KURDISTAN // BAGGRUND – Ved systematisk at begrænse kvinders rettigheder og udelukke dem fra politiske institutioner søger det nye islamisk orienterede regime i Syrien også at svække og marginalisere den kurdiske kvindebevægelse. En bevægelse, der repræsenterer et reelt demokratisk alternativ til regimets kønspolitiske og statslige projekt, hvor kvinders politiske og juridiske råderum igen indskrænkes.
Det har aldrig været let at være kvinde i Syrien. Efter mere end et årtis borgerkrig står syriske kvinder nu over for en ny fase præget af usikkerhed og tilbagerulning af rettigheder. Regimets konsolidering af magten ledsages af opbygningen af en ny statsorden, legitimeret gennem religion og arabisk nationalisme, hvor kvinders politiske og juridiske råderum igen indskrænkes markant.
Flere ting tyder på, at kvinders adgang til statslige institutioner bevidst begrænses, og at deres politiske repræsentation reduceres til et minimum.
Samtidig findes der konkrete erfaringer fra landets nordlige egne, som peger i en helt anden retning. Siden 2011 har kvinder i de selvstyrende kurdiske områder haft væsentligt bedre vilkår end i resten af landet. I tæt samspil med kurdiske kvindeorganisationer og deres frigørelsesidealer er det lykkedes kvinder – på tværs af etniske og religiøse skel – at gennemføre dybtgående og relativt bæredygtige ændringer i samfundets kønsnormer. Disse forandringer er ikke blot blevet tolereret, men i vid udstrækning også anerkendt og respekteret af mænd.
Et centralt eksempel er Kvindeloven fra 2014, som forbyder polygami, børneægteskaber, tvangsægteskaber og vold mod kvinder. Loven sikrer samtidig kvinder juridisk beskyttelse gennem lokale myndigheder samt rettigheder til børne- og hustrubidrag.
Reformerne har ikke været symbolske, men konsekvent håndhævet og indlejret i de politiske institutioner. I alle offentlige organer er ligestilling ikke blot et mål, men en praksis: Magten er ligeligt fordelt gennem en fast kvindekvote på 50 procent og et obligatorisk delt lederskab mellem mænd og kvinder.
I dag er disse landvindinger under alvorligt pres. Regimets ambition om at skabe et stærkt centraliseret Syrien baseret på princippet om ”ét fædreland, ét folk, ét sprog og ét flag” efterlader ingen plads til alternative politiske modeller – og endnu mindre til kvinders selvstændige organisering og politiske indflydelse. Flere ting tyder på, at kvinders adgang til statslige institutioner bevidst begrænses, og at deres politiske repræsentation reduceres til et minimum.
Hvilken plads er der til kvinderne?
Dermed er det ikke kun det kurdiske selvstyre, men kvinders rettigheder i hele Syrien, der står på spil. Det kurdiske område Rojava i det nordlige Syrien har fungeret som et sjældent eksempel på, at ligestilling i Mellemøsten ikke blot kan formuleres som et ideal, men realiseres som konkret politisk praksis. Netop derfor udgør disse erfaringer en trussel mod et regime, der søger ensretning frem for pluralisme.
Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, hvilken stat Syrien vil udvikle sig til, men hvilken plads der overhovedet vil være til kvinder i det nye Syrien.
For at få indblik i den aktuelle situation har jeg interviewet Pervin Yusuf, medforkvinde for Det Demokratiske Unionsparti (PYD). I midten af april var hun på politisk besøg i Danmark.
Ifølge Pervin Yusuf udgør kvinders rettigheder den største og mest fastlåste udfordring i forhandlingerne med Damaskus i forbindelse med integrationsaftalen af 29. januar. Efter regimets militære angreb på selvstyret tidligere på året indgik parterne en våbenhvile og en såkaldt ”integrationsaftale”, som blandt andet skulle sikre kurdernes rettigheder og integrere selvstyrets institutioner i det syriske statsapparat.
Pervin Yusuf understreger, at regimet er funderet på en mandsdomineret ideologi, der grundlæggende ikke anerkender kvinder som fuldgyldige politiske subjekter. Det gør det yderst vanskeligt at argumentere for, at kvinders rettigheder ikke blot er et særhensyn, men en forudsætning for et velfungerende samfund.
Dette afspejles tydeligt i forhandlingerne: Hvor selvstyret konsekvent repræsenteres af både mænd og kvinder, møder regimet op uden en eneste kvindelig repræsentant og agerer, som om kvinder slet ikke er til stede.
En af de mest konkrete og eksplosive uenigheder vedrører kvindeforsvarsenhederne. De mandlige enheder, som tidligere var en del af De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), er stort set uden problemer blevet integreret i den nye syriske hær og har fortsat ansvar for beskyttelsen af kurdisk-dominerede områder. Ifølge aftalen skulle det samme gælde for kvindeforsvarsenhederne. Alligevel fastholder regimet, at der ikke er plads til kvinder i hæren, og kræver derfor, at kvinderne nedlægger deres våben.
Pervin Yusuf understreger, at regimet er funderet på en mandsdomineret ideologi, der grundlæggende ikke anerkender kvinder som fuldgyldige politiske subjekter.
Dette krav er kategorisk blevet afvist af kvinderne selv. De peger på, at det netop var deres egne forsvarsenheder, der sikrede deres overlevelse – særligt i kampen mod Islamisk Stat. Massakrerne mod yazidierne i Irak i 2015, hvor op mod 5.000 kvinder enten blev dræbt eller solgt som sexslaver, har haft afgørende betydning for, at kvinder i Syrien – især fra sekulære og ikke-muslimske grupper – organiserede sig uafhængigt af mænd i egne militære strukturer. Erfaringerne har skabt en dyb frygt for, at lignende overgreb kan gentage sig.
Som Pervin Yusuf formulerer det, vil kvinderne i Rojava ikke overlade deres sikkerhed og fremtid til mænd – hverken kurdiske eller arabiske. Derfor insisterer de på, at kvindeforsvarsenhederne skal bestå permanent.
Denne frygt forstærkes yderligere af sammensætningen af regimets nye hær, som ifølge Pervin består af forskellige islamistiske grupper samt personer med tidligere tilknytning til Islamisk Stat. Siden Assads fald har disse grupper stået bag alvorlige overgreb mod kvinder.
Regimet i Damaskus anerkender ikke kvinders politiske status og godkender ikke kvinder som borgmestre, guvernører eller andre ledende roller
Kvinder, der nægter at dække deres hår, ændre deres påklædning eller underordne sig regimets forestilling om den ”rette muslimske kvinde”, er blevet udsat for vold og chikane. Blandt de mest urovækkende eksempler nævner Pervin drabet på en kurdisk kvindelig kriger, hvis lig blev efterladt i Aleppo, samt dokumenterede tilfælde, hvor soldater fra den nye hær poserer på billeder sammen med mishandlede og dræbte kvinders kroppe.
Udfordringerne begrænser sig ikke til kvindelige krigere, men rammer kvinder bredt. Regimet i Damaskus anerkender ikke kvinders politiske status og godkender ikke kvinder som borgmestre, guvernører eller andre ledende roller.
Som Pervin påpeger, har kvinder i Rojava i næsten 15 år levet i en helt anden virkelighed, præget af reel deltagelse og større frihed. De har ofret uforholdsmæssigt meget under borgerkrigen, og derfor er de fast besluttet på ikke frivilligt at opgive de rettigheder, de har kæmpet sig til. Pervin udelukker ikke, at integrationsprocessens sammenbrud kan føre til væbnede konfrontationer.
Kurderne tvivler på regimets forhandlingsvilje
Kurdere og deres alliancepartnere i Rojava forholder sig overordnet skeptiske over for forhandlingerne med det nye regime. De har været åbne for dialog siden Assads fald, men vurderer i stigende grad, at regimets reelle strategi er at afvikle selvstyret gennem gradvise administrative og politiske overtagelser.
Dette sker blandt andet gennem udskiftning af lokale råd, indgreb i selvstyrets administrative strukturer samt forsøg på at bringe centrale institutioner under direkte kontrol fra Damaskus. Udviklingen peger samlet set på en strategi, hvor politiske aftaler, administrativ overtagelse, militær magt og international tavshed kombineres for at opløse selvstyret.
For mange kurdere står det derfor stadig klarere, at den ”integration”, regimet taler om, i praksis betyder en langsom afmontering af de selvstyrende institutioner – uden bindende garantier for politiske, kulturelle eller sproglige rettigheder. Der findes fortsat ingen aftale om forfatningsmæssig anerkendelse, ingen reel decentralisering og ingen klare mekanismer for kurdisk repræsentation på nationalt niveau. Der foreligger heller ingen planer for udformningen af en kommende forfatning.
Udviklingen peger samlet set på en strategi, hvor politiske aftaler, administrativ overtagelse, militær magt og international tavshed kombineres for at opløse selvstyret
Integration fremstår således mindre som en politisk løsning og mere som en administrativ og sikkerhedspolitisk absorption. Et markant eksempel er uddannelsesområdet, hvor Damaskus vil lukke kurdiske skoler i Nordsyrien og erstatte dem med blot to timers frivillig undervisning i kurdisk om ugen i arabiske skoler, mens engelsk og fransk tildeles fire timer. Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvilke af de institutioner – herunder lokale råd, kvindeinstitutioner, retsinstanser og uddannelsesstrukturer – der er blevet opbygget siden 2011, overhovedet vil kunne bestå.
International tavshed
Den igangværende konfrontation med Iran og den bredere regionale krig overskygger i øjeblikket stort set al international opmærksomhed. Udviklingen i Rojava foregår derfor i vid udstrækning uden international bevågenhed og uden effektive diplomatiske garantier, hvilket har styrket Damaskus’ forhandlingsposition.
Trods deres rolle som garantmagter for integrationsaftalen har hverken Frankrig eller USA reelt levet op til deres ansvar. USA har trukket sine styrker ud af Nordsyrien og lukket sine militærbaser. Ifølge Pervin ønsker USA i stigende grad at fokusere på Iran, mens Syrien betragtes som en afsluttet sag, hvor man anser sig selv for at have bidraget til ”stabilitet”.
Denne tilgang blev tydelig under Diplomati Forum i Tyrkiet den 17.-19. april, hvor USA’s særlige udsending til Syrien, Thomas Barrack, udtalte, at det primært er ”velvillige monarkier eller monarkiske republikker”, der har haft succes i regionen, mens demokratiske projekter er ”forsvundet og fordampet” efter Det Arabiske Forår. Han beskrev Syrien som “et glimrende laboratorium” og fremhævede udviklingen som en succes.
Barracks vurderinger illustrerer tydeligt, hvilke typer regimer USA prioriterer samarbejde med, og hvordan hensynet til minoriteter, lokalbefolkning og demokratiske krav systematisk tilsidesættes. For USA vejer egne strategiske interesser tungere end pluralisme og lokal forankring. Samtidig kriminaliserer det nye regime i Syrien – der nyder bred international opbakning – enhver bestræbelse på demokrati, mangfoldighed og politisk pluralisme.
Pervin Yusuf understreger i den forbindelse, at selvstyret er villigt til at anerkende regimet, hvis det syriske folk og det internationale samfund ønsker at fortsætte ad denne vej. Men det forudsætter, at regimet tilsvarende anerkender kurdernes selvstyre og deres krav på demokratiske rettigheder.
Kritisk overgangsperiode
Alt i alt befinder Rojava sig i en kritisk overgangsperiode, hvor risikoen for en gradvis afvikling af det kurdiske selvstyre er reel. Uden klare internationale garantier, bindende aftaler og reel decentralisering risikerer årtiers landvindinger at blive rullet tilbage – ikke gennem et pludseligt militært sammenbrud, men gennem langsom administrativ udhuling og politisk marginalisering.
Pervin peger afslutningsvis på, at spørgsmål om identitet og tilhørsforhold i stigende grad dominerer den offentlige debat i Syrien, til trods for massive økonomiske og sociale kriser. Ifølge hende er dette en bevidst strategi fra regimets side, der har til formål at splitte befolkningen og presse minoriteter til at underordne sig flertallets – i praksis arabisk-nationalistiske – krav.
I sidste ende advarer hun om, at denne politik kan bane vej for en intern arabisk-kurdisk borgerkrig. Som afslutning understreger Pervin Yusuf, at kvinderne og selvstyret er bevidste om deres ansvar – fordi de fortsat kan vise sig at være det sidste håb for Syriens demokratiske kræfter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og