UDLÅN // BIBLIOTEK – Udlån af plantefrø, surdej, værktøj og strikkepinde bør også være en del af bibliotekernes samling ifølge Anna Arendse Thorsen, som har undersøgt alternative udlån i Danmark og i udlandet. Den slags udlån skaber erfaringsudveksling og fællesskaber mellem brugerne. Og biblioteksvæsenet har en unik infrastruktur, der gør det oplagt som platform til “udlån af erfaringer”. Hun argumenterer for, at en udvidet bibliotekssamling kan styrke fællesskaber, bæredygtighed og lighed i samfundet, skriver Sabrine Mønsted.
Man kan næsten høre gispet fra kulturpersoner og mediefolk, der gennem tiden har kaldt bibliotekets udvikling for “tivolisering” eller “et desperat forsøg på at overleve”, når de hører, at der er (flere og flere) biblioteker, der udlåner surdej, plantefrø, kjoler, bageforme, værktøj, badebolde eller strikkepinde.
Men ifølge den nyslåede cand.scient.bibl. Anna Arendse Thorsen er det præcis det, bibliotekerne skal – udlåne alt mellem himmel og jord. Dog med den væsentlige pointe, at de samtidig skal være platform for erfaringsudveksling og fællesskaber. Hun kommer med sit bud på, hvordan bibliotekerne kan få fingre i erfaringerne og låne dem videre.
Folk er mere tilbøjelige til at henvende sig til hinanden, når de låner noget, der kalder på en aktivitet
Anna Arendse Thorsen, der også er forfatter, har udviklet en model for “udlån af erfaringer” og samskabelse, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nordic Journal of Library and Information Studies i artiklen Udlån af erfaringer – alternative udlånsservices og samskabelse på biblioteket. Artiklen har Anne Arendse Thorsen skrevet sideløbende med studierne på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet.
I Danmark bliver der eksperimenteret på flere biblioteker med udlån af mange forskellige ting. I tidsskriftsartiklen har Anna Arendse Thorsen valgt at fokusere på to eksempler: det såkaldte FrøLab med udlån af plantefrø på Valby Bibliotek og udlån af surdej på Risskov Bibliotek.
Udlån og erfaringsudveksling
FrøLab bestod af et kartoteksskab på biblioteket med plantefrø i små kuverter. Brugerne kunne derfra samle de frø, de ville dyrke, hvis de oplyste navn og e-mail og gerne kom tilbage med frø fra deres nye planter og noterede på kuverterne deres erfaringer med dyrkning.
I casen med udlån af surdej delte brugerne deres opskrifter og erfaringer med dejen og bagning.
“De her eksperimenter viser, at der opstår spontane fællesskaber. Folk er mere tilbøjelige til at henvende sig til hinanden, når de låner noget, der kalder på en aktivitet. Det samme viser amerikanske undersøgelser, hvor biblioteker i mange år har haft udlån af for eksempel værktøj. Der opstår et socialt aspekt af udlånet”, forklarer Anna Arendse Thorsen.
Bibliotekerne gør det jo i forvejen med bog-, læse- og filmklubber, hvor bibliotekarerne skaber fællesskaber og erfaringsudveksling om materialerne, så det ligger lige for at udvide denne gesjæft
I de to danske cases udvides den fysiske samling, og der skabes en lokal, fysisk erfaringsudveksling på biblioteket. Men Anna Arendse Thorsen mener, at erfaringsudvekslingen også skal være digital og nå længere ud end det enkelte bibliotek.
“Brugerne på hjemmesiden bibliotek.dk skal kunne få andre brugeres erfaringer om alt fra planter, bagning og strikning til byggeprojekter. Vi vil gerne have personlige anbefalinger og råd (det er derfor, folk følger influencere)”, siger Anna Arendse Thorsen. Ideen er, at hvis du klikker ind for at reservere en fisketang eller en værktøjskasse på dit lokale bibliotek, kommer der brugergenererede tips frem i stil med de anmeldelser, der er på litteratursider, når du søger på en bog.
Eksempler på biblioteksudlån
Hvad kunne den fysiske samling på bibliotekerne udvides med? Anna Arendse Thorsen nævner følgende eksempler på innovative udlån, der allerede foregår:
Amerikanske udlån:
Kageforme (Charles County Library, Maryland),
Legetøj (Cuyahoga County Public Library, Ohio),
Teleskoper (Ann Arbor Public Library, Michigan)
Fiskestænger (The Honeoye Public Library, New York)
Cykler (Athens Public Library, Ohio).
Mange biblioteker i USA har værktøjsudlån fx Berkeley Public Library’s Tool Lending Library
Europæiske udlån:
Holland, udlån af kunstværker
(University Library, Vrijhof)
England, udlån af bærbare computere (Newcastle University,
Newcastle upon Tyne),
Sverige, tøjudlåns-biblioteker
Norge, udlån af symaskiner.
Danske udlån:
Robotstøvsugere, skruelågsåbnere, karkludsvridere – Køge Bibliotek
Krykker og kørestole – Hornslet Bibliotek
Frisbee’er, badebolde og fiskenet – Københavns Strandbibliotek, Amager Strand
Maker-kasser, blandt andet én med udstyr til at bygge sin egen synthesizer – Nørrebro Bibliotek.
»Bæredygtighedskits« – Odense Bibliotek
Bæredygtighed og lighed
For Anna Arendse Thorsen er det en måde at revitalisere bibliotekerne på og gøre dem til en endnu større del af bevægelsen mod et bæredygtigt samfund. Og hertil kan man lægge begreber som lighed og ensomhed, mener hun.
I Odense kan man for eksempel låne et børnefødselsdagskit, hvilket ifølge Anna Arendse Thorsen kan hjælpe familier, der ikke har så mange ressourcer. Anna Arendse Thorsen mener, at vi skal gøre op med sondringen mellem den materielle og den sociale del af biblioteket. Udlån af andre ting end de gængse materialer og fællesskaberne omkring det er netop en måde at integrere de to dele.
Bibliotekerne udkonkurrerer ikke Silvan
“Bibliotekerne gør det jo i forvejen med bog-, læse- og filmklubber, hvor bibliotekarerne skaber fællesskaber og erfaringsudveksling om materialerne, så det ligger lige for at udvide denne gesjæft. Vi ser også flere og flere private og kommercielle bæredygtige tiltag såsom delebiler, delecykler, deletøj og så videre. Og her har vi en offentligt ejet skabelon – et biblioteksvæsen og et bibliotekssystem (bibliotek.dk), hvori vi kan putte indhold og skabe fællesskaber”, siger Anna Arendse Thorsen.
Konkurrenceforvridning eller målgruppetænkning
Hun køber ikke argumentet om konkurrenceforvridning, ej heller når udlån for eksempel gælder værktøj. “Bibliotekerne udkonkurrerer ikke Silvan. En ældre, mandlig lektor på universitetet sagde, mens jeg skrev min artikel, at han ikke kunne drømme om at låne en boremaskine på biblioteket. Dertil måtte jeg svare, at han heller ikke var målgruppen, men at en 18-årig, der lige er flyttet hjemmefra og måske ikke kender nogen med en boremaskine, kan have stor glæde af det. Der er lighedsaspektet igen”, siger Anna Arendse Thorsen.
Men et biblioteksvæsen med en presset økonomi og færre ansatte gør også, at vi skal udvikle biblioteker, hvor brugerne i højere grad bruger hinanden
Anna Arendse Thorsen tilføjer: “Vi er sociale væsener og vil gerne vide, hvad andre laver, hvordan de gør det og eventuelt være med i et fællesskab om det. Det kan bibliotekerne hjælpe med, så bekæmpelse af ensomhed kan også være et incitament til initiativer, der samler folk om interesser”.
Skal bibliotekarer kunne bage?
To kritikpunkter, som høres i debatten, når bibliotekerne eksperimenterer med udlån af ting, er:
- Økonomi. Det koster penge at udlåne ting. Tingene skal indkøbes og vedligeholdes, ergo går det fra noget andet i bibliotekerne.
- Bibliotekarernes ændrede rolle og fokus. Det udvander bibliotekarernes faglighed at skulle lange bageforme over skranken og kan flytte fokus fra bøger og læsning.
I forhold til det sidstnævnte kritikpunkt giver Anna Arendse Thorsen følgende modargumentation:
“Bibliotekarer er allerede eksperter i at facilitere møder mellem mennesker. De skal ikke være eksperter i at bage, plante og sy, som de er specialister i litteratur. Men vi har et biblioteksvæsen med en unik infrastruktur, der kan bruges til at skabe fællesskaber og dele erfaringer. Hvorfor ikke udnytte det til andet end litteratur i bæredygtigheden og deleøkonomiens navn?”
Anna Arendse Thorsen tilføjer endvidere, at vi som samfund har brug for flere unge, der finder interesse i det håndværksmæssige og i at skabe noget fysisk. Så det giver mening, at man også kan låne ting på biblioteket, der kan sætte gang i de processer.
Det koster at udvide samlingen
I forhold til økonomien erkender hun, at behovet for prioriteringer er allestedsnærværende i bibliotekerne, og det kan sætte en begrænsning for, hvad der skal udlånes.
“Men et biblioteksvæsen med en presset økonomi og færre ansatte gør også, at vi skal udvikle biblioteker, hvor brugerne i højere grad bruger hinanden. Vi har brug for interaktion med andre”, slutter Anna Arendse Thorsen.
ARTIKLEN ER SYNDIKERET FRA FAGBLADET PERSPEKTIV
LÆS MERE I POV OM BIBLIOTEKERNE HER
LÆS ALLE SABRINE MØNSTEDS ARTIKLER HER
Hvad skal biblioteksbrugere kunne låne? Topillustration: Antonio Jose Cespedes, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her