MELLEMØSTEN // ANALYSE – Mens diplomater mødes i Genève i denne uge for at gennemføre endnu en forhandlingsrunde mellem Iran og USA, sker der samtidig en ganske omfattende opbygning af amerikansk militær i Mellemøsten. Den igangværende krise mellem de to lande udspiller sig således i et krydsfelt mellem diplomati og militær eskalation, skriver mellemøstekspert Yasmin Abdel-Hak.
Hvad der ser ud til at kunne blive en egentlig krig, er resultatet af ikke mindst Trumps egen manglende stringente strategi over for Iran. For hvor den amerikanske præsident nu angiveligt ønsker at få en aftale i stand med Iran, var det selvsamme præsident, der i 2018 trak USA ud af netop rammeaftalen om kontrollen med Irans atomkraft.
Det er derfor unægtelig et vingeskudt styre, der går til forhandlingerne i Genève for at sikre sig selv en form for stabilitet og dermed overlevelse
For den civile iraner drejer de igangværende forhandlinger sig ikke om atomvåben. De handler snarere om prisen på brød, adgang til medicin og retten til et værdigt liv. Den nuværende forhandlingsrunde mellem USA og Iran er derfor mindre en klassisk nedrustningsproces end en stabiliseringsproces. Fra et iransk perspektiv er det et forsøg på at forhindre en regional krig og internt kollaps i Iran. Begge parter ved det, og derfor foregår både de diplomatiske forhandlinger og den militære optrapning parallelt.
For Irans vedkommende har man en stor interesse i at holde forhandlingerne i gang. Landets økonomi befinder sig i en svær strukturel krise med høj inflation, valutakollaps og stigende fødevarepriser, som har skabt en permanent social spændingstilstand i landet. Protesterne siden december 2025 mod præstestyret har været vedvarende og landsdækkende. Styrets brutale respons på protesterne vidner om et styre, der i sin indre kerne må have følt sig truet.
Det er derfor unægtelig et vingeskudt styre, der går til forhandlingerne i Genève for at sikre sig selv en form for stabilitet og dermed overlevelse. For det iranske styre står over for en klassisk autoritær udfordring: Det er ikke én samlet revolutionær opposition, der udgør en trussel mod præstestyrets fortsatte eksistens.
Det er derimod en befolkning på over 90 mio. mennesker, der gradvist har mistet evnen til at leve et normalt liv i værdighed. Når staten ikke længere er i stand til at levere basal økonomisk stabilitet, bliver selv apolitiske borgere politiske. Det er denne dynamik, der driver Iran til forhandlingsbordet.
Dette er imidlertid også et centralt paradoks for landets befolkning: For hvis der kommer en aftale i stand med USA, som sikrer en stabilisering af landets økonomi og finansielle kapacitet, betyder det samtidig styrkelsen af et styre, som befolkningen ønsker fra magten. Hvis der ikke kommer en aftale i stand, vil økonomien kunne forværres og sociale spændinger stige. De igangværende diplomatiske forhandlinger er med andre ord præget af en vis ambivalens fra civilbefolkningens side.
En mangelfuld amerikansk strategi
Den nuværende krise mellem USA og Iran er i sin grundform egentlig strukturel og blotlægger på mange måder præsident Trumps politiske strategier – eller rettere manglen på samme. For hvor USA’s præsident på nuværende tidspunkt taler om, at han ønsker at få en aftale i stand med Iran, sker det i et politisk landskab, hvor den tidligere aftale netop blev opgivet af selvsamme præsident.
I 2015 indgik Iran og P5+1-landene den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), der reducerede berigelsesniveauer, begrænsede centrifuger og etablerede et omfattende inspektionsregime under IAEA. IAEA bekræftede gentagne gange iransk overholdelse af aftalens punkter.
I 2018 valgte præsident Trump imidlertid at trække USA ud af aftalen. Derefter begyndte Iran gradvist at udvide sin berigelseskapacitet ud over aftalens rammer.
Den nuværende krise er således ikke et resultat af en iransk eskalation alene. Men den er lige så meget en konsekvens af Trumps beslutning om at forlade den allerede eksisterende aftale med kontrolstruktur.
I sin nyligt afholdte State of the Union-tale udtalte den amerikanske præsident, at han ønskede at høre ”the little secret words: We don’t want nuclear weapons” fra Iran. Få timer før Trumps tale havde Irans udenrigsminister og chefforhandler Abbas Araqchi allerede skrevet på sociale medier, at Iran ”under ingen omstændigheder nogensinde vil udvikle atomvåben”.
Irans officielle position herpå har sådan set været stabil siden begyndelsen af 2000’erne. Ayatollah Ali Khamanei udstedte i både 2003 og 2005 en såkaldt fatwa, der erklærede atomvåben religiøst forbudt. Vestlige regeringer har imidlertid konsekvent fastholdt, at sikkerhedspolitik ikke kan baseres på religiøse erklæringer, men på verificerbar kapacitet.
Da Israel med USA i juni sidste år gennemførte en række angreb på Irans atomkraftsanlæg, var det ifølge Trump selv en ubetinget succes, der havde udryddet de iranske faciliteter. Alligevel synes situationen ifølge både Israel og USA nu, at Iran blot er 14 dage fra at have atomvåben og missiler, der kan nå den amerikanske kyst.
Her er med andre ord tale om en strategisk inkonsistens. Enten er landets kapacitet ødelagt efter den 12 dage lange krig i juni 2025, eller også er den intakt. Når begge udsagn eksisterer parallelt, svækkes trusselsvurderingens analytiske klarhed og sandhedsværdi unægteligt.
Historien som kuriøs baggrund
Som en kuriøs lille historisk detalje kan nævnes, at Irans atomprogram i øvrigt oprindeligt blev etableret af netop USA i 1967 under Eisenhowers Atoms for Peace-program.
Når samme påstand imidlertid gentages over årtier, opstår der uundgåeligt et troværdighedsproblem. Ikke nødvendigvis fordi truslen er ubegrundet som sådan, men fordi tidshorisonten bliver noget elastisk, om man vil. Der er analytisk forskel på egentlig dokumenteret teknisk kapacitet og politisk anvendelse af tidsrammer som presmiddel
I 1967 leverede USA således en research reactor og højt beriget uran til Teheran. Den historiske baggrund ændrer naturligvis ikke nutidens sikkerhedsbekymringer, men den viser om noget, at programmet oprindeligt blev etableret som en del af amerikansk strategisk tænkning under den kolde krig. Den nuværende konflikt udspiller sig således på et fundament, der oprindeligt blev lagt i et helt andet geopolitisk klima.
Israels sikkerhedsdoktrin
Israels sikkerhedsdoktrin har længe betragtet et atombevæbnet Iran som en eksistentiel trussel. Det er en konsistent strategisk position. Det analytiske problem med denne doktrin er imidlertid brugen af såkaldt imminens. Siden begyndelsen af 1990’erne har skiftende israelske ledere gentagne gange advaret om, at Iran er ”tæt på” at have udviklet atomvåben. Benjamin Netanyahus FN-tale i 2012 med den såkaldte ”red line” er et tydeligt eksempel herpå.
Når samme påstand imidlertid gentages over årtier, opstår der uundgåeligt et troværdighedsproblem. Ikke nødvendigvis fordi truslen er ubegrundet som sådan, men fordi tidshorisonten bliver noget elastisk, om man vil. Der er analytisk forskel på egentlig dokumenteret teknisk kapacitet og politisk anvendelse af tidsrammer som presmiddel.
Vil Trump gennemføre et angreb?
Spørgsmålet er ikke, om USA kan angribe Iran. Det kan USA. Spørgsmålet er, om de politiske og strategiske incitamenter peger i den retning.
Den amerikanske militære tilstedeværelse i regionen er over de seneste par uger blevet ganske omfattende. Over 150 fly er ifølge Washington Post blevet flyttet til regionen siden starten af februar. At flytte så store mængder militærmateriel er en bekostelig affære. En carrier strike group alene menes at koste mellem 6 og 9 millioner dollars pr. dag. Militæropbygning i denne skala koster milliarder.
Dette er således ikke blot signalpolitik. Det er en udgift, der skaber en form for politisk binding. Jo større de synlige omkostninger, desto mindre fleksibilitet. Nogle analytikere mener, at Trump dermed har risikeret at presse sig selv op i et hjørne med den største amerikanske militære tilstedeværelse i regionen siden 2003.
Samtidig taler flere forhold imidlertid imod et større angreb. For det første indebærer et angreb en betydelig risiko for regional eskalation, herunder ikke mindst mod amerikanske baser og den vigtige energiinfrastruktur i Golfen.
Samtidig taler flere forhold imidlertid imod et større angreb. For det første indebærer et angreb en betydelig risiko for regional eskalation, herunder ikke mindst mod amerikanske baser og den vigtige energiinfrastruktur i Golfen.
Samtidig hermed står Trump over for en historisk lav opbakning fra den amerikanske befolkning, som ønsker en præsident, der kan fokusere på høje fødevarepriser derhjemme i stedet for det iranske præstestyre. Seneste målinger viser lav tillid til præsidentens dømmekraft i brugen af militær magt, selv blandt vælgere, der opfatter Iran som fjendtlig aktør. En ny Mellemøstkrig vil derfor være politisk risikabel. Ikke mindst i lyset af, at Trump oprindeligt gik til valg på, at USA netop ikke skulle involveres i flere krige i Mellemøsten.
Samtidig har både Storbritannien og Frankrig meldt ud, at de ikke støtter et militært angreb på Iran og fortsat prioriterer de diplomatiske forhandlinger. Ligeledes har Saudi-Arabien og en lang række arabiske lande meddelt, at de ikke vil støtte et amerikansk angreb på Iran. Det stiller med andre ord USA i en noget isoleret position med kun opbakning fra Israel. Den mest sandsynlige udvikling p.t. er derfor en ikke fuldskala militærkampagne (som man ellers kunne få indtryk af alene ud fra den militære tilstedeværelse i regionen), men snarere en slags mellemposition, hvor man gennemfører en begrænset, symbolsk militæroperation eller en smal, midlertidig aftale, der vil skulle fremstilles som en sejr for begge parter.
Den afgørende faktor bliver derfor ikke militær kapacitet, men politisk behov: Har præsidenten brug for en synlig konfrontation? Eller kan han sælge en begrænset aftale som en politisk sejr?
På nuværende tidspunkt peger incitamenterne mod pres og afskrækkelse snarere end en egentlig fuld krig. Men risikoen for en kontrolleret, begrænset militæroperation er bestemt til stede, især hvis forhandlingerne bryder sammen uden en egentlig diplomatisk gevinst.
Spørgsmålet er, om Trump i 11. time laver en såkaldt TACO (Trump Always Chickens Out).
I sidste ende handler denne krise ene og alene om at sikre Trump et narrativ, der fremstiller ham som en stærk sejrherre. I den sammenhæng er den iranske civilbefolknings ønsker om et frit Iran desværre ganske underordnede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og