EN REVOLUTIONÆR HELT / / BOGOMTALE – Det tidlige 20ende århundrede var en vældig brydningstid, både politisk og socialt. Hvilken vej skulle verden og Danmark gå? Blandt nogle grupper i det danske samfund ønskede man oprøret og revolutionen – og blandt dem blev den russiske indvandrer med det italienskklingende dæknavn Bulotti en helt og rollemodel. Garbi Schmidt har gravet i historien og fortæller om dens konsekvenser i bogen “Bulotti – morderen med de mange navne”.
Den 15. november 1908 var mere end 100 sympatisører for den yderste danske venstrefløj forsamlet på Bispebjerg Kirkegård i København. Forrest gik en ung mand, andægtigt bærende en fane med et rødt flag, der var pyntet med en blomsterkrans.
De øvrige deltagere, mænd og kvinder, vandrede i stilhed efter indtil de nåede Sophus Rasmussens grav.
Året inden havde Rasmussen skudt sig selv, da to politibetjente var troppet op på hans forældres adresse på Nørrebro for at anholde ham. Rasmussen var en kendt person i det danske anarkistiske miljø, og han havde blandt andet været med til at stifte det revolutionære tidsskrift Skorpionen.
Men Rasmussen blev også set på som en farlig fjende af samfundet og havde af flere omgange siddet fængslet, blandt andet for skriftlige injurier mod en politiinspektør og for hans opfordringer til revolution. Nu ville politiet have fat på ham igen.
På vej ned af bagtrappen rettede han pistolen mod sit eget bryst og fyrede af
Anholdelsen gik ikke som planlagt. Sophus Rasmussen havde en pistol på sig, som han fyrede af mod en af betjentene, som kort tid efter døde af sine sår. På vej ned af bagtrappen rettede han pistolen mod sit eget bryst og fyrede af.
De mennesker, som året efter vandrede i samlet flok på Bispebjerg Kirkegård, ønskede at ære, hvad de anså for en helt i kampen mod en samfundsstruktur, de var enige om skulle bekæmpes. Men Sophus Rasmussen var ikke den eneste, der den dag optog sindene, hverken på kirkegården eller i byen og landet udenfor.
Dagen inden var rovmorderen Johan Andrew Bulotti blevet arresteret under dramatiske omstændigheder i Lille Brøndstræde i København; én af hovedstadens allerfattigste gader. Under anholdelsen havde Bulotti, som var russer af oprindelse, prøvet at dræbe de to betjente, der forsøgte at arrestere ham.
Under de senere forhør fortalte Bulotti, hjulpet af en tolk, at det havde været hans ønske at dø under kampen med betjentene. Det havde været ærefuldt, syntes han.
De mænd og kvinder, der stod ved Sophus Rasmussens grav dagen efter, gav ham ret. Christian Christensen, som senere blev kendt for bogen En rabarberdrengs dagbog, sagde under sin tale ved Sophus Rasmussens grav, at det var ærgerligt, at Bulotti ikke havde haft lige så stort held med at dræbe som Rasmussen.
For over for overmagten – altså det etablerede samfund – gjaldt kun ét middel: Øje for øje og tand for tand.
Bulotti og de revolutionære
Bulottis betydning for aktivister på den yderste venstrefløj voksede i de følgende uger og måneder. Ved et ungsocialistmøde d. 22. november 1908 fremførte en af talerne, at det havde været fremragende og til gavn for landet, hvis der fandtes flere Bulottier. Han havde med al god ret skudt mod betjentene.
Bulottis ry forsvandt ikke over de følgende år, heller ikke, da han med en livstidsdom i bagagen blev sat bag lås og slå i Horsens Tugthus, eller da han senere blev erklæret for sindssyg.
I juni 1924, altså ca. 16 år efter Bulottis anholdelse, rapporterede Arbejderbladet om, at det Kommunistiske parti i et protestmøde afholdt på Balders Plads havde vedtaget en resolution til forsvar for Bulotti. Der stod i denne:
“Københavns Arbejdere, forsamlet på Balders Plads, tilkendegiver vores Sympati med den Bevægelse, der vil til Kamp mod Uret og Undertrykkelse.
Vi protesterer imod, at det kapitalistiske Samfunds største Svindlere går fri for Straf, skønt de samfundsmæssigt set er større Forbrydere end den fattige Arbejder Bulotti, der gik til direkte Handling mod en Storbonde, som tilbageholdt hans Løn.”
Men hvorfor var det, at Bulotti blev sådan en helt? Det, som i resolutionen blev beskrevet som en ”direkte Handling,” var faktisk flere handlinger, og de var aldeles ikke af den kønne slags.
Bulottis begrundelse for sin gerning var, at gårdejeren havde snydt ham for den løn, han skyldte ham for fire måneders arbejde
I starten af november 1908 havde Bulotti først sat ild til en gård ved den lille landsby Valore nær Køge, efter at have skudt igennem gårdens vinduer for at få ram på gårdejeren. Inden han forlod stedet, overfaldt han en af gårdens karle med en dolk.
Bulottis begrundelse for sin gerning var, at gårdejeren havde snydt ham for den løn, han skyldte ham for fire måneders arbejde.
Få dage senere tog han med tre andre mænd til en anden gård i Øverød ved Holte for også der at gøre krav på en ubetalt løn ved at røve, hvad de kunne. Røveriet gik helt galt, Bulotti skød sin tidligere arbejdsgiver, og andre af bandens medlemmer mishandlede arbejdsgiverens hustru.
Imens forbrydelsen stod på, sad parrets ældste datter og en barnepige gemt i et skab i værelset ved siden af.
Men for den yderste venstrefløj var netop det, at Bulotti (som ikke havde en klink på lommen, endda på trods af forsøg på at få politiet til at gribe ind, så han kunne få sin løn) havde sagt voldeligt fra over for sine arbejdsgivere en heltedåd.
At han på vej ud af gården ved Holte havde holdt ”foredrag” over for gårdejerens sårede hustru og havde erklæret sig som anarkist gjorde kun hans ry blandt dem, der følte sig trådt på af dem, der havde magt, endnu større.
Bulotti og socialdemokraterne
Det var ikke kun blandt anarkister og hvad der efter den russiske revolution blev kendt som kommunister, at Bulotti blev set på som noget særligt. Allerede fire dage efter Bulottis anholdelse skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Adolf Frederik Claus Meyer et digt med titlen ”Anarkisten”, der blev gengivet med tydelig forargelse i avisen København.
Selvom digtet ikke direkte nævnte Bulotti, var der ikke så meget at være i tvivl om. Digtets første strofe lød således:
“Hvem er jeg? Spørg Alverden ad!/Mit Pas er falsk, jeg stjal et Navn/Jeg ejer kun mit stærke Had/Det vækker over tusind Savn;/Mit Had – og Dolken ved mit Bryst,/Den handler rask og dræber tyst,/Min Fjendes Død gør Hjertet glad,/Min Lykke er mit Had, mit Had!”
En anden socialdemokrat, som med nogen ærefrygt skrev om Bulotti, var Peter Sabroe. Da Sabroe i 1910 besøgte Horsens Tugthus, var Bulottis celle en af dem, han var forbi. Også for Sabroe var Bulotti noget særligt. Han skrev i sin efterfølgende artikel i Socialdemokraten:
“Hvilken Forskel på ham og de andre, danske Mordere, jeg saa. Disse ydmygede sig og krøb sammen overfor de Fremmede, men han bevarede en Mandighed i Tale og Væsen, som aftvang Respekt. Det var en Høvding, man havde for sig.”
Sabroes beskrivelse af Bulotti fik andre dele af pressen til at fnyse af forargelse. Hvordan kunne han, som politisk havde gjort sig kendt som børnenes ven, skrive med sådan veneration over for en mand, der havde gjort en kvinde til enke og tre børn faderløse?
Sabroe trak lidt i land, men ikke mere, end at hovedbudskabet fortsat stod klart. Når en mand var blevet så forkvaklet i sit sind og gerning, som Bulotti var, skyldtes det den undertrykkelse, han var blevet udsat for i sit hjemland.
Udviste indvandrere
Mens Bulotti således for dele af venstrefløjen blev et symbol for nødvendigt oprør og for, hvad undertrykkelse skabte, var der andre, for hvem Bulottis gerninger havde konsekvenser, der helt sikkert gjorde, at de ønskede, at han aldrig var kommet til Danmark.
For flere af de personer, han omgikkes med betød det, at de blev fængslet og sendt ud af landet efter endt straf. For andre russiske og polske indvandrere, som aldrig havde mødt ham, medførte den panik over tilstedeværelsen af russiske revolutionære, der bredte sig i tiden efter Bulottis forbrydelser, at også de blev sendt ud af landet.
Det er ikke altid, at man i anholdelsesprotokollerne kan se, hvad de blev anholdt for, og dermed hvad begrundelsen for deres deportation var.
Og bemærkelsesværdigt er det, at en politiinspektør i København udtalte, da han blev spurgt til, hvorfor de mange deportationer fandt sted, køligt svarede, at det da meget vel kunne være, at de fleste indvandrere fra øst, som befandt sig i hovedstaden var ordentlige mennesker, men det var jo nu engang sådan, at også ordentlige mennesker kunne forvandles til forbrydere, når nøden var størst.
Det var altså bedst at være på den sikre side og komme af med så mange som muligt.
Ordensmagten – og derudover særligt journalister, som havde skrevet om sagen – blev udsat for byger af skældsord, der kunne minde om nogle af nutidens debatter på de sociale medier
Politiets behandling af de russiske indvandrere vakte også udbredt vrede på venstrefløjen. Aldeles hidsige protestmøder blev afholdt, hvor ordensmagten – og derudover særligt journalister, som havde skrevet om sagen – blev udsat for byger af skældsord, der kunne minde om nogle af nutidens debatter på de sociale medier.
Mere behersket, men ikke desto mindre mere effektiv var den måde, hvorpå særligt socialdemokraten Thorvald Stauning trak i trådene over for dem, der tog beslutningerne. Han sørgede således for, at en gruppe fængslede og udviste russere blev sendt videre til England i stedet for at blive sendt tilbage til Rusland.
Flere af disse havde været tidligere været fængslet i Rusland for politisk virksomhed og var helt sikkert endt i fængsel igen eller sendt til Sibirien, hvis Stauning og andre socialdemokrater ikke havde grebet ind.
Hvem var Bulotti?
Bulotti blev et symbol på retfærdigt oprør for nogle – for andre blev han en returbillet til et land og et styre, de var flygtet fra. Pogromer mod jøder og arrestationer, deportationer og drab på politiske modstandere var en del af datidens uorden i det vældige russiske empirium.
Navnet var faktisk kun også et af flere dæknavne han benyttede sig af – når han ikke blot af sine frænder blev kaldt for bageren eller den sorte
Nogle måtte af disse grunde forlade alt. Af disse fandt nogle vej til Danmark, ofte med drømmen om at rejse videre til det forjættede Amerika. Nogle formåede at komme videre, andre blev i Danmark, særligt i København, hvor pressen ligefrem begyndte at tale om etableringen af en russisk ghetto.
Det var i denne ghetto, at Bulotti befandt sig i sin første tid i København, og det var også hér, han blev anholdt.
Men hvem var Bulotti egentlig? Navnet lyder jo ikke ligefrem russisk. Og navnet var faktisk kun også et af flere dæknavne han benyttede sig af – når han ikke blot af sine frænder blev kaldt for bageren eller den sorte.
Hans rigtige navn afslørede han ikke. Og det var, som jeg afslører i min bog om Bulotti et navn, han først benyttede sig af igen tyve år senere i et brev til en bror. Han hed noget så almindeligt som Aleksej.
At han vitterligt var anarkist, bevidner kilderne, herunder de to tætskrevne kladdehæfter, han skrev i arresten på Blegdamsvej. At han fik status som revolutionsparate danskeres helt fandt han nok aldrig ud af.
Allerhelst ville han i de sidste år af sit liv tilbage til Rusland og sin familie. Et ønske, som Stalins regime i sidste ende forpurrede.
Allerhelst ville han i de sidste år af sit liv tilbage til Rusland og sin familie
Men at denne enkelte russiske indvandrer er et prisme for fortællingen af en større historie om et Danmark og en verden i en vild politisk og social brydningstid; om revolutionære ideer, ubegribelig fattigdom og hvad den førte med sig, er der ingen tvivl om.
Det var en tid og en verden, der kan være svær at begribe. Men ekkoet høres fortsat i dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og