ESSAYSERIE – ’Jeg er ærlig talt ret ligeglad med det habsburgske monarki. Det er ikke noget, jeg må og skal vide noget om. Jeg vil gerne have en stærk oplevelse. Jeg vil gerne mærke ting. Blive begejstret”. Det regner. Anders Haahr Rasmussen ser på biler, tænker på tennis og søger sammenhæng i det hele på Largo Isarco, et gigantisk udstillingskompleks ejet af Fondazione Prada.
Ude foran Palalido, hvor de rygende samler sig i ly for regnen, har Peugeot en stand med deres nyeste e-208 udstillet under overskriften “Unboring the Future”. Bilen er udstyret med noget så ukedeligt som i-Cockpit 3D med 10-tommers skærm og AppleCarPlay.
Jeg kommer til at tænke på de senere års trafiksikkerhedskampagner: “Kør bil, når du kører bil.” Statistikkerne, der viser at en tredjedel af alle dødsulykker skyldes uopmærksomhed og Rådet for Større Trafiksikkerhed, der sammenligner distraheret kørsel med spritkørsel – ligeså farligt, lige så uacceptabelt.
Jeg husker engang, hvor biler først og fremmest skulle være sikre. De skulle holde, måske være flotte, jeg husker komfort som et vigtigt ord. Nu skal de være spændende. De skal være det modsatte af kedelige.
“Kedelig bliver aldrig en del af vores DNA,” siger Peugeots øverste chef.
Prøv at overveje, hvor bizart et udsagn det er. Og lidt paradoksalt, fordi de anmeldelser jeg kan finde af den elektriske 208, beskriver den som ”påfaldende normal”, den kører ”fuldstændig som en almindelig bil”, men det må tydeligvis ikke hedde sig.
Nej, Peugeot har udviklet en skærm, der opsamler lydbølger fra den larmende by og omdanner dem til energi, som oplader bilen og gør den i stand til at køre benzinløst, næsten lydløst gennem byen, hvilket igen er med til at gøre byen mindre kedelig. Unboring.
Måske findes der ingen større synd i det moderne samfund end at kede sig. Alle andre har det tydeligvis enormt sjovt, hele tiden er der fest og farverige måltider, sjove køreture og vilde oplevelser, gang i den.
Vi må ikke spise kedelig mad, ikke have kedelig sex, endelig ikke kede os på arbejdet, i restauranten eller i toget. Enhver situation – og i særdeleshed enhver begivenhed – skal konkurrere med den altid nærværende følelse af, at der måske er sjovere et andet sted, så hvorfor ikke være der.
Hvorfor være her, når her er kedeligt. Hvem misunder kedsomhed?
Det var anderledes vilkår, da jeg så mine første professionelle tenniskampe ved Copenhagen Open i KB Hallen i begyndelsen af 90’erne. Spillet havde ligesom monopol på min opmærksomhed. Der var ikke alle mulige andre underholdningsmuligheder i min lomme. Ikke alle mulige billeder af, hvad mine venner lavede lige nu.
Når kampene var kedelige, så kedede jeg mig. Sådan var det bare. Sådan er det ikke længere.
Arrangørerne er i hård konkurrence om at fastholde folks opmærksomhed. Give dem en følelse af at være konstant underholdt, et enklere pointsystem, et støt fremadskridende plot, spændende på en nem måde, ikke kræve noget af dem, ingen udfordringer, helst ingen modstand. Det er det modstandsløse, jeg opponerer mod. Helt fra morgenstunden.
Vigtigt?
Vi har indlogeret os på Hotel Milano Scala, opkaldt efter byens berømte opera, som ligger tre minutters gåtur væk.
Umiddelbart tager de referencen alvorligt: I en glasmontre i lobbyen står et spinet, et polygonalt formet instrument fra cembalofamilien, hvilket vil sige, at det er et lille klaver med de skæveste vinkler og små fjerspidser til at frembringe tonerne inde i en trækasse håndskåret efter venetiansk tradition. Det var the shit i 1600-tallet.
Lidt derfra, i en anden montre, ligger hvad der ligner førsteudgaven af noderne til Edvard Griegs Lyriske stykker, tredje hæfte, fra 1886, og Il matrimonio segreto, det hemmelige bryllup, en opera af Domenico Cimarosa, også kendt som den italienske Mozart. Morgenmadsbuffeten serveres under glasloft til lyden af harpespil. Sådan en i fuld størrelse, 40 strenge, og det er så her, kæden falder af. Fordi hun spiller Beatles. Og Damian Rice. Og jeg kan godt lide Beatles og jeg kan godt lide Damian Rice, og jeg kan for så vidt også godt lide lyden af harpespil, men de gør ikke hinanden noget godt.
Altså, interesserer det her sted sig for klassisk musik eller ej? Er det vigtigt eller mest noget at smykke sig med?
Det minder mig om Gheorghe Zamfir, der spiller filmmusik og Anne Linnet-hits på panfløjte. Det hele lyder ens. Et musiktapet. Ligegyldigt. Modstandsløst. Og det kan være fint nok, men hvad skal vi så med referencerne til La Scala og Grieg, de smukke gamle instrumenter?
Altså, interesserer det her sted sig for klassisk musik eller ej? Er det vigtigt eller mest noget at smykke sig med? Autenticitet uden indhold.
Har tennissporten gang i det samme? Stolt af sine traditioner, koryfæerne på første række, Rod Laver og Martina Navratilova ned og overrække trofæet, slægt skal følge slægters gang, mens vi langsomt udhuler selve spillet, reducerer det til ren æstetik, hurtig underholdning.
Kan du høre den gamle mand i mig?
Jeg kan mærke selvretfærdigheden blusse. Forargelsen.
Largo Isarco
Men så tog jeg på kunstmuseum. Det var lørdag, sidste dag i Milano, den første solskinsdag og ikke en, jeg længtes efter at tilbringe indendørs, men det var vi to om at bestemme, så okay, jeg gav det en chance.
Largo Isarco hedder stedet, et gigantisk udstillingskompleks, som Fondazione Prada åbnede for fire år siden i et gammelt destilleri op ad et tilgroet jernbaneområde i den sydøstlige del af byen. Det ser hypermoderne ud med de originale industribygninger ved siden af et fireetagers ”Haunted House” dækket af 24 karat guld og en cafe designet af Wes Anderson.
Jeg syntes, det lød frygtelig kedeligt og alt for metakunstnerisk: Flyt nogle museumsgenstande fra et sted til et andet, bland dem lidt sammen, og så har du en udstilling om, hvad en udstilling egentlig er
Vi er her for at se en udstilling af Wes Anderson. Den amerikanske filminstruktør (The Royal Tenenbaums, The Darjeeling Limited, Moonrise Kingdom, The Grand Budapest Hotel) har sammen med den libanesiske designer og illustrator Juman Malouf besøgt to af de helt store museer i Wien, det kunsthistoriske og det naturhistoriske.
De har gået rundt sammen med kuratorer fra alle mulige forskellige afdelinger – romersk-antik, palæontologisk, samlinger med mønter, meteoritter, musikinstrumenter, teaterkostymer, krigsmateriel, insekter, portrætmalerier – og udvalgt 538 genstande, som nu er udstillet i den såkaldte Podium-bygning her i Largo Isarco.
Jeg syntes, det lød frygtelig kedeligt og alt for metakunstnerisk: Flyt nogle museumsgenstande fra et sted til et andet, bland dem lidt sammen, og så har du en udstilling om, hvad en udstilling egentlig er, en snedig kommentar på kuratorens rolle, ”en udfordring af traditionelle museumsnormer”, som der står i programmet, ”en udforskning af bevæggrundene bag beslutningen om at skabe en samling, og måderne, hvorpå den har til huse, bliver præsenteret og oplevet” og så videre derudaf i floskelfyldt pamfletsprog.
Men altså, det var genialt. Måske den fedeste udstilling, jeg har set i flere år.
Forkælet
Jeg står og kigger på en montre fyldt med grønne ting:
Et cigaretetui fra Wiener Rennverein Club med lakeret overflade i en matgrøn, der minder om 1970’erne, men er fra 1932. Der er fire malakitter, et kobberholdigt mineral, der changerer i smaragdgrønne nuancer. Tre irgrønne Negauer-hjelme fra små 500 år før Kristus, udgravet i Slovenien, hvor de blev forsøgt skjult for den romerske hær. En skål af jadegrøn krysopras, sølvbelagt og fra Sydtyskland engang i 1600-tallet.
Jeg forsvinder helt ned i den enkelte ting: detaljerne, strukturen, historien, hvor smukke og unikke de er, og hvordan de allesammen er … ja, grønne. Det lyder banalt, men det giver mig en følelse af, at det hele hænger sammen, Europas historie, fuld af mennesker og mineraler, og ting til at lægge andre ting ned i eller tage på hovedet eller på fødderne.
Der står et par virkelig besynderlige sko, bredest ude ved tæerne som små svømmefødder, bare i grøn silkevelour syet med gylden tråd, fra en teaterkælder i 1880’ernes Wien. Der hænger et stort portræt af ærkehertuginde Maria Christina i grøn kjole. Det har intet med hinanden at gøre, og det har alt med hinanden at gøre.
Jeg forsvinder helt ned i den enkelte ting: detaljerne, strukturen, historien, hvor smukke og unikke de er, og hvordan de allesammen er … ja, grønne. Det lyder banalt, men det giver mig en følelse af, at det hele hænger sammen
Belysningen er dunkel og lækker, eksklusiv, inspireret af Ambras-paladset i Innsbruck, hvor det Habsburgske riges øverstbefalende, Ferdinand II’s samlinger var udstillet. Danske Kvadrat har stået for at beklæde vægge og vitriner med filt i jordlige farver af højeste kvalitet.
Det er et dejligt rum at være i. Jeg kigger på oldsager uden at føle, at jeg har lektier for. Jeg føler mig forkælet. Underholdt. Der står en lille leopard groft skåret ud i træ for hundrede år siden et sted i Cameroon, og den nidstirrer en krokodillefigur fra Papua Ny Guinea. Kun de to i montren, ansigt til ansigt. Det ser grotesk sjovt ud.
Det er fandeme et originalt blik, der har skabt de her sammenhænge. Se nu den her væg, hvor kun to malerier hænger. Peter Paul Rubens’ portræt fra 1601 af toårige Eleonora Gonzaga, kommende kejserinde, med små buttede barnefingre og et lettere tøvende eller i hvert fald bekymret blik, nedadvendt mod højre, nøjagtig som den papegøje, der er på billedet ved siden af, sammensat af ædelstene og skifer, samme røde og grønne farver som den lille kejserinde, samme blik i samme retning, samme sindstilstand, når jeg sgu sågar at tænke, fugl og barn, lige alene i verden, lige fortabt.
Jeg kunne forestille mig, at en kunsthistoriker eller en arkæolog ville korse sig over den her bastard af en udstilling. Alene titlen: Il sarcofago di Spitzmaus e altri tesori – spidsmusens kiste og andre skatte. På et museum skabt af en tøjdesigner.
Min morfar ville i hvert fald synes, det var noget frygtelig rod. Den usaglige sammenblanding af tider, kulturer, fagområder, verdensdele. Hvis du vil vide noget om det habsburgske monarki, unge mand, så nytter det sgu ikke noget af kigge på et portræt af den lille kejserinde og grine af, hvordan hun ligner en papegøje. Det er useriøst, overfladisk. Sikkert nok en sjov oplevelse, men uden dybere indhold, uden tyngde.
Men altså, jeg er ærlig talt ret ligeglad med det habsburgske monarki. Det er ikke noget, jeg må og skal vide noget om. Jeg vil gerne have en stærk oplevelse. Jeg vil gerne mærke ting. Blive begejstret.
Andre mennesker bliver det måske af at gå rundt på Naturhistorisches Museum i Wien og kigge på uendelige rækker af fossiler og udstoppede dyr. Eller se på kronologisk opstillede portrætmalerier af Frans, Ferdinand, Karl og hvad kejserne ellers hed dengang.
Det fungerer ikke for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er der for mange ting, måske føles det for pligtskyldigt. Jeg får følelsen af, at der er en indsigt, jeg burde opnå, og som jeg kunne opnå, hvis jeg anstrengte mig lidt mere, men jeg orker ikke. Det er for … ja, kedeligt.
Fotos: Andrea Rossetti/Fondazione Prada.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
