu genforenede Tyskland – for blot at nævne nogle få – er nære og stærke. Og så hører det med til historien, at landene fra østblokken havde temmelig travlt med at komme ind i Nato – de vidste bedre end nogen, hvilken farlig nabo Rusland var – og er.
Når jeg skriver, at jeg er bekymret, så er det ikke bare, fordi nye tider kan afføde usikkerhed
For efter Ruslands angrebskrig på Ukraine for et år siden står det jo så også klart, at træerne ikke vokser ind i himlen. Det står også klart, at jeg – i lighed med de fleste – ikke så klart nok, hvor Rusland har været på vej hen under Putins lederskab.
Der er derfor grund til at besinde sig på den virkelighed, vi nu ikke længere kan afvise eksistensen af: at der er nationer og kræfter i verden, som har helt andre dagsordener end fredelig samhandel og godt naboskab. Og der er lande i verden, som ikke anerkender international retsorden – selv om de sidder i FN’s Sikkerhedsråd. Det er uafviseligt. Og det giver grund til at kigge grundigt på verden omkring os – og på, hvordan vi forholder os til den situation, vi står i.
De store historiske tektoniske plader forskyder sig
Jeg må erkende, at jeg er dybt bekymret. Min vurdering er, at vi lige nu står et sted i historien, hvor der sker mange forskydninger, og hvor der er mange begivenheder, som vi ikke ved, hvor ender. Det er de store historiske tektoniske plader, der forskyder sig i disse år. Og der kan gå 3 eller 5 eller 15 år, før de ”sætter sig” i en ny orden, som vi så kan tage bestik af derfra. Lige nu agerer vi i en kompleks matrix af begivenheder. Og den orden, vi har kendt, er i opbrud.
Efter 2. Verdenskrig tænker jeg, at verden har oplevet noget tilsvarende: Nazi-Tyskland var nok besejret. Men Stalins Sovjet ville ekspandere. Storbritannien, som havde ofret så meget under krigen på det europæiske kontinent, stod sønderbombet tilbage og havde for anden gang på et par årtier mistet store dele af et par generationer af unge mænd, mens imperiet – de gamle kolonier – smuldrede.
USA havde udviklet en enorm økonomisk styrke og et produktionsapparat, som bragte USA fremad – og med stor hjælp til Europa og det knækkede Japan i processen. I perioden efter krigen etableredes den kolde krig, og hvor vi i Vesten (og i Japan) nød godt af voksende samhandel, velfærdsfremskridt og større tillid – under atomparaplyen – ”satte” de tektoniske plader sig i en orden. Den orden, som vi kender som ”den kolde krig”, herskede frem til murens fald, hvor jeg altså som helt ung måtte til Berlin for at opleve afslutningen på den orden – og begyndelsen på en ny.
Hvor vi, også i Danmark, i 00’erne og 10’erne, rettede fokus mod Mellemøsten og truslen fra islamisme og terrorisme, så har Ruslands brutale krig i Ukraine sendt os tilbage i tiden
Når jeg skriver, at jeg er bekymret, så er det ikke bare, fordi nye tider kan afføde usikkerhed. Jeg bilder mig også ind, at det heller ikke bare er, fordi jeg er blevet ældre og er mere ængstelig for mine børn og fremtidige børnebørns fremtid. Jeg synes faktisk en række forhold i verden giver god anledning til bekymringen, for de stabiliserende faktorer, som mine forældres generation og min egen generation er vokset op med – på godt og ondt – ser helt anderledes ud nu:
USA er et land i dyb indre splittelse – så meget, at der nu skrives tykke bøger om en de facto borgerkrig. Skulle Trump blive genvalgt – eller én der ligner ham – så tror jeg simpelthen ikke på, at USA i fremtiden vil være Europas beskytter, sådan som vi har været vant til. Selv under Præsident Biden, der ellers direkte siger at USA’s og Europas relation er reetableret, står det klart, at der er en forventning til Europa om i langt højere grad at stå for sin egen sikkerhed i fremtiden. Det er sådan set heller ikke en urimelig forventning.
Kaster vi blikket mod Storbritannien, Europas hidtil største militærmagt og en stor økonomi, er billedet også dystert. Mere end et årtis katastrofal regeringsførelse har vist sig fatal. Økonomien er presset, pundet i bund, og uligheden er eksploderet. Brexit står som det sørgelige symbol herpå og har samtidig påvirket, at det forenede kongerige ikke længere synes forenet – især når det gælder forholdet til Skotland.
Regeringsskifter og formandsskifter i det konservative parti har opnået en farce-agtig karakter. Med andre ord slås Storbritannien, i lighed med USA, med så enorme indre spændinger, at overskuddet og engagementet, viljen, kapaciteten og sammenhængskraften i fremtiden, i fht. Kontinentaleuropa, simpelthen har vanskeligere kår.
En pistol for panden på klodens fremtid
Samtidig er det jo ikke sådan, at sammenholdet i EU er uden sprækker. Ungarn har længere været en særlig udfordring. Italien kan blive det. Under alle omstændigheder så er der en række forhold omkring økonomi og reformer, beskæftigelse og særligt ungdomsarbejdsløshed, integration, migration og illegal arbejdskraft og i øjeblikket også inflation mv. som presser en række lande, særligt omkring Middelhavet.
Løfter vi blikket og ser længere ud, så vokser befolkningerne på det afrikanske kontinent hurtigt, og mange af de unge ønsker – forståeligt nok – en fremtid i Europa eller USA. Det er ikke muligt – medmindre Europa skal bryde sammen i processen. Klimaforandringerne, befolkningsvæksten, armod og mangel på gunstige fremtidsperspektiver risikerer at sende millioner og atter millioner på kurs mod Europa. Konsekvenserne vil være stor social uro, en udhuling af arbejdsmarkedet, integrationsproblemer og kultursammenstød – alt sammen noget, som ikke mindst vores sydeuropæiske fæller i EU allerede synes, de slås så rigeligt med.
Kina og Rusland er allerede massivt til stede i Afrika. Men det er mere end tvivlsomt, hvor stor gevinsten er for de afrikanske stater. Kina henter godt nok mange afrikanere til Kina, hvor de får uddannelser og ph.d.-uddannelser. Men mon ikke der snarere er tale om et brain-drain, sideløbende med at kontinentet – som så ofte før – drænes for sine ressourcer?
Hvor klovnen Paludan udtrykker sig fascistisk, agerer autokraten Erdogan ligesådan. Graden af nyttigt idioti er lige så slående, som den er uhyggelig
Kina sætter sig systematisk på store dele af en række såkaldte sjældne jordarter, som er afgørende for store dele af den IT- og teleteknologi som verden er så afhængig af. Endnu værre er næsten, at adgangen til disse råstoffer er helt afgørende for fx solceller og som komponenter i anden grøn teknologi o.a., der således er instrumentelle for vores grønne omstilling. Kina har i dag noget nær et de facto monopol – og det risikerer at sætte Vestens grønne omstilling på pause. En pistol for panden på klodens fremtid.
For mig at se står vi som nævnt i en fase, hvor de store tektoniske plader rykker sig. Noget handler om, at Rusland forsøger at tilbagekæmpe en rolle og en selvforståelse som før murens fald. Noget handler om klimaforandringerne, og hvad de betyder for, hvor og hvordan vi lever på kloden. Noget handler også om, at den fossile æra, som groft sagt har eksisteret siden begyndelsen af industrialiseringen, startende med kul, er ved at rinde ud. Kinas kamp for sjældne jordarter handler om at ruste sig til den nye æra, hvor teknologien til grøn og klimavenlig energi skal være bærende, er i gang.
Hvor vi, også i Danmark, i 00’erne og 10’erne, rettede fokus mod Mellemøsten og truslen fra islamisme og terrorisme, så har Ruslands brutale krig i Ukraine sendt os tilbage i tiden. Men ikke kun tilbage. Rusland kæmper for at skabe plads og position i en kommende verdensorden, presset ikke bare af USA og Europa, men så sandelig også af Kina og Indien. Samtidig er truslen fra islamismen ikke væk.
Og vi ser i øjeblikket jo meget tydeligt, hvordan religion bruges til at øve indflydelse på storpolitik, når nulliteten Rasmus Paludans koranafbrændinger bruges strategisk af Tyrkiets præsident Erdogan til at fremme sin egen valgkamp – ved at holde Sverige uden for Nato. Hvor klovnen Paludan udtrykker sig fascistisk, agerer autokraten Erdogan ligesådan. Graden af nyttigt idioti er lige så slående, som den er uhyggelig.
Sammenhængskraften som den klare taber
Sverige risikerer at skulle igennem noget, der minder om den danske ”Muhammedkrise” på grund af Paludan-sagen, men lidt overset, så har Sverige for nylig haft en anden sag, som egentlig handlede om tvangsfjernelser af børn i socialt belastede hjem, som også skabte røre i Mellemøsten og blev forsøgt framet som en ”religiøs” kamp, islamofobi og en kamp mellem civilisationer. Med sammenhængskraften som den klare taber, en dybere splittelse som vinder.
Og oven i dette har vi hele cyber-truslen, hvor Rusland både har angrebet kritisk infrastruktur i Ukraine militært og digitalt, men så sandelig også angriber digitale mål i Vesten. Her er Danmark ekstremt sårbart, fordi vi er et af verdens mest digitaliserede samfund. Kina, der ud over forsknings- og industrispionage samt digitale angreb, er samtidig særdeles aggressive over for befolkningerne i Hongkong, Tibet og over for religiøse mindretal og dissidenter i Kina. Og så er der de konstante trusler over for Taiwan og Japan – manifesteret ved en nærmest monumental oprustning i Det Sydkinesiske Hav.
Og fik jeg nævnt uroen og kvindernes modige frihedskamp i Iran? Uroen i Pakistan. Tilbageslaget i Afghanistan? Uanset hvordan det ender, så er det store lande, med store befolkninger og med meget på spil, som ligger lige netop der, hvor Kina har ambitioner om at etablere en moderne silkevej.
Solidariteten med Ukraine er noget af det mest opløftende overhovedet
Med andre ord: Der er efter min bedste vurdering al mulig grund til min bekymring. I den proces, der ligger foran Danmark og vores allierede, er der både kendte og ubekendte faktorer, der er samtidige, parallelle udviklinger, som gensidigt vil påvirke hinanden – og det kan både være positivt og negativt – og der vil ikke være en eneste, der fuldstændig kan forudsige udfaldet.
Dertil er der for mange komplekse problemer på én gang. Det er derfor også helt åbenlyst, at både Danmark og vores allierede vil komme til at træffe forkerte beslutninger og sætte fødderne forkert i processen. Men vi kommer også til at træffe rigtig mange rigtige beslutninger. Solidariteten med Ukraine er noget af det mest opløftende overhovedet.
For mig er der nogle klare sigtelinjer, som vi som land må have som regulativt ideal i de svære og komplekse beslutninger, der vil komme i de kommende år:
Vi må erkende, at tingene er vanskeligere og mindre fredelige, end vi har været vant til. Vi må se i øjnene, at frihed og fred altid kommer med en pris, og at der i de kommende år vil være en regning. Krigen i Ukraine er frygtelig for ukrainerne – men den er også en test af sammenholdet i Vesten og en test af, om Vestens værdier kan stå op imod et pres. Indtil videre har vi overrasket positivt, og Putin må være skuffet.
Svære beslutninger og store omkostninger
Det var den tjekkiske digter og senere præsident, Václav Havel, der sagde, at læren af verdenskrigene og den kolde krig og konsekvensen af murens fald måtte være klar; at Europas østgrænse igen rykkede derhen, hvor den altid har gået: mod Rusland. Den grænse, som ukrainerne nu så heroisk forsvarer på vegne af hele kontinentet.
Jeg synes således også, vi må kæmpe for, at fremtiden ikke kan bestå i, at man bare kan tromle ind over sine naboer og kræve en ”bufferzone” uden for sine egne grænser. Den internationale retsorden, med FN-anerkendte suveræne stater, kan vi ikke skrue tilbage til lovløshed som det, vi ser Rusland forsøge i Ukraine. Eller som Kina truer med ift. Taiwan, som godt nok ikke er anerkendt af FN – men som ønsker sin egen stat og de facto fungerer som sådan.
Endelig skal vi styrke alliancerne og tage vores del af ansvaret for vores sikkerhed, men ikke kun snævert militært
Det står også klart for mig, at det liberale demokrati ikke kan bøje sig for hverken religiøs dogmatisme eller decideret fanatisme, og at islamismen er en trussel, ikke bare mod befolkninger, der er så ulykkelige at fødes i islamistiske stater (som bl.a. Iran og Afghanistan), men også en trussel i Vesten, når de oplysningsværdier, som vores sekulære demokratier hviler på, udfordres.
Vi kan ikke give køb på vores ytringsfrihed – for det er også den ytringsfrihed, der sikrer og gør vores forsamlingsfrihed, organiseringsfrihed, trosfrihed, pressefrihed osv. meningsfuld. Det er fundamentet bag demokratiet – og det er alt det, hverken Rusland eller Kina har. Det er ikke noget tilfælde.
Vi må sigte efter energimæssig uafhængighed og tage skridtet ind i en (delvist) post-fossil fremtid, hvor langt størstedelen af vores energiforbrug skal være vores eget eller fra nære allierede (EU, Nato). Og vi skal bistå fattigere dele af verden i omstilling til bæredygtighed og både miljø- og klimaløsninger. Hvis ikke vi gør det, vil migration sætte os under så stort pres, at jeg tvivler på, at Europa vil kunne genkende sig selv om 50 år.
Og endelig skal vi styrke alliancerne og tage vores del af ansvaret for vores sikkerhed, men ikke kun snævert militært – men faktisk i høj grad gennem klimateknologi, bekæmpelse af den globale ulighed i særligt tredjeverdenslande, en massiv oprustning af vores forskning og uddannelse til en styrkelse af vores cybersikkerhed.
De rettesnore vil være mine, som politiker, i de kommende og meget svære år med mange og svære beslutninger og store omkostninger, der ligger foran os.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
