GHETTO // KOMMENTAR – Ifølge EU-Domstolen er nedrivningen af de såkaldte parallelsamfundsghettoer i Danmark måske diskriminerende. Set i lyset af tonen i den aktuelle immigrationsdebat er spørgsmålet, om nedrivningerne overhovedet kommer til at gøre nogen positiv forskel, og om man ikke blot bidrager til etableringen af endnu et bredere parallelt samfund.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er nabo til et af de såkaldte ghettoområder, der med afsæt i en regeringsbeslutning fra 2018 er ved at blive revet ned. Det har været underligt at opleve, hvordan området gradvist blev tømt for mennesker.
Pludseligt var der ikke længere legende børn, ingen familier, der kom hjem om eftermiddagen efter en normal hverdag, ingen tilbage af dem, man ikke kendte, men som man lige nikkede til, fordi man jo i mange år havde passeret hinanden og set hinandens ansigter.
Håbet om at kunne se Danmark som et land, der satsede på en form for pluralistisk integration, er nok slut
I det sekund, der blev stille, rykkede nedbryderne ind og lukkede af med metalgitre og ‘sikret område’-skilte, hvorefter de i genanvendelsens storslåede navn begyndte at pille de relativt nyrestaurerede bygninger fra hinanden.
Når der ikke var mere end et flosset betonskelet af en boligkarré tilbage, rykkede muskuløse maskiner ind og smadrede i et støjinferno, hvad der smadres skulle. Derefter fremstod stedet som et blandingsbillede af et sønderbombet Bosnien og murbrok- rædslerne fra Gaza.
Men hvad fortæller murbrokkerne så om dansk politiks aktuelle håndtering af udlændingespørgsmålet?
Anerkendelse er en by i Rusland
Den tyske filosof og sociolog Axel Honneth har formuleret en teori, hvor pointen er, at man for at kunne fungere som individ har behov for, at andre mennesker – men i høj grad også samfundet – giver udtryk for, at man bliver set, og at man er god nok.
Ifølge Honneth har man brug for kærligheds-, retlig og solidarisk anerkendelse. Den retlige anerkendelse er særlig relevant her, fordi den indebærer, at man som individ bliver anerkendt af samfundet på lige fod med alle andre – og således ikke oplever nedgørelse, marginalisering m.m.
Det boligpolitiske nedrivningsgreb kunne formodentlig få en form for positiv langsigtet effekt, hvis man fik skovlen under et antal parallelsamfund og samtidigt havde en national politisk diskurs, der sigtede mod en positiv tilgang til integration – altså at der var retlig anerkendelse i spil.
Der eksisterer uden diskussion højproblematiske sociale forhold blandt nogle af beboerne i sociale byggerier – men ikke alle.
På samme tid kan man argumentere for, at den aktuelle immigrationsdebat i Danmark befinder sig i en toneart, hvor netop graden af nedgørelse og marginalisering af minoriteter fra flere politiske sider er blevet så skinger, at det vel nærmere ligner en dæmonisering af alle med blot en flig af forbindelse til islam – og dem, som, sagt enkelt, ikke kan kurateres i kategorien blegfiset hud og leverpostejsfarvet hår.
Og her har vi sagens kerne: Den manglende Honneth’ske anerkendelse kan lede borgere, der tilhører den ovenfor skitserede gruppe, til at føle usikkerhed, frygt og sorg – og ultimativt til at overveje at trække sig som medborgere, hvilket vil bidrage til skabelsen af et nyt slags parallelt samfund.
Med andre ord: Det bliver ét skridt frem og mindst to skridt tilbage. Det næste spørgsmål er så, hvordan man er nået dertil.
Tre chassé til højre
Helle Malmvig, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har sammen med Fabrizio Tassinari fra det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze for nylig skrevet essayet Inside Denmark’s Hardline Immigration Experiment.
Her diskuterer de netop, hvad det skyldes, at Danmark – herunder Socialdemokratiet – i de senere år har rykket sig betydeligt til højre på den værdipolitiske skala. De peger på tre vendepunkter:
Det første er, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 vælger at gøre Dansk Folkeparti til sit støtteparti. Partiet tager sig betalt for støtten ved konsekvent at kræve yderligere stramninger af integrationsskruen, hvilket Rasmussen accepterer – og dette uden, at partiet står med regeringsansvar.
Malmvig og Tassinari uddyber, hvilken konsekvens dette efter deres vurdering har fået:
“Over en periode på 15 år endte, hvad der begyndte som indrømmelser til et højreorienteret støtteparti, med at blive til en styrende konsensus på højre- og centrumhøjre-delen af det politiske spektrum.”
Et andet vendepunkt er i 2015, hvor Socialdemokratiet efter et tabt valg konkluderer, at man skal genopfinde kontakten til vælgerne, bl.a. ved at se til højre og stort set lægge sig oven i det yderste højres immigrationsdagsorden.
Et tredje vendepunkt kommer i april 2024 med en tale af Frederik Vad (S), som fokuserer på en såkaldt “tredje erkendelse” inden for udlændinge- og værdipolitiske områder. Man kan sige, at denne tale er med til at åbne den aktuelle diskussion om, hvad flere betegner som “sindelagssamtaler” i Folketinget.
Eftersom det yderste højre gang på gang oplever, at centrumorienterede partier – som f.eks. Socialdemokratiet – nærmest adopterer deres dagsordener, åbner det som en konsekvens for yderligere politiske ryk mod højre, hvilket så igen får det politiske centrum til at rykke med. Og så videre.
Et aktuelt eksempel er, at Dansk Folkeparti i vintermånederne 2025 formår at sætte ild i indvandringsdebatten med begrebet “remigration”. Om dette skriver lektor og diskriminationsforsker Mira C. Skadegård i kronikken Remigration er ikke politik. Det er racisme i forklædning:
“…Remigration er i realiteten et kontravidenskabeligt og uladsiggørligt projekt – en moderne form for etnisk udrensning, som trods alt er ulovlig og i sit grundlag helt udemokratisk og uanstændig. Noget, som vi plejer at sige, er helt igennem en undergravning af danske værdier…”
Skadegårds grundlæggende pointe i artiklen flugter med Malmvigs og Tassinaris holdning i essayet:
“Det virkeligt bekymrende er, hvordan denne sprogbrug nu bevæger sig fra yderfløjen og ind i den politiske midte.”
Emnet er nu noget, som de fleste partier er tvunget til at forholde sig til.
Julegaven, der ikke kom fra himlen
Den 18. december 2025 kundgjorde EU-Domstolen, at hvad man – lidt melodramatisk – kunne kalde tvangsflytnings- og nedrivningspolitikken, måske er diskriminerende, og en dansk domstol nu skal forholde sig til de søgsmål, der er kommet.
I Sønderborgs lokalpresse har Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti været hurtige til at plædere for, at nedrivningerne omgående burde stoppes, indtil man har fået afklaring på den danske domstols holdning til sagen, hvilket kan tage årevis.
Det er assimilation – eller ingenting. Nok mere ingenting
Danmarksdemokraterne har, måske ikke så overraskende, argumenteret for det modsatte.
For andre medlemmer af et byråd, som f.eks. det i Sønderborg, vil EU-dommen muligvis ses som julegaven, der ikke kom fra himlen, men fra det modsatte sted, fordi den kan skabe tvivl om, hvad næste skridt kommer til at være. Det eneste, der lige nu kan ændre planerne, ville dog umiddelbart være, hvis et byrådsmedlem foreslår det i byrådssalen. Og vel at mærke er i stand til at samle et flertal.
Uanset hvad: Når man en småkold anden juledag går forbi stablerne af murbrokker og de halvnedrevne rester af boligblokke i en sønderjysk kommune, så kommer det i hvert fald til at fremstå som et skarpt signal om, at håbet om at kunne se Danmark som et land, der satsede på en form for pluralistisk integration, nok er slut.
Det er assimilation – eller ingenting. Nok mere ingenting.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og