AKTIV DØDSHJÆLP // KRONIK – “Det forekommer indlysende, at spørgsmålet om, hvornår et liv er værd at leve, må være knyttet til menneskets sociale og samfundsmæssige sammenhæng. Derfor må problemet om aktiv dødshjælp også ses som del af tendensen til, at samfundsmæssige kriser kan blive til menneskelige kriser,” skriver Peter Schjødt. “Det må i hvert fald medtænkes, at utilstrækkelighed i omsorgen for udsatte og lidende mennesker vil medvirke til at flytte grænserne for, hvornår livet opleves som meningsløst, og alt for svært at leve.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er sjældent, at politiske spørgsmål handler om livets mening. Det gør sig imidlertid gældende med spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp. Regeringens Udvalg for en mere værdig død lægger således op til refleksioner, som “favner danskernes holdning både til en naturlig død og assisteret afslutning på livet”. Grundlæggende kan disse refleksioner vel kun handle om, hvad der gør livet værd at leve, eller ej?
Mette Frederiksen brugte denne frygtelige situation som argument for at legalisere aktiv dødshjælp
Men kan den offentlige debat rumme den slags problemstillinger, uden omgående at reducere dem til et ureflekteret for eller imod? Når de kendte liberale plusord om individets rettigheder, autonomi og ukrænkelige frihed, køres i stilling, risikerer problemets eksistentielle og samfundsmæssige dybde at forsvinde i en uopnåelig drøm om rationalitet: et problem, som kaldes for “unødvendig lidelse”, vil angiveligt blive løst, hvis der gives adgang til aktiv dødshjælp.
Flertal for aktiv dødshjælp
I Danmark er der et stort flertal på godt 70% for at legalisere aktiv dødshjælp. Undersøgelser har imidlertid vist, at der er betydelig usikkerhed om, hvad der bliver forstået ved begrebet om aktiv dødshjælp. Måske har det også været tilfældet i Slovenien, men her afviste vælgerne i sidste uge en lov, som ellers ville have givet uhelbredeligt syge ret til at afslutte livet med lægehjælp. Det kan bl.a. skyldes den indflydelsesrige katolske kirke i landet.
Men det kan også minde os andre om, at der altid vil være uhåndgribelige og “irrationelle” faktorer i spil, når det handler om forholdet mellem livet og døden. Derfor vil det også altid være forbundet med stor usikkerhed at lovgive på et område som aktiv dødshjælp.
Det skyldes naturligvis de mange individuelle og subjektive faktorer, som er involverede i den slags spørgsmål, og at disse på deres side er under indflydelse fra den kultur og samtid, som man er en del af. Opfattelsen af menneskelig lidelse, værdighed og død har ændret sig i løbet af nogle ganske få generationer. De dominerende samfundsmæssige og kulturelle værdier har derfor en betydelig indflydelse på diskussionen om aktiv dødshjælp.
Vedtages aktiv dødshjælp, vil dette imidlertid også virke den anden vej og få indflydelse på, hvordan vi kulturelt og samfundsmæssigt betragter mennesket. Fx hvad der definerer et værdigt liv, hvad skrøbelighed, sårbarhed og lidelse betyder for det blik, vi bedømmer os selv og andre med?
Hvad er det fx for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvilket ansigt samfundets barmhjertighed skal have? Det vil sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død? Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det således vigtigt at spørge, om et uværdigt liv kan blive værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad skal der til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og tab af autonomi?
Filosofiens eneste alvorlige problem
Er livet værd at leve, eller ej? Netop dét spørgsmål kaldte den franske forfatter og filosof Albert Camus for filosofiens eneste alvorlige problem. Hvis et menneske oplever, at livet ikke er værd at leve, så åbnes vejen mod den ultimative handling i form af selvmordet og døden.
Det er grundlæggende det kernespørgsmål, vi også møder i forbindelse med muligheden for aktiv dødshjælp, eller assisted suicide, som det kaldes på engelsk. Faktisk nævnte Camus kort uhelbredelig sygdom og sorger, men skrev også i Sisyfos-myten, at det er vanskeligt at “følge de skjulte veje, der fører sindet til at vælge døden”.
Bemærkningen om det menneskelige sinds krogede og uransagelige veje er nok værd at få med i spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp. Det meste af tiden lever vi uden overhovedet at overveje, hvilke kriterier, vi bedømmer vores liv efter, udover de dominerende kulturelle og sociale værdier for succes, sundhed, velstand, anerkendelse osv. Måske er det, vi kalder hverdagen, bl.a. defineret ved, at vi slet ikke overvejer andre kriterier for det værdifulde og værdige liv.
Hvad giver livet værdi?
I dag har jeg drukket morgenkaffe med min kone, vinket farvel til hende, da hun kørte på arbejde, været hos frisøren, skrevet denne kronik, læst i et par timer, skrevet en mail til min datter, forberedt mig på mine næste undervisningslektioner, planlagt, hvornår jeg skal hente vores barnebarn, vasket op.
Nu venter jeg på, at min kone skal komme hjem igen. Og i aften skal vi have gæster. Hvad af alt dette giver mit liv værdi, og hvorfor? Er det blot aktiviteter, som fylder tiden ud, inden jeg skal til det virkelig værdifulde, fx juleferien eller lignende? Hvad vil jeg kunne tåle at miste, før livet mister afgørende værdi for mig?
Dette er en ret god hverdagsøvelse. For mit eget vedkommende tænker jeg, at det knytter sig til tabet af mine elskede, men ikke nødvendigvis til mit eget gode helbred. Så måske er det, “som man tager det”. Men det er en overvejelse værd.
Håbet om barmhjertighed
Vi kan således finde inspiration i den store alvor og nødvendighed, som Camus tillagde spørgsmålet om, hvad der giver ens liv værdi. Faktisk mente han, at det er en slags filosofisk selvmord, hvis man ikke overvejer den slags ting. Han sagde imidlertid ikke ret meget om håbet i de livssituationer, hvor vi kommer i tvivl, om vores liv fortsat er værd at leve, fx i forbindelse med sygdom, tab og lidelse.
Vi må derfor gå en anden vej, når det drejer sig om at finde et praktisk og livsnært håb om at kunne klare livet med dets smerte og lidelse, uden at lade aktiv dødshjælp være det eneste udtryk for håbet om at møde barmhjertighed. Vi må tilføje et nyt spørgsmål: hvorfor kan der i forhold til aktiv dødshjælp ikke knyttes mere håb til den værdi, som andre menneskers barmhjertighed og hjælp kan give os?
Her tænker jeg på den menneskelige barmhjertighed i almindelighed, og mere specifikt på den professionelle barmhjertighed og hjælp fra velfærdssamfundet. Hvis vi oplever, at vores liv har mistet værdi i et omfang, så vi tvivler på, om det er værd at leve, er aktiv dødshjælp så den eneste form for barmhjertighed, der kan give os håb?
Hvorfor beder mennesker om aktiv dødshjælp?
Det forekommer indlysende, at spørgsmålet om, hvornår et liv er værd at leve, må være knyttet til menneskets sociale og samfundsmæssige sammenhæng. Derfor må problemet om aktiv dødshjælp også ses som del af tendensen til, at samfundsmæssige kriser kan blive til menneskelige kriser. Det må i hvert fald medtænkes, at utilstrækkelighed i omsorgen for udsatte og lidende mennesker vil medvirke til at flytte grænserne for, hvornår livet opleves som meningsløst, og alt for svært at leve.
Mette Frederiksen kom faktisk med et eksempel, da hun skulle argumentere for legalisering af aktiv dødshjælp. Her henviste hun til bogen Løftet, hvor forfatteren fortæller om sin mand, som blev ramt af en blodprop i hjernen, mistede næsten alle tidligere færdigheder og muligheder, og i en hjælpeløs tilstand blev afhængig af andre: “et sundhedssystem, som i sin professionelle iver efter at hjælpe, gang på gang kommer til at overskride personlige grænser.”
Hun ser sin “frihedselskende mand hænge som en hjælpeløs fugl i loftkranens bæresele”. Mette Frederiksen brugte denne frygtelige situation som argument for at legalisere aktiv dødshjælp. Det kunne imidlertid også være argument for at opprioritere omsorg, hjælp og pleje. Det vil sige for en anden form for barmhjertighed end muligheden for aktiv dødshjælp.
Undersøgelser fra flere lande viser, at det er tilsvarende ulykkelige omstændigheder, som typisk leder mennesker til ønsket om hjælp til at dø. De kæmper med en dyb følelse af meningsløshed, som netop knytter sig til tabet af kontrol og autonomi. Samtidig ønsker de ikke at belaste andre, fordi det resulterer i yderligere tab af værdighed.
Er aktiv dødshjælp et svar på samfundets svigt?
Som moderne individualister oplever vi tab af værdighed, hvis vi bliver afhængige af andre. Den triste konsekvens er ofte, at ufrivillig afhængighed af barmhjertighed fra andre mennesker, og professionelt fra velfærdsstaten, i stigende grad fortolkes som noget uværdigt og negativt, hvorved den oprindelige grænsedragning for aktiv dødshjælp også vil forskyde sig. Det er sket i andre lande. En hollandsk undersøgelse viser således, at det er de psykologiske og eksistentielle konsekvenser af patientens tilstand, som er hovedårsag til ønsket om hjælp til at dø.
Lad os forestille os, at diskussionen om aktiv dødshjælp ikke kun handlede om, hvad der får mennesker til at sige nej til livet, og ønske dødshjælp, men også om, hvad der måske kunne få dem til at sige ja
Det kan også nævnes, at de fleste mennesker, som i Holland anmoder om aktiv dødshjælp “ikke lider af en katastrofal sygdom, men typisk af en svækket livskvalitet på grund af ophobede aldersrelaterede lidelser, fx inkontinens, døvhed, blindhed, manglende mobilitet o.l.” Altså livssituationer, som bringer en i en afhængighedssituation, i form af et ufrivilligt barmhjertighedsforhold til andre mennesker.
Kun i begrænset omfang bliver det diskuteret, hvorfor der ikke længere kan findes håb, lindring og livsværd i den barmhjertighed, som dog er en central del af vores selvforståelse her i det danske samfund? Hvad der er gået galt i et af verdens rigeste og mest udviklede velfærdssamfund, siden barmhjertigheden nu, som noget helt naturligt, er ved at knytte sig til muligheden for aktiv dødshjælp? Kunne det være, at vores behandlings- og omsorgssystem ikke har været godt nok i forhold til de mennesker, som nu ønsker hjælp til at dø?
Lad os forestille os, at diskussionen om aktiv dødshjælp ikke kun handlede om, hvad der får mennesker til at sige nej til livet, og ønske dødshjælp, men også om, hvad der måske kunne få dem til at sige ja, fordi de oplevede, at samfundets hjælp og barmhjertighed også kunne lindre. Når det er vigtigt at følge Camus’ opfordring til at overveje, hvad der giver ens liv værdi, hænger det lige netop sammen med dette: hvad er det for nogle værdier, som samfundet skal kunne hjælpe mennesker til at virkeliggøre, selv i livets sværeste situationer?
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og