Jazz dronning - Kathrine Windfeld (2017) Stephen Freiheit jpg

Per Vadmand: 2019 var et godt år for jazz

i Kultur/Musik af

MUSIK // TILBAGEBLIK – Musiker og forfatter Per Vadmand ser tilbage på 2019 i et år med jazz, hvor der skete spændende ting på den danske scene, ikke mindst når det gælder danske bigbands. Og som han minder om til sidst: “Læs lige artiklen igen, lyt til musikken via de indlagte videolinks, og læg mærke til, hvor mange fremragende kvindelige jazzmusikere, der er i front i disse år”.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med jazz i 2019, er der ét navn, der især dukker frem, nemlig Maluba Orchestra, som jeg hørte første gang på Københavns Jazzfestival i 2018, og som jeg dengang regnede med, ville blive en engangsforeteelse. Jeg ved af egen erfaring, hvor svært det er at få samlet et stort orkester, og med et orkester, hvor så mange af medlemmerne gør sig gældende i andre sammenhænge, må det være dobbelt svært.

Ikke desto mindre har orkestret turneret i både ind- og udland i 2019 og har endda fået udgivet en cd, der simpelthen hedder Maluba Orchestra.

Ikke spor eksotisk

Orkestrets navn leder umiddelbart tanken hen på noget eksotisk, måske afrikansk, og der er da også elementer af verdensmusik i repertoiret, mest på det rytmiske område. Men repertoiret er solidt forankret i den nyere del af jazz-musikken. Navnet er simpelthen dannet af de tre kapelmestres navne: Marilyn MAzur, Fredrik LUndin og Kasper BAi.

Og de tre står også for alle kompositioner og arrangementer. Trods de tre ”kokke” er det lykkedes at skabe en homogen oplevelse af et orkester, ikke en flok individuelle solister og komponister, der trækker i hver sin retning.

Det er klart, at et orkester med så mange multiinstrumentalister har mulighed for at variere klangbilledet stærkt, og det udnytter de optimalt. For eksempel har jeg aldrig før oplevet en saxgruppe, hvis fire medlemmer spiller henholdsvis piccolo-, sopran- alt- og bas-tværfløjte – utroligt smukt. Og som kontrast Jesper Løvdals snurrende og vrissende kontrabasklarinet

Den tolv mand store besætning på cd’en er Fredrik Lundin, Christina von Bülow, Pernille Bévort og Jesper Løvdal, diverse saxer, fløjter og klarinetter, Tomasz Dąbrowski og Maj Berit Guassora, trompeter og flygelhorn. Mia Engsager, trombone, Annette Saxe, bastrombone og tuba, Kasper Bai, guitar, Makiko Hirbayashi keyboards, Klavs Hovman, bas, Emil de Waal, trommer m.m. og Marilyn Mazur, percussion – en imponerende samling af nogle Danmarks fornemste udøvere på deres respektive instrumenter.

Det er klart, at et orkester med så mange multiinstrumentalister har mulighed for at variere klangbilledet stærkt, og det udnytter de optimalt. For eksempel har jeg aldrig før oplevet en saxgruppe, hvis fire medlemmer spiller henholdsvis piccolo-, sopran- alt- og bas-tværfløjte – utroligt smukt. Og som kontrast Jesper Løvdals snurrende og vrissende kontrabasklarinet.

Der bliver virkelig gået til yderligheder her, ikke mindst af Marilyn Mazurs utallige slagtøjsinstrumenter og Kasper Bais ofte meget elektriske guitar. (En sjov kontrast var det at høre ham et par dage senere på festivalen med en akustisk trio, der nærmest spillede swing – en alsidig mand!) Men med otte blæsere er det ofte den store, flotte lyd, der vælter tilhøreren omkuld. Lyt selv! Der ligger masser af jazz på hjemmesiden.

Urovækkende fæmomener

 Med udgangspunkt i Maluba er det naturligt at gå videre til, hvad nogle af medlemmerne laver hver for sig. (Jeg må her indskyde, at mit udvalg er yderst selektivt, præget af hvad jeg har haft lejlighed til at høre live eller har kunnet skaffe på cd).

Lad os begynde med Pernille Bévort, der også i år har gjort sig bemærket med flere forskellige projekter, hvoraf den mellemstore (otte mand) gruppe Radio Bévort har eksisteret i nogle år og igen i år fik udgivet en cd, Which Craft?

Her er besætningen Pernille Bévort, saxer, Mariane Bitran, fløjte, Kasper Wagner, saxer og klarinet, Pelle Fridell, saxer og basklarinet, Mads Kjølby, guitar, Francesco Cali, akkordeon og piano, Morten Ankarfeldt, bas og Bjørn Heebøll, trommer.

Den særprægede besætning passer som hånd i handske til Bévorts ofte finurlige melodiforløb, der ofte bevæger sig helt andre steder hen, end man forventer i jazz, men altid lander sikkert, bare ofte et helt andet sted – ligesom luftballonen på cd-coveret:

Især Bitrans fløjter og Celis akkordeon giver musikken en usædvanligt let og flyvsk karakter, der er meget væsensforskellig fra, hvad man ellers hører.

Bévort har også optrådt og udgivet cd med en trio, som jeg desværre ikke har haft lejlighed til at høre endnu, samt – måske i erkendelse af besværet med at holde sammen på og især skaffe job til større ensembler – noget så eksotisk som en lp med titlen Gopler og andre urovækkende fænomener.

Her optræder hun alene med sin tenorsax og diverse indspillede lydspor af natur- og reallyde. Det er en ny og spændende form, og tilmed overkommelig også for små spillesteder, men man må håbe, at de større steder kender deres besøgelsestid og vil finde plads til Radio Bévort blot en gang imellem.

På nye eventyr

 Fredrik Lundin har adskillige jern i ilden, som nok desværre er nødvendigt, hvis man vil leve blot nogenlunde anstændigt af at være jazzmusiker i Danmark i dag. Det mest spændende ud over selvfølgelig Maluba er nok gruppen De Fem på nye Eventyr – eller som gruppen også kalder sig af hensyn til udenlandske lyttere: Five go Adventuring Again.

De tre nævnte suppleres af trompetisten Tomasz Dabrowski og basunisten Petter Hängsel, og der er masser af soloplads til alle. At overvære en koncert med De Fem er en intens oplevelse, som kun kan anbefale

‘De Fem’ er en gruppe, der, som flere anmeldere har påpeget, viser en ”mørkere” side af Lundins talent. Medvirkende til dette ”mørke” er nok bassisten Joel Illerhag, der spiller på et instrument kaldet en bazantar, en kontrabas forsynet med såvel en masse ræsonansstrenge som fire dybe dronestrenge, der alle svinger med, når man spiller og giver musikken en dyster og monoton og meget magtfuld klang, lidt som en indisk tambura.

Læg dertil, at trommeslageren Anders Provis har udvidet sit instrumentarium med diverse raslende lænker. Fraværet af et egentligt akkordinstrument kombineret med Lundins barytonsax leder ved første ørekast tanken hen på Gerry Mulligans klaverløse kvartet, men hvor Mulligan er let og legende, er det altså det dystre og tunge – i betydningen følelsestunge, bestemt ikke gumpetunge – der er fremherskende her med titler som Borderland og Being in a dark place.

De tre nævnte suppleres af trompetisten Tomasz Dabrowski og basunisten Petter Hängsel, og der er masser af soloplads til alle. At overvære en koncert med De Fem er en intens oplevelse, som kun kan anbefales. Ligesom Maluba og Radio Bévort har gruppen for øvrigt fået fine anmeldelser i udlandet. Mere om dette og Lundins andre orkestre kan man finde på ovennævnte hjemmeside (altså Malubas).

Og så skal man ikke glemme, at Fredrik ofte kan høres sammen med Trinelise Værings forskellige orkestre, herunder Offpiste Gurus og det store Tone of Voice Orchestra. Ingen af disse orkestre har jeg desværre haft mulighed for at høre for nyligt, men eksemplerne på Værings hjemmesidesmager bestemt af mere.

Power Bigband

Basunisten Petter Hängsel genfinder vi i Kathrine Windfelds Big Band. Det hørte jeg første gang på Københavns Jazzfestival i 2016 og har genhørt det et par (for få) gange siden. Orkestret findes mod alle odds stadig og har indspillet flere cd’er dels under eget navn, dels sammen med bl.a. Thomas Agergaard.

Her har vi den rene, rå bigbandlyd af et repertoire, der udelukkende består af kapelmesterens egne numre

Bigbandet, der består af unge musikere fra Skandinavien og Polen, har eksisteret siden 2012 og spiller en hårdtslående, kontant stil – ikke noget med, at saxerne skifter til fløjter og klarinetter eller med diverse dæmpere til messingen. Her har vi den rene, rå bigbandlyd af et repertoire, der udelukkende består af kapelmesterens egne numre.

Der er måske ikke så meget at hente for de bigbandfans, der mere er til fløjlsbløde Neal Hefti- og Sammy Nestico-klange, men jeg finder det forfriskende med et band, der trods den helt traditionelle besætning – tre trompeter, tre basuner, fem saxer og fuld rytmegruppe – går helt sine egne veje. Lidt som et maleri malet med helt traditionelle farver, men med former og nuancer, man aldrig har set før:

Stort er smukt

Nu vi er ved bigbands, skal jeg da lige nævne, at bigbandmusikken på hel- og halvamatørplan har gode dage i disse år. Hvor man, da jeg for 50 år siden begyndte at spille den musik, kunne tælle amatørbigbands på meget få fingre, er det i dag almindeligt at opleve træf, ”battles” og festivaler med adskillige bands.

Jeg deltog selv med mit eget bigband i en koncert i Holbæk i juni 2019 med hele fem af slagsen. Det er klart, at der er en del gengangere, både blandt musikere og repertoire, men orkestre som Pagsberg Big band med sangkvartetten The Vocals.

Man kunne håbe, at de mange traditionelle jazzklubber og arrangører rundt i landet tog en chance en gang imellem og overvandt deres angst for banjoløs musik

Mr. Anderssons bigband og det efterhånden veletablerede ”hemmelige” bigband – der er så hemmeligt, at det ikke har nogen hjemmeside, endsige nogen numre på YouTube – forgyldte den københavnske festival i 2019 med en masse dejlig, swingende musik, som går rent ind hos publikum. Især de mange unge, talentfulde medlemmer lover godt for genrens fremtid.

Man kunne håbe, at de mange traditionelle jazzklubber og arrangører rundt i landet tog en chance en gang imellem og overvandt deres angst for banjoløs musik.

Helt sin egen

Før jeg slutter denne yderst selektive gennemgang af årets jazzudgivelser, vil jeg lige nævne pianisten Peter Rosendals Trickster.

Peter Rosendal er noget af en ener i dansk jazz, der bevæger sig i et spændende felt mellem jazz, nordisk folkemusik og klassisk. Ud over et par Danish Music Awards først i årtusindet har han ikke gjort voldsomt væsen af sig, men troligt år efter år udgivet cd’er med vekslende besætninger og altid med nye overraskelser.

Der har fra gammel tid været en forbindelse mellem jazz og tegneserier/film (i øvrigt en forbindelse, denne anmelder også personificerer): Tegnere som Jørgen Mogensen, Cosper og Ole Munk og animatorer som Børge Ring var alle aktive jazzmusikere

En anmelder har skrevet, at han, som Rifbjerg kaldte det ”ikke er for fastholdere”, men uanset i hvilke sammenhænge han optræder, er resultatet altid fascinerende. På Trickster optræder han sammen med endnu et bigband – et af de absolut mere professionelle – The Orchestra, hvor vi for resten sandelig igen møder Mai Berit Guassora og Mia Engsager på henholdsvis trompet og trombone.

Titler som Solstik 22, Geddefiskeren og Hu Hej Hummel i æ Vand giver en antydning af den uforudsigelige og i alle retninger strittende musik, som jeg har sat stor pris på, siden jeg første gang hørte Rosendal med en mindre besætning på Borups Højskole for en del år siden:

En kuriositet: Der har fra gammel tid været en forbindelse mellem jazz og tegneserier/film (i øvrigt en forbindelse, denne anmelder også personificerer):

Tegnere som Jørgen Mogensen, Cosper og Ole Munk og animatorer som Børge Ring var alle aktive jazzmusikere. Og på repertoiret hos de unge orkestre i dag kan man finde titler som ”Hattifnat” (Maluba) og ”Jabiduttiperslikkenberg” – Mr. Andersson.

Kendere af henholdsvis Mumitroldene og Rasmus Klump vil vide at påskønne dette.

Og nok en kuriositet: Læs lige artiklen igen, lyt til musikken via de indlagte videolinks, og læg mærke til, hvor mange fremragende kvindelige jazzmusikere, der er i front i disse år


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Foto: Jazz i det danske. Kathrine Windfeld. Fotograf: Stephen Freiheit

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Per Vadmand er født 1944. Han er forfatter, oversætter, musiker og komponist. Tog sin studentereksamen 1962, derefter flere kortere uddannelser. Han har ernæret sig som oversætter siden 1979 og har udgivet seks romaner siden 2003.

Per er gift med Lisbet og har to børn, otte plus to børnebørn og et oldebarn. Er på Facebook, men synes ikke han har tid til andre sociale medier.

Seneste artikler om Kultur