anden verdenskrig slutningen

En ny og mindre rar fortælling om Danmark og anden verdenskrig

i Historie/Danmark af
DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – Lysene skal nok blive sat frem i vinduet hjemme hos forfatter og historiker Asser Amdisen, men hans fortælling om anden verdenskrig, Danmarks rolle og modstandsbevægelsen er en anden end den, vi kender fra Matador.

For de fleste mennesker er historie en absolut videnskab. En måde at afdække historiske sandheder på og derved etablere et fast fundament for nutiden og kortlægge den vej, vi har gået, så vi på den baggrund kan træde med faste skridt ind i fremtiden.

Sådan er det bare ikke i virkeligheden.

Den 75 års fødselsdag, vi fejrer i år, er jubilæet for befrielsesbudskabet. Det er en aften, som i mange hjem stadig højtideligholdes med lys i vinduerne og måske en lidt ekstra eftertænksomhed. En tanke på dem, som døde, og på de ofre, som ufattelig mange mennesker måtte give og ikke mindst alle de ar, som krigen efterlod på mennesker og på verden.

Et lille socialdemokratisk Danmark lukkede rimelig konsekvent op gennem trediverne øjnene for begivenhederne i den store verden. Danmark deltog uden kvababbelser i Hitlers store fest ved De Olympiske Lege i 1936, og faktisk var det bare toppen af isbjerget

Da jeg gik i skole, lærte jeg, at begyndelsesdatoen for krigen var 9. april 1940, hvor tyske flyveblade dalede ned over danske byer, tyske tanks rullede over grænsen i Sønderjylland og livgarden kæmpede modigt, men forgæves, mod tyske tropper på Amalienborg. Dernæst måtte den danske konge og regering bukke sig for overmagten.

Dermed var fascismen og al dens væsen kommet til Danmark.

Slutdatoen på krigen var fjerde maj, hvor Johannes G. Sørensen lod frihedsbudskabet lyde på en skrattende radio fra London.

Bortset fra få spredte kampe overgav tyskerne sig, mørklægningsgardinerne kunne brændes i gaderne og friheden vende tilbage. Og så var vi frie og kunne derfor uden betænkeligheder knytte os til de af de allierede, som også i årene efter kæmpede for fred, frihed og mod totalitarismen og al dens væsen.

Historien om 4. maj på en anden måde

Det er sådan en dejlig historie, og Lise Nørgaard laver den også så fint i Matador, så man stadig fjortende gang, man ser afsnittet, får en klump i halsen, når Kresten Skjern dukker op hos familien Varnæs med stengun og kærlige øjne.

Man kan bare også fortælle historien om fjerde maj og dens forhistorie på en anden måde.

Det kunne være historien om et lille socialdemokratisk Danmark, som op gennem trediverne rimelig konsekvent lukkede øjnene for begivenhederne i den store verden. Danmark deltog uden kvababbelser i Hitlers store fest ved De Olympiske Lege i 1936, og faktisk var det bare toppen af isbjerget.

Størrelsen af det danske forsvar var bestemt af hensynet til den store nabo, hvilket var den reelle årsag til, at det ikke kunne betale sig at kæmpe 9. april. Regeringen havde med åbne øjne deponeret sin udenrigspolitiske handlefrihed i Berlin, for så til gengæld at kunne få frihed til at udvikle Staunings mønsterstat i fred.

Jøder og kommunister, som stod ved grænsen på flugt fra krystalnatten, var ikke velkomne i Danmark. Når man kigger på den måde, man så på racehygiejne og åndssvages forhold inden krigen, minder det på mange måder om det tankegods, som også dominerede syd for grænsen

Derfor var jøder og kommunister, som stod ved grænsen på flugt fra krystalnatten ikke velkomne i Danmark. Når man kigger på den måde, man så på racehygiejne og åndssvages forhold inden krigen, minder det på mange måder om det tankegods, som også dominerede syd for grænsen.

Sagt på en anden måde, så ankom nazistisk dominans af dansk udenrigspolitik eller fascistisk tænkning i det hele taget ikke til Danmark i en tysk kampvogn i 1940 – Tyskland styrede de facto vores udenrigspolitik, og tankerne bag fascismen var her allerede.

Betød ikke det store for hverdagen

9. april bliver dermed først og fremmest til en symbolsk dato, hvor tyske tropper overtog beskyttelsen af Danmark, og ganske vist havde vi derefter ikke ret mange muligheder for at bestemme over egen udenrigspolitik, men det havde vi jo heller ikke haft før. Og vi kunne stadig beholde skyklapperne på og selv styre vores egen velfærdsstat.

For langt de fleste danskere betød 9. april ikke ret meget for deres hverdag, selvom selve invasionen næppe har føltes som en rar begivenhed.

Men det var ikke noget, som i første omgang gav anledning til modstand. Langt de fleste danskere bakkede fuldt og helt op om Staunings rygradsløse politik. Alt tyder på, at opbakningen til samarbejdspolitikken var enorm.

Både befolkningen og regeringen approprierede og omklamrede modstandsbevægelsen efter fjerde maj i en grad, så mange af dens rigtige medlemmer aldrig forvandt bitterheden over den behandling, de fik

Der var ganske vist drengestreger ude omkring, men intet kunne ryste den almindelige danskers tro på det højkongelige danske Socialdemokrati og dets landsfaderlige statsminister.

Ikke engang da et lovligt parti blev forbudt og dets rigsdagsmedlemmer blev arresteret, vaklede hverken Socialdemokratiet eller dets befolkning et øjeblik.

Grundloven, borgerrettigheder og den slags kunne ikke forventes at blive overholdt, når tryghed, velstand og Staunings ministerstol var på spil. Det kunne alle danskere se og alle udviste derfor samfundssind og gjorde ukritisk, hvad statminister og regering gav dem besked på.

Under anden verdenskrig blev det danske kommunistparti forbudt og medlemmerne sent i kz-lejr
“Ikke engang da et lovligt parti blev forbudt og dets rigsdagsmedlemmer blev arresteret, vaklede hverken Socialdemokratiet eller dets befolkning et øjeblik.” Foto: Creative Commons.

Burde hellere fejre 29. august

Alligevel markerede angrebet på Sovjet og deraf følgende grundlovsovertrædelser i Danmark et vendepunkt, da kommunistiske grupper i perioden derefter tog initiativ til den første organiserede modstand.

Dette udløste voldsomme verbale angreb fra regering og befolkning, som ikke bakkede op om den uorden og ulydighed. Enkelte (og efterhånden også ikke-kommunister) ignorerede dog denne konsensus og videreførte modstanden.

anden verdenskrig modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen var lille og voksede først under sidste halvdel af krigen. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv – ukendt modstandskvinde fra Østerbro.

Disse er efter krigen blevet heroiseret, og man kan med et moderne udtryk sige, at både befolkningen og regeringen efter fjerde maj approprierede og omklamrede modstandsbevægelsen i en grad, så mange af dens rigtige medlemmer aldrig forvandt bitterheden over den behandling, de fik.

Det rigtige vendepunkt i krigen var Montgomerys sejre i Nordafrika i slutningen af 1942 og Sovjetunionen sejre ved Stalingrad i samme tidsrum.

Disse kampe viste, at kombinationen af amerikansk produktionskraft og russiske soldater rimeligvis var mere end nazisterne kunne magte – og Danmark måtte derfor skifte side for at leve op til vores høje danske ideal om altid at holde med sejrherren.

Den 29. august 1943 … sænkede flåden sig selv, regeringen gik af, og vi var dermed officielt i krig med Tyskland. Denne dato burde vi nok fejre lidt mere, for det er en central begivenhed, at det danske folk og dets regering skifter fra at være nazistiske medløbere til at være modstandere af fascismen

Den slags gør man jo ikke fra den ene dag til den anden, og først i august 1943 kunne det fuldbyrdes.

På det tidspunkt var Stauning død, og hans eftermæle slap derfor for at blive besudlet med de pletter, som det fortjente, og i stedet påtog Erik Scavenius sig jobbet med at tage ansvaret for en politik, som hele Rigsdagen og stort set hele befolkningen bakkede op om i første halvdel af krigen, men som ingen ville stå ved efter befrielsen.

Den 29. august 1943 fandt man en anledning. Flåden sænkede sig selv, regeringen gik af, og vi var dermed officielt i krig med Tyskland. Denne dato burde vi nok fejre lidt mere, for det er en central begivenhed, at det danske folk og dets regering skifter fra at være nazistiske medløbere til at være modstandere af fascismen.

Modstandsviljen tager til

Dermed var linjen også lagt til sidste halvdel af krigen. Den borgerlige modstandsbevægelse kom i højere grad på banen og det politiske establishment holdt kontakten gennem frihedsrådet, samtidig med at man også gennem embedsapparatet, som stadig var fungerende, holdt kontakten med de tyske myndigheder. Man kunne ikke vide, om det kunne være hensigtsmæssigt at skifte side endnu engang, hvis nu krigslykken vendte.

Den kontakt betød blandt andet, at den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best – en person som tidligere havde arbejdet med realiseringen af Endlösung – lod sine kontakter i Socialdemokratiet tage initiativ til redningen af de danske jøder i oktober 1943 for ikke at skabe yderligere ballade i Danmark.

Modstandsviljen og modstanden selv tog kraftigt til, i takt med at Vestmagterne fra 1944 og frem rykkede frem gennem Frankrig og Belgien, og sovjetiske tropper krydsede den tyske østgrænse.

Ironisk var det, at den statsminister, som sad i spidsen for frihedsregeringen, var den samme Wilhelm Buhl, der i 1941 som indenrigsminister i en meget berømt radiotale havde opfordret befolkningen til at stikke modstandbevægelsen til nazisterne

I slutningen af krigen, hvor Tysklands nederlag var tydeligt for enhver, voksede danskernes begejstring for de allierede og vreden over fascismen til enorme højder – det eneste problem var, at det på det tidspunkt var lidt uklart, hvem vinderne af krigen ville blive. USA og Sovjetunionen kæmpede ganske vist på samme side, men få forestillede sig, at venskabet og de varme følelser ville overleve Das Dritte Reich med mange måneder.

Og når man ikke vidste, hvem der var krigens vinder, så vidste vi danskere ikke rigtig på hvilken side, vi skulle stå.

Og så kom 4. maj. Jublen ville ingen ende tage. Glæden var helt reel og de engelske tropper blev modtaget med begejstring. Englænderne var kommet først, og vi kunne derfor slutte op bag de Vestmagter, som havde vundet.

Havde russiske kampvogne slået englænderne på stregen, så havde historien om Danmark i efterkrigstiden nok handlet om det sovjetiske mønsterprotektorat, Danmark. Vi havde så glimrende demonstreret, at vi havde evnen og viljen til at være en flink og velopdragen lydstat for totalitære regimer. Men nu trissede vi så i hælene på amerikanerne og blev en amerikansk lydstat i stedet.

anden verdenskrig
Jublen var stor i København, og de engelske tropper blev modtaget med begejstring. Foto: Frihedsmuseet.

Et retsopgør, hvor man symbolsk dømte en række mennesker, men lod de magthavere, som havde støttet nazismen i fred, blev gennemført. Ja, faktisk blev magthaverne ikke bare ladt i fred, man sørgede for, at de kom tilbage til magten.

Ironisk var det, at den statsminister, som sad i spidsen for frihedsregeringen, var den samme Wilhelm Buhl, der i 1941 som indenrigsminister i en meget berømt radiotale havde opfordret befolkningen til at stikke modstandbevægelsen til nazisterne.

Samtidig begyndte en reorganisering af historien. Den danske anti-fascisme blev nu blæst op og skubbet frem i lyset. Størrelsen af modstandsbevægelsen blev pustet op, og samarbejdspolitiken blev tonet ned og bortforklaret.

Nemt var det at blive enige om, at det hele var Fritz Clausens og Scavenius’ skyld, end faktisk at skulle se sig i spejlet og overveje, hvilken rolle man egentligt selv havde spillet

Det var nok også nemmere som befolkning og politikere at blive enige om, at det hele var Fritz Clausens og Scavenius’ skyld, end faktisk at skulle se sig i spejlet og overveje, hvilken rolle man egentligt selv havde spillet.

Den fortælling er ikke at finde i Matador, og retfærdigvis skal det også siges, at netop fortællingen om Danmarks rolle i anden verdenskrig er noget af det, som har optaget og skabt splid blandt danske historikere de sidste 50 år. Det er ikke et opgør, som ser ud til at ende foreløbig, for forståelsen af det spørgsmål betyder også rigtig meget for, hvordan vi ser vores rolle i verden i dag.

Selvom historievidenskaben heller ikke 4. maj kan levere en klar, hyggelig, og indiskutabel historisk sandhed eller kan hjælpe os med at finde en komfortabel og passende størrelse busk, som vi kan stikke hovedet ned i, burde vi alligevel kunne få noget ud af den historie.

Derfor sætter jeg alligevel også lys i vinduet 4. maj. Ikke for at fejre den glorværdige danske sejr, men for at mindes dem, som blev ofre for krig og fascisme. At halvtreds millioner mennesker døde og uendeligt mange flere skulle lide, synes jeg retfærdiggør min opmærksomhed og et par stearinlys en dag om året.

Jeg sætter lys for ofrene, men jeg sætter også lys for det, som fulgte 4. maj, for der skete også gode ting efter krigen.

Racehygiejnen, racismen og anti-semitismen, som havde haft solidt fodfæste i den danske befolkning og regering før 29. august 1943, blev helt fjernet fra vores tænkning 4. maj, og selvom den i de senere år igen har sneget sig ind i den politiske virkelighed og for racismens vedkommende endda ind i magtens inderste cirkler, så er det værd at fejre.

Jeg sætter lys i vinduet 4. maj for at minde mig selv, folk som går forbi og mine genboer om, at demokrati, borgerrettigheder, solidaritet, lighed og respekt for mennesket er flygtige og skrøbelige værdier, som hurtigt kan forgå

Ligebehandling af racer, demokrati og borgerlige rettigheder kom til at stå som danske kerneværdier.

Man kan indvende, at de forsvandt utrolig let under krigen, og derfor kan gøre det igen, når det passer magten, hvilket – set i lyset af vores erfaringer med terror- og viruspanik – er en helt reel indvending. Dette betyder bare ikke, at der er mindre grund til at huske på, hvor vigtige de er.

Det er ikke for at pudse den danske glorie eller idyllisere Danmark, at jeg sætter lys.

Jeg sætter dem for at minde mig selv, folk som går forbi og mine genboer om, at demokrati, borgerrettigheder, solidaritet, lighed og respekt for mennesket er flygtige og skrøbelige værdier, som hurtigt kan forgå, hvis ikke vi som mennesker i verden husker på at passe på dem hver eneste dag og hver eneste time – også når der er krig eller krise.


LÆS MERE OM ANDEN VERDENSKRIG OG BEFRIELSEN I POV HER


Topillustration: Anden verdenskrig er slut og Dannebrog er overalt, her på Strøget. Men modstanden mod tyskerne opstod sent og langsomt, skriver Asser Amdisen. Foto: Frihedsmuseets arkiv.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om Historie