Lektioner fra antikken om mennesketyper, en vis Karina Pedersen, du & jeg i et fortærende forhold, en kvindes bodsvandring i Himalaya – og to spor i fortællingen om BZ’erne. Udvalget spænder vidt, og rummer både fag- og skønlitteratur i indstillingerne til Årets Bog fra 13 af POV Internationals skribenter, der her anbefaler – eller advarer om – læsning, som har gjort stort indtryk på dem. Der er ingen kriterier som nyudgivelser, sprog eller genre – kun et krav: 100 procent subjektivitet. Her er skribenternes mest markante anbefalinger til det nye års læsning.
Jakob Brønnum
Karina Petersen: Helt ude i hampen
”Velfærds- og forsørgersamfundet er alt, hvad en stenalderkvinde kan ønske sig. Hun vil uden at blinke kunne finde vej til den største og mest bugnende offentlige kasse og stikke hendes moderlige sugerør ned i den for senere at gylpe indholdet op hjemme i reden”. Denne sætning samler præcist op på den skildring af sin mor, som Karina Petersen lader være den gennemgående tråd i sin Gyldendal-bog Helt ude i hampen, som jeg anmeldte på POV International, da avis-rapporter viste, at den formentlig indeholdt opdigtet materiale. Anmeldelsen viser, at bogen også indeholder en hyldest til en forfatter bag racebiologiske teorier, som kan sammenlignes med teorier, der blev anvendt i Nazi-Tyskland.
Nu er der det aspekt ved det hele, at ovennævnte sætning ikke er skrevet af Karina Petersen, men af Dennis Nørmark, Liberal Alliances repræsentant i DR’s bestyrelse og Gyldendal-redaktør. Senere er det kommet frem, at Dennis Nørmark har skrevet med på bogen i ukendt omfang.
Bogen er årets vigtigste bog, fordi den er udtryk for den populisme, som har vundet fodfæste i det offentlige rum. Landets største forlagshus, hvis udgivelser er omgærdet med en læsertillid, kun de mest grundfæstede offentlige kulturinstitutioner nyder, lægger navn til en udgivelse, der er skrevet af et menneske som fakta, men fremstår som en ideologisk styret nedgøring af det demokratiske samfunds vigtigste grundpille, nemlig omsorgen for den svage.
Hvordan skal vi forstå det, og hvad skal vi kalde det? Lad os nøjes med et ord, som vil blive årets ord i 2017: Trumpisme. Mod slutningen af året, i december, løftede forlagsdirektør Johannes Riis sløret for det faktum, at han helst ville have kaldt den en roman.
Trine-Maria Kristensen
Teofrast: Mennesketyper eller Karaktéres
Jeg skriver for tiden på en bog om typer og temperamenter på Facebook, og har derfor foretaget en del research for at se, hvordan andre har beskrevet mennesketyper gennem tiden. I den forbindelse stødte jeg på Teofrast, som var tidligt ude. Han skrev formodentlig bogen her ca. 300 år før Kristus og beskriver 30 ganske genkendelige mennesketyper. For eksempel den snaksaglige, rygtesmeden, den kejtede, den storsnudede, den forfængelige og den falsk ungdommelige.
Forfatteren Jan Sonnergaard, som vi jo desværre mistede alt for tidligt her i 2016, anbefalede i 1997 bogen som sommerklassiker i stedet for moderne selvhjælpslitteratur. Sonnergaard skrev blandt andet: ”Analyserne dækker forbløffende godt, hvad man hver evig eneste dag kan støde på i dagens Danmark, hvis man begår den fejl at bevæge sig ud af sin dør”.
Jeg kan tilføje, at bogens typer også kan genfindes på Facebook i 2016, og at bogen med al tydelighed viser, at mennesker er, som de er – uanset klimakriser, EU-forhold og amerikanske præsidentvalg. Det er både bekymrende og betryggende. Og bogen er stadig sjov at læse her cirka 2316 år efter den udkom, så der er jo noget at stræbe efter som skribent.
Alexander Meinertz
Kunzang Choden: The Circle of Karma
For knap et år siden, i januar, bragte The Guardian et indlæg af Ann Morgan, der efter et års læsning af (196) bøger fra alle verdens lande, anbefalede 10 titler, der ”levende bringer regionerne, de beskriver, til live”. Bhutans første roman af en kvindelig forfatter, Kunzang Chodens The Circle of Karma, stod øverst på listen.
Choden fortæller om en pige, Tsomo, i et patriarkalsk, afsidesliggende samfund i Himalaya. Tsomo mærker tidligt en stærk længsel efter lærdom og religion. Hun drømmer om at studere hellige tekster sammen med sine brødre, men må efter moderens tidlige død overtage hjemmets huslige pligter. Tsomo svigtes, forkastes, mishandles og kommer til at bære på en kronisk misdannelse i en serie af ulykker, der giver hendes livsvandring gennem Bhutan og Indien karakter af bodsgang: Hun er selv overbevist om, at hendes fattigdom, ensomhed og pinsler skyldes hendes dårlige karma.
The Circle of Karma er en nøgtern, usentimental beskrivelse af kvinders rolle i et uudviklet samfund. Gribende ydmyg. Den er også et intenst psykologisk portræt, farvet både af religiøs ekstase og eksistentiel forløsning, båret af helt almindelig menneskekende og på den måde nok den bedste introduktion til buddhistisk filosofi, jeg har læst. Tsomo er en person, jeg har kendt – sådan føles det – hvis historie viste mig, at der i livet findes mennesker, der skal rejse langt for at finde sig selv.
Lotte Ladegaard
Elena Ferrante: Det forsvundne barn
Det forsvundne barn er fjerde og sidste bind i Elena Ferrantes serie om veninderne Lila og Elena, der kommer fra en fattig, mafia-styret del af Napoli. Elena er nu en kendt forfatter, som på mange måder har formået at rive sig løs fra fortiden, fattigdommen og den intrigante Lila. Og så alligevel. I Det forsvundne barn ender Elena med at forlade et kærlighedsløst forhold til sine døtres far for at flytte tilbage til Napoli og sin ungdoms kærlighed Nino. Selvom Elena undlader at genoptage kontakten med Lila, formår Lila alligevel at snige sig ind i Elenas liv. Som Ferrante lader Elena konkludere næsten til slut: ”I modsætning til historier hælder det virkelige liv, når det er forbi, mod dunkelhed, ikke klarhed”. Man kan vælge at læse bogen som en god historie, der giver et forrygende indblik i Italiens historie de sidste 50 år. Man kan også opleve den som et bud på det virkelige liv med alt, hvad dertil hører af udfordringer: Mønsterbryderi og den evige usikkerhed om eget værd, kvinders frigørelse, om at være forældre på godt og ondt, og om de ofte udfordrende men også undværlige relationer til andre mennesker. Ikke mindst kærligheden og venskaber. Følelser, tanker og oplevelser er beskrevet, så man kan se, lugte eller mærke det hele i maven. Elena Ferrante skriver under pseudonym. De fire bind, som alle er anmelderroste, bør læses i rækkefølge.
Annegrethe Rasmussen
Jonathan Franzen: Freedom
Da Jonathan Franzen udkom i 2010 med Freedom, var den forlods udråbt til årtiets bedste amerikanske samtidsroman og skarpeste familieportræt. For dette kæmpeværk på 576 sider i den engelske version er en stilistisk sensation og en dybt tilfredsstillende læseoplevelse for den, der søger realistisk samfundskritik, elegant replikbehandling og skarprettende humor i en og samme udgivelse, og jeg kan her, seks år efter, jeg anmeldte den første gang, fortsat ikke pege på nogen bedre amerikansk samtidsroman.
Franzens karakteristiske og ulasteligt velformulerede ironi driver ned over siderne, men han udleverer aldrig sine hovedpersoner til karikaturen. Tværtimod vender han kløgtigt personerne op og ned i løbet af den lange bog, så læseren ender med at komme helt ned i og rundt om deres komplicerede baggrund og barndomsliv. Det bliver umuligt ikke at forstå dem, og følgelig fordamper enhver afsky, læseren måtte nære i begyndelsen.
Bogen har sit fokus på familien, der i løbet af bogen imidlertid forlader det midtvesten, der i Franzens optik repræsenterer »l’Amerique profonde« og drages mod magtens centre, Washington DC og New York. Det er nødvendigt, fordi Franzen også ønsker at fortælle politiske historier – om alt fra naturødelæggelse, overforbrug, Irak-krigen, outsourcing af afhøringsmetoder til brug for terrormistænkte og indkøb af kampfly. Men han vender tilbage til hovedpersonerne, der flakker retningsløse rundt og higer efter en mening med den frihed, der har givet romanen sit navn, men som blot er fri af navn, ikke af gavn.
Ole Blegvad
Niels Henning Falk Jensby: Techno
Niels Henning Falk Jensbys Techno, der udkom i september, og ved Bogmessen i november blev kåret som årets debutroman, består af tre dele, og fortæller om et kærlighedsforhold mellem det unge jeg og den ældre du, der forenes ved en endeløs techno-fest. Forelskes og forrådes i sex og begær, der overskygger kærligheden. I lange perioders adskillelse bliver nærhed til ødelæggelse, kroppen til en maskine, hjerte til smerte.
Med samme præcision som technomusikkens gentagelser af 4/4-dels takten indkapsler Niels Henning Falk Jensby sin debutroman i et monotont sprog. Men som et godt techno-nummer, så leger den unge forfatter pludselig med ordene, så de bliver elegante og fortællende. Med technoens virkemiddel bliver romanen et billede af ungdommen, af menneskene, af livet. Gentagelsen, monotonien, er ikke kun forbeholdt begær og sex og svedige rytmer. Gentagelsen, monotonien, er ikke kun forbeholdt jeg-personen, hvis krop er blevet til en maskine. Gentagelsen, monotonien, er det liv vi alle sammen lever. Det er netop i gentagelsen, monotonien, at Niels Henning Falk Jensbys roman er en lille genistreg i litteraturen.
Det vulgære forfald er ikke kun forbeholdt jeg-personen. Forfaldet gælder os alle sammen. Lige som jeg-personens genrejsning i sommerhuset tilhører os alle. Romanen fremstår som en slags moderne Gengangere – udsat for techno, bøssesex og extacy. En nutidig dannelsesroman, hvor vejen mod livets rytme går over sin egen erkendelse af krop og sind.
Cecilie Marie Meyer
Aleister Crowley: Magick Book 4
”Hver en handling, der er gjort med en intention, er en magisk handling”. Sådan lyder et af de mest berømte citater fra Aleister Crowleys digre hovedværk om magi, Magick Book 4. Og hvilken bog er det ikke! Gammel i gårde er den; værket er blevet skrevet, beskåret og udvidet lige siden Crowley i 1911 under et okkult ritual blev beordret til at skrive sine magiske erfaringer ned af en entitet kaldet ”Abuldiz”.
Bogen består af fire dele, hvor del 1 omhandler mysticisme, yoga, meditation og vejrtrækningsteknikker; del 2 er elementær magi, hvor Crowley går i dybden med ritualernes opbygning, artefakter og deres ceremonielle magi; del 3 serverer magi i teori og praksis, og er fuld af magiske formularer og ”opskrifter”. Del 4 omhandler Loven, det vil sige grundlaget for Crowleys egen religion Thelema, som han blandt andet prøvede at udbrede fra et tempel på Sicilien i årene 1920-23.
Jeg er selv vild med Crowleys humor og hans på én gang både enkle tilgang og store vid, og jeg elsker, at vi her har at gøre med en ”rigtig” bog om magi. 2016 har, som de foregående år, været fuld af romaner, film og tv-serier, hvor magi spiller en central rolle i fantastiske men fiktive universer, og trenden fortsætter helt sikkert i 2017. I Magick Book 4 er det imidlertid den rene, skære magi, uden bluff og special effects, der udfolder sig på baggrund af en enkelt mands levede liv med magi, ekstase, tragedie, kaos og poesi som sine følgesvende.
Bjarke Larsen
Peter Øvig Knudsen: BZ. Et familiedrama
Peter Øvigs nyeste bog følger to forskellige spor, der fletter sig ind og ud af hinanden: Et fortidsspor, hvor han kronologisk følger BZ-bevægelsen fra begivenhed til begivenhed, og et nutidsspor, hvor han fortæller om alle de samtaler og mailkorrespondancer, han har haft med de gamle bz’ere i forbindelse med bogprojektet, og den store modstand, han mødte fra en del af den hårde kerne.
Det var en opdeling, jeg på forhånd var ret skeptisk i forhold til, for bliver den slags ikke let en omgang flueknepperi, der ikke kan interessere end de mest engagerede? Men det fungerer virkelig godt på to måder: Dels handler en del af samtalerne om, hvordan de involverede oplevede hverdagen og stemningen i bz-kollektiverne. Det giver en nuancering af det fokus på sammenstødene med politiet, som i sagens natur fylder mest i de skriftlige kilder, og dels giver det et godt billede af, hvor forskellig bz’ernes selvforståelse er i dag.
Øvig har et nuanceret, levende og mundret sprog, og hvor jeg synes, hans Hippie-bøger var for lange (jeg gik aldrig i gang med bind 2), er omfanget af BZ lige tilpas. BZ-bevægelsen var stort set gået i glemmebogen, men Øvig fremmaler et levende billede af de ofte meget dramatiske begivenheder og de mange farverige personer.
Dorte Toft
Martin Ford: Robotterne kommer
Mens 30 procent af amerikanerne frygter, at de erstattes i jobbet af ny teknologi såsom robotter og kunstig intelligens, så gælder det kun af 18 procent af danskerne. Fagforeninger, politikere og arbejdsgiverorganisationer er da også ude med de positive vinkler. Nye teknologier vil skabe og sikre arbejdspladser. Men. Ønsker man at orientere sig om det mørkere fremtidsscenarie, altså at de nye teknologier æder flere job, end der skabes i kølvandet, kan jeg kun anbefale bogen Rise of Robots – Technology and the Threat of a Jobless Future, der for nylig kom på dansk med titlen Robotterne kommer.
Bogen, som jeg læste i maj og har tænkt over lige siden, var både en lise at læse og en forbandelse. En lise, fordi forfatteren, Martin Ford, har forstand på teknologi og kerer sig om fremtiden ud fra, hvad der ses allerede nu, hvad der er på vej på markedet, samt hvad der arbejdes med i forskningslaboratorierne. En forbandelse, fordi man som læser bagefter slet ikke fatter, hvorfor medier, politikere og andre meningsdannere svigter ved fnidre i gamle spor i stedet for at være med til at forberede borgerne og systemet til et af de sandsynlige scenarier for fremtiden.
I disse år svinges pisken over folk, der ikke er i arbejde, og alle – syge, nedslidte som arbejdssky – får med samme pisk. Hvad sker der, hvis udviklingen gør, at 25 procent af danskerne om 20 år står uden mulighed for at få arbejde?
Lone Theils
Hanya Yaragihara: Et lille liv
Jeg købte denne bog hos min lokale boghandel i Hampstead i det nordlige London, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Allerede da jeg stod med den i hånden, kom en ekspedient forbi og sagde: ”Den er fantastisk. Du kommer ikke til at fortryde det”. På vej hen til kassen, sagde en af hans kolleger det samme. Og ved kassen komplimenterede ekspedienten mig for det fremragende valg af en helt enestående bog. Forventningerne var skyhøje, og Et lille liv mere end leverede varen.
Vi følger fire unge venner i New York, mens de forsøger at slå igennem med hver deres karriere: Jean-Baptiste (JB), der forsøger at blive kunster; Malcolm, der kæmper for at blive arkitekt; Willem, der har kastet sig over en karriere som skuespiller. Og endelig Jude St. Francis, matematiker og eminent jurist. Efterhånden som bogen skrider frem, og de fire mænd finder deres plads i livet, bliver det klart, at Jude er kvartettens problembarn. At han bærer en dyb og ulykkelig fortid i sig, som farver hans liv hver eneste dag.
Efter min mening er Yaragiharas bog ikke bare den bedste bog i 2016, men et værk, der vil befinde sig på min personlige top fem resten af mit liv. Man kommer til at elske, græde, grine og værst af alt: Man kommer til at savne. Savne de fire hovedpersoner, der til sidst føles som personlige venner, der forsvinder ud af éns liv, når man har vendt den sidste side. Og man kommer til at sørge over, at kun én gang i livet oplever man at læse denne bog for første gang.
Poul Arnedal
Peter Ackroyd: Thames – Sacred River
Det er ikke hver dag, man kan fryde sig over en bog om en flod. Oven i købet en moppedreng på 490 sider. Men det er heller ikke en hvilken som helst bog, eller en hvilken som helst flod. Det er ganske enkelt bogen om Themsen. Forfatteren er engelske Peter Ackroyd, der for 16 år siden kom med bogen London – The Biography – den ultimative bog om den engelske hovedstad, som får selv vores egen Steen Eiler Rasmussens legendariske bog om London til at ligne fristil. For kender I det? En bog, hvor man bare glæder sig til at opdage, hvad forfatteren kommer med på de næste sider og kapitler. Og hvor man fryder sig over den sproglige spændstighed og iderigdom og over al den viden, som bliver øst ud over siderne.
Sådan er Thames – Sacred River, en titel man vel nærmest kan oversætte til Themsen – en guddommelige flod. Den udkom allerede i 2007, men er ikke oversat til dansk, og jeg fik den i julegave for et år siden, så for mig er den ’ny’. Det er et værk, der gennem 15 afsnit og 45 kapitler skildrer Themsen, dens historie og omgivelser fra alle tænkelige vinkler. Der er ikke lagt låg på det mytiske og metaforiske. Men samtidig bliver der øst af geologiske og historiske facts. For eksempel at Händels Water Music første gang blev opført den 17. juli 1717 på en båd, der sejlede ved siden af George I’s kongelige skib op ad Themsen fra Lambeth til Chelsea.
At norske kong Olaf rev den allerførste London Bridge ned ved at binde trosser til sine vikingeskibe og rundt om bropillerne, hvilket gav navn til den populære sang London Bridge is falling down. For nu at tage en nordisk vinkel på bogen, som man kan læse fra start til slut, men også bruge som et opslagsværk, hvor man uvægerligt ender med at fortabe sig i en myriade af fortællinger om floden, dens folk, dens myter og dens omgivelser.
Monica Krog-Meyer
Kent Haruf: Vores sjæle om natten
Vores sjæle om natten er en oversat amerikansk bestseller, der dukkede tilfældigt op i mit liv. En smuk beskrivelse af, hvad vi mennesker kan bruge hinanden til, hvis vi tør. Det er min absolutte yndlingsbog i 2016, og jeg glæder mig over, at bogen netop er blevet filmatiseret med Jane Fonda og Robert Redford i hovedrollerne som Maddie og Louis.
I al sin tilsyneladende uskyldighed er det topdramatisk nedenunder hverdagslivet i den lille by Holt i Colorado, USA. En by der ikke findes, men hvor alle Harufs romaner foregår. Vores sjæle om natten er hans sjette og sidste, og den første der er oversat til dansk.
Addie Moore er ensom i sit hus, nætterne er lange og ensomme. Addie inviterer Louis, der bor lige ved siden af, til at komme og sove hos sig om natten. De to oplever stor glæde og beriger hinanden med det uskyldige arrangement, også da Addies 6-årige barnebarn er nødt til at bo hos hende en tid. Med samtaler, campingtur, softballkamp, hundepasning og hinandens selskab.
Men omgivelserne accepterer ikke deres valg. Især Maddies søn kan slet ikke have det. Maddie og Louis må tage stilling til dilemmaet: Skal man føje landsbyens moral og familiens mistænksomhed? Eller følge sine egne lyster, når nu man for alvor er blevet voksen, helt fri for forpligtelser og selv kan bestemme?
Havde jeg en gammel mor siddende i et hus i en anden by, ville jeg være lykkelig for at vide, at hun havde et socialt liv med en flink genbo, men amerikansk seksualmoral og ”hvad andre tænker” er ikke sådan at skubbe fra sig. Tør man gribe lykken, når den melder sig?
Thomas Milsted
Nadja U. Prætorius: En Verden Til Forskel
Nadja U. Prætorius’ bog En Verden Til Forskel er klart mit bud på årets bog. Og som jeg skrev i min anmeldelse burde den omsmeltes til en flydende substans og doseres intravenøst i blodårerne på samtlige de politikere, som tænker, at danske borgere bare er et nyttigt instrument for deres ideologiske luner.
Jeg har valgt den, fordi den er et nødvendigt opgør med vor tids samfundsøkonomiske mindset, der stille og roligt er ved at nedbryde vores miljø. Den er også et opgør med den rovdrift, vi ser på vores samfundsborgere – og i særdeleshed på medarbejdere, og dem som ikke er i stand til at bidrage til velfærdsvæksten. Det, synes jeg, den gør på en sober og indlevende måde.
Den bidrager afgørende til det nødvendige nybrud i vores forståelse og værdsættelse af, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi som aktive borgere kan skabe et globalt og bæredygtigt livsvilkår.
Illustration: Michaël Dorbec – Cancan-dame af ukendt kunstner, Paris 1903. POV lønner ikke sine medlemmer for arbejdet. Vil du støtte tegneren med en skilling kan det gøres på hans MobilePay: 3131 8234
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
