POLITIK // ANALYSE – Selv om statsminister Mette Frederiksen har brug for venner i den vestlige verdens hovedstæder, hvis hun vil væk fra dansk politik til sommer, er der sjældent noget, der hedder vennetjenester i international politik.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev det, og nu bliver statsminister Mette Frederiksen (S) det også: nemlig kritiseret for – trods deres forsikringer om det modsatte – at være aktivt jobsøgende.
Senest fik statsministeren og kommissionsformand Ursula von der Leyens rejse i marts til Færøerne og Grønland således kritikere til at koble denne sammen med den seneste tids ture til en ammunitionsfabrik i Niedersachsen i selskab med forbundskansler Olaf Scholz, til den store sikkerhedskonference i München og til de europæiske socialdemokraters årlige møde i Rom. Nu, nu, nu … Nu måtte Mette Frederiksen da indrømme, at hun er på vej væk, lød det.
Spekulationerne om statsministerens karriereplan er selvfølgelig ikke nye og startede allerede i 2023, hvor hun blev nævnt som kandidat til posten som generalsekretær for Nato.
At oppositionspartierne har en interesse i at spekulere i skiftet og dermed skabe usikkerhed om statsministerens og regeringens fremtid, er indlysende
Dengang valgte Jens Stoltenberg, der egentlig skulle være stoppet som Natos generalsekretær allerede i efteråret 2022, men efter den russiske invasion af Ukraine blev bedt om at blive siddende for at sikre kontinuiteten, dog som bekendt at tage endnu en tur i Bruxelles.
Men et år senere synes den hollandske premierminister Mark Rutte nu at have sikret sig opbakning til posten som generalsekretær fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Om end en række østeuropæiske lande mener, at de snart må stå for tur (Mark Rutte bliver den fjerde hollandske generalsekretær i forsvarsalliancens historie).
Hvilket i givet fald efterlader tre EU-topposter til den danske statsministers curriculum vitae: formand for EU-Kommissionen, formand for Det Europæiske Råd og EU’s såkaldte højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
Hvis altså Mette Frederiksen ellers skulle være interesseret.
“Næsten helt sikkert”
I sidste måned måtte Mette Frederiksen tage ordet på et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe og ved den lejlighed frabede sig at blive mistænkeliggjort. Anonyme partifællers motivforskning ville under ingen omstændigheder ændre statsministerens prioriteringer og/eller stoppe engagementet i Ukraine, forsikrede hun, efter at Børsen havde kunnet berette, at “i dele af den socialdemokratiske gruppe ser man Frederiksens ageren som en åbenlys ‘jobansøgning’, som en kilde formulerer det”.
Selv Venstres nestor, Claus Hjort Frederiksen, kalder det for “nærmest helt sikkert”, at Mette Frederiksen til sommer – efter valget til Europa-Parlamentet – forlader dansk politik til fordel for Bruxelles. En exit, Venstre i givet fald skal benytte til at få genforhandlet regeringsgrundlaget og dermed sikre synlige indrømmelser, som regeringspartiet efterfølgende ville kunne gå til valg på.
“For mig er der ingen tvivl om, at hun (Mette Frederiksen, red.) vil væk, mens hun kan komme det med æren nogenlunde i behold – og det skal hun nok lykkes med på den ene eller anden måde,” forklarede Claus Hjort Frederiksen i weekenden i et interview i Berlingske.
Det samme, der i sin tid gjorde sig gældende for Claus Hjort Frederiksens daværende partiformand og statsminister.
Thelma og Louise
Ét problem er dog, at statsministerens eventuelle karriereskifte resulterer i spekulationer om dag ét efter Frederiksen i såvel de andre regeringspartier som hendes eget, hvor stolelegen for længst er startet om, hvem af de ledende kammerater der vil ende med at sidde hvor, hvis – når – musikken stopper. At oppositionspartierne har en interesse i at spekulere i skiftet og dermed skabe usikkerhed om statsministerens og regeringens fremtid, er indlysende.
Men et andet problem er, hvis Mette Frederiksen “slår mønt på Danmark” i sin jobsøgning, som overskriften for nylig hed i Information. Om statsministerens udenrigs- og forsvarspolitik – og ikke mindst den massive militære oprustning – med andre ord snarere tjener hendes interesse i at sikre sig et internationalt topjob end nationens interesse.
Ifølge Weekendavisen valgte Mette Frederiksen således at lytte mere til Nato end sin egen nu fyrede forsvarschef, Flemming Lentfer, da regeringen i marts præsenterede planen om at tilføre Forsvaret nye milliarder, så Danmark fra næste år vil bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på krudt og kugler.
Samtidig var Mette Frederiksens personlige kursskifte i udenrigs- og forsvarspolitikken og ikke mindst nyfundne pro-amerikanske holdning startet før den russiske invasion i februar 2022
Målet skulle ifølge regeringsgrundlaget fra december 2022 først have været nået i 2030. Hvilket igen var tre år tidligere end aftalt i det såkaldte nationale kompromis i marts samme år.
“Jeg kan ganske enkelt ikke gennemskue, hvorfor regeringen og ikke mindst statsministeren – som i den amerikanske film Thelma og Louise, da det hele til sidst ser aldeles håbløst ud for dem – trykker speederen i bund med kurs direkte mod afgrunden,” skriver Dennis Kristensen i Altinget som på forklaring på, hvorfor den tidligere formand for FOA efterhånden er begyndt at tro på rygterne om Mette Frederiksens snarlige farvel til Danmark.
“Medmindre det er et udtryk for statsministerens markedsføring af sig selv som handlekraftig og med mod til at tage upopulære beslutninger, i et forsøg på at skildre sig selv som international topleder med kufferten pakket. Klar til at aflevere nøglerne til statsministerkontoret. Parat til en Fogh-exit.”
Dem, som snublede
Statsministeren har dog opbakning fra regeringen, og et bredt politisk flertal har stået – og står fortsat – bag den militære oprustning efter Ruslands invasion af Ukraine.
Samtidig var Mette Frederiksens personlige kursskifte i udenrigs- og forsvarspolitikken og ikke mindst nyfundne pro-amerikanske holdning startet før den russiske invasion i februar 2022.
I juni 2021 brugte statsministeren, der i sine unge dage som formand for ungdomsorganisationen DSU’s Internationalt Udvalg var kendt for sine indignerede taler om internationale forhold og solidaritet, talen ved Poul Schlüters begravelse til opgør med Socialdemokratiets såkaldte fodnotepolitik. Under en opremsning af den tidligere statsministers bedrifter i 1980’erne – arbejdsmarkedspensioner samt store byggeprojekter som Storebælts- og Øresundsforbindelserne – roste Mette Frederiksen ham også for ikke at have lyttet til Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitik i samme periode.
“En stærk opbakning til Nato, da andre snublede,” lød det i en bisætning fra den sortklædte Mette Frederiksen.
Tak for alt
Men erfaringen med Anders Fogh Rasmussen, som allerede få måneder efter valgsejren i november 2007 i hemmelighed bad den daværende amerikanske præsident George W. Bush om støtte i sit forsøg på at blive Natos næste generalsekretær, gør, at de færreste kan have tillid til det, når – hvis – efterfølgerne i Statsministeriet bedyrer, at de ikke kandiderer til andre poster (“Man melder sig ikke som kandidat, før man næsten er sikker på at få posten,” forsvarede han sig efterfølgende. “Derfor er det sandt, når jeg sagde, at jeg ikke var kandidat”).
Ligesom efterfølgerne må leve med, at deres ord og handlinger af samme grund risikerer at blive set i dette lys.
Det ironiske er imidlertid, at da Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i 2011 gjorde regnebrættet op i rapporten Hvad fik Danmark ud af det? Krigene i Irak, Afghanistan og forholdet til Washington, var det svært at sige, hvad der egentlig var kommet ud af det for såvel statsministeren som landet. Den samme konklusion som den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i USA, Friis Arne Petersen, også kommer frem til i den nyligt udkomne biografi, Den forandrede verden – Friis Arne Petersen om fire årtiers diplomati på øverste hylde med aktivisme og nye brudflader.
“Det var en hård oplevelse for mange af os embedsmænd, at selv om Danmark vovede så meget og gik så massivt militært ind, som vi gjorde, så var det ikke let at påvirke den amerikanske politik,” fortæller Friis Arne Petersen diplomatisk.
Statsministeren måtte med andre ord erkende, at der i international politik, ligesom på Christiansborg, sjældent er noget, som hedder vennetjenester
Anders Fogh Rasmussen ville næppe være kommet i betragtning til posten som generalsekretær, hvis ikke han havde besluttet at lade Danmark deltage i de amerikanskledede krige i Irak og Afghanistan. Men det var ikke det samme, som at statsministerens udnævnelse var en “tak for hjælpen” til ham og Danmark for den danske krigsdeltagelse.
“Der kan have været et element af ‘belønning’ af Fogh, men vores interviews efterlader i større grad det indtryk, at amerikanerne først og fremmest følte, at Fogh delte USA’s udenrigspolitiske verdensbillede og strategiske visioner for udviklingen af Nato, og at Foghs beslutning om at sende Danmark i krig i Irak og Afghanistan viste, at den danske statsminister var i stand til at træffe overordentlig vanskelige beslutninger,” hedder det i rapporten.
Og derfor kunne Fogh være brugbar for amerikanerne i Nato.
Statsministeren måtte med andre ord erkende, at der i international politik, ligesom på Christiansborg, sjældent er noget, som hedder vennetjenester. Og det uanset hvor meget man forsøger at holde sig gode venner med de vigtige af slagsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her