MUSIK // ESSAY – En af de store milepæle i rockens udvikling som populærmusikalsk kunstform fyldte 50 forleden. Det er Crosby, Stills, Nash & Youngs album “Deja Vu”. Jakob Brønnum skriver om det, og sætter nogle af teksterne ind i 1960’erne vidunderlige malstrøm af idéer og fornemmelser og følelser.
Jeg kan stadig blive nærmest lamslået af øjeblikkene af storhed i Crosby, Stills, Nash og Youngs debutalbum, særligt de første fire sange. Det er som om alting, der var i gære i tiden og i musikken flyder sammen i et stort, kunstnerisk udtryk, hvor de fire medlemmer, ligesom The Beatles, sammen er bedre, end de bliver hver for sig. Og de var ellers gode. Meget gode.
Deja Vu betyder som bekendt ”allerede set”, og hvis der var nogen, der mente, at det hentydede til musikken og projektet, som noget, der gentager noget, der allerede findes, tager de fejl. Det her er ikke set før
Graham Nash kom fra den succesfulde engelske 1960’er popgruppe The Hollies, David Crosby fra californiske The Byrds, som havde haft betydelige mængder hits med Dylan-fortolkninger. Stills og Young kom fra forskellige musikalske sammenhænge op gennem 1960’erne og de havde begge spillet med nogle af tidens betydeligste musikere. De var meget unge, da de begyndte.
Stills havde en sydamerikansk inspireret rytmefornemmelse og Young en tung elektrisk-akustisk folkrocktone, som de bragte med ind i sammenhængen, hvor Nash kommer med en mere troubadouragtig ånd, med flair for poprockmusik og Crosby med sin Westcoast poprock. Det kan kun blive godt.
Deja Vu betyder som bekendt ”allerede set”, og hvis der var nogen, der mente, at det hentydede til musikken og projektet, som noget der gentager noget, der allerede findes, tager de fejl. Det her er ikke set før. Det stilistiske udtryk er essentielt den folkrock, som først og fremmest Dylan udvikler af sin elektriske periode i midten af 1960’erne, der smelter med den psykedeliske rock, der blev til i forlængelse af særligt Grateful Deads eksperimenter i samme lokalområde, som albummet er blevet til, nemlig studier i Los Angeles og San Francisco. Men det er mere end det: Det er bevidste tekster, brugt i rene ørehængere. Det bliver simpelthen ikke bedre end det her i 1970, hvis det ikke er Beatles og Stones.
Det var ikke meget af et band, der kom sammen, da albummet blev til, mere forskellige studiesessions, under en slags ledelse af Nash. Neil Young er kun med på halvdelen af sangene, men bidrager til gengæld med en af sine allerstørste sange. Han havde været med i bandet, siden han et halvt års tid inden blev hyret som turnémusiker, da Crosby, Stills & Nash skulle samle et koncertband efter deres første album fra 1969.
Carry On
Albummet indledes med en af de vokalharmonier, man ofte forbløffes over, når det gælder Crosby, Stills & Nash. Kritikere vil mene, at de aldrig når så højt som åbningsnummeret på deres forrige album – det uden Young, den monumentale, syv et halvt minut lange “Suite Judy Blue Eyes“. Men til gengæld bliver de aldrig så bredt favnende, såvel i teksternes aktualitet og emner som i melodiøsitet, som i sangene på det her album.
Åbningssangen handler om at elske på trods. Det er et af de normbrud, som de sene tresseres hippiekultur excellerer i. Vi skal møde flere af dem undervejs. Stills skriver en kærlighedssang, beregnet til hitlistemarkedet, der insisterer på at tale om, hvad der sker, efter kærligheden er forbi – vel at mærke, samtidig med at man ser fremad. Det er en tanke, som han på et soloalbum ikke længe efter Deja Vu bringer til sin yderste mulighed, i sangen ”Love The One You’re With”. Du skal ikke tænke på den eneste ene, men på at finde kærligheden, hvor du er. I den forstand er det et opgør med borgerligheden og kernefamilien, som er essentielt for hippiekulturen.
Men sangens styrke ligger trods alt i vokalharmonierne. Trioen uden Young havde haft et decideret singlehit med sangen Marrakesh Express, med netop det i forgrunden, og det ligner et bevidst valg at sætte den veloplagte videreførelse af det forrest på et nyt album med lidt kortere og mere fokuserede sange.
Teach Your Children
Albummets næste sang er endnu en hippie-sang, hvor kærligheden flyttes fra parforholdets ramme til et samfundsmæssigt anliggende. Begrebet forældre og børn bruges som et udtryk for generationen og ikke familien. Den er skrevet af Graham Nash. Musikalsk har sangen en fremtrædende steel guitar, spillet af tidens, og muligvis tidernes, bedste steel guitarist, Grateful Deads Jerry Garcia. Teksten er ikke blot “Make Love – Not War”, men noget langt mere almengyldigt, der hæver den højt op over dagligt vande. Den taler om etik, om den grundlæggende indsigt, at verden ikke kan klare sig uden en form for moralsk bevidsthed:
You, who are on the road,
Must have a code
That you can live by.
And so become yourself
Because the past is just a goodbye.
Livet kræver “a moral code”, en bevidsthed om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, når man bevæger sig i tilværelsen i livet (on the road) og skal finde sig til rette som menneske (that you can live by). Næste afsnit, en slags kombineret vers og omkvæd, er ligeså smukt:
Teach your children well.
Their father’s hell
Did slowly go by.
Lav ikke de samme fejl, som de, der kom før dig, har gjort. Og sørg for at bryde de destruktive reaktionskæder, som fejlene skabte, siger sangen livsklogt. Og fortsætter: I stedet for at tvinge dem til at leve på dine fejl, skal de leve af dine drømme.
Og så går den etiske argumentation et skridt videre med endnu en livsfilosofisk perle. Teksten filosoferer over, hvordan man giver sine drømme videre, fremfor sit had:
And feed them on your dreams
The ones they pick’s the one you’ll know by.
Vi mener altid, vi kender vores børn. Men de er selvstændige mennesker, der er ved at blive til, skriver Graham Nash. I stedet for at proppe dine drømme ned i halsen på dem, skal du lade dem vælge mellem dem, for det vil lære dig noget om dem, du ellers ikke ville finde ud af. Og derved lære dig noget om livet, du ikke ville have kunnet vide. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Allmost Cut My Hair
Albummets tredje sang er ikke mindre dygtigt udformet. Det er en sang, der viser, at David Crosby på en eller anden uforklarlig måde vitterlig er et geni, der aldrig rigtig har fundet ud af det. Han laver stadig strålende musik i et band med sin svigersøn. Men han er ikke anerkendt på samme niveau som Neil Young, Leonard Cohen og sin tidligere kæreste og mangeårige ven Joni Mitchell. Det har altid undret mig, eftersom jeg opfatter hans bidrag som værende i samme klasse.
“Allmost Cut My Hair” er en politisk satire med pragtfuld humor, båret af et enkelt, groovende riff, der går gennem marv og ben på enhver elguitar-elsker. Det er et fuldstændig gennemreflekteret udsagn om samfundssind og livskraft på tværs af snævre moralske normer. Det er altså en moralsk sang, ligesom “Teach Your Chrldren”. Det handler om, at man stadig fik kritik af voksne dengang for at være langhåret:
I almost cut my hair
It happened just the other day
It was gettin’ kinda long
I could-a said, it was in my way
Jeg var sgu lige ved at klippe håret kort forleden, indleder Crosbys tekst resigneret. Og jeg kunne jo også bare have gjort det, jeg kunne sige, at det faldt ned i øjnene på mig (in my way). Så følger sangens moralske refleksion: Men jeg gjorde det ikke – og det er det, jeg ikke rigtig forstår:
But I didn’t and I wonder why
I feel like letting my freak flag fly
And I feel like I owe it to someone
Hvorfor rystede jeg på hånden, spørger sangen, selvom jeg alligevel til sidst valgte at lade min identitet som normbryder vinde (letting my freak flag fly). Ah, det er sgu nok, fordi jeg ikke er helt klar efter den influenza, jeg havde i vinter. Fraseringen af de enkelte linjer er desperat, halvt talende, pludselig kraftigt syngende, hele tiden med det malende guitar-riff i baggrunden:
Must be because I had the flu for Christmas
And I’m not feelin’ up to par
It increases my paranoia
Like lookin’ at my mirror and seein’ a police car
But I’m not givin’ in an inch to fear
Men jeg vil ikke give fortabt overfor frygten – frygten for moralens magt. Det amerikanske, filmiske billede af forholdet mellem borger og myndighed, står krystalklart gennem skitsen af chaufføren, der bliver bange, når han ser en politibil i bakspejlet. Men hvorfor ville han ikke give fortabt? Alle sangens tre omkvæd bringer svaret:
I feel like I owe it to someone
Jeg skylder nogen det. Hvem? Det er underordnet. Nogen. Et andet menneske. Her er de sene tresseres (næste)kærlighedsbegreb igen almengyldigt. Jeg skylder nogen at være et opret menneske, der lever livet rent og ægte, uden de frygtsmekanismer, som altid forkramper tilværelsen. Og som til syvende og sidst er det, der styrer småborgerligheden bag deres ligusterhække. De unge i tresserne voksede op i en tid, da deres forældre netop var blevet voksne efter selv at have haft en barndom i krigens skygge. Opgøret får næring af, at de – med rette – oplever forældrenes liv som frygtsomt, inderst inde. Med god grund: De var jo netop født i krigens skygge.
Sangens sidste vers filosoferer videre over det med det gamle bibelske udtryk at skille hveden fra klinten. Det tager fat i alle sangens problemstillinger:
When I get myself together
I’m gonna get down in that sunny southern weather
I’m goin’ find a space inside a laugh, yes
Separate the wheat from some chaff
Han vil få noget varme i kroppen, så han kan komme helt over sin influenza – og blive mindre paranoid. Han vil skabe glæde omkring sig (space inside a laugh), hvad der også driver frygten ud. og han vil skille det gode fra det dårlige i sit liv. Hvorfor? Fordi han skylder nogen det.
At lære sig selv at vide, hvad der er det rette at gøre for det store fællesskab: Der er altid en eller anden, som du skylder at være et godt menneske. En fuldstændig perfekt sang, efter min opfattelse. Crosby bringer senere i sin karriere den samme tanke frem, ”Stand and be counted”, som en af hans kendteste sange (og hans selvbiografi) hedder. Rejs dig op og stå for det, du er i den gode sags tjeneste.
Helpless
“Helpless” er Neil Young, når han er allerbedst: Når han udtrykker følelser. Det bliver aldrig helt så elegant, når han taler om politik, om amerikanske indianeres kår eller om klima. Det er ikke så tit, vi i mainstream folkpoppen får en rigtig, poetisk formidlet sent-på-aftenen-melankoli, med månelyset skinnende ind over stuen, med stærke følelsesudbrud, som fanges op af landskabet og synet af store, tavse fugle. Deres længselsvækkende himmelflugt kaster dunkle skygger ned i dit blik:
Blue, blue windows behind the stars,
Yellow moon on the rise,
Big birds flying across the sky,
Throwing shadows on our eyes
Leave us
Helpless, Helpless, Helpless
Sangen har næsten den samme akkordfølge som Bob Dylans “Knocking On Heavens Door” (G D C/am7), dog ikke samme rytmiske beat. Ved en mindeværdig velgørenhedskoncert i 1970’erne lod de to sammen de to sange gå over i hinanden. Stills, derimod svarede på et senere album med sangen “We Are Not Helpless“.
Med den sekvens af de fire sange har de nået et højdepunkt, hvorfra man ikke rigtig kan komme videre, så de afslutter A-side med en sang af Joni Mitchell
Efter denne tour de force, der ikke har sin lige, fire enestående gode sange, sker der lidt det samme som på U2’s mesterværk The Joshua Tree efter de første tre numre: Det skiller sig ikke helt på samme måde ud som rene skulpturelle kunstneriske udtryk med ægte eksistentiel tyngde, som kun opstår, når alting er helt rigtigt på en gang i hele spektret af tekst, musik og fremførelse, en tilstand, man ikke kan planlægge.
Herfra er det ikke længere et uforlignelig mirakel i rockhistorien af almengyldig menneskelig indsigt, men en mageløst god rockplade, med mange fine indslag, både tekstmæssigt og musikalsk. Men det kræver en mere intensiveret lytten at få musikken lige så langt ind under huden, som de første skæringer kommer af sig selv.
Det er, som om de godt ved det, musikerne. Med den sekvens af de fire sange har de nået et højdepunkt, hvorfra man ikke rigtig kan komme videre, så de afslutter A-side med en sang af Joni Mitchell, der (i den mere kulørte afdeling) havde været kærester med to af medlemmerne, og nyligt brudt med Graham Nash, efter et forhold med David Crosby, der “opdagede hende” midt i 1960’erne. Det er sangen “Woodstock”, en lidt mere tilbageskuende sang, omend stadig aktuel, idet den handler om den skelsættende festival. Men på den måde forlader den også det eksistentielle øjeblik, der dirrer i hvert enkelt sang, og ser på hele situationen sådan lidt udefra. Det er en af eksistensfilosoffen Søren Kierkegaards klareste iagttagelser: Når du begynder at tale om øjeblikket, er det forbi. Sangen er arrangeret af Stephen Stills efter en opførelse af den, han gav med Jimi Hendrix året inden.
Deja Vu
B-siden har ikke desto mindre flere bemærkelsesværdige sange. Den åbner med titelnummeret. Det er ikke nogen stor tekst, men den er interessant som kulturhistorisk fænomen:
Feel like I’ve been here before
And you know it makes me wonder
…
We have all been here before, we have all been here before
We have all been here before, we have all been here before
Den handler naturligvis om reinkarnation eller noget, der ligner. Om den mærkværdige forskydning, man kan få i bevidstheden, særligt under indtagelse af LSD, som på det tidspunkt allerede havde en stor tradition i det sydlige Californien. Den amerikanske psykolog Timothy Leary (1920-96) havde sin andel af det, da han under sin forskning i LSD’ens virkning havde inviteret Grateful Dead ind for at spille under påvirkning af stoffet. Det gik rigtig godt, kan jeg sige.
Den handler naturligvis om reinkarnation eller noget, der ligner. Om den mærkværdige forskydning, man kan få i bevidstheden, særligt under indtagelse af LSD
Men det musikhistorisk interessante er, at der er masser af sange om reinkanation, lige i de her år. The Byrds, eller hvad der var tilbage af gruppen, suppleret med nye musikere, har i sangen “Yesterday’s Train” også antydninger af den art: “You’ll never know where we are in this endless place/ Or who we are in this endless space”, hvor grænserne mellem fortid og eksistens er opløst. Også engelske Moody Blues leger med en tilsvarende øko-nyreligiøsitet i det år, på albummet A Question of Balance.
Denne opløsning af grænser er ikke noget anden end alle de andre grænseoverskridelser, som de unge voksne foretog på denne tid, på albummet her, måske tydeligst symboliseret ved Crosbys “Allmost Cut My Hair”, der befinder sig solidt ude på den anden side af anstændighedens småborgerlige grænsedragninger. Men også ved opbruddet af kærlighedsbegrebet, som noget der tilhører parforholdet eller kernefamilien – det tilhører menneskeheden. Selv grænseoverskridelsen fra helvedet til drømmen i “Teach Your Children” tæller med i det regnskab.
Det opbyggeligt grænseoverskridende forsvandt meget hurtigt ud af den bevidste ungdomskultur, tænk bare på den (helt nødvendige) destruktive oprørstone i punken 10 år efter. Men på dette tidspunkt var det at synge om bevidsthedsudvidelse næsten som dagsaktuelle kommentarer, hvad der dybest set er et fjernt levn fra den politiske folkemusik fra begyndelsen af 1960’erne (og endnu længere tilbage til dens inspiration af folkevisen).
Our House
Derfor skiller det sig også ud, at der trods alt er så meget opbyggelighed på albummet. Vi er netop ikke vant til at moralske oprørere er opbyggelige. Foruden “Teach Your Children“, bringer Graham Nash opbyggeligheden ind i sangen “Our House” – den engelske landidyl, som Paul McCartney beskrev den i “When I’m Sixty Four“.
“I’ll light the fire, you place the flowers in the vase that you bought today.
Staring at the fire for hours and hours while I listen to you
…
Our house is a very, very, very fine house with two cats in the yard,
Life used to be so hard,
Now everything is easy ’cause of you …”
Graham Nash har udtalt, at han finder sangen temmelig kedelig og har gjort det, allerede fra dagen efter de lavede den. Ikke desto mindre er det en af de mest populære sange i film og tv-serier, lige fra Simpson til My Girl 2. Den og “Teach Your Children” har være brugt i 20-30 film- og tv-sammenhænge.
Senere skaber de fire på scenen nogle helt uforlignelige koncertøjeblikke, ligesom der kommer enkelte album med eller uden Young. Her udfolder de sig som musikere. På livealbummet “4Way Street“, der klipper nogle sommerkoncerter sammen, får vi nogle af koncertøjeblikkene. Men hele måneden juni-juli 1970 var et ganske særligt højdepunkt i livemusikkens historie, som publikumsoptagelser har dokumenteret. De fire spillede igen i 1974 og atter bl.a. i 2000. Med Stills og Young som drivkræfterne på elguitar og vokalharmonierne mellem Crosby, Stills og Nash, spiller de lange koncertversioner af sangene med meget fint resultat.
Stills lavede fem udsøgte soloalbums de næste år, Neil Young fik sin egen store karriere, Stills-Young skabte et lavmælt, men uforglemmeligt melodiøst album i 1976, “Long May You Run” og en kortlivet turne, som Young afbrød uden at forklare hvorfor. Crosby-Nash har lavet flere albums sammen, særligt dobbelt-albummet “Crosby-Nash” (2004), der efter min opfattelse er det mest vellykkede, senere album i de mange kombinationer fra CSN&Y.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS TEKSTER PÅ POV HER.
Illustration: PR.
Opdateret med en korrektion om forholdet mellem Crosby og Mitchell
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
