TEATER // ANMELDELSE – Dette er Iliaden i blodrus og liderlighed som i Game of Thrones. Det er Homers vers blandet op med metabetragtninger, spejling i nutidige konflikter og nogle gange med overraskende humor. Betty Nansen Teatret løfter en nærmest umulig formidlingsopgave og ender med engagerende, brutalt, men også meget underholdende teater til tiden.
Det kan godt være, at Aristoteles sagde, at man aldrig skulle give sig i kast med en dramatisering af Iliaden. Det har nu nok været lige så meget af veneration for denne antikke klassiker.
For selvfølgelig kan klassikere fortolkes. Det er teatrets natur at fortolke – om det er i castingen, i kostumerne og scenografien eller i den enkelte skuespillers betoninger. Og så er der det mest radikale skridt, at redigere i teksten og eventuelt føje nyt til. Eline Arbo, der også har instrueret, og Tom Silkeberg benytter sig af alle værktøjer.
Den skønne Helene og alle de græske helte
Skuespillerne står på scenen, når publikum træder ind i salen. I moderne påklædning. Agamemnon i Anders Buddes skikkelse med ridebukser og skrårem som prototypen på alle diktatorer. Achilleus som en moderne sexet poster boy helt i læderjakke – og ja, med sit navn nittet på. Og den skønne Helene tilsvarende dullet op med sløjfe på røven.
Rødderne til antikken er ikke brudt
Mathilde Arcel får i denne rolle fra start slået en moderne feministisk tone an. Hun taler til publikum i klar stemme, når hun deklamerer situationens alvor frem med ni lange års krig, med drab og plyndringer, men ingen sejr. Men skifter til lillepigestemme og indsmigrende kropssprog, når hun taler med sin svigerfar Priam0s (Asbjørn Krogh Nissen)
Og for de klassisk dannede i publikum er det let at forstå det vers, der messes under hendes introduktion – selv om det er på græsk. Det gentages i anden akt på dansk og er selvfølgelig Iliadens første linje, som jeg har forvansket i overskriften.
Så rødderne til antikken er ikke brudt.
Klassisk objektgørelse
Den korte version er, at Iliaden slet ikke handler om grækernes krig mod og endegyldige sejr over Troja. Den handler om, at kong Agamemnon fornærmer Achilleus, som derfor trækker sig og sine mænd ud af kampene. Det giver trojanerne overlegenhed, og grækerne er lige ved at blive slagtet, da … Nå, det skal du måske gå i teatret for at se.
Fornærmelsen handler om, at kongen tager en slavinde, Briseis, tilbage, som Achilleus ellers havde fået tildelt som krigsbytte. For en moderne iagttager kan det måske undre, at hun kan skabe så megen uro … og så i øvrigt ikke bliver nævnt igen i Iliaden.
Det retter Betty Nansen Teatrets version så op på. Det faktum, at Briseis har været hans slavinde i ni år, og at hun har set Achilleus dræbe både hendes far og brødre, får sit eget lille mellemspil, der taler direkte til vores tid; at mænd er søjler, som kvinder slår sig på.
Iliadens kvinder
Det gælder moderne kvinder, der er bange for at gå alene hjem og for vold i det hele taget. Det gælder også kvinderne i Iliaden, der er fanget i epossets heroiske logik. Mænd går i krig. Mænd slår ihjel. Mænd bliver dræbt.
Der er virkelig ingen, der spørger kvinderne
Så kan mødre begræde deres tabte sønner, deres forsvundne fædre og alle de elskede ægtemænd, der aldrig vender hjem fra slagmarken. Der er virkelig ingen, der spørger kvinderne. Altså heller ikke dem, der bliver taget som slaver.
Men med nogle få tilføjelser, nogle omskrivninger og de nævnte valg i casting, scenografi og betoninger får vi også pludselig den kvindelige vinkel. Ikke blot historien om kvinder som mødre og trofæer. Man får da også historiens ironi med, når det fremhæves at græske Helene altid vil blive husket som ”Helene af Troja”.
På heksameter i svømmehallen
Medmindre du kan din Iliaden på fingrene, vil det nok være svært helt at gennemskue, hvor der er tale om den originale tekst (Otto Steen Dues oversættelse). Nogle gange slår skuespillerne imidlertid over i det rytmiske heksameter og lader, om man så må sige, Homer få ordet. Der er en egen skønhed i ordene.
Det varer nu ikke længe. Når de lægges i munden på en liderlig Priamos, en lommediktator med mindreværdskomplekser som Anders Buddes Agamemnon eller den selvhøjtidelige mors dreng Achilleus, så ændres betydningen af konteksten.
I det hele taget skal vi ikke bare tage historien på ordet. Scenografien minder mest om en forfalden eller udbombet svømmehal, handlingen akkompagneres på hjemmegjorte instrumenter, og hvad skuespillerne kan få ud af en rulle plastik, er rent ud sagt imponerende. Og så skal vi lige sluge, at den trojanske helt, Hector, spilles af Ena Spottag.
War – what is it good for?
Hvis ikke lige det var åbenlyst, at hele castet knokler som besatte oppe på scenen, så kan man godt sidde tilbage med en opfattelse af, at vi i publikum er mere på arbejde her. Det er tolkning for åben scene, hvor du selv kan lægge egne referencer ind, for intet kan tages for pålydende. Men jo, Iliaden på Betty Nansen Teatret handler om Krigen som i alle krige.
Og om alle mænd. De er nogle sære søjler. Nogle egoister og nogle røvhuller. De kan også elske og føle smerte. Men de er selvfølgelig også Homers heroer. Ædle krigere, der kan tale længe om den rene kærlighed til deres børn og frygten for at miste dem og mand og mand imellem give hinanden tid til at sørge. Mænd af ære.
Og så får Helene lige det sidste ord i sin lange opremsning af tabslisterne. De er der uanset, hvor nødvendig en krig end kan forekomme, hvis vi lige skal binde en aktuel knude på historien.
Iliaden er alt andet end tørt pligtstof
Hvis nogen skulle sidde med en opfattelse af, at Iliaden er tørt pligtstof i oldtidskundskab, så skulle denne version kunne få dem på bedre tanker. Hvis en gymnasielærer skulle sidde og frygte, at forestillingen vil ødelægge elevernes opfattelse af Homers værk, så er jeg mere tilbøjelig til at tro, at den vil vække deres interesse i at læse med lidt nøjere.
Det er blodigt, komisk, tragisk, afskyvækkende, medrivende, tankevækkende og åndeløst spændende
Den kvikke elev vil muligvis pointere, at den røvirriterende Agamemnon i Anders Buddes skikkelse får sin fortjente straf i Søren Poppels dystre skikkelse i Elektra på Husets Teater. Eller måske har eleven bare været god til at bruge AI.
Uanset sammenhængen er det fascinerende, at teatret formår at gøre klassikerne relevante i en 2023-virkelighed.
Hvad Betty Nansen-versionen af Iliaden angår, så går det hele op i en højere enhed. Sammen og enkeltvis får skuespillerne en stærk tekst til at gå ind under huden. Det er blodigt, komisk, tragisk, afskyvækkende, medrivende, tankevækkende og åndeløst spændende – selv om vi ved, hvordan det ender.
POV giver ikke anmelderstjerner, men her ville ikke være sparet på dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
