KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Israel har fejlet totalt i den brutale krig mod palæstinenserne og har igen vist sig at være en militær letvægter, der sagtens kan myrde løs og jævne hele bydele og byer med jorden, men som er ude af stand til at forsvare sig selv og at opnå sine strategiske og militære mål – selv mod det lille og strategisk forsvarsløse Gaza, skriver formanden for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Havde jeg vidst, hvad de kommende dage, uger, måneder og år ville byde mig og familien, så havde jeg uden tøven ønsket døden frem for et liv i landflygtighed. For det at blive smidt ud af ens hjem og landsby for siden at sove i olivenlunde og frugtplantager under åben himmel i mere end fire døgn, det var en rædselsfuld oplevelse for en mor med seks børn og en mand, som sidst jeg så, mens han var i gang med at skyde med sit jagtgevær mod dem, der angreb vores landsby, Kabri.”
Sagt af den sejeste kvinde jeg har kendt – min farmor.
Hendes mand, min farfar, der var en af lederne i forsvaret af det øvre Galilæa, overlevede de timer og dage, hvor han og en håndfuld andre, desperat og med få midler, forsvarede landsbyen lige til de ikke havde mere ammunition, mod de zionistiske terrororganisationer, der få måneder senere blev til den israelske hær.
Landsbyen Kabri nåede frem til april/maj 1948 at eksistere i hundreder af år inden den blev jævnet med jorden, efter at indbyggerne var blevet enten dræbt eller fordrevet. En landsby blandt de øvrige over 500 palæstinensiske landsbyer og byer, der mødte samme skæbne.
Fragmenteret land
De sidste 25 år, har jeg holdt foredrag over hele landet om det besatte Palæstina. Ét bestemt spørgsmål er blevet stillet igen og igen på skoler, gymnasier, forsamlingshuse og alle de steder, hvor jeg har holdt foredrag/givet et oplæg: Hvordan kunne det lade sig gøre og hvordan kunne verdenssamfundet i 1947, 1948, 1949 og siden tillade, at det kunne ske for et helt folk?
Et yderst berettiget spørgsmål for at kunne forstå, hvordan verdenssamfundet dengang kunne tillade, at to tredjedele af det palæstinensiske folk blev jaget ud af deres land og hjem og endte i landflygtighed.
Jeg har konsekvent svaret: Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre dengang, hvor afslutningen på Anden Verdenskrig og den enorme dårlige samvittighed i kølvandet på nazisternes massive forbrydelser mod alt og alle, også alt jødisk, stadig var “i frisk erindring”, når det selvsamme verdenssamfund har tilladt det massive landtyveri og koloniseringen på den besatte Vestbred og i den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/Østjerusalem de seneste mindst 30 år? Og det i en grad, at kun omkring en tredjedel af den besatte Vestbreds samlede areal er tilbage under palæstinensisk kontrol. Og denne tredjedel består af en landsby her eller en by der, fragmenteret fra hinanden – geografisk og økonomisk.
Jeg har svaret, at når “verdenssamfundet” har været vidne til, bevidst om og har kendt til de kort- og langsigtede konsekvenser af denne ustandselige kolonisering af resterne af palæstinensernes land, så hvorfor skulle verdenssamfundet ikke tillade det, som blev begået mod et helt folk med grundlag i denne totalt misforståede, overdrevene og groft misbrugte “dårlige samvittighed” efter Anden Verdenskrig?
Endnu værre er den kendsgerning, at det palæstinensiske folk i Gaza, som følge af det overdimensionerede og apokalyptiske overgreb, nu for alvor har fået trukket tæppet væk under sig og har mistet enhver mulighed for at etablere sig som et folk på eget land
Men siden oktober sidste år har mit svar på det selvsamme spørgsmål været: hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre for over 76 år siden, når de seneste 260 dage er en tro kopi af, hvad der fandt sted af utilgivelige forbrydelser mod palæstinenserne dengang, hvor overgrebene netop blev begrundet med “retten til selvforsvar”, skønt ingen regulære hære gik til angreb mod Israel efter den 15. maj 1948. I store træk var det en “hær” af frivillige, der var dårligt trænet og ringe bevæbnet.
Det er også de samme aktører fra dengang, som beskytter og hjælper Israel. I 1940’erne var det England, der som den gamle kolonimagt gjorde det muligt for den zionistiske bevægelse. Nu er det USA, der siden oktober har holdt hånden over Israel politisk og forsynet Israel med det højteknologiske isenkram, som er blevet kastet i hovederne på de over 2,2 millioner indespærrede i Gaza, der i 17 år har været omdannet til verdens største friluftsfængsel.
Disse endeløse våbenforsyninger til Israel har medført en sand katastrofe for palæstinenserne i Gaza. For ifølge FN’s Humanitære Agentur i Palæstina, OCHA, er titusinder blevet dræbt, såret eller meldt savnet.
Og endnu værre er den kendsgerning, at det palæstinensiske folk i Gaza, som følge af det overdimensionerede og apokalyptiske overgreb, nu for alvor har fået trukket tæppet væk under sig og har mistet enhver mulighed for at etablere sig som et folk på eget land.
Det gælder i den grad også på den besatte Vestbred og i den besatte hovedstad Østjerusalem, hvor palæstinenserne er nået til det samme punkt og den smertelige erkendelse, som følge af bosættelserne og den unaturlige stigning i antal af bosætterne, der siden den såkaldte fredsproces for 31 år siden er blevet femdoblet, ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation Peace Now til nu over 700.000 bosættere.
Når et helt folk jages som kvæg i eget land mhp. at drive dem bort fra hjem og jord for at sikre den ultimative etniske udrensningsstrategi, så er det indbegrebet af folkemord
I ni måneder har debatten om, hvorvidt det er et folkemord bølget frem og tilbage. Journalister i især borgerlige medier, har leget folkeretseksperter ved at argumentere med, at så og så mange palæstinensere er blevet dræbt de seneste ni måneder og endda de seneste mange år, men, at det samtidig ikke har betydet en nedgang i antallet af palæstinensere, faktisk tværtimod. Og derfor kan det ikke være “folkemord”, ifølge dem!
Et af de mest groteske eksempler var en decideret ondsindet artikel i Weekendavisen tilbage i oktober, hvor en af de mest “diplomatiske” sætninger lød “…hvilke folkedrab? Antallet af palæstinensere i Israel, Gaza og på Vestbredden er fordoblet de seneste 30 år. Der er i så fald tale om historiens mest elendigt udførte folkedrab…”
Det særlige ved netop denne artikel var, at den var en af de første ledere med en direkte anti-palæstinensisk tone for at vildlede frem for at oplyse. Artiklen er siden – særligt passagen om ikke folkemord – blevet delt og benyttet flittigt af andre, særligt på sociale medier. Det var som om den pågældende journalist og andre udråbte sig selv til selvbestaltede folkeretseksperter.
Jeg er på ingen måde en folkeretsekspert, men stort set samtlige internationale folkeretseksperter, danske inklusiv, har en anden mening, hvor deres viden og ekspertise på området fortæller en anden historie: At når et helt folk jages som kvæg i eget land mhp. at drive dem bort fra hjem og jord for at sikre den ultimative etniske udrensningsstrategi, så er det indbegrebet af folkemord.
En af vores mest fremtrædende danske eksperter på området er Frederik Harhoff. Han er professor, dr. jur og tidligere dommer for FN’s krigsforbrydertribunal for eks-Jugoslavien.
I en kronik i Politiken den 25. januar i år skriver Harhoff bl.a. om Sydafrikas historiske sag med anklager om folkemord/drab mod Israel ved Den Internationale Domstol i Haag (ICJ); “folkedrab handler om at nægte en etnisk, national, racemæssig eller religiøs gruppe retten til at eksistere som gruppe, og derfor må gruppen ødelægges eller gå i opløsning. Dette gøres typisk ved at slå medlemmerne ihjel, men det kan også gøres på andre måder, f.eks. ved at påtvinge gruppen så vanskelige livsbetingelser, at de ikke kan overleve…”
Det er nøjagtig, hvad der er foregået mod palæstinenserne i Gaza de seneste snart ni måneder.
Fra de første dage, hvor Israel – og lande som USA – forsøgte at presse Egypten til netop at åbne Rafah-grænseovergangen på vidt gab for på den måde at sikre en slags menneske-motorvej, der skulle presse palæstinenserne til at vandre sydpå, og hele vejen til Sinaihalvøen for siden at gøre ALT for at forhindre nogen af dem muligheden for at kunne vende tilbage.
Det var også præcis, hvad der skete i de forfærdelige dage, uger og måneder i efteråret 1947 og frem til foråret 1949.
Ingen sagde noget dengang, og de få der vovede at gøre opmærksom på den enorme forbrydelse mod palæstinenserne, blev enten myrdet eller fik lukket munden, på den ene eller anden måde.
Kan denne belejring gennem 17 år ikke betragtes som en slags krigserklæring mod et helt folk?
Herhjemme var det Berlingske Tidende, hvor ironisk det nu end lyder, der i en leder den 30. november 1947 skrev følgende om FN’s vedtagelse af delingsplanen den 29. november:
“Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark. Hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i 1300 år har været arabernes eje?”.
Lederartiklen sendte med andre ord et klart signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil. Men også fordi det var forkert og uretfærdigt.
Få dage efter blev Berlingske beskyldt for “antisemitisme” – af dagbladet Information.
Der kom aldrig mere fra Berlingske Tidende, eller andre herhjemme for den sags skyld. For de klassiske absurde beskyldninger om “antisemitisme” var klar allerede dengang.
Et andet eksempel var den svenske fredsmægler Folke Bernadotte, der blev myrdet af de zionistiske organisationer i september 1948. Han fremlagde en fredsplan, der netop indebar en tilbagevenden til delingsplanen, der blev vedtaget af FN året før, og som siden blev brugt af zionisterne til at erobre mere og mere. De brugte de palæstinensiske områder, de uberettiget havde fået foræret af stormagterne, til at erobre størstedelen af de områder, som var blevet tildelt palæstinenserne i delingsplanen. Og det i en grad, at i foråret 1949 var der kun 22 pct. af det historiske Palæstina tilbage, som den zionistiske bevægelse ikke havde erobret.
Disse 22 pct. er Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.
Ingen idylliske scener
Netop i de områder har verdenssamfundet i enighed erklæret sin fulde støtte til at danne en palæstinensisk stat. Det vil sige et historisk kompromis fra palæstinensernes side, at de har sagt ja til at danne deres egen stat på kun 22 pct. af deres oprindelige land, men som siden er blevet mødt med lige så aggressivt landtyveri og kolonisering, som på mange områder kan sammenlignes med tiden under Al-Nakba (Katastrofen) i 1948.
Alligevel er Israel de seneste snart ni måneder konstant blevet fremstillet som den uskyldige og situationen i tiden op til den 7. oktober sidste år som om det var solskinsdage, hvor palæstinenserne var frie og kunne bevæge sig frit i deres eget land, og der ingen drab var på den besatte Vestbred og i den besatte palæstinensiske hovedstad Al-Quds/Østjerusalem.
Hvad med de over 500 palæstinensere – heraf over 100 børn – som er blevet skudt og dræbt siden den 7. oktober på den besatte Vestbred og i Østjerusalem?
Nej, palæstinenserne og israelerne lå ikke på stranden i den israelske hovedstad Tel Aviv eller gik hånd i hånd og klappede hinanden på ryggen af kærlighed.
For mellem et besat folk og en besættelsesmagt hersker ikke disse idylliske scener – hvor meget vi danskere end ønsker det – og uanset de ihærdige forsøg på at forsvare Israel ved konstant at betegne situationen frem til den 6. oktober sidste år, som om den var optimal og tilfredsstillende. Måske for Netanyahu og den ekstreme koalition, han står i spidsen for. Men bestemt ikke for palæstinenserne på Vestbredden og i Østjerusalem. Og særligt Gaza, hvor de indespærrede palæstinensere siden 2007 har boet i et åbent fængsel, er blevet udsultet og bombet hundredvis af gange i større eller mindre omfang, så ingen reelt har tal på, hvor mange af disse overgreb der har fundet sted.
Kan denne belejring gennem 17 år ikke betragtes som en slags krigserklæring mod et helt folk?
Den ikoniske nøgle
Er de daglige og vilkårlige kidnapninger, de natlige husransagninger, det omfattende landtyveri af resterne af palæstinensernes land, bosættelserne, de systematiske drab på børn, kvinder og mænd på den besatte Vestbred og i den besatte hovedstad, ikke også en krigserklæring mod et helt folk?
Ingen nævnte med ét ord, at over 170 palæstinensere blev dræbt i perioden fra 1. januar til den 6. oktober sidste år. Mange af dem var børn på den besatte Vestbred og i Østjerusalem.
Heller ikke, da Netanyahu i september sidste år, fra talerstolen i FN, viste et kort, hvor hverken Gaza, Vestbredden eller den besatte palæstinensiske hovedstad Østjerusalem var markerede.
Der var heller ingen forargelse, da den nuværende israelske finansminister og lederen af det højreradikale parti Religiøs Zionisme, Bezalel Smotrich, i juli sidste år proklamerede sin “endelige løsning/plan” for konflikten med palæstinenserne. Han gav dem tre valg; 1 – at overgive sig totalt, 2 – at rejse frivilligt eller 3 – at finde sig i at blive dræbt, hvis de modsætter sig den ultimative plan om at bosætte hele den besatte Vestbred og den besatte hovedstad Østjerusalem.
Måske er Netanyahus strategi netop at få udvidet konflikten, stik imod USA’s ønske, med det formål at trække tiden ud indtil det amerikanske valg i november er afgjort til Trumps fordel. Noget som Netanyahu, af utallige grunde, ønsker og drømmer om
Hvad med de over 500 palæstinensere – heraf over 100 børn – som er blevet skudt og dræbt siden den 7. oktober på den besatte Vestbred og i Østjerusalem?
Og i modsætning til, hvad bestemte journalister, politikere og meningsdannere siden oktober sidste år har påstået, heriblandt Peter Wivel i Politiken, så er det et faktum, at Israel ønskede denne “krig” og faktisk de utallige forsøg på eskalering de seneste uger og måneder.
For hvad forventede Israel med et angreb (faktisk en terroraktion) mod et andet lands, Irans, konsulat i den syriske hovedstad Damaskus tilbage i april? For første gang nogensinde svarede Iran direkte igen, med hundreder af droner og missiler affyret direkte fra Iran. Alene USA’s indblanding for at afværge endnu en større krig, var stærkt medvirkende til, at Israel ikke svarede (eller måske ikke turde svare?) tilbage, hvilket ville have affødt en langt voldsommere gengældelse end det første iranske angreb.
Eller de massive israelske angreb mod Libanon og særligt de nytteløse utallige likvideringer af især ledende Hizbollah-medlemmer, der de seneste uger er blevet intensiveret og langt dybere ind i Libanon end tidligere?
Måske er Netanyahus strategi netop at få udvidet konflikten, stik imod USA’s ønske, med det formål at trække tiden ud indtil det amerikanske valg i november er afgjort til Trumps fordel. Noget som Netanyahu, af utallige grunde, ønsker og drømmer om.
Kendsgerningen er, at Israel totalt har fejlet i den brutale krig mod palæstinenserne og har igen vist sig at være en militær letvægter, der sagtens kan myrde løs og jævne hele bydele og byer med jorden, men som er ude af stand til at forsvare sig selv og at opnå sine strategiske og militære mål – selv mod det lille og strategisk forsvarsløse Gaza.
Derfor forsøger Netanyahu med en evt. regional krig, hvor den tabte internationale sympati kunne vendes og USA’s indblanding kunne sikres.
Hvis jeg var lige så kold og kynisk, som ikke så få af Israels venner herhjemme de seneste snart ni måneder (og dermed over 260 dage x den 7. oktober for palæstinenserne), så ville jeg spørge: Hvad skulle palæstinenserne have gjort inden den 7. oktober?
Men det vil jeg undlade – af anstændighed og sagligheden i debatten – da krige og konflikter er forfærdelige, uanset begrundelserne.
Jeg har de seneste snart ni måneder tænkt rigtig meget på min dejlige og kloge farmor. Hvordan hun på grund af håbløsheden, desperation og den enorme sorg, nærmest ønskede døden, da det gik op for hende hvad livet endte med at byde hende og familien.
For min farmor låste døren med den store, nu antikke nøgle, i håb om at vende tilbage senere den dag, dagen eller ugen efter. Hverken min farmor eller de øvrige over 730.000 palæstinensere fik nogensinde lov til at vende tilbage.
Min kærlige farmor døde ca. 60 år senere i en palæstinensisk flygtningelejr i Sydlibanon. Den ikoniske nøgle gik i arv og for nogle år siden fik jeg lov til at beholde den.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og