INTERRAIL // REJSEKLUMME #1 – Interrail er ikke kun for unge, alle kan være med. Og med planlægning kan man komme langt og opleve de mange smukke byer, store som små, som Europa kan byde på. Kom med på rejse ned igennem kontinentet, fra København til Istanbul. I dette afsnit starter vi i Koblenz i Tyskland, besøger ghettoen i Bologna og slutter med påskegudstjenester i Ljubljana.
Markedslivet udspiller sig på domkirketorvet i Ljubljana, der ligger foran mig. Stader med blomster, honning, trøfler i olie, salat, kjoler. En gruppe Hare Krishna munke er lige danset forbi i procession, akkurat som de ville gøre det i København. På min gåtur denne lørdag formiddag igennem byen kom jeg forbi en af de utallige broer, som den slovenske hovedstad byder på. En mand spillede på flygel, en anden malede en akvarel, og der var sat små borde og sofaer frem, så man kunne nyde musik og kunst. Børn kunne male på et stort lærred, der var spredt ud på stenbroen.
Lige der, lige da, tænkte jeg, at verden – trods menneskets utallige fortrædeligheder – endnu er skøn. Mennesket, i sin forskellighed og enshed, kan gøre verden skønnere. Akkurat som det modsatte. Lige her, lige da, var mennesket et skabende væsen.
Og dette er, hvad Interrail også er ved at lære mig: At togrejsen gør, at man vælger anderledes, end man ellers ville gøre
Jeg er på vej igennem Europa med tog. Fra København til Istanbul. Tre uger med rygsæk, computer, strikketøj og en gammel bog, skrevet med gotiske bogstaver. Dette er det første af to rejsebreve, jeg skriver på vejen. Om at være på Interrail, når man er 56 år gammel. Det meste af tiden alene. Jeg vil skrive om de glæder, der er undervejs. Om de oplevelser og overraskelser, der kommer, når man rejser langsomt. Når selve rejsen, i sig selv, er det at leve. Når der ikke kun er et startpunkt og en destination, som vi er blevet vant til i vores praksis med lufthavne og fly.
Planlægning, planlægning, planlægning …
Jeg begyndte at planlægge turen for et halvt år siden. Interrailbilletter – i mit tilfælde en måneds rejse med syv stop – var på ”udsalg” i december. 25 % rabat i forhold til normalprisen. Jeg købte en billet, tillod mig en af 1.-klasse-slagsen, nu prisen var lav (2.759 kr.). Det viste sig at være en god beslutning. Det er langtfra altid, at 1. klasses togkupéer byder på vand, kaffe og chokolade, men der er god benplads og mere ro, end der er i 2. klasses kupéer. Det gør de lange togture (og jeg har haft rejsedage på mellem 8 og 11 timer) ganske behagelige.
Da papirbilletten kom, gik jeg i gang med planlægningen. Jeg havde en del ferie tilovers, som skulle bruges – derudover var der nogle dage, hvor jeg ville arbejde og skrive (indtil 1. maj er jeg i en situation, hvor jeg kan tillade mig den slags). Men der var et puslespil, der skulle samles, når ambitionen var at rejse fra mit hjem i København til Istanbul, uden at det skulle blive stressende, og hvis jeg ikke kun ville se på verden igennem togvinduer. Der skulle findes billig overnatning, for jeg gad ikke ende med en dyr tur. Jeg ville rejse billigt – men godt. Hostels med delte badeværelser var helt ok. Og så ville jeg se spændende steder, der havde gode historier at fortælle.
At sidde midt på en togstation i et fremmed land, mens man ser korthuset for sine rejseplaner falde sammen, er bare ikke sjovt
Efter en del aftners udforskning af rejseplaner og Europakort, kom ruten til at hedde Koblenz – Paris/Sens (hvor en veninde bor) – Bologna – Ljubljana – Budapest – Brasov – Bukarest og til sidst Istanbul. Sidstnævnte by flyver jeg til fra Bukarest. Ellers ville det koste 33 timer i tog/bus. Turen fra Budapest i Ungarn til Brasov i Rumænien bliver i øvrigt med nattog. Jeg er spændt på at vågne op med udsigt til Transsylvaniens bjerge.
Og lige et par tips til planlægningen, hvis du selv påtænker at tage på interrail: Download appen ”Rail planner” til din telefon. Den gør både planlægningen mere overskuelig, og så fortæller appen dig, hvornår du skal have reservation til et tog. For det er ikke altid, at man bare kan stige på et tog. Da jeg skulle fra Paris til Torino (stoppet på vejen til Bologna), stod der en meget bestemt kontrollør på Gare de Lyon-banegården og ville se min reservation, før jeg fik lov til at gå ind på perronen. Og som det nu er med tog, så kan reservationerne blive udsolgt.
Er det ikke besværligt?
Mange holder sig nok tilbage fra Interrail, fordi de ikke orker forsinkede tog. At sidde midt på en togstation i et fremmed land, mens man ser korthuset for sine rejseplaner falde sammen, er bare ikke sjovt. Med fare for at jinxe resten af min tur har jeg ikke oplevet det endnu. Der har været enkelte forsinkelser, men de har været så små, at jeg har kunnet nå det næste planlagte tog. Der har ikke været de momenter af panik, jeg havde frygtet. Forhåbentlig bliver resten af turen også sådan. 7-9-13.
Og meget har ændret sig, siden jeg tog mine første lange ture i slut-1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Dengang var der ingen vej udenom; man skulle have kort, kontanter og meget gerne også en togplan med sig. Nu har vi Google og mulighed for at bruge mobildata – uden det koster en halv bondegård – på tværs af Europa. Langt de fleste steder, måske med undtagelse af markeder og nogle steder i Tyskland, behøver du ikke have kontanter på dig. Og du kan stort set klare dig med en enkelt valuta, nemlig euro.
Ghetto og mosaikker
Og så kom jeg afsted. Et tog, der kørte kl. 6:22 fra Københavns Hovedbanegård. Jeg landede i Koblenz i Sydtyskland næsten 12 timer senere. Jo, det var en lang tur, men at nå frem til Rhinlandet, hvor vinmarkerne var badet i forårssol, fik mig næsten til at glemme, at jeg var ved at få ondt i ryggen af at sidde så meget.
Havde jeg under andre rejseomstændigheder valgt at tage til Koblenz? Svaret er nok nej. Jeg havde foretaget valg efter lufthavne, ikke togstationer og togstrækninger. Og dette er, hvad Interrail også er ved at lære mig: At togrejsen gør, at man vælger anderledes, end man ellers ville gøre. Der var to pejlemærker, der som udgangspunkt afgjorde, hvordan rejsen blev designet. Det første var, at jeg ville se en veninde i Champagne på vejen. Det andet var – som indledningsvist nævnt – at jeg ville slutte rejsen i Istanbul. For at få det hele til at stemme måtte jeg inddrage stop i byer og på steder, jeg i nogle tilfælde ikke sådan lige havde tænkt på. I andre tilfælde var jeg aldrig nogensinde tidligere stødt på deres navne.
I dag er Bolognas gamle ghetto et indbydende område med små caféer og barer. Men den dystre er ikke glemt
Koblenz var altså en af de byer, jeg kom til at besøge som en del af en større logistisk planlægning. Jeg kommer særligt til at huske den for, hvordan krig kan omdanne en by. En stor kobberplade i bymidten fortæller, at der imellem april og maj 1945 blev kastet 10.000 tons bomber over byen. Da krigen var slut, var 87 % af den gamle bydel med dens utvivlsomt smukke middelalderhuse forvandlet til murbrokker. 1.000 af byens indbyggere mistede livet i angrebene. De snublesten, man finder på sin vej igennem byen, fortæller også historien om andre ofre, nemlig dem, der forsvandt i Det Tredje Riges koncentrationslejre.
Bologna blev mit tredje stop på rejsen. Egentlig havde jeg Venedig i tankerne, fordi jeg for nogle år tilbage skrev en bog om netop ghettoen, hvoraf der ligger en ret kendt en af slagsen i netop dén by. Og ghettoen er et af de emner, som jeg har brugt tid på at skrive om det sidste års tid, så jeg ville og vil gerne forstå fænomenet endnu bedre, ved faktisk at gå og stå i en italiensk ghetto.
Men Venedig er dyr, meget dyr, så valget faldt på Bologna, for også her blev der i det 16. århundrede etableret en ghetto. I hine tider har der været trangt og nedværdigende for de beboere, der ikke selv havde valgt at bo der, og som sikkert har været usikre på, hvornår by og kirke ville forvise dem helt. Dette skete i 1593. I dag er Bolognas gamle ghetto et indbydende område med små caféer og barer. Men den dystre historie er ikke glemt. Ikke alene huser området nu et jødisk museum, men de gamle ghettogader er markerede med en Hamsa-hånd (et symbol for beskyttelse, der findes både i jødisk og muslimsk kultur), hvorpå der står navnet ghetto. Hvor ubehagelig historien end er, står man ved den.
Nu man er i Bologna, skal man ikke snyde sig selv for en tur til nærliggende Ravenna. Byen kan nås på under halvanden time med tog, og er man som jeg til byzantinsk kunst, er det som at komme ind i en slikbutik. Flere af byens kirker har mosaikker fra det 5.-6. århundrede på samme måde, som man vil se det i Istanbuls Aya Sofia. Farver og motiver står knivskarpt, som var de skabt i går. Religiøse motiver flettes ind i refleksioner af liv, der blev levet for langt over tusinde år siden. Køb din billet til alle kirker online, så kan du gå direkte ind og se herlighederne.
Påske i Ljubljana
Mit klip nummer fire bragte mig til Ljubljana, Sloveniens hovedstad. Jeg checkede ind på et bed and breakfast og fik nok det mindste værelse, jeg nogensinde har sovet i. Der var plads til en seng og en kommode, og døren var en skydedør. Andet havde der ikke været plads til. Jeg var noget nervøs ved min nattesøvn, for værelserne, der lå oppe under taget, var kun adskilt af plankevægge. Men sjældent har jeg oplevet så disciplineret et klientel. Klokken 22 var der ro i lejren. Jeg sov som en engel og kunne vågne op til veltillavet morgenmad med god kaffe i restauranten nedenunder. Denne serverede i øvrigt også fortrinlig aftensmad.
Ljubljana er en utrolig smuk by, hvis arkitektur mest af alt minder om Wiens. I en mindre skala, selvfølgelig. Og jeg kommer helt sikkert til at træde nogle over tæerne ved at sige, at jeg faktisk ville foretrække Ljubljana, hvis jeg skulle vælge. Byens overskuelighed gjorde, at der var mindre stress på. Alt kunne nås på gåben. Og der var nok at se på. Særligt nød jeg det marked, jeg indledte artiklen med. Aftenen inden havde der været steetfood marked samme sted, hvor man kunne smage alverdens retter fra byens restauranter. Er man til naturvin, er Ljubljana helt sikkert også stedet. Jeg har aldrig set så mange barer og butikker, der reklamerede med denne type vin på et sted. Heller ikke i København.
Skabelsen af noget nyt og levende og håbefuldt er ikke en engangsforestilling.
Det var i øvrigt fredag aften, efter et smut omkring street food markedet, at jeg lige skulle kigge ind i den store, rosafarvede franciskanske kirke. Udenfor dunkede musik fra en af byens barer, da jeg kom ind i kirken var lyd og stemning en helt anden. Det var langfredag, og en gudstjeneste var i gang. Kirken var proppet. Vi var flere, der stod op. Og selvom jeg ikke forstod et eneste ord af, hvad der blev sagt, var der ingen tvivl om begivenhedens alvor. Denne aften var orglet stille. Et krucifiks blev båret igennem kirken og placeret foran alteret. En for en knælede menigheden foran det, i to rader.
Med denne stemning i blodet måtte jeg til gudstjeneste lørdag aften igen (intetanende om, at Vatikanet to dage senere ville meddele, at Pave Frans var død). Denne gang var det ikke korsfæstelsen, der blev markeret, men opstandelsen, der blev fejret. Først stilfærdigt, med det høje påskelys, der blev båret ind i kirken, og de små lys, som medlemmerne af menigheden hver især tændte ved det. Og senere med pomp og pragt, som skulle vi alle uden omsvøb mærke, at nu, lige nu, fandt opstandelsen sted. Det kæmpe orgel, der aftenen inden havde tiet, satte i gang for fuld udblæsning. Alle registre var ude. Og lyset blev gradvist tændt i hele kirken. Sjældent har jeg oplevet forbindelsen mellem Det Gamle Testamentes skabelsesberetning og Det Nye Testamentes beretning om Jesu opstandelse så tydeligt markeret. ”Og der blev lys.”
Symbolikken syntes nærmest nødvendig i en verden, der ser ud, som den gør. Skabelsen af noget nyt, levende og håbefuldt er ikke en engangsforestilling. Akkurat som det forår, jeg kører igennem i Europa, kan den finde sted igen og igen.
Verden kan ændres og ændrer sig. Også til det bedre.
Læs også Garbi Schmidts artikel om Bulotti, den russiske indvandrer, der blev de revolutionæres helt i Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og