BØGER // ANMELDELSE – Det falder mig i øjnene, at forfatteren hedder Chip Cheek. Det er på en eller anden måde et totalt useriøst navn, selvom han givetvis ikke kan gøre for det. Og det leder mig unødigt meget ind på chick lit-genren, chip cheek, chick lit, see?
Jeg forventer på grund af den uretfærdige kobling en letlæst bog, der underholder mig og som til sidst binder en pæn lille sløjfe på historien. Omslaget skubber bagpå, det er råhvidt med en erotisk rød titel og marineblå silhuet af halvtredserhustru med martiniglas foran kystbyfacader.
Måske er det bare mig, der er plat, men følelsen bliver siddende i mig mens jeg læser mig ind i en af den slags forladte badebyer, som man har set så mange af på film: Forladte forlystelsesparker, tomme moler, ødelagte parasoller og aftener, der bliver alt for tidligt mørke, fordi byen er skabt til udeliv; Cape May.
Her ankommer Effie og Henry, ømt unge, nygifte og ordentlige; et nydeligt par, som man nok ville sige det dengang. Effie beder aftensbøn på knæ ved siden af sengen, Henry suger til sig – det er første gang, han ser havet.
Min chick lit-fornemmelse falmer heldigvis en lille smule efterhånden som man introduceres for deres ferske og yndige sexliv, og deres forsøg på at række henover den kløft, som deres forskellige baggrunde har gravet i mellem dem. Effie er bogmesterdatter, og der hviler en kølig ro over hende. Der er ikke noget, Henry elsker mere, end at få hende til at le. Fortælleren bliver heldigvis hos Henry, som, væk fra sit vante landlige miljø i Georgia, hurtigt begynder at tænke frit og kreativt.
Har Henry lært noget? Næh. Har han bevaret noget af sin frihedstrang? Nej. Han har et par flade sidespring med nogle af de damer, han møder på sin tørvetrillende vej gennem livet
Parret keder sig gudsjammerligt. De spiser, går ture og har sex, snakker om at tage tidligere hjem fra bryllupsrejsen. Til en dag, hvor de opdager tre-fire meget dyre biler holde ud for et hus, og Henry overtaler Effie til at trække i en cocktailkjole og sammen med ham gå hen og ringe på. Nu bevæger vi os helt absolut væk fra det ferske og ind i en verden af old money, prelunch drinks og på alle måder emanciperede individer. Man sejler, drikker, spiller, holder fest, danser, drikker noget mere, mens man, livstrætte, kun lige kan holde øjnene åbne. Dekadence!
Her må vi lige opholde os ved fremmalingen af det rige liv i 1950’erne. Klart, at de har køleskabe – men havde de køleskabet stående tændt i ugevis, mens de var væk – for at holde friske babygulerødder kolde? Og ”crasher” Effie virkelig en fest? Crashede man overhovedet i 1950’erne? Flere steder undrede jeg mig over detaljer, der faktisk ingen betydning har for hverken stil eller plot.
Jeg hepper på Henry. Jeg ønsker hele vejen igennem, at han vil forlade den halvsøde, stabile Effie og stikke af med Alma, der dufter af babypudder og uvasket hår
Nå men, entré Clara, gift med en stenrig bedstefartype, og Max, som er hendes ven (men endnu mere elsker), og Alma, som er Max’ hjemløse halvsøster, holder en impulsiv ferie i familiens fritidshus ved havet. Henry og Effie suges durkt ind i en Bermudatrekant af de riges umådeholdenhed og frihed; Effie modvilligt – Henry ganske frivilligt og med åbne, nysgerrige øjne. Alma, som er alt det, Effie ikke er, upriviligeret, sensuel og uden trang til at falde til ro, taler til alle Henrys drømme om at leve anderledes end sine forældre. De finder sammen.
Romanen insisterer på at blive længe i spiralen af sex, lies and drinking, og det er dejligt. Jeg opdager, at bogen er den frommes ferie i en Joan Dideon-verden. Intet gælder pludselig, og derfor er alt muligt. Det gamle liv er ophørt, nye store drømme står i kø.
Jeg hepper på Henry. Jeg ønsker hele vejen igennem, at han vil forlade den halvsøde, stabile Effie og stikke af med Alma, der dufter af babypudder og uvasket hår. Og hvis det ikke sker, ønsker jeg i det mindste, at romanen slutter før historien slutter. Jeg vil ikke forlade Joan Dideons solskoldede dage, jeg vil flyde som en isklump i en gindrink, så længe som muligt. For det er her, romanen og fortællingen viser kvalitet. Men PLOTSPOILER:
Desværre får vi, som i Bridget Jones-universet the whole damn story med, ikke en detalje skal udelades, der malkes til alle køer er tømte. Henry og Almas salte drømme i stormfulde nætter er pludselig bare en affære, der ødelægger hans ægteskab med Effie.
Ikke så de bliver skilt, men så de lever i et rystende kedeligt ægteskab med gård, børn og svigermor helt til Effies overvægtige død, sørme.
Der er noget Lykke-Per over denne sidste del af bogen. Man har lyst til at ringe til forfatteren og råbe, at bogen jo for filan er slut og har været det længe, så hvorfor bliver han ved?
Har Henry lært noget? Næh. Har han bevaret noget af sin frihedstrang? Nej. Han har et par flade sidespring med nogle af de damer, han møder på sin tørvetrillende vej gennem livet, men forholdene spejler på ingen måde den eksistentielle længsel, Alma tændte i ham.
Der er noget Lykke-Per over denne sidste del af bogen. Man har lyst til at ringe til forfatteren og råbe, at bogen jo for filan er slut og har været det længe, så hvorfor bliver han ved?
Jeg ved det ikke, men den skuffende, af forfatterens navn medførte chick lit-feeling, vendte derved tilbage og ødelagde bagudvendt resten af bogen for mig. Øv.
Chip Cheek, ‘Dage i Cape May’, 300 sider, Lindhardt & Ringhof.
Foto: Stranden ved Cape May, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her