GRØNLAND // INTERVIEW – Hun fik skriveblokering efter portræt i The New Yorker og succes med debutromanen Homo Sapienne. Men så oplevede hun på tæt hold et selvmord. ”Jeg blev så vred”, fortæller Niviaq Korneliussen om dengang, hun oplevede selvmord på tæt hold. “Og der var ingen hjælp at hente i systemet”. Marianne Krogh Andersen har interviewet den prisbelønnede og romanaktuelle forfatter Niviaq Korneliussen i AG Grønlandsposten om Grønlands sørgeligste problem.
Niviaq Korneliussens nye roman »Blomsterdalen« er en grum fortælling om Grønlands største problem – nemlig at så mange mennesker, unge især, tager deres eget liv.
Det gør Niviaq Korneliussen dybt bedrøvet og meget vred. Derfor handler hendes nye roman, som i næste uge udkommer på grønlandsk og senere på dansk, om selvmord.
Den 30-årige forfatter har været længe undervejs med den svære toer. Efter at hun ganske uventet fik international succes, og hendes roman om fem unge i Nuuk, »Homo Sapienne«, fra 2014 blev udgivet i 12 lande, fik hun skriveblokering.
Det højprofilerede magasin, The New Yorker, havde i et portræt udnævnt hende til »den unge homoseksuelle forfatter, som blev Grønlands uventede litterære stjerne«. Et dejligt skulderklap, skulle man tro.
Men pludselig kunne Niviaq Korneliussen ikke få en eneste sætning ned på papiret. Mere om det senere.
Det har aldrig været et problem for mig at blive accepteret. Kun en indre kamp. Når man som ung kvinde prøver at finde ud af, hvem man er, så er det store ting, man tumler med
Først til det problem, som optager hende allermest: selvmord.
»Blomsterdalen« udspiller sig i Nuuk, Tasiilaq og Aarhus. Den unge kvindelige hovedperson er lesbisk som Niviaq Korneliussen. I Maliina møder hun sit livs kærlighed. Hun rejser til Tasiilaq for at støtte Maliina, da hendes kusine Gudrun begår selvmord.
I romanen følger vi, hvordan de to unge kvinder forsøger at finde ud af, hvorfor Gudrun ikke har fået hjælp. Og hvad systemet i det hele taget gør for at hjælpe selvmordstruede.
Overalt løber de panden mod en mur.
Systemet svigter
Niviaq Korneliussen mødte første gang selvmordet som 13-årig, da en ven tog sit eget liv.
Siden oplevede hun flere gange, at venner og fjernere bekendte begik selvmord.
– Det føles, som om det foregår alle steder i vores lille samfund, hvor alle kender alle. Men ingen gør noget.
– Da jeg var i Tasiilaq på et skrivekursus for unge, oplevede jeg selvmord meget, meget tæt på. Det er totalt svært at skaffe hjælp. I Tasiilaq især. Men det gælder hele Grønland, hele systemet svigter fuldstændig.
Hvad mener du mere præcist med systemet?
– Alle! Skoler, sundhedsvæsen, kommunen, selvstyret. Alle svigter.
Det er et kæmpe problem. Tidligere var der en selvmordslinje, som kun havde åbent fra 7 til 9 om aftenen.
– Men efter demonstrationen mod selvmord blev en masse telefonlinjer samlet til én. Det er meget forvirrende, for krisetelefonen skifter hele tiden navn, og den har kun begrænset åbningstid. Der er intet sted, som unge kan ringe til, hvis de er fulde og selvmordstruede midt om natten.
Aktivist
Efter hårde oplevelser med selvmord tog Niviaq Korneliussen initiativ til en demonstration, som i Nuuk og andre byer samlede mange mennesker.
– Jeg var meget vred på systemet. Derfor tog jeg initiativ til demonstrationen. Og derfor blev det emnet i min nye roman, fortæller Niviaq Korneliussen.
– Lesotho er det land i verden med flest selvmord, 39 pr. 100.000. I Grønland havde vi 84 fra 2000 til 2004, 75 fra 2008-12. I 2019 var der 45 selvmord. Altså næsten 90 pr. 100.000. Folk bruger voldsomme, og desværre effektive metoder. Det viser, hvor desperate de er. Se, jeg har det ad helvede til!
Immune over for selvmord
Niviaq Korneliussen er bekymret for den omsiggribende apati.
– Når man zapper på fjernsynet og ser sultne børn i Afrika, lærer man at ignorere det. Man bliver immun over for det. Ellers ville man blive depressiv. Det er lidt det samme med selvmord her i landet. Folk bliver immune. Måske er det en, man bare har set et par gange, og så glemmer man det igen. At vi er blevet immune over for selvmord, er dybt sørgeligt.
– Vi ved ikke, hvordan vi skal handle. Man føler sig magtesløs, siger Niviaq Korneliussen.
Niviaq Korneliussen har etableret en rejsende forfatterskole sammen med Anette Molbech. De holder kurser for at lære unge at skrive. Og på den måde komme af med tunge tanker og måske finde retning i livet
På de sociale medier giver mange udtryk for deres deltagelse.
– Hele Grønland er på Facebook. Der er rigtig mange, der skriver, at de har mistet en ven. Og at de har det svært. De er meget åbne. Det er godt, at de får opmærksomhed og bliver lyttet til. De får medlidenhed og et terapirum. Men jeg har aldrig oplevet en far eller en mor, der skriver om deres barns selvmord. Og det er nok dem, der har det allerhårdest.
– De sociale medier er måske nok en trøst for nogen. Men de er overfladiske og utroværdige. Det drejer sig meget om: se på mig! Folk skynder sig at poste en masse billeder af den, der har begået selvmord. Se, hvor gode venner vi var. Men det virker overfladisk. Man scroller videre til det næste og glemmer. Ingen gør noget.
https://www.instagram.com/p/B2zKuPGBdB2/
Professionel hjælp
For Niviaq Korneliussen er det altafgørende med handling. Det er ikke nok med en enkelt psykologsamtale til de efterladte.
– Der er venteliste på flere måneder, hvis selvmordstruede eller andre skal have hjælp af en psykolog.
– Der skal simpelthen være professionel hjælp til unge. Familien er vigtig. Men hvis ens forældre er lige så skadede som en selv, er der ikke meget hjælp at hente. Men det er et problem at skaffe uddannede psykologer, og mange taler kun dansk…
– Vi har tusindvis af tolke, som kan oversætte. Det er ingen undskyldning. Der er penge nok i systemet. De skal bare bruges rigtigt. Man kan have så mange undskyldninger og lave en masse flotte strategiplaner. Det vigtige er, at der er hjælp at hente lige med det samme. I Danmark kan selvmordstruede få hjælp i løbet af 24 timer.
– Det burde vi også kunne få her i Grønland. Især når vi ved, at pårørende til mennesker, som har begået selvmord, har 50 procent større risiko for selv at tage livet af sig, så er det ekstra vigtigt med professionel hjælp. Og det skal være over en længere periode, ikke kun en enkelt samtale.
Lærer unge at skrive
Niviaq Korneliussen selv forsøger at yde sit bidrag til at give unge en mening med tilværelsen ved hjælp af sin skriveskole.
Hun har etableret en rejsende forfatterskole sammen med Anette Molbech. De holder kurser for at lære unge at skrive. Og på den måde komme af med tunge tanker og måske finde retning i livet.
– Jeg prøver at få kontakt med ikke-privilegerede unge for at lære dem at skrive. Jeg snakkede meget med unge i Tasiilaq og kom helt tæt på. De er som åbne bøger og har stor tillid. Mange skriver rigtig flot. De skriver digte og noveller. Og lærer sig selv at kende på den måde. De har det dejligt i nogle dage, fordi de får opmærksomhed. Men mange har brug for professionel psykologhjælp, og det kan jeg jo ikke give dem. Da jeg var i byen og oplevede selvmord helt tæt på, kunne jeg se, hvordan systemet totalt svigtede de unge.
Opholdet i Tasiilaq inspirerede Niviaq Korneliussen. Vreden fik hende til computeren. Sætningerne væltede pludselig ud af hende, efter at hun slet ikke kunne komme i gang efter succesen med »Homo Sapienne«.
– Jeg skrev Homo Sapienne meget hurtigt. I løbet af en måneds tid. Men jeg havde ikke meget forstand på litteratur. Pludselig fik jeg succes og tusind henvendelser efter artiklen i The New Yorker.
– Da jeg skulle skrive min næste bog, følte jeg, at jeg var nødt til at gøre noget af det samme, fordi jeg havde succes. Men så gik jeg selvfølgelig i stå.
Du fik præstationsangst?
– Ja, det er umuligt at skrive ud fra andres ønsker og behov. Jeg var fuldstændig tom. Men efter mit ophold i Tasiilaq, talte jeg med min redaktør på Gyldendal. Det eneste, som optog mig, var selvmord. Det var selvfølgelig dét, jeg skulle skrive om. Jeg skubbede alle væk, familie og venner. Jeg lukkede mig inde i mit eget værelse og skrev og skrev.
– Jeg tænkte meget på, at jeg ville gøre det etisk rigtigt. Jeg ville finde en balance mellem at være realistisk, og samtidig vise respekt over for dem, som har mistet. Det var også vigtigt for mig at skrive om dejlige familier. Ikke kun misbrug og alkoholisme.
– Da jeg først kom i gang, gik det nemt. Jeg fandt min indre stemme.
Lesbisk
30-årige Niviaq Korneliussen er opvokset i Nanortalik i en tryg familie, fortæller hun. Faren var skoleinspektør og moren ansat som kontorassistent i retsvæsenet.
Niviaq Korneliussen har lige været i Sydgrønland. Og svømmer stadig hen over sejlture til Tasermiut Fjorden, et af de smukkeste steder i Grønland.
– Da jeg var hjemme hos min familie, havde jeg travlt med havearbejde. Jeg rev tusind millioner lupiner op fra min mors have, så der bliver mere plads til de sarte arktiske planter.
Modsat hovedpersonen i »Blomsterdalen« har Niviaq Korneliussen et fint forhold til sin mor. Alle har respekteret, at hun tidligt sprang ud som lesbisk.
– Det har aldrig været et problem for mig at blive accepteret. Kun en indre kamp. Når man som ung kvinde prøver at finde ud af, hvem man er, så er det store ting, man tumler med.
– Men modsat mange andre lande er der ingen hate crime eller diskrimination af homoseksuelle i Grønland. Kun lidt homofobi i små samfund, siger Niviaq Korneliussen.
Hun er stolt over »Blomsterdalen«.
– Det var hårdt at skrive den. Men det er en bog, jeg kan stå inde for. Fornylig fik hun et legat fra Selvstyret og skal i gang med næste projekt. Hvad det nærmere går ud på, vil hun ikke ud med.
– Én ting er sikkert. Jeg skal ikke vente fem år igen på min næste bog. Jeg vil ikke have skriveblokering igen. Det er virkelig psykisk hårdt, når det tager så lang tid at skrive en roman.
– Jeg er ikke en forfatter, som skriver hver dag. Jeg har så mange andre projekter, for eksempel oversættelser. Jeg skal jo have noget at leve af.
– For at skrive godt, skal jeg være inspireret. Jeg skal helst være lidt vanvittig i hovedet. Så går det stærkt.
https://www.instagram.com/p/CDxB-8oB0mv/
Interviewet er syndikeret efter aftale med Sermitsiaq.AG/Grønlandsposten.
Foto: Gyldendal/Angu Motzfeldt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
