mm

Eline van Schaik

Eline van Schaik  har en bachelor i politisk teori fra University of Amsterdam og en master i statskundskab fra Leiden universitet i Holland med speciale i sikkerhedspolitik og nedrustning. Hun er født og opvokset i Holland, og har senere lavet afstikkere til blandt andet Paris og Washington DC. Siden hun i 2004 besøgte USA for første gang og kom hjem med en kuffert fyldt med Kerry/Edwards yard signs har hun været optaget af amerikansk politik, samfund og litteratur. Derefter har hun blandt andet arbejdet for Barack Obama’s kampagne i 2008 og arbejdet i forskellige ministerier. Eline er medforfatter på bogen ‘Obama-eksperimentet’ (på hollandsk) fra 2009. Hun har siden 2015 boet i København, hvor hun forsøger at blive en ‘rigtig dansker’. Indtil videre går det rigtig godt: hun er blevet glad for at tage i sommerhus, spise risengrød og følge med i 'Bedrag'. I forbindelse med præsidentvalget i 2016 interviewer hun en række mere eller mindre tilfældige amerikanere om deres håb og drømme for deres land i krise. Du kan honorere Elines skriverier på POV International direkte via Mobilepay på: +45 93 98 81 61.

Se alle skribentens artikler

Amerikanske stemmer: “Røvrendt af rige hvide mænd”

I POV Internationals interviewserie fra USA har Eline van Schaik talt med digteren Ken Brown fra Baltimore. Han er sort middelklasse og veluddannet, men han føler sig alligevel udnyttet af det hvide samfund og solidarisk med Amerikas mange immigranter. Brown ønsker at gøre op med topartisystemet i USA. Dette er det sidste interview i serien.

“Jeg er vokset op i Baltimore. Jeg har boet mange steder, men ender altid med at vende tilbage. Jeg kommer fra en akademikerfamilie. Privatskole, universitet, altid mad på bordet. Men det skal ikke blive brugt til at argumentere for at “se, de sorte har det jo fint nok” – som helhed har vi det langt fra fint. Derfor skal sorte fra middelklassen ikke opføre sig, som om de er anderledes end deres community som sådan”.

“Det er den samme “del og hersk”-mekanisme, som vi ser på nationalt niveau, og som splitter vores samfund. Jeg har nemlig en del til fælles med en hvid Trump-supporter fra Syden. Vi er begge to blevet røvrendt af hvide rige mænd. Min far, som er professor i afrikansk-amerikansk historie, kommer ofte med den amerikanske borgerkrig som eksempel. Tusindvis af fattige hvide mænd fra sydstaterne, som selv var blevet udnyttet af de rige aristokrater og plantageejere, blev sendt i krig med det budskab, at hvis Nordstaterne vandt og slaveri blev afskaffet, så ville de afrikanske amerikanere tage deres job, ødelægge deres kultur og tage deres kvinder “.

Lovgivning ændrer ikke, hvad vi føler og tænker om hinanden. Vi har først og fremmest brug for en diskursændring i medierne og blandt aktivister. Man kan sige nok så mange gange: ”Se! Her er en masse problemer”, men hvide mennesker ser det ikke

“Det er den samme paranoia og angst, vi ser nu, også overfor immigranter. De samme falske argumenter omkring jobkonkurrence, sikkerhed og kultur. Det er blot en mytologi, som intet har med fakta at gøre, og som opretholder status quo. Vi bliver alle sammen narret af den hvide overklasse. Vi burde slå os sammen i en arbejderbevægelse på tværs af etnicitet og personlig baggrund”.

“Jeg har arbejdet i mange år som præst og aktivist, men for syv år siden blev jeg digter. Jeg skriver under navnet “Analysis”. Det har været en omvæltning i mit liv. Poesien har hjulpet mig til at kanalisere de mange tanker og frustrationer, jeg har omkring uligheden i vores samfund. Det er min måde at komme ud med mine holdninger om menneskerettigheder, indvandring og retfærdighed. Det er blevet så meget en del af mig, at jeg nu slet ikke kan forstå, at det tog mig over 40 år at blive digter”.

Forandring er en fjern drøm

“Nyhedskameraerne” er for længst slukket i Baltimore, og her er roligt igen. Men Black Lives Matter-bevægelsen vil blive ved med at være relevant og nødvendig så længe, vi har problemer med politiet. Andre befolkningsgrupper er blevet bevidst om de her problemer, men det betyder ikke, at der er signifikante ændringer i politik, eller at politivold er holdt op. Den økonomiske ulighed, som er årsagen til det hele, er heller ikke lige pludselig forsvundet. Og det tror jeg ikke Trump kommer til at ændre, tværtimod”.

“Selvom Trump har lovet det til “de glemte vælgere”, som han kalder dem. Men det, som medierne ikke snakker om særlig ofte, er, at bevægelsen har bragt forskellige befolkningsgrupper sammen. Det er vores fælles pligt at sørge for at bevægelsen bliver ved med at have betydning på længere sigt. Ikke kun gennem demonstrationer, men også gennem politisk magt”.

“Vi afrikansk-amerikanere bliver stadigvæk behandlet som slaver i bogstavelig forstand – vi tjener færre penge end hvide amerikanere i lignende stillinger. Vi er ekstremt overrepræsenterede i fængslerne, hvor vi bliver misbrugt som billig arbejdskraft. I medierne bliver vi oftest nævnt i forbindelse med negative emner – kriminalitet, vold, narkotika. Denne her diskurs, som skildrer os som mindreværdige, eksisterer stadig på bedste vis”.

“Lovgivning ændrer ikke, hvad vi føler og tænker om hinanden. Vi har først og fremmest brug for en diskursændring i medierne og blandt aktivister. Man kan sige nok så mange gange: ”Se! Her er en masse problemer”, men hvide mennesker ser det ikke. Snakke om statistikker er én ting. Vi skal fortælle historier, gøre det personligt. ”Se, hvordan det var umuligt for ham at få et job, efter han kom ud af fængsel, se på grunden til, at han var i fængsel. Se, hvor mange år han fik for en relativ uskyldig forbrydelse”. Hvis vi skal vinde hearts and minds for vores kamp, bliver vi nødt til at gøre de her fortællinger til en meget synlig del af den”.

En ting står klart for mig efter denne valgkamp. Så længe vi ikke får brudt med topartisystemet, som opretholder status quo, vil vi ikke få signifikante ændringer i vores samfund. Jeg håber, at vi i de kommende fire år kan udvikle seriøse alternativer til de Republikanske og Demokratiske partier.

“Når det er sagt, så er enhed i vores samfund en fjern drøm, uanset hvilken strategi vi bruger. Donald Trump har ikke sat de her racistiske følelser i vores samfund. De er dybt forankrede i samfundet. Men Trump har givet dem et ansigt og en stemme”.

Da det ramte min familie

“Min nevø blev myrdet af en politimand sidste år”.

“Han havde været ude med sine venner og havde drukket lidt for meget. En nabo ringede til politiet, fordi min nevø talte for højt ude på fortovet. Selv om min nevø viste ham med det samme, at han var ubevæbnet, angreb politimanden ham med en strømpistol indtil han var bevidstløs. Han døde på hospitalet få timer senere”.

ken-brown

“Politimanden blev frikendt. Min familie er knust: af hans død, af den lange retssag, af frikendelsen, af den fuldkomne meningsløshed. Indtil hans død havde det været en abstrakt ting for mig. Jeg deltog i protesterne og var meget optaget af politikken i det”.

“Men min og mange familier, som er ramt, vil blive præget af sorg og desperation i rigtig lang tid. Det er skræmmende, så almindeligt det er blevet. Man hører konstant om nye tilfælde af de her meningsløse skyderier. Jeg er rigtig bange for, at det kun vil blive værre under Trump”.

Topartisystemet er dødt, men langt fra begravet

“Jeg ser ingen positive bi-effekter af Trumps sejr. Jeg var ikke begejstret for nogen af kandidaterne. Vi, som er mere socialt bevidste og progressive, bliver hvert valg tvunget til at vælge mellem to djævle for at undgå Satan i Det Hvide Hus”.

“Jeg havde store problemer med Barack Obamas politik. Jeg var stolt over at se en afrikansk-amerikaner komme så langt, men det var ikke nær så vigtigt, som hvordan han ville agere som præsident. Han har ført en undertrykkende, destabiliserende udenrigspolitik sammen med Clinton og deporteret masser af illegale immigranter”.

“Han har ikke gjort meget for at gøre en ende på systematisk racisme og ulighed. Clinton ville have fortsat denne linje. Hun ville sikkert have været langt bedre for vores land end Trump, men det siger jo ikke så meget. Vi står i en helt ekstraordinær situation nu, og jeg tøver ikke med at sammenligne hans sejr med Hitlers’ i 1933 “.

“En ting står klart for mig efter denne valgkamp. Så længe vi ikke får brudt med topartisystemet, som opretholder status quo, vil vi ikke få signifikante ændringer i vores samfund. Jeg håber, at vi i de kommende fire år kan udvikle seriøse alternativer til de Republikanske og Demokratiske partier. Det skal ske lokalt, på statsniveau og føderalt niveau gennem græsrodsbevægelser. De to store partier har jo ingen interesse i det og har opbygget mekanismer, som gør det næsten umuligt for andre partier at vokse. Men jeg ser ikke andre muligheder, og vi bliver nødt til at prøve”.

Alle fotos: Eline van Schaik.

Kategorier