
TV // INTERVIEW – I DR’s nye serie Huset spiller Sami Darr og Dan Boie to hardcore indsatte i et dansk fængsel. Et miljø, begge skuespillere har kendt som unge, og som har givet dem en livserfaring, de kan bruge i deres karakterer.
Susanne Louw, der har lavet interviewet, er også agent for Sami Darr. POV har ikke betalt eller modtaget penge for teksten.
Rollen som gangsterboss i DR’s nye serie, Huset, bragte hårde minder frem fra ungdomsårenes liv med kliker for skuespiller Sami Darr. Indspilningerne var et deja-vu med et hårdt miljø, han selv havde kendt som barn og ung.
Sami er vokset op i en dysfunktionel familie og i et ghettomiljø i Albertslund, hvor barndommen og ungdommen handlede om overlevelse og om at finde en plads og være én af kliken af de unge, som begik tyverier, deltog i slåskampe og ellers bare overlevede ’på gaden’. Allerede som 12-13-årig prøvede han også første gang at ryge hash. Det udviklede sig senere til et misbrug af hårdere stoffer, men også den del ligger heldigvis mange år tilbage i dag.
Fængslet var en lejrskole i forhold til det hårde liv i virkeligheden
Hans vej til teatret startede allerede i skolen, hvor han havde et talent for at skrive historier. På HF-skolen stødte han første gang på drama og fik hovedrollen i en stor skoleforestilling.
Han var dog stadig en del af kliken, og en dag gik det galt i en slåskamp. Han røg kortvarigt to gange i fængsel for vold.
”Fængslet var en lejrskole i forhold til det hårde liv i virkeligheden,” husker Sami. ”Jeg sad inde sammen med flere fra kliken, og i fængslet fortsatte hashmisbruget samtidig med, at man lærte en masse andre tricks af de andre indsatte. Så der var ikke meget straf i det – det skabte faktisk en ekstra vrede og rodløshed i én.”
Og en vrede, som han prøvede at genfinde ved optagelserne til Huset, hvor han bad instruktøren om at få en celle i 24 timer for at kunne gå ind i rollen. Det blev dog afslået.
På trods af fængselsopholdet lykkedes det ham at få sin HF-eksamen. Skolelederen krævede til gengæld, at han valgte drama som fag – han havde set et talent i Sami.
Men i mellemtiden havde Samis far besluttet, at familien skulle flytte et år til hjemlandet, Pakistan.
”Det var den værste tid af alle. Vi landede i en lille landsby, hvor toilettet var et hul i jorden, og alt var meget primitivt. En stærk kontrast til livet i Danmark. At være væk fra ’vennerne’ og alt det kendte skabte endnu mere ekstra indre vrede i mig – en vrede, som jeg siden hen har kæmpet meget med, men også brugt konstruktivt i min rolle i Huset.”
Rejse, flugt og gennembrud
”Senere blev rejser for mig en flugt fra mit liv, hvor jeg kunne lægge afstand til det virkelige liv i Danmark. Og det middel har jeg siden hen benyttet mig meget af, når livet blev for indviklet. Men ’nissen flytter jo med’, så det har aldrig været en ideel løsning, ved jeg i dag. Dog elsker jeg H.C. Andersens citat: ’At rejse er at leve’. Jeg forstår godt hans pointe.”
Sami får også en søn, som kommer til at betyde meget for ham. Og det bliver også et vendepunkt i rodløsheden. Selv om han ikke bor sammen med barnets mor, har han et tæt forhold til sønnen.
Kærligheden til skuespillet har overskygget de mørke sider af tilværelsen
Men efter en tur til London fik angsten for alvor tag i Sami. Han var bange for selv at ende i sin egen dysfunktionelle voksenfamilie.
Han tog hjem og vidste, at skuespillet skulle være vejen frem og kontaktede bl.a. DR med et lille filmprojekt, som dog blev afvist. Han havde jo ikke noget rigtigt på CV’et.
Filminstruktøren Shaky González tilbød ham en rolle i en gysernovellefilm med Thomas Bo Larsen og siden hen i en spillefilm, Pistoleros. Derefter meldte DR sig på banen med en rolle i Ørnen. Den førte til, at han en dag blev kontaktet om en rolle i filmen From Paris with Love med John Travolta.
”Pludselig befandt jeg mig på 1. klasse i et fly til Frankrig, hvor optagelserne fandt sted. Jeg kan huske, at jeg var skrækslagen for, at der var tale om en joke, og troede egentlig først på det, da jeg blev vist ind i Travoltas camper, og han vendte sig om og sagde: ’Hi, I am John.’ Vi skulle dele camper på settet – det var en stor oplevelse,” husker han.
Da han kom hjem, kom han også i Go’ morgen Danmark, fordi han havde spillet sammen med Travolta. Siden fulgte roller i Ledsaget udgang, Tomgang og en plads som deltager i Vild med Dans.
Sami er i dag klar over, at også skuespillet er en del af den evige flugt – flugten fra sig selv. Men kærligheden til skuespillet har overskygget de mørke sider af tilværelsen. Og i rollen i Huset overskygges tidligere tiders ’onde’, og han glæder sig over et suverænt godt samarbejde med både instruktørerne og de andre skuespillere.

Dan Boie giver ikke op
Dan Boies opvækst har også præget hans liv og skuespilkarriere – og rollen i Huset.
Dans barndom i Frederikssund ændrede sig radikalt, da hans far tog sit eget liv. Tabet skabte en dyb rodløshed og forvirring i den niårige drengs tilværelse. Han skiftede skole og endte med helt at droppe ud allerede i 7. klasse. Selv om han havde en god mor og gode søskende, blev Dan en rebel. Han savnede helt klart en faderfigur, men barndommen blev også mærket af andre traumatiske hændelser:
”Som 13-årig var der brand i huset hjemme, og det gav mig en dyb angst, som har fulgt mig lige siden. Stofmisbrug, kriminalitet og slåskampe blev som en kompensation for den angst tidligt i en del af mit liv. En livsbane, som fortsatte op gennem ungdomsårene,” fortæller han.
Her kom hans hårde baggrund og opvækst ham til gode – han er en fighter, som ikke giver op
Som 20-årig forstod han endelig, hvor meget det påvirkede hans mor. Han havde et valg mellem at fortsætte i det hårde miljø eller vælge en anden vej.
Da han i en periode flyttede op til sin storesøster i Bjerringbro for at opleve et andet miljø, ansøgte han om et legat til en højskole med faget skuespil på programmet. Mødet med kunsten og skuespillet blev vendepunktet
Dan får for 12 år siden også et barn med en sommerflirt fra Jylland. Derfor flytter han til Ålborg, hvor han også bor nu, for at være tæt på sin søn: Han skal i hvert fald ikke mangle en faderfigur.
I Ålborg holder han fast i skuespillet og holder kontakt til castere og instruktører i København og får også flere gode roller. Skuespillet har givet ham en afgørende mening i livet, fortæller Dan, som mange nu kender fra roller i Den, som dræber – Fanget af mørket og Bedrag.

En udfordrende rolle
”Huset handler i det hårde miljø, om magt, penge og status – nøjagtigt som i det virkelige hårde liv uden for fængslet,” fortæller han. ”Magt avler magt” og skaber en markant selvoptagethed hos hans karakter.
”Det kostede blod, sved og tårer at spille rollen. Jeg tog også på i vægt til rollen for at have mere fysisk pondus. Så jeg brugte lang tid på at forberede mig til den,” siger Dan.
Her kom hans hårde baggrund og opvækst ham til gode – han er en fighter, som ikke giver op.
Om HUSET
Den 1. september på DRTV og den 3. september klokken 20.00 på DR1 kan man følge blandt andre Sofie Gråbøl og David Dencik i den nye tv-serie Huset, der handler om fire fængselsbetjente, der skal få styr på de indre linjer i et fængsel.
Historien i Huset udspiller sig over tre måneder og begynder, da man får at vide, at fængslet vil blive lukket, medmindre man får bugt med den dårlige omtale, hierarkiet og handelen med stoffer, som dominerer arbejdspladsen.
Den melding skaber hurtigt to fløje blandt betjentene. Der er dem, der mener, at det er bedst at opretholde status quo, og dem der hilser en strammere kurs over for de indsatte velkommen.
For fire betjente bliver det samtidig startskuddet til, at deres personlige udfordringer smelter sammen med livet i fængslet.
Huset er i 6 afsnit á 58 minutter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her