TV // ANMELDELSE – Kollaps. HBO har brugt milliarder af kroner på pomp og pragt, som i sidste ende blot gjorde seerne sure. Spektakel tog livet af kvaliteten, twists overtog fra historiefortælling, tidens største serie står som én stor gang bulder og brag garneret med sex og tortur, men uden kerne, nerve og indhold. Frederik Bojer Bové ser på, hvad der gik galt.
Det er sket før, men intet kan sammenlignes med nu. Tv-serier har ofte kontroversielle afslutninger, for det er ganske enkelt umanerligt svært at afslutte en tv-serie. Fra de kontroversielle eksperimenter som især The Sopranos’ abrupte sorte skærm til de komplekse og gådefulde fortællinger som Lost og Battlestar Galactica, der aldrig helt kom til at give mening, til de ganske enkelt elendige beslutninger i Dexter og How I Met Your Mother, der frustrerede de fleste fans.
Men Game of Thrones var en helt unik situation. At man kunne støtte sig til George RR Martins bøger resulterede i en uhørt episk og sammenhængende fortælling, men eftersom Martin aldrig selv har kunnet færdiggøre serien, var spændingen stadigvæk på sit højeste. Så meget seerpotentiale som f.eks. er i Amazons kommende serie baseret på Ringenes Herre, så er det svært at forestille sig folk på samme måde vil være spændte på, hvordan de ender, for vi kender jo en del til historien i forvejen.
Det var tænkt som det bedste fra to verdener, men det blev i stedet til en forbandelse. Når seerne i så høj grad vendte sig mod seriens sidste sæson, at over 1,5 millioner skrev under på, at HBO simpelthen skulle genindspille det hele, så skyldes det ikke bare forkælede seere. Der er også fornemmelsen af, at en virkelig slutning findes derude et sted, uafhængigt af tv-serien, som forhåbentlig George RR Martin engang vil få skrevet ned. Den inkompetence, som de to hovedforfattere David Benioff og D. B. Wise udviste de sidste par år, har derfor ikke bare skadet deres egen serie. De har ødelagt noget som først og fremmest tilhørte Martin, men som også tilhørte de fans som havde ventet for nogles vedkommende i over tyve år på at se, hvordan sagaen A Song of Ice and Fire skulle afsluttes. Og så serverer man det her?
Hvad var meningen?
Der har været stor debat om, hvorvidt de enkelte kontroversielle plottwists i sidste sæson gav mening eller ej, men det, som har været så fornærmende, har netop været, at der ved hver enkelt lille ting var i hvert fald et glimt af logik, men det blev håndteret så hjernedødt idiotisk, at det bare gjorde det hele værre.
Hvis du havde fortalt mig for et par år siden, at serien ville ende med, at Daenerys brændte King’s Landing af og derefter blev myrdet af Jon Snow, så ville jeg have tænkt det lød som en virkelig god slutning, der passede til seriens temaer. Så meget af serien har handlet om ledere, der forsøgte at gøre det rigtige, men som på den ene eller den anden måde fejlede: Ned Stark var for ufleksibel, og fik hovedet skåret af for at fortælle sandheden om Joffreys forældre. Robb Stark var en fremragende general, der dog blev myrdet for at gifte sig med den kvinde, han elskede.
Og ja, selv Jon Snow blev snigmyrdet – han fik det bedre – efter han forsøgte at skabe fred mellem Nights Watch og Wildlings. At Daenerys ville blive denne tematiks sidste offer, og endda dræbes af Jon Snow, det havde været stærkt, kontroversielt, kompliceret.
Jeg følte mig dum for at spekulere over noget, der tydeligvis lå så langt ud over Benioff og Wises evner til at forklare, hvad der foregik.
Men som man siger: Ikke sådan her. Hvis Daenerys havde brændt King’s Landing af af taktiske grunde eller bare havde angrebet, selvom Cersei havde truet med at antænde de resterende lagre af den grønne Wildfire, så kunne det have været stærkt. Der har igennem hele serien været en konstant frem og tilbage mellem dem, der fulgte reglerne, også når det var svært, og dem som brød dem, så snart det kunne lade sig gøre. At stille Daenerys og Jon op på hver sin side af det argument, det kunne fans have diskuteret i årevis.
Men i stedet forsøgte serien at gøre nedbrændingen så chokerende som muligt, og omvendt gøre Jon Snows forbrydelse så mild som mulig. At Daenerys blev en morderisk galning underminerede hele seriens centrale pointe – der aldrig har handlet om godt og ondt men om kompleksitet – og hendes egen karakter, men ønsket om at skille krigsforbrydelsen fra selve slaget, gjorde også historien uforståelig. Afsnittet før kunne Pilou Asbæk skyde en drage ned så let som ingenting, men da først slaget gik i gang, var det overstået på et splitsekund. Og så derefter kom chokket.
Hvad. Var. Meningen. ???
Der er også et ganske enkelt argument for at putte Bran på tronen, som så ikke længere er af jern: Tyrion vil indføre en art valgkongedømme, hvor kongen skal vælges af rigets vigtigste fyrster, og så giver det perfekt mening at vælge en ung fyrste, der ikke kan få børn. Man sikrer, han ikke bruger det meste tid på at få valgt sin egen søn på den måde.
Og tiden er også rede til et valgkongedømme, når de tre seneste konge-slægter – Baratheon, Targaryen og Lannister – alle er diskvalificerede af den ene eller den anden grund.
Men det giver ikke mening, sådan som det blev præsenteret. Bran har den bedste historie, og det er der ikke en eneste anden kandidat, som protesterer over? Gendry er godt nok en bastard, men han er stadigvæk på sin vis den retmæssige arving, og han siger intet? Og alle er bare ok med, at Sansa udråber sig selv som dronning i Norden? Iron Islands og Dorne, to områder med separatistiske historier, har bare tænkt sig at blive siddende, når der rent faktisk er chancen for at komme fri af fremmed overherredømme?
Jeg sad og spekulerede på, om Tyrion egentlig endte med at arve alle Lannister-slægtens titler, for han er vel sådan set den sidste arving, og om der så ikke ville være noget pres på ham for at blive gift og skaffe en arving. Men jeg følte mig dum over at spekulere over noget, der tydeligvis lå så langt ud over Benioff og Wises evner til at forklare, hvad der foregik.
Meningen er en haj på vandski…
Tv-kritikken plejede at have et begreb for den slags følelser. Det stammer fra den amerikanske serie Happy Days, hvor charmetrolden Fonzie plejede at hoppe over alt muligt på motorcykel. Men da forfatterne ikke kunne finde på flere ting han skulle hoppe over, sendte de ham på badeferie, hvor han hoppede over en haj på vandski. Altså Fonzie, ikke hajen. Siden dengang har man sagt, at en serie har ‘jumped the shark’, når der er sket noget, som endegyldigt markerer, at den ikke længere er, hvad den har været.
Tænk på da Charlie Sheen måtte forlade Two and a Half Men i en kokain-rus. Eller da Joey forelskede sig i Rachel. Fornemmelsen af, at et eller andet har ændret sig, og at det aldrig bliver, som det var engang.
Det var først fra sæson syv af, at Benioff og Wise var 100% i stand til at kontrollere plottet, og det viste de sig at være hamrende elendige til.
Det var egentlig ikke meningen, at tv-serier skulle hoppe hajer længere. Det hørte en anden tid til. Dengang, hvor en tv-serie bare blev ved og ved med at køre, indtil folk ikke gad være med længere, eller at forfatterne løb tør for historier at fortælle. I den moderne tv-serieguldalder, hvor serier som The Sopranos, The Wire, Mad Men og Breaking Bad er mere hyldede end de fleste romaner og film, så gør man det på en anden måde. Der er aftalen, at skaberne får lov til at slutte serierne på deres egne præmisser, når de føler, det er på tide at stoppe.
Så det var meningen, at det skulle have været lovende, da Benioff og Wise før sæson syv meddelte, at de ville afslutte serien på to sæsoner og tretten afsnit. Det er sådan, det fungerer med højkvalitets serier. Men ironisk nok står netop den udmelding i bakspejlet som det katastrofale øjeblik, hvor Game of Thrones hoppede over en haj og kørte helt i grøften.
For dårlige kokke fordærver hajen
13 afsnit til at få afsluttet en så kompleks saga var ganske enkelt for lidt, og alt blev derefter jappet, letkøbt og deraf uforståeligt. Så kom Pilou Asbæk sejlende og fjernede alle fra Dorne fra fortællingen. Så kom Pilou Asbæk sejlende og skød en drage ned. Ting skete, fordi de skulle ske, og til sidst var der hobet så megen meningsløshed op, at de fleste enten blev rasende eller trak på skuldrene.
Der skete også et andet skift før sæson syv, som utvivlsomt har bidraget til kollapset. George RR Martins bøger blev brugt mere eller mindre trofast som ledetråd indtil et sted i sæson fem, men de næste halvanden sæson blev brugt på at afslutte plots fra bøgerne – Ramsay mod Jon Snow, Arya i Braavos, Daenerys i Meereen og Cersei mod Tyrell-familien. Det var først fra sæson syv, at Benioff og Wise var 100% i stand til at kontrollere plottet, og det viste de sig at være hamrende elendige til.
Den slags skulle ikke ske længere. Vi er i tv-mediets guldalder, serierne støtter sig til kendte og gode historier, det er efterhånden et modent medie. Men ak…
Tv plejede ikke at være et ‘auteur’-medie, det plejede at være helt normalt at skifte chef undervejs. Aaron Sorkin blev fyret fra The West Wing ca halvvejs, David Lynch opgav langsomt kontrollen med Twin Peaks og The Simpsons har haft flere chefer end jeg kan huske. Men det har været umuligt at forestille sig The Sopranos uden David Chase, Deadwood uden David Milch, Lost uden Damon Lindelof. Game of Thrones uden George RR Martin viste sig at være ligeså talentløst, som da Mike Scully overtog The Simpsons, og blandt andet lod Homer blive voldtaget af en panda.
Den slags skulle ikke ske længere. Vi er i tv-mediets guldalder, serierne støtter sig til kendte og gode historier, det er efterhånden et modent medie. Men ak, med den højest profilerede serie-afslutning i årevis skete det nok engang. Det kollapsede, ganske enkelt. Det er et populær-kulturelt kollaps, der kan få uanede konsekvenser.
Konsekvensen af en haj på vandski
HBO har allerede planlagt op til flere prequel-serier baseret på Westeros-universet, men hvem vil for alvor være interesserede i det nu? Benioff og Wise har flere projekter i støbeskeen, fra at skulle skrive og instruere den næste Star Wars film til en tv-serie, der forestiller sig, hvad der var sket, hvis slavestaterne havde vundet den amerikanske borgerkrig. Men deres næste projekter vil blive set som det, de hellere ville lave end at give Game of Thrones en ordentlig afslutning, så jeg gætter på, de også vil blive slagtet. De monetære omkostninger ved at lave en katastrofe viser sig først med tiden, som vi så det med DC-universet, hvor det først var Justice League, der floppede efter at flere film i træk have tjent gode penge men fået elendig respons. HBO kan lide under det her i årevis.
Mens Avengers: Endgame har fået overvældende applaus for at afrunde en gigantisk saga over 22 film, så kollapsede tv-skærmens pendant i et mørkt hul af stupiditet
Og der skal også skrives nogle historier om. Historier er altid i udvikling, og en epoke kan først beskrives, når den er slut. Den gængse historie har hidtil været, at tv var i en ‘sølvalder’, der godt nok ikke bød på mesterværker som The Wire, men som alligevel kunne byde på meget godt. HBO’s strategi med at bygge netværket op om gigantserien Game of Thrones mindede om filmselskabernes blockbuster-strategi, men når resultatet alligevel var godt og fascinerende, så kunne det da ikke sammenlignes med de uendelige mængder af superheltefilm.
Nu står vi tilbage med et krater. Sandheden er, at HBO har brugte millarder af kroner på pomp og pragt, som i sidste ende blot gjorde seerne sure. Spektakel tog livet af kvaliteten, twists overtog fra historiefortælling, tidens største serie står som en stor gang bulder og brag garneret med sex og tortur, men uden kerne, nerve og indhold.
For ti år siden snakkede alle om, at tv-serierne var ved at overtage prestige fra filmen. Men ligesom filmmediet omkring Star Wars ville tv-mediet hellere lave popcorn end kunst. Og ironisk nok, mens Avengers: Endgame har fået overvældende applaus for at afrunde en gigantisk saga over 22 film, så kollapsede tv-skærmens pendant i et mørkt hul af stupiditet.
Det er ganske enkelt helt afsindigt svært at lave en tv-serie. Der er så mange involveret, så mange tandhjul som skal passe sammen igennem så mange år, at det er et mirakel, så meget godt fjernsyn trods alt bliver skabt. Men når vi igen ser, hvad der engang var godt, reduceret til den rene elendighed, så er alt, som det plejer: Det er måske i sidste ende et medie, der skuffer mere, end det henriver.
Foto: HBO
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
