Coronakrise – hold vejret

i Humaniora/Kulturhistorie af
CORONAKRISE // KRONIK – “Man kunne godt drømme om, at det politiske kom tilbage engang. Men det forbliver nok en drøm. For før virus havde vi klimaet, og før klimaet havde vi terroren, og før terroren havde vi ’os versus dem’. Nu har vi hver mand for sig med spørgsmålene til det ene, store svar, der allerede er givet.” Det er alt for tidligt at sige, hvad vi kan lære af coronakrisen. Vi får at vide, at det varer længe endnu, inden krisen er overstået og skal der drages en lære, så synes det at forudsætte, at vi er ude på den anden side. Så det får vente. Alligevel er der nogle ret tydelige tegn på, hvad der vil blive stående tilbage, når regnskabet er gjort endeligt op, skriver idéhistoriker Brian Han Knudsen i dagens kronik.

Historien skrives af sejrherrerne, siges det. I skrivende stund er det dog vanskeligt at se, hvem det skulle være.

Måske det forskerhold, der først får en virksom vaccine produceret? Den nation, der finder den klogeste balance mellem hensynene til folkesundheden på den ene side og økonomien på den anden side?

Selvom tingene naturligvis vil stabilisere sig, og det meste vil blive, som det var før, så vil det ikke føles som en sejr. Det vil føles som en pause, hvor vejret kan trækkes dybt ned i maven, så alle kan berede sig på en fremtid, der stadig vil være usikker og ukendt

De særligt kyndige og engagerede mennesker, der plejer og behandler de syge? Måske civilbefolkningen, der bevarede roen, viste deres loyalitet over for fællesskabet og arbejdede så normalt som muligt, bare hjemmefra?

Eller hvad med fødevare- og transportindustrien, der har garanteret, at de loyale, de engagerede og de besindige har mad på bordet mens krisen står på?

Sejre og nederlag

Men, der bliver ikke nogen sejrherre.

For selvom tingene naturligvis vil stabilisere sig, og det meste vil blive, som det var før, så vil det ikke føles som en sejr. Det vil føles som en pause, hvor vejret kan trækkes dybt ned i maven, så alle kan berede sig på en fremtid, der stadig vil være usikker og ukendt.

For er der én ting, vi allerede nu har lært, så er det, at det hele kom pludseligt, uventet og med større konsekvenser, end nogen havde haft fantasi til at forestille sig. Vi vil stå tilbage med en ubrugelig indsigt i, at vi er de samme skrøbelige og forgængelige naturvæsener, vi også var før.

Det er en ubrugelig indsigt, for vi kan ikke stille noget op med den. Den kan ikke konverteres til en videnskabeligt afsikret overlevelsesmetode, ikke til en skudsikker politisk-administrativ strategi, ikke til en folkelig mobilisering af besindighed og solidaritet.

Bag alle skærmene, dér er privathedens livgivende magi nu blevet et socialpsykologisk storskalaeksperiment … Den henvisthed til andre, vi godt vidste eksisterede, er sat på spidsen, fordi vi ikke kan gå hen til de andre

Det er klart, at der vil blive udarbejdet modeller og programmer for bedre håndtering, som det hedder, af lignende fremtidige situationer. Men det vil stadig være spørgsmålet, hvad ’bedre’ betyder og alle vil vide, at vi ikke kommer til at stå i eksakt samme situation igen, men kun – og det er så det sikre – i en lignende.

Så, den første lære, vi allerede nu kan drage, er: Vi har ikke lært noget, vi ikke vidste i forvejen.

Hvem er vi?

Det er klart, at det er en moderne, privilegeret vesterlænding, der i ro og mag kan skrive de linjer, der netop er blevet læst. Der er tale om en tekst i en publikation, der henvender sig til oplyste og selvtænkende mennesker, og den indgår derfor som en dråbe i et hav af krydsende og stridende diskurser.

Alle har deres egen mening og tager deres eget bestik af, hvad der foregår, om de blander sig offentligt eller ej. Den tavse majoritet synes at tilslutte sig myndighedernes anbefalinger, både i tanke og handling.

Den talende og skrivende klasse publicerer og debatterer. Filosofferne, politologerne, sociologerne, psykologerne – de ytrer sig alle.

Overlægerne, virologerne og sundhedseksperterne og den nationale huslæge ytrer sig. Familiefædrene, kunstnerne, skolelærerne, journalisterne, wellness-guruerne ytrer sig. Godt, vi har tv, godt, vi har aviserne, godt, vi har Facebook, godt, vi har Skype!

Heller ikke her synes der at være noget nyt under solen.

Men bag al den velmenende tale, al den slumrende folkelige intelligens, al den empatiske oprørthed, al den moralske bekymring og oprustning, alle de netbaserede korsammenkomster, alle de videnskabelige analyser og bag alle skærmene, dér er privathedens livgivende magi nu blevet et socialpsykologisk storskalaeksperiment.

Vi ved, at personligheder og præferencer formes i hjemmet, vi ved, at følelsen af ontologisk sikkerhed grundlægges og plejes i de nære relationer, og vi ved, at hverdagspraksisser og basale værdiorienteringer udspringer af hjemmets kærlighedsfulde, familiære ro. Men vi ved også, at de fleste ulykker sker i hjemmet, at skilsmisseraterne er tårnhøje, og at vold, misbrug og omsorgssvigt trives og næres bag hjemmets fire vægge.

Bag det hele står virus, og bag virus står døden. Og er der noget, der kan appellere til livsviljen, så er det døden

Vi ved med andre ord, at det er svært at leve tæt med andre mennesker, at være afhængige af dem, og at eksistentielle sammenstød kan være livsfarlige, selv uden promiller og med 0 km/t.

Den henvisthed til andre, vi godt vidste eksisterede, er sat på spidsen, fordi vi ikke kan gå hen til de andre.

Pludselig kan den psykologiske ilt, vi ellers næres af hos de andre, give anledning til sure opstød, irritation og konflikter, som ikke bare kan udskydes til en snak ’i aften’, når vi er hjemme fra job igen, og hvor vi ved, at støvet har lagt sig, og problemet på mærkværdig vis og helt af sig selv er blevet så lille, at man knap kan huske, hvad det handlede om.

Vi kan ikke gå hen til de andre, og det kalder vi ’samfundssind’. Vil man overophede privatsfæren, så skal man appellere til samfundssind, har vi nu lært. Det kan ikke være anderledes, når der kun er én ting, der fortjener offentlig opmærksomhed i egentlig forstand, nemlig virus.

Det er muligt, jeg savner de andre, mens de jo endda er fuldt til stede og i syne, og ligefrem inden for min magts rækkevidde. Men jeg dør nok ikke af at bøje mig, og vi dør ikke af et lille overflødigt skænderi. I sidste ende har vi jo hinanden.

Det bilder vi os i al fald ind, tvunget af det smukke ord ’samfundssind’, der nu helt har tabt sin uskyld.

Virus dræber, ja ulykkeligvis.

Og heldigvis for viljen til at bekæmpe den, og hurra for dem, der gør det. Men den langsomme eksistentielle udtørring og den sociale kvælningsfornemmelse kan også godt gøre krav på en vis ærefrygt. Hjemmet er ikke længere et sted, hvor jeg kan nyde at være i live, uden skam.

Læse de bøger, jeg vil, lade tankerne flyde, høre den musik, jeg vil, glemme mig selv.

Hjemmet er blevet en påmindelse om mig selv, der, når først alle gamle fotos og aviser er sorteret, opgaverne i husholdningen og de pligtige telefonopkald er foretaget, nærmest står som en objektiv anklage mod min eksistens, en påmindelse om, at min vejrtrækning kan være farlig for andre. At den er farlig. En påmindelse om dem, der virkelig er alene. En påmindelse om de syge og de døde.

Vi kan ikke undvære de andre, det står klart. Men at undvære de andres andre, det er en velsignelse, især når ansvaret hviler så trygt og sikkert

Men først og fremmest en påmindelse om døden.

For bag det hele står virus, og bag virus står døden. Og er der noget, der kan appellere til livsviljen, så er det døden. Men livsviljen er også en fortrængning af døden, ja, faktisk en konkret abstraktion, skildret i de urovækkende billeder af kister på rad, bekymrede overlægeminer og farvelagte grafer.

Alt dette påtrængende fravær, der tænkes at skulle oplyse os og animere til respektfuld eftertanke, besindig samtale og kloge handlinger, er nu informationsfragmenter, der påberåber sig retten til at tale på alles vegne, på helhedens vegne.

Og helheden er virus og dens ansigt er samfundssind, og samfundssindets sjæl er min sjæl, og min sjæl er beordret adskilt fra de andres, og fra de andres andre.

Der var engang

Man siger, at kundskabens rødder er bitre, men dens frugter liflige. Og at det er svært at spå, især om fremtiden. Men moderne mennesker tror ikke på spådomme. De tror på, at tingene går over, for sådan er moderniteten jo. De tror heller ikke på kundskaber, for det tager al for lang tid.

Og man må da også indrømme, at nogle nyder den nuværende situation, uden de andre andre. Det vil sige en situation, hvor politik er blevet overflødig, erstattet af værnemidler og en pinefuld, allestedsnærværende dødsbevidsthed i uskøn kombination med en næsten umenneskelig tilpasningsevne.

Man kan jo bygge et nyt haveskur, selvtræne på yogamåtten, spille Matador med de små, bage kage og snage i kommentarsporene i det lønlige håb om at finde noget, man ikke kan identificere sig med. Vi kan ikke undvære de andre, det står klart.

Men at undvære de andres andre, det er en velsignelse, især når ansvaret hviler så trygt og sikkert. Og herregud, jobsene skal jo nok komme igen, og alting handler jo trods alt ikke om penge. Lad os gå en tur i det gode vejr og døse hen på sofaen efter frokosten.

Før virus havde vi klimaet, og før klimaet havde vi terroren, og før terroren havde vi ’os versus dem’. Nu har vi hver mand for sig med spørgsmålene til det ene, store svar, der allerede er givet

Det kan være svært ikke at bebrejde naboen eller kammeratens privatiserede overlevelsesstrategi, men det er nok klogest.

Trods alt er der dynamikker og strukturer på spil, der gennem de sidste årtier har klemt den sidste rest af sociologisk fantasi ud af de fleste og erstattet den med det sublimitetens ekkokammer, vi engang kendte som ’eksistens’. I sidste ende er det jo op til dig selv, ikke sandt, det må vi nok kunne stå sammen om.

Man kunne godt drømme om, at det politiske kom tilbage engang. Men det forbliver nok en drøm.

For før virus havde vi klimaet, og før klimaet havde vi terroren, og før terroren havde vi ’os versus dem’. Nu har vi hver mand for sig med spørgsmålene til det ene, store svar, der allerede er givet.


Topillustration: Wallpaperflare.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Brian Han Knudsen arbejder som lektor i pædagogik ved VIA UC, Læreruddannelsen i Skive. Cand.mag. i idéhistorie og tysk sprog, kultur og samfundsforhold med tillægsstudier i retorik og formidling og med særlige studieinteresser i modernitets-, oplysnings- og metafysikkritik. Engageret i fagene på det almendidaktiske og almenpædagogiske område i læreruddannelsen, herunder bachelorprojektet, med vægt på almen dannelse/kristendom/livsoplysning/medborgerskab. Har besiddet en række tillidsposter i kraft af interessen for faglig og pædagogisk dømmekraft og autonomi, medarbejderdemokrati, arbejdspladskultur og -miljø. De faglige interesser kredser aktuelt om bl.a. religionspsykologi og -sociologi, jødisk humanisme og erfarings- og kropsfænomenologi i pædagogisk-filosofisk og perspektiv. Forskningserfaringer med tilknytning til en række af de nævnte felter.

Seneste artikler om Humaniora