HEIL-RÅB // KOMMENTAR – Den afdøde tyske komiker Jonny Buchardt blev i ugens løb pludselig kendt i en bredere kreds i Danmark, efter at en kendt partileder råbte ”Sieg Heil” på et københavnsk værtshus. Men hvem var egentlig denne Jonny Buchardt? Niels Rohleder tager os med tilbage i Tysklands historie.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En for længst afdød komiker fra Rhinlandet kom onsdag i den forgangne uge i fokus, da Politiken omtalte en episode, hvor Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh i selskab med bl.a. to partifæller, en ansat i Dansk Folkeparti samt to tidligere kandidater for De Konservative ”råbte Sieg Heil på værtshus”, som det hed i Politikens forsideoverskrift.
Af Politikens artikel fremgår, at flere af dem, der sad ved Vanopslaghs bord på Toga Vinstue i det centrale København fredag aften før vinterferien, har forklaret, at råbet indgik i en ”remse”, der ”stammer fra en tysk komiker”.
Episoden har indtil videre ikke haft andre konsekvenser, end at de to vidner, som udtalte sig om episoden i Politikens artikel, har fået ”livsvarige karantæner” fra værtshuset
Vanopslagh ønskede ikke selv at stille op til interview med Politiken, men fremsendte en skriftlig erklæring. På Facebook henviste han til, at den tyske komiker Jonny Buchardt ”i 1970’erne lavede sketches til stor morskab – og ikke mindst – eftertanke”. Vanopslagh føjede til, at Buchardt var ”morsom og begavet – på samme tid”.
Partilederen linkede til et 19 sekunder langt YouTube-klip, som ifølge Vanopslagh viser, hvordan Buchardt ”først får en stor tysk forsamling til at skraldgrine og derefter får dem til at bukke hovederne i skam”.
På klippet ser man Jonny Buchardt på en scene i en fyldt sal med et feststemt, midaldrende publikum med vinflasker på bordene.
Lydsiden består af tilråb fra Buchardts side, som publikum svarer på:
Buchardt: „Zigge-zagge, zigge-zagge.“
Publikum: „Hoi-hoi-hoi.“
Buchardt: „Zigge-zagge, zigge-zagge.“
Publikum: „Hoi-hoi-hoi.“
Buchardt: „Hip-hip.“
Publikum: „Hurra.“
Buchardt: „Hip-hip.“
Publikum: „Hurra.“
Derefter rækker Buchardt højre arm ud og antyder en nazistisk hilsen.
Buchardt: „Sieg.“
Publikum: „Heil.“
Der mumles og grines i salen. Burchardt slår ud med hånden, vender sig om, tager hånden for munden og siger smilende:
”Das darf doch nicht wahr sein, Mensch!“ (”Det kan da ikke være sandt, menneske.”)
Så vidt det klip, som Alex Vanopslagh valgte at linke til på Facebook.
Livsvarige karantæner
Episoden har indtil videre ikke haft andre konsekvenser, end at de to vidner, som udtalte sig om episoden i Politikens artikel, har fået ”livsvarige karantæner” fra værtshuset med den begrundelse, at de er ”krænkelsesparate sladderhanke”, som Toga Vinstue formulerede det på Facebook.
Vanopslagh blev forsvaret af et bredt udsnit af det politiske spektrum. Blandt andet mente formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, på Twitter, at LA-lederen havde fremført en ”antinazistisk sketch”.
Men hvem var denne Jonny Buchardt? Hvor morsom, begavet og antinazistisk var han egentlig?
For at finde ud af det, er det ikke nok at se det 19 sekunder lange YouTube-klip.
I et kort opslag på Wikipedia kan man læse, at skuespilleren, komikeren og konferencieren Herbert Günther Schlichting, som han egentlig hed, blev født i 1925 i Wuppertal og døde i 2001 i Bensberg ved Köln. Han er onkel til de i dag kendte tyske skuespillere Ben og Meret Becker og slog i sin tid sit navn fast i forbindelse med det årligt tilbagevendende karneval i Köln. Desuden optrådte han lejlighedsvis på film og i tv.
Buchardt og hans 1973-publikum havde alle været unge i Nazityskland og havde en fælles referenceramme og indforståethed
Rigtig kendt ud over det Rhinland i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor han levede, fejrede karneval og døde, blev han aldrig i sin levetid. Men for cirka 10 år siden tog Westdeutscher Rundfunk sine tv-seere med på en tur ned ad memory lane og viste en stribe gamle klip fra Rhinlandets karneval gennem årene – blandt andet en lidt længere version af Jonny Buchardts optræden ved karnevallet i Köln i 1973.
Rhinlandets karneval
Rhinlandets karneval er en vigtig, identitetsbærende tradition for området. Hvert år i februar-marts klæder rhinlændere sig ud, går i optog gennem byerne og mødes i festligt lag med rigeligt at spise og drikke. De lytter til de såkaldte Büttenreden, hvor professionelle komikere samt politikere og andre kendisser underholder med vittigheder.
Det var en sådan Büttenrede, Jonny Buchardt holdt i 1973, hvor han fik sit publikum til reflektorisk at svare ”Heil”, da han råbte ”Sieg”.
Heldigvis findes der også klip fra talen, der er længere end 19 sekunder. For eksempel dette sammenklip på 4 minutter og 43 sekunder.
Her hører man, hvad der går forud, og hvad der kommer bagefter den del, som Vanopslagh valgte at vise på Facebook.
Inden Buchardt kommer til sit ”Zigge-zagge”, siger han:
”Lasst mal hören: Wie ist hier die Stimmung?“ („Lad os høre: Hvordan er stemningen her?“)
Der er tydeligvis tale om en veloplagt entertainer i pagt med sit publikum. En mand med en præcis fornemmelse for netop dette hjemmebanepublikums reaktioner. Og den stemning, han spørger til og forsøger at sætte yderligere i vejret, er god. Rigtig god. Han har publikum i sin hule hånd.
Værd at vide er, at ”alte Kameraden” i efterkrigstidens Tyskland var en udbredt positivt ladet betegnelse for veteraner fra Hitlers bevægelse og krig
Af billederne kan man se, at den da 47-årige Jonny Buchardt er jævnaldrende med eller lidt yngre end de fleste i salen. Der er tale om glade rhinlændere i deres bedste alder, der formentlig næsten alle har været medlemmer af enten Hitlerjugend, Bund Deutscher Mädel eller for de lidt ældres vedkommende af partiet NSDAP.
Mændene tilhører en generation, hvoraf den altovervejende del nåede at gøre tjeneste i Værnemagten eller i andre dele af de tyske væbnede styrker – for eksempel Waffen-SS. Det er mennesker, der i deres formative år er opdraget til at hilse på deres medmennesker med ordene ”Heil Hitler” og prompte svare ”Heil”, så snart de hører et ”Sieg”.
På det lidt længere klip hører vi Buchardt fortsætte efter slutningen på Vanopslaghs klip: ”Was? So viele alte Kameraden heute Abend hier …” (”Hvad? Så mange gamle kammerater her i aften …“).
Værd at vide er, at ”alte Kameraden” i efterkrigstidens Tyskland var en udbredt positivt ladet betegnelse for veteraner fra Hitlers bevægelse og krig. For mennesker, som i et eller andet omfang holdt fast i fortidens nazistiske minder og idealer.
Buchardt taler med et bredt smil. Han har tydeligvis fået den forventede reaktion. Og det er svært at få øje på mennesker blandt det fortsat veloplagte og feststemte publikum, der – som Vanopslagh skriver – ”bukker hovederne i skam”.
Referenceramme og indforståethed
At indslaget gik ret upåagtet hen i 1973, men vakte opsigt ved genudsendelsen for 10 år siden, er ingen tilfældighed. Buchardt og hans 1973-publikum havde alle været unge i Nazityskland og havde en fælles referenceramme og indforståethed. Og der var grænser for, hvor meget de ville bukke hovederne. De reagerede – efter nogle glas vin – som de var opdraget til nogle få årtier tidligere. Under karnevallet i 1973 lå anden verdenskrig mindre end 28 år tilbage.
Helt anderledes var reaktionen i 2013, da Buchardt og størstedelen af festsalens glade rhinlændere fra 1973 var afgået ved døden. At salen brøler ”Heil”, når han råber ”Sieg”, vækker naturligt opsigt og forfærdelse i vores dages Tyskland. Og en tilsvarende reaktion fra et publikum, der ikke tilhører den yderste højrefløj, ville være utænkelig i dag.
Hvis man ser det lidt længere klip med Buchardt i forventning om at finde knivskarp, antinazistisk satire (ud over ”Sieg Heil”-indslaget) eller politisk satire i øvrigt, bliver man skuffet. Kort efter fortæller Buchardt historien om en frisør, hvor ”man skal tænke sig om 175 gange”, før man lader sig klippe af ham. Frisøren har ”en fantastisk villa uden varmeapparater, han går selv gennem rummene”, fortæller Buchardt ledsaget af publikums latterbrøl.
Men er det begavet humor? Som vækker til eftertanke?
Vittigheden er uforståelig, hvis man ikke ved, at paragraf 175 var den bestemmelse i den tyske straffelov, der fra 1872 til 1994 kriminaliserede seksuelle handlinger mellem to mænd. Og at udtrykket ”warmer Bruder” (”varm bror”) på antikveret, tysk 1973-slang var en nedsættende betegnelse for en homoseksuel mand.
Pointen i den Buchardt-vittighed, som hans publikum griner så højt ad, er altså simpelt hen, at man skal holde sig fra frisøren, fordi han er homoseksuel. Det er næppe en vits, som et bredt publikum – det være sig i Tyskland eller Danmark – ville ligge flade af grin over i dag. Om den er udtryk for, at Buchardt var ”morsom og begavet på samme tid”, kan man jo overveje.
Andre vitser fra samme forestilling: ”Jeg læste en meget sørgelig bog i sidste uge: Min bankbog” eller historien om manden, der har nummerplade i bunden af bilen, fordi ”hvis jeg kører en over, skal han kunne se, hvem det var”. Publikum i salen i Köln i 1973 var tydeligvis helt opløst af grin, kan man se på klippet.
Men er det begavet humor? Som vækker til eftertanke?
Og selve ”Sieg Heil”-indslaget? Er det virkelig en ”antinazistisk sketch”? Eller bare en dårlig vittighed ligesom de andre i Jonny Buchardts tale fra 1973?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
