RYGNING // ESSAY – Mennesket har røget gennem århundreder. Næsten lige så længe har man vidst, at det var skadeligt. I dag er rygning på tilbagetog, men nogle ryger dog videre, selv om de skammes ud. Det handler om vaner, ritualer, nikotin, hvordan andre ser – og måske om at ære noget, der er større end os selv, skriver Claus Smidstrup. Første del af 4.
Millionvis af mennesker verden over har gennem tiderne sat ild til tørrede tobaksblade og suget røgen ned i lungerne. Holdt den lidt, pustet ud, gentaget. Nydt det. Den lille pause i hvert fald. Gjort det igen. Og igen. Rigtig mange millioner mennesker i flere århundreder.
En betragtelig del af dem har ødelagt deres helbred: hostet, harket og hevet efter vejret, måske endda udviklet kræft og er døde en tidlig død. Alligevel er der altid kommet nye rygere til.
Det er et paradoks, et af menneskehedens store. Men kan man skrive om det uden at komme op at slås med Tidsånden?
Tanken om at skrive om rygning dukkede op, engang en rygende kollega var irriteret over tobakssmulder på tungen, når han røg uden filter. Han kendte ikke Craven A, den med et mundstykke af kork. Jeg tænkte, at han skulle have en pakke ved lejlighed, men tænkte så senere: Kan man egentlig det? Forære nogen cigaretter, når man nu ved, hvad de gør ved en?
De, der ikke tålte røgen, måtte døje. Hoste, rindende øjne og tidlig død var ikke forbeholdt rygere, men det var dem, der bestemte lugten i bageriet. Røgen hang i tøj og gardiner
Jeg havde en mormor, der inhalerede ret mange Scotsman-cigaretter ret ofte. Scotsman, der blev sendt i handlen i hvide pakker med et felt af blåt tartan samt sloganet: ”Den mildeste cigaret, der smager af noget.” Mormor hostede, hev efter vejret og fandt sin inhalator. Min bedstemor røg cerutter. Kassevis. Advokat hed de, og kasserne var længe af træ. Hun fik lungekræft, sygnede hen, blev helt hvid og lillebitte. Ikke større end tobak for en skilling.
Jeg var tæt på hende, da hun sov ind. En teenager, som uden sammenhæng i øvrigt havde proklameret, at han hellere ville spille fodbold end at ryge. Det var der én, der kommenterede, da hun år senere så mig med en cigaret i munden. Det skulle åbenbart prøves.
Cigaretten blev gennem årene til flere, til de små, korte uden filter, nok til at læbe og tunge stadig kan det dér lille smut, der skal til for at fjerne tobakssmulder fra tungen, selv om det nu er mange år siden, det var nødvendigt.
Det har det åbenbart heller ikke været at skrive om det, selv om tanken indimellem er dukket op. Havde en chef engang. Hun skød idéen ned. Det viste sig, at hun var ny-gravid, lige holdt op med at ryge, så dét skulle hun ikke mindes om.
Det er nok ikke grunden til, at jeg har gemt ting, artefakter, som har mistet den betydning, de havde engang. Men det har jeg. Askebægrene fra Den Kongelige Porcelænsfabrik med reklamer for de to små uden filter, Queens og Kings. Det lille lommeaskebæger af metal med Lucky Strike-logo og den lille holder, der vipper op, når man åbner æsken, så man kan lægge sin cigaret. Cigaretetuiet – åbenbart en dåbsgave – med et indgraveret navn, der kunne have været mit, men som har tilhørt en slægtning, jeg delte forbogstav med. Og ikke mindst den lange merskumspibe, der har hængt på familievægge i generationer.
Nu var den bare tilovers, en anakronisme, som mange andre åbenbart forsøger at slippe af med via diverse brugtssalgssider, men jo også så flot og fin, at den burde være en gave, men kan man forære sådan én væk, når nu man ved?
Det var en anden tid
Spørgsmålene om merskumspiben, der ikke længere havde en væg at hænge på, og cigaretten med korkstykket lå stadig i bevidstheden, da jeg stødte på bogen Sólo para fumadores.
Det lille værk er skrevet af den peruvianske forfatter, den Chesterfield-rygende Julio Ramón Ribeyro, som er en af Perus store forfattere. Værket blev i 2020 udgivet på dansk af forlaget Auroraboreal, der slår slag for spansk og latinamerikansk litteratur, og meget nærliggende kaldte bogen for Kun for rygere.
Julio Ramón Ribeyro formår at skrive om rygning uden at moralisere eller romantisere. Han gør det fantastisk. Forrygende.
Sagen er bare, at han skrev bogen længe før, den udkom på dansk. I 1980’erne.
Det var en anden tid.
Dén vending har vundet frem, først som en (bort)forklaring, senere som en sarkasme, men når det gælder rygning, så var det en anden tid.
Rygning var i langt højere grad noget, man bare gjorde. Der blev røget tobak i rå mængder, her og der og allevegne, til hverdag og fest, på arbejdspladsen, i dagligstuen, i bilen, bussen, toget, flyet, i skolen – og på hospitalet.
Man vidste jo godt, at det var farligt at ryge. Det var gammel viden. Generationer før havde lovet deres børn et kørekort, hvis de ville lade være med at ryge, inden de fyldte 18 år. Mange røg cigaretter med filter, fordi de var sundere. Knap så skadelige i hvert fald.
Selv røg forældre uhæmmet på forsædet af bilen, mens børn led på bagsædet, og der blev i smug røget Kansas-tobak i majspiber bag den nedlagte stationsbygning. Der blev kastet op efter de første møder med cigaretter, som fik skyld for at være hjemmelavede karameller.
De, der ikke tålte røgen, måtte døje. Hoste, rindende øjne og tidlig død var ikke forbeholdt rygere, men det var dem, der bestemte lugten i bageriet. Røgen hang i tøj og gardiner, men tidligere rygere synes ikke, at det lugtede så slemt dengang, som det gør nu.
Det er mærkeligt, at ingen har skrevet bøger om den uskik, det er at ryge, (når der er) skrevet om spil, stoffer og alkohol
Den erindringsforskydning er vel et forsøg på at komme overens med fortiden á la den måde, hvor de store tobaksfamilier, Augustinus, Obel, Færchs, Hirschsprungs – you name them – der byggede formuer op gennem århundreder, i dag allokerer penge ud til kunst, kultur og forskning.
Julio Ramón Ribeyro røg i øvrigt først Chesterfield, da han fik råd. Han holdt af dens sødlige aroma. Før røg han Inca, en peruviansk cigaret af ikke særlig god, sort tobak. Det blev til andre cigaretter, når han flyttede land, eller når hans økonomiske situation ændrede sig; Derby, Lucky Strike, Bisonte, Gitanes, Gauloise, Players, Muratti, Belga, Dunhill, Pall Mall, Camel – og Marlboro, fordi det var et godt navn at danne ord ud af – samt i en periode, skriver han, den ”daglige pakke Rothaendhel”- den tyske cigaret Roth-Händle.
Det fjerde element
Måske røg fortælleren i bogen mere end forfatteren selv, men begge røg igennem, også selv om det kun var de første smøger, der gav dem egentlig velvære. Med tiden, skriver Ribeyro, blev det ubehageligt at ryge, gav halsbrand, for meget mavesyre og smagte bittert. Men han røg.
Han vidste, det var usundt og farligt. Hans evigtrygende farbror George døde af lungekræft. Han vidste, det var vanedannende. Hans onkel Paco gik efter dage uden smøger den lange vej fra Tulpo til Santiago de Chuco, som ifølge Google Maps tager tolv timer og fem minutter, endda i skrækkeligt regnvejr bare for at få fat i cigaretter. Dagen efter var han tilbage, gennemblødt, mudret og stivfrossen, men med et smil om munden og en rygende cigaret mellem fingrene. Ribeyro fortæller med munter nøgternhed om årtiers rygning og om de medfølgende gener. Han fortæller om trangen til at ryge, den trang, der ofte kaldes ubændig, om desperation, afsavn, kvaler og dårligdomme af den slags, der kræver hospitalsindlæggelse og operationer og er livstruende.
Hovedpersonen fortsætter med at ryge, mens han funderer over, at tobaksrygning i modsætning til alkohol og euforiserende stoffer hverken giver nogen følelse af eufori eller klarhed, ekstase eller overnaturlige visioner. Han lægger til, at den heller ikke dæmper hverken smerte eller træthed.
Ribeyro spekulerer også over, hvorfor han stort set har måttet lede forgæves efter litterære værker, hvor der skrives om rygning. Han efterlyser cigarettens Dostojevskij.
– Det er mærkeligt, at ingen har skrevet bøger om den uskik, det er at ryge, (når der er) skrevet om spil, stoffer og alkohol, skriver han og finder forklaringen i de egenskaber, som tobaksrygning ikke har. Ingen rus at skrive om.
Julio Ramón Ribeyro søger efter forklaringer på, hvorfor han ryger, og han når langt omkring, blandt andet til Sigmund Freud og psykoanalysen, men finder ingen svar her, der matcher hans egen teori, som han ganske vist kalder både kuriøs og absurd, men som er hans bedste bud, nemlig at rygning bringer os i kontakt med det fjerde, vanskeligt tilgængelige og svært kontrollerbare element, ilden.
Han runder sin verdensdels gudetro. Dyrkelsen af de fire grundelementer, og for ildens vedkommende, af solen, som symboliserer ilden og dens egenskaber, lys og varme.
– Som sekulariserede og vantro kan vi ikke længere dyrke og ære ilden på anden måde end ved hjælp af cigaretten. Cigaretten er således en erstatning for den ældgamle solgud, og rygning en måde, hvorpå vi alligevel kan ære den, skriver Ribeyro og konkluderer:
– Derfor er det at give afkald på cigaretten en så alvorlig handling og så sønderknusende som en fornægtelse.
Fortsætter man ud ad det spor, hvilket Ribeyro trods alt ikke gør, kan rygning vel også være inkaernes hævn over de hvides myrderier og plyndringer. I så fald en hævn, der har martret den vestlige verden i århundreder.
Solens kraft
Der er næppe nogen, der har sammenlignet Seattle-forfatteren Tom Robbins med Dostojevskij, men hans roman Stilleben med Spætte efterkommer dog Ribeyros søgen efter litteratur, hvor cigaretten er central. Romanen har tolkning af Camel-pakningen som et gennemgående element og Tom Robbins når også frem til nærheden til ilden, som den bedste forklaring på, at vi ryger.
– Tre af fire elementer er fælles for alle væsner, men ilden var en gave til mennesket alene, skriver Robbins og fortsætter, at det at ryge cigaretter er det nærmeste, vi kan komme ilden uden ligefrem at lide kval, som det hedder i den danske oversættelse. Robbins skriver videre, at hver eneste ryger er en legemliggørelse af Prometheus, som stjal ilden fra guderne.
Der blev røget, selv om det li’som var begyndt at lugte grimmere. Og der skulle gå ti år, inden Irland – of all places – som det første land i verden forbød rygning på værtshuse
– Vi ryger for at indfange solens kraft, for at formilde Helvedet, for at føle samhørighed med urgnisten, for at nære os af vulkanens kerne. Det er ikke tobakken, vi hungrer efter, men ilden. Når vi ryger, opfører vi en version af ilddansen, et ritual lige så gammelt som lynet.
I øvrigt ryger hovedpersonen, Bernard alias Flagspætten, ikke. Han har bare en pakke Camel hos sig som en undskyldning for at bære tændstikker, så han kan tænde lunter. Og han læste jo på pakken, at ”Sundhedsmyndighederne gør opmærksom på, at cigaretrygning kan være skadeligt for helbredet”. Bogen blev udgivet i 1980.
Farvel til flagspætten, tilbage til Ribeyros søgen efter forklaringer. Han forsøger sig med den fremtoning, cigaretten giver ham, men afviser dog forklaringen, da han jo også ryger, når han er alene.
Fortælleren i Kun for rygere slutter i øvrigt sin historie for at gå efter cigaretter. Forfatteren døde – angiveligt – af lungekræft i 1994. Da var det stadig en anden tid.
Der blev røget, selv om det li’som var begyndt at lugte grimmere. Og der skulle gå ti år, inden Irland – of all places – som det første land i verden forbød rygning på værtshuse. Målet var at beskytte personale og gæster mod røg.
Læs videre – du finder essayets anden del her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og